Last Kiss - Jason McCann 2

Jason har kun været i fængsel i fire måneder, og Allie savner ham allerede mere end nogensinde. Det hjælper dog lidt, at Jacob får hende til at glemme Jason... en smule. For selv ikke Jacob kan få tankerne om Jason væk i mere end to minutter. Men da Jason ringer går alting stærkt. I hvert fald alt for stærkt til, at Allie kan følge med. Hendes liv bliver vendt op og ned på en enkelt dag, og før Allie ved af det, er hun kidnappet... igen...

77Likes
318Kommentarer
18769Visninger
AA

22. Jacob.

Jacobs synsvinkel:

”Giv mig ham der... Jason. Jeg vil lige udveksle et ord eller to med ham,” sagde jeg og mærkede vreden stige mig til hovedet.

”Okay,” sagde Allie tøvende, og jeg smilede tilfreds. ”Jeg savner dig.” Mit hjerte stoppede i et øjeblik med at slå. Jeg savnede også hende. Jeg savnede hende så umenneskelig meget. At jeg måske ikke skulle se hende igen, gjorde mig helt ude af den. Jeg ville have hende tilbage uanset hvad. Om jeg så skulle dele hende med... Jason.

”Hvad vil du?” snerrede Jason ind i telefonen, og jeg himlede bare med øjnene af ham. Jamen tak for den gode præsentation af dig selv.

”Send Allie tilbage,” sagde jeg kort, koldt og hårdt.

”Det kan ikke ske,” snerrede han igen, og jeg havde virkelig lyst til at bare klemme omkring telefonen, indtil den gik i stykker. Det hele var Jasons skyld...

”Send hende tilbage, eller jeg vil personligt komme efter hende, men jeg vil ikke være alene. Jeg vil have politiet med mig,” sagde jeg og smilede smørret for mig selv. Det her ville forhåbentlig gøre ham bare en smule bange.

”Gør det, og du vil fortryde det så inderligt,” spyttede han ud, og jeg kunne godt høre, at han også var blevet vred og ophidset.

”Tror du ikke, at vi alle gerne vil have Allie tilbage? Du kan ikke få hende for dig selv, Jason! Vi elsker hende alle sammen!” sagde jeg og havde virkelig bare lyst til at sætte mig til at tude.

”Elsker du hende?” sagde han lavt, men hårdt. Det provokerede ham tydeligvis, at jeg elskede hende. Men hvorfor ikke fortælle ham sandheden? Jeg elskede hende jo. Alt for højt i forhold til, at hun på ingen måde har de samme følelser for mig, som jeg for hende.

”Ja, jeg elsker hende. Derfor vil jeg have hende tilbage. Og hvordan tror du ikke, at hendes forældre har det? De elsker hende også.” Jeg hørte ikke Jason svare, men jeg hørte en lyd, der skar i mine øre, og lyden blev bare ved. Pludselig blev forbindelsen afbrudt, og jeg følte virkelig, at jeg kunne bryde sammen når som helst. Var det min sidste samtale med Allie lige før?

”Hvad sagde de?” sagde Allies far, Nathan. I et kort øjeblik svarede jeg ikke, men kiggede bare tomt ud i luften.

”Han vil ikke give os Allie tilbage,” sagde jeg kort og undlod alle de andre detaljer. Nathan satte sig frustreret ned på gulvet, og jeg stod stadig bare og kiggede tomt ud i luften. Det hele var min skyld. Jeg skulle have løbet efter hende efter det telefonopkald. Jeg vidste, at det var noget vigtigt, da hun ikke svarede mig, da hun løb den dag. Det hele var min skyld. Det var min skyld, at Allie var fanget hos den psykopat. At hun måske aldrig ville komme til at se sine forældre igen. Jeg skulle have stoppet hende. Jeg skulle have taget over om aftenen og sikret mig, at alt var okay. Det hele er min skyld.

Jeg vågnede op og gik ind på Allies værelse. Jeg gik som så mange andre gange hen til hendes parfumeskuffe og fandt hendes yndlingsparfume. Jeg sad bare og indåndede duften af den og kom som altid til at tænke på Allie. For mig var duften kun hendes, men jeg vidste, at der var flere millioner piger på jordkloden, som brugte den parfume. For mig var det bare Allies, og sådan ville det nok altid være for mig, om hun så kom tilbage eller ej. Selvfølgelig håbede jeg, at hun kom tilbage, men hvis hun var så ulykkelig, havde hun nok sagt noget om det i telefonen.

”Er du okay?” spurgte Anne, Allies mor. Jeg rystede på hovedet. ”Vi savner hende også.” Hun kom satte sig på sengen og klappede på pladsen ved siden af hende. Selvom Allie kunne synes, at hendes mor og far var strenge, så holdt de bare af hende og ønskede hende det bedste.

”Jeg kan bare ikke fatte, at hun er væk. Og så endda måske for evigt hvis psykopaten ikke afleverer hende tilbage,” sagde jeg og havde lyst til at sætte mig til at græde igen.

”Jeg ved, at det lyder... underligt, men du ved Nick Stokes, ikke?” Jeg nikkede og ventede på, at hun ville fortsætte. ”Han sagde, at da han havde talt med dem i går og prøvet at få dem overtalt til at tage med, så havde hun sagt, at hun var lykkelig med ham.” Jeg kiggede forvirret på hende og troede ærlig talt, at hun løj bare for at få mig til at føle mig bedre. ”Ja, jeg havde også svært ved at tro på det, men det sagde han,” sagde hun og smilede sit typiske smil. Jeg sukkede. Måske var hun lykkelig med ham, men hun måtte også tænke på, hvad der var bedst for hende selv. Jeg var bedre for hende end ham...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...