Last Kiss - Jason McCann 2

Jason har kun været i fængsel i fire måneder, og Allie savner ham allerede mere end nogensinde. Det hjælper dog lidt, at Jacob får hende til at glemme Jason... en smule. For selv ikke Jacob kan få tankerne om Jason væk i mere end to minutter. Men da Jason ringer går alting stærkt. I hvert fald alt for stærkt til, at Allie kan følge med. Hendes liv bliver vendt op og ned på en enkelt dag, og før Allie ved af det, er hun kidnappet... igen...

77Likes
318Kommentarer
18924Visninger
AA

23. Min skyld?

Allies synsvinkel:

Hvordan kunne det være muligt at savne en person så meget, som jeg gjorde lige nu? Jacob kørte rundt i mit hoved hele tiden. Men ikke nok med det – så skulle Jason også prøve at overtage. Det var, som om de kæmpede efter dominans i mit hoved, om hvem der skulle fylde hele min hoved med tanker. Indtil videre førte Jacob stort!

”Hvad tænker du på, søde?” spurgte Jason og kørte en hånd igennem mit hår. Jeg trak på skuldrene. ”Hold nu op. Fortæl mig det nu bare.” Han smilede forsigtigt.

”Det er bare...” startede jeg, men kom i tanke om, at Jason ville blive så ufattelig sur, hvis jeg fortalte det. ”Det er ikke noget, okay?” Han himlede med øjnene.

”Allie, fortæl mig det nu bare. Hvorfor holde det hemmeligt? Du har intet at gemme for mig, vel?” sagde han og kiggede mistænkeligt på mig. Jeg rystede bestemt på hovedet. Nu var han fjollet. Hvad skulle jeg holde hemmeligt? Jeg ville bare ikke gøre ham vred.

”Jeg har intet at skjule.”

”Så fortæl mig hvad der foregår op i dit hoved,” sagde han. Han var  allerede blevet irriteret, men det kunne jeg ikke tage mig af. Jeg ville ikke gøre ham endnu mere sur. ”Allie, fortæl mig det!”

”Det er lige meget, okay?” sagde jeg og hævede stemmen en hel del.

”Det er det sgu da ikke?! Ellers ville du ikke tænke det?”

”Det er Jacob, okay? Er du tilfreds nu?” spurgte jeg og kiggede på ham med sammenknebene øjne. Han rejste sig uden et ord og gik bestemt ud af døren og sørgede for at smække ekstra meget med døren, da han lukkede den...

”Hey tøs,” sagde Ryan og satte sig glad ved siden af mig. Jeg smilede kort igen og sagde ikke et ord. For at være ærlig, så vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. ”Hvad har du gjort ved Jason? Han lignede en, der kunne dræbe, da han gik.”

”Jeg tænkte på Jacob, og det blev han åbenbart vred over,” sagde jeg. Han opførte sig barnligt. Hvorfor blive sur over det? Okay, jeg tænke på Jacob og hvad så? Han vidste, at det var ham, jeg kunne lide.

”Så giver det mere mening.” Jeg kiggede bare dumt på ham, men valgte at ignorere det. ”Du ved godt, at han er misundelig, ikke?”

”Over hvad? Hvad har han at være misundelig på Jacob over?” spurgte jeg. Jason havde intet at være misundelig på Jacob over. Jason var både kønnere, sødere og meget mere min type end Jacob var. Selvom man nok skulle tro, at Jacob var mere min type (hvilket han nok var, inden jeg blev kidnappet af Jason), så var det Jason, som jeg ville være sammen med. Ikke Jacob.

”Jacob kan give dig et trygt og langt liv. Det kan Jason ikke,” sagde Ryan, men jeg kunne stadig ikke se nogen grund til, at Jason skulle være misundelig.

”Har Jason fortalt dig det her?”

”Det er noget, der plager ham. Han ville ønske, at han kunne give dig det samme liv, som Jacob kan. Trygheden, det stabile forhold, forholdet som du stadig kunne beholde til dine forældre, hvis i var sammen. Det hele er noget, der irritere ham.” Det kunne Jason kun takke sig selv for. Selvfølgelig skulle han ikke lave om på sig selv, men lige nu ville jeg ønske, at politiet bare kunne glemme alt. Hvis de kunne det, så kunne Jason og jeg have et godt og trygt liv sammen uden alt muligt lort indblandet som for eksempel politiet.

”Han simpelthen så stædig den dreng. Jeg har prøvet at få ham overtalt til bare at lade dig... gå, men han er simpelthen så sikker på, at han ikke kan. Han er for egoistisk til at lade dig gå,” han smilede, men jeg vidste, at han mente det alvorligt. Han ville både Jason og jeg det bedste, og det var da også sødt af ham, men jeg følte bare, at han måske blandede sig en smule for meget. Uanset hvad der ville ske, ville Jason og jeg ikke gå fra hinanden. Ingen af os kan klare os uden den anden.

”Allie,” sagde Jason og stod i døren og kiggede på os. ”Kom.” Jeg rejste mig fra sengen og gik hen til Jason, som tog hårdt fat i min arm. Han trak mig med hen til sofaen, hvor han nærmest kastede mig ned. Han tændte for det lille, gamle fjernsyn og gik direkte hen på nyhederne. ’Lig af 21-årige Steven Johnson’ stod der klistret op ad skærmen, og damen blev ved med snakke om, at hvis man havde nogen information, skulle man sige det til politiet.

”Se, hvad du fik mig til!” sagde han bebrejdende.

”Mig? Hvordan kan det være min skyld, at du går ud og dræber en eller anden mand, som ikke har gjort noget? Det er udelukkende kun din fejl,” sagde jeg og kiggede tvært den anden vej. At han bare gav mig skylden for hans fejltagelse på grund af hans dumme temperament.

”Næsten gang burde du nok holde kæft omkring Jacob,” snerrede han lavt. Han slukkede fjernsynet, kastede fjernbetjeningen hen til mig på sofaen og gik så ind på et værelse, hvor han hamrede døren i...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...