Last Kiss - Jason McCann 2

Jason har kun været i fængsel i fire måneder, og Allie savner ham allerede mere end nogensinde. Det hjælper dog lidt, at Jacob får hende til at glemme Jason... en smule. For selv ikke Jacob kan få tankerne om Jason væk i mere end to minutter. Men da Jason ringer går alting stærkt. I hvert fald alt for stærkt til, at Allie kan følge med. Hendes liv bliver vendt op og ned på en enkelt dag, og før Allie ved af det, er hun kidnappet... igen...

77Likes
318Kommentarer
18853Visninger
AA

2. Fire måneder.

Hans blik var hårdt, og han rystede kort på hovedet af mig, før han gik ud af døren og smækkede den hårdt efter sig. Jeg himlede med øjnene af ham. Skulle altid lave en scene.

”Var det Jacob, som gik?” spurgte min far og stak hovedet ind. Jeg nikkede og kiggede ned på mit papir. Allison McCann. Det lød godt i mine øre. ”Hvorfor gik han?”

”Han blev sur,” sagde jeg irriteret. Kunne han ikke bare blande sig udenom? Jacobs og mit skænderi var vel mit og hans problem, ikke hans. Det var en latterlig grund, at Jacob blev sur over, men jeg var vel ikke helt fair heller. Min far tog mit papir fra mig, og jeg prøvede at få fat i det, inden han læste noget, men han stod allerede for langt væk til, at jeg kunne få fat i det.

”Allison,” sukkede min far og satte sig på min seng. Jeg kiggede væk. Jeg savnede Jason så forfærdelig meget. Jeg måtte ikke besøge ham på grund af mor. Hun synes, at Jason er et overstået kapitel i mit liv, hvilket han nok også burde være, men jeg kan aldrig få ham ud af mit hoved. Han er det første, jeg tænker på om morgenen, og det sidste jeg tænker på, når jeg skal i seng. Stort set hele mit liv er gået ned ad bakke, siden at Jason kom i fængsel. Det eneste gode, der var sket, var, at jeg kom hjem, og at jeg mødte Jacob, som på få måneder allerede er blevet min bedste ven. Jeg følte virkelig, at jeg skyldte Jacob mit liv.

 

”Hvor er du henne?” stod der i sms’en. Jeg følte, at mit hjerte var ved at hoppe ud af mit bryst, men det blev der heldigvis.

”I centrum af skoven. Jeg venter på dig,” skrev jeg tilbage og satte mig på den kolde jord. Jeg var nervøs. Mørket havde lagt sig over himlen, og stjernerne var endnu ikke kommet op på himlen. Lige nu var jeg i tvivl, om jeg ville komme uskadt og i live igennem det her.

”Der er du! Jeg har fucking ledt efter dig overalt, og så er du bare taget hjem til dine forælde?! Hvad bilder du dig egentlig ind?!” råbte han og stod omkring fire meter væk fra mig. Jeg rejste mig hurtigt op og kiggede hen imod ham.

”Der er noget, vi skal snakke om,” sagde jeg lavt og kiggede ned i jorden. Jeg kiggede forsigtigt op på ham, og han himlede med øjnene af mig. ”Jeg ved ikke, om… det er dig og mig længere.” Han kiggede pludselig hårdt op på mig.

”Hvad?” snerrede han og gik truende hen imod mig. Mørket fik blot hans muskuløse krop til at se endnu mere frygtindgydende ud.

”Jeg er ikke forelsket i dig mere.” Hans øjne brændte, og han skulle til at svinge sin arm, men jeg tog et par skridt tilbage. Den første tanke der gik igennem mit hoved, var; løb. Men det var en dårlig idé. Han var hurtigere end mig og ville hurtigt indhente mig.

”Så du slår altså op med mig?” sagde han og tog endnu en gang et truende skridt hen imod mig. Jeg turde ikke sige noget, og en kæmpe klump havde samlet sig i min hals.

”Jeg…”

”Det er efter alt det her med ham der McCann-fyren! Du har forandret dig, Allison!” råbte han og virkede næsten endnu mere vred nu.

”Hans navn er Jason!” råbte jeg og var selv blevet en smule hidsig.

”Jeg er pisse ligeglad!” råbte han igen og gav mig en så hård lussing, at jeg faldt til jorden. Min kind brændte, og jeg holdt min hånd op til min kind. Jeg kiggede skræmt op på ham, men intet i hans blik tydede på, at han var ked af det. Tværtimod. ”Rejs dig op,” snerrede han. Jeg havde lyst til at blive liggende, men det ville kun gøre situationen værre. ”Jeg sagde rejs dig op!” råbte han og kom hen og tog hårdt fat i min arm og hev mig op.

”Michael, please, lad være!” tiggede jeg. Han gav mig endnu en lussing, og endnu en gang faldt jeg til jorden. Jeg tog mine hænder frem, så jeg landede på dem først, men så hørte jeg et knæk i mit håndled.. Grenene tog fat i min trøje, og jeg fik kuldegysninger på mine bare arme.

”Hey! Er du virkelig så svag, at du slår på piger?” råbte en stemme hårdt, som jeg aldrig havde hørt før. Michaels hoved vendte sig mod stemmen, og lige så gjorde mit. Jeg kunne ikke se noget, da det var mørkt, og det var allerede begyndt at flimre for mine øjne.

Jeg måtte være besvimet, for jeg vågnede ved, at drengen råbte mig ind i hovedet.

”Vågn op! Hold dine øjne åbne!” råbte han og klappede mig blidt på kinderne. Jeg glippede med øjnene og kiggede på ham.

”Jason?” hviskede jeg, da jeg synes, at jeg så hans ansigt. Han grinede kort af mig og rystede på hovedet. Han kom hurtigt op og stå og fik også hjulpet mig op. Michael lå bevidstløs på jorden, men jeg kunne stadig høre hans vejrtrækning. ”Hvad gjorde du ved ham?” spurgte jeg og kiggede op på ham.

”Jeg blev nødt til at slå ham ud, før han slog mig ud. Jeg håber ikke, at det sårer dig for meget, men du så virkelig ud til at være i nød,” sagde han og lagde en arm omkring mig. Jeg støttede mig op ad ham, da jeg følte mig svimmel.

”Det sårer mig ikke,” mumlede jeg og kiggede igen ned på Michael. ”Jeg hedder Allison.”

”Det ved jeg,” klukkede han. ”Du har navnehalskæde på.” Jeg smilede så godt, jeg kunne. ”Mit navn er Jacob.”

 

Jeg skyldte Jacob mit liv. Jeg havde været død, hvis ikke hans mor havde tvunget ham til at gå ud og gå tur med deres hund. Det var det rene held.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...