Last Kiss - Jason McCann 2

Jason har kun været i fængsel i fire måneder, og Allie savner ham allerede mere end nogensinde. Det hjælper dog lidt, at Jacob får hende til at glemme Jason... en smule. For selv ikke Jacob kan få tankerne om Jason væk i mere end to minutter. Men da Jason ringer går alting stærkt. I hvert fald alt for stærkt til, at Allie kan følge med. Hendes liv bliver vendt op og ned på en enkelt dag, og før Allie ved af det, er hun kidnappet... igen...

77Likes
318Kommentarer
18922Visninger
AA

10. Forbud.

Det føltes godt, at have givet Ricky en lige i ansigtet. Han havde forhåbentlig fået et blåt øje ligesom mig, hvis jeg var heldig. Så kunne han da i det mindste lære at holde sin kæft lukket. Det pissede mig bare af, at han snakkede sådan om Allie. Han var bare misundelig, fordi han ikke havde en lige så lækker pige, som jeg har.

”McCann, jeg skal snakke med dig,” sagde Stokes og kiggede på mig med følelsesløse øjne. Han åbnede cellen og gik ind for at tage fat i min arm og sørge for, at jeg ikke slap væk. Jeg himlede med øjnene. Om jeg så nåede at komme ud af min celle, ville politiet og vagterne, som var her, alligevel få fat i mig. Han holdt stramt far i min arm, før han førte mig ind i et lille rum. Det var et slags afhøringsrum eller noget. ”Sæt dig ned,” sagde han og pegede på en stol ved et lille bord. Han gav slip på min arm og satte sig på stolen overfor. Rummet var med garanti låst af.

”Jeg har ikke gjort noget,” snerrede jeg, selvom det egentlig var løgn. Jeg havde forhåbentlig givet Ricky et blåt øje, men det var vel ikke første gang, at de så det i fængslet.

”Det ved jeg,” sagde han, og der var noget hårdt over hans øjne. ”Hvad lavede Allison her?” spurgte han og spillede tydeligvis dum. Jeg himlede med øjnene.

”Jeg inviterede hende. Det er ikke ligefrem imod reglerne,” sagde jeg og kiggede hårdt på ham.

”Tror du ikke, at det ville være bedre, hvis du lod hende være? Så har hun chancen for at glemme alt det, der skete. Og så kan du også glemme hende.”

”Jeg tænker ikke på hende,” løj jeg. Hun var det eneste, jeg tænkte på.

”Hvorfor står der så, Allisons navn på din væg?” spurgte han og hævede det ene øjenbryn. Jeg kiggede væk og svarede ham ikke, for jeg havde intet svar på det.

”Hvor vil du hen med det her?” snerrede jeg og kiggede så igen på ham.

”Du må ikke se Allison mere. Du må ikke tage kontakt til hende på nogen som helst måde, og der kommer til at være overvågning på dig, hvis jeg får selv den simpleste tanke om, at du vil ringe til hende,” sagde han hårdt og bøjede sig ind over bordet. ”Er det forstået?”

”Nej,” sagde jeg hårdt.

”Hvis det hjælper, så får Allison præcis den samme besked af sine forældre, når hun kommer hjem.”

”Tror du, at det får det til at gøre mindre ondt?” spurgte jeg og mærkede mit hjerte blive ti kilo tungere. Hvis jeg ikke måtte se Allie, hvad skulle jeg så gøre? Det var i forvejen slemt nok at være herinde, og jeg ville ikke komme ud før om lang tid. I hvert fald fem år. Men det undrede mig, at Allies forældre havde fået det at vide. Hun havde jo ikke fortalt dem noget? Jeg kiggede med et dræberblik på Stokes. ”Hvordan  ved de det?”

”Vi har kontakt med Allisons forældre i tilfældet af, at Allison ville komme herhen. Vi vidste, at hun ville komme før eller siden, så vi beholdt kontakten.” Jeg kunne have rejst mig og drejet halsen om på ham, men jeg blev siddende på min stol og borede mine negle ind i mine håndflader. Det ville kun blive værre for mig selv, hvis jeg gjorde det…

 

Allies synsvinkel:

 

Jeg åbnede forsigtigt døren og prøvede at få min normale vejrtrækning tilbage. Jeg var blevet nødt til at løbe for, at kunne komme hjem til spisetid. Jeg ville blot få flere problemer, hvis jeg kom hjem efter spisetid.

”Er det dig Allison?” råbte min mor fra køkkenet af. Jeg svarede hende ikke, men gik bare ind i køkkenet, hvor jeg lænede mig op ad bordpladerne. ”Hvor har du været henne?” spurgte hun og kiggede ikke en gang på mig.

”Jeg tog hjem til Jacob efter skole. Han havde virkelig mange lektier for, og han havde brug for hjælp, så jeg hjalp ham. Vi havde bare så travlt, at jeg helt glemte at skrive.” Det var en tam løgn, men jeg var virkelig uopfindsom, når det gjaldt sådan noget her.

”Sjovt du siger det, for Jacob kom over tidligere i dag og spurgte efter dig.” Hun kiggede stadig ikke på mig, og jeg følte et klump sætte sig fast i min hals. ”At du lyver overfor din egen mor, Allison. Jeg troede, vi havde opdraget dig bedre end det,” sagde hun hårdt og kiggede først nu på mig. Hendes blik var fyldt med skuffelse, og jeg kiggede væk. Jeg havde intet at sige. ”Vi ved godt, at du har været ovre hos Jason.” Klumpen i min hals voksede sig større, og jeg prøvede at synke den, men uden held.

”Hvorfor Allison?” spurgte min far nu, som åbenbart havde været her hele tiden, men havde siddet på sofaen, som jeg ikke havde set.

”Fordi jeg savnede ham,” mumlede jeg og kiggede væk.

”Jeg troede bare, at han ville snakke med dig og få dig til at komme videre! Ikke få dig til at besøge ham i fængslet.” Min far satte sig ned på en taburet og lagde sit ansigt i sine hænder og rystede på hovedet af sig selv.

”Vi er utrolig skuffede over dig, Allison. Du må aldrig se ham igen,” sagde min mor hårdt, og jeg følte allerede tårerne presse på.

”Men… jeg… I kan ikke sige, at jeg ikke må se ham! Jeg er nitten år!” råbte jeg.

”Du kan godt skrue ned for den tone lige med det samme, unge dame! Og så længe du bor under vores tag, så er det vores regler, du følger!” sagde min mor skrapt, og  jeg følte allerede tårerne vælte ned ad mine kinder.

”Jeg elsker ham! I kan ikke forbyde mig at besøge ham!” råbte jeg og løb ind på mit værelse, hvor jeg smækkede min dør i så hårdt, jeg kunne…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...