Last Kiss - Jason McCann 2

Jason har kun været i fængsel i fire måneder, og Allie savner ham allerede mere end nogensinde. Det hjælper dog lidt, at Jacob får hende til at glemme Jason... en smule. For selv ikke Jacob kan få tankerne om Jason væk i mere end to minutter. Men da Jason ringer går alting stærkt. I hvert fald alt for stærkt til, at Allie kan følge med. Hendes liv bliver vendt op og ned på en enkelt dag, og før Allie ved af det, er hun kidnappet... igen...

77Likes
318Kommentarer
18775Visninger
AA

18. Fest?

Der var allerede gået lidt over en uge, og Jason og jeg havde ikke rigtig lavet noget. Vi havde mest af alt bare hygget, slappet af og snakket. Det har nu været ret fedt, men jo flere dag der går, jo mere savner jeg Jacob.

”Er du okay, baby?” spurgte Jason og kiggede ned på mig. Jeg lå i hans arme og nød bare hans kropvarme imod min.

”Ja, jeg har det fint,” sukkede jeg og lagde mit hoved på hans brystkasse.

”Okay.” Han klemte blidt min arm og kyssede mig på hovedet. Jeg savnede alt ved Jacob. Hans dårlige humor, hans sorte hår, hans brune øjne, hans muskuløse krop og hans duft. Det hele. ”Babe, hvad siger du til, at vi tager til en fest i morgen?” spurgte han. Jeg kiggede overrasket på ham. En fest?

”Hvad mener du helt præcist, når du siger fest?” spurgte jeg og rettede mig op, så jeg kunne kigge ordentligt på ham.

”Du ved… en helt almindelig fest. Det er en fyr, Ryan, som jeg engang var virkelig gode venner med. Vi er begyndt at snakke lidt sammen igen, du ved. Han er faktisk en fin fyr. Jeg er sikker på, at du ville kunne lide ham. Han er for en gang skyld ikke et røvhul,” han smilede, og lige så gjorde jeg. Hvis det endelig var en, som bare var en smule mere normal end Evan, så ville det være godt. 

”Er du sikker på, at det er en god idé at gå til fest?” spurgte jeg, men følte mig overhovedet ikke sikker. Hvad nu hvis der kom nogle, som kunne genkende Jason og meldte ham til politiet? Så ville alt gå galt, og Jason ville komme endnu længere tid i fængsel. Det var i forvejen hårdt at undvære ham inden.

”Bare slap af. Luke  kommer også til at være der, og vi kommer alle til at være totalt gemt. Og hvis der er nogen, som sladrer eller ser os, så løber vi bare. Vi vil hele tiden have en bil i nærheden, og for resten – så burde du nok pakke dine ting. Efter festen tager vi hjem til Ryan.” Han rejste sig fra sofaen, og jeg nikkede. Så glædede jeg mig da bare til at se ham Ryan. Hvis han ikke var et røvhul, så var han vel flink. Og hvis jeg var heldig – ikke kriminel.

”Jason, er ham der Ryan… du ved… kriminel?” spurgte jeg nysgerrigt og kiggede efter Jason, som stod ved køleskabet og ledte efter noget mad. Egentlig undrede det mig, at han bare kunne tage hen til alle de her lejligheder…

 

Jasons synsvinkel:

”Hold op med at spørge dumt, Allie. Selvfølgelig er han det. Ellers ville jeg jo ikke kende ham. Han hjalp mig faktisk for mange år siden,” sagde jeg og lukkede køleskabsdøren i, da der ikke var noget mad. Endnu en god grund til at vi skulle ’bo’ hos Ryan.

 

”Hvad så McCann? Er du en tøs?” spurgte Evan, og jeg rystede på hovedet af ham. Han skulle ikke slippe godt fra at kalde mig en tøs!

”Er du?” spurgte jeg udfordrende og gik hen imod ham. Jeg vidste, at det ville føre til slåskamp, så jeg gjorde mig klar. Forhåbentlig kunne jeg klare Evan, men jeg vidste, at det ville blive svært, fordi han er så stærk, som han nu er. Jeg har ikke kæmpet mod ham, siden dengang han sagde, at Alex kun gjorde det med politiet for, at kunne slip væk fra mig. Han er helt klart psykopat.

”Kom nu McCann. Er det virkelig det bedste, du kan finde på? ’Er du?’” sagde han og prøvede at efterligne min stemme til sidst. Jeg kunne ikke holde min vrede inde længere, og jeg gik direkte hen til ham og slog ham i ansigtet. Hans hoved veg til siden, og han tørrede noget næseblod væk fra sin næse, før han slog mig. Jeg stod dog bare stille, selvom jeg kunne mærke smerten i min læbe.

Vi tog begge kvælertag på hinanden, men ingen af os kunne få klemt nok til. Vi endte derfor på jorden, hvor vi lå og rullede lidt. Jeg prøvede virkelig at klemme til, men jeg blev overrasket i et øjeblik, da Evan gav slip. Dog slog han mig i ansigtet igen og igen lige bagefter. Han havde narret mig. Han fik sat sig ovenpå mig, og jeg kunne ikke få ham væk, da smerten i mit ansigt var alt for stor til at fokusere på noget som helst andet.

Jeg mærkede pludselig Evans vægt blive fjernet fra mig, og før jeg vidste af det, kunne jeg høre Evan blive tævet. Det havde han godt af. Jeg fik fundet kræfter til, at rejse mig halvt op, og inden jeg kunne sige eller se noget, blev et par arme lagt omkring mig, så jeg kunne rejse mig ordentlig op.

”Hey, går det?” spurgte ham, som havde hjulpet mig med Evan.

”Yeah, det går,” sagde jeg tøvende, men blev helt chokeret over, at han hjalp mig. ”Ikke at jeg klager, men hvorfor hjælper du mig? Er du ikke… kriminel eller noget?” spurgte jeg.

”Bare fordi jeg er ’slem’, så behøver jeg da ikke være et svin,” sagde han. ”Jeg ved, at Evan er et røvhul.” Jeg nikkede enigt. ”Og for resten – så er mit navn Ryan.”

 

Endnu en grund til at jeg hadede Evan. Han havde altid været provokerende – eller i hvert fald lige siden Alex døde. Det var også først der, at jeg lærte ham at kende. Det var der, jeg lærte alle at kende. Jeg var før en artig dreng. Jeg gjorde aldrig noget rigtigt forkert – i hvert fald ikke med vilje. Utroligt at Alex’ død var grunden til, at jeg blev slem. Grunden til at jeg blev, den jeg er. Grunden til at jeg lærte Allie at kende…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...