Knivdrab

Et knivdrab begåes på Nationalmuseet og samme dag forsvinder Trine. Den 13-årige Liva er en vigtig brik i spillet med hensyn til opklaringen. Men hvem er gernigsmanden? Og hvorfor kommer en uhyggelig mand ind og gennemroder Livas lejlighed?

1Likes
0Kommentarer
680Visninger

1. Knivdrab

 

Knivdrab

 

 

“Babu-babu-babu.” Ambulancen holdt uden for det store museum med fuld udrykning. En stor flok af mennesker kiggede nysgerrigt med, da to falckmænd kom bærende på en båre. De fleste stillede sig på tærer, for at se hvad der var sket, men ingen kunne rigtig komme til, og der blev skubbet og puffet til hinanden. En af dem var den 13-årige Liva. Hun havde som en af de eneste opdaget, at det her ikke bare var en lille ulykke. Hun så, manden der lå på båren, og alt det blod tæppet han havde rundt om sig var smurt ind i. Det havde givet et gib i hende, og havde fået alle hårene på hendes arme til at rejse sig. Det var nu ikke alt blodet, der havde fået hendes hjerte til at galopere, det var mere så stille han lå. Ja, han lå ikke bare stille, han lå musestille og sagde ikke en lyd. Ikke engang hans brystkasse løftede og sænkede sig bare det mindste. Var han død? Var der mon tale om et mord her, eller var han bare kommet alvorligt til skade? Liva blev en smule utryg, men syntes samtidig, at det var virkelig spændende. Luskede der mon en morder rundt i hendes by nu? Tænk hvis det blev hendes tur til at blive kørt på hospitalet næste gang! Hun begyndte langsomt at gå hjemad, mens ambulancen også forlod pladsen, og de mange mennesker gik videre med det de virkelig var i gang med. Livas tanker hvirvlede rundt i hovedet på hende, og om natten kunne hun ikke sove. Hun sprang op af sengen, hver gang hun hørte skridt på gulvet. Men hver gang var det bare hendes sorte kat, Laban. Men hun havde ikke taget helt fejl, og måske var der alligevel noget at være bange for!

 

Liva var på vej i skole, havde faktisk ikke særlig meget tid, men noget fik hende alligevel til at stoppe op. I vinduet på den store kiosk lå dagens avis, og på forsiden stod der med store fede bogstaver: Drab på museet. Liva tog avisen op og bladrede om på side to, hvor hun læste videre: I går, torsdag, blev en 32-årig mand fundet dræbt på Nationalmuseet. Han blev stukket ned med en kniv flere steder. Der er ingen spor efter gerningsmanden, og politiet er stadig ved at undersøge sagen. Hvis du ved noget eller har set noget mistænkeligt, bedes du kontakte Københavns Politi med det samme.

Liva stod lidt, inden hun satte avisen tilbage på hylden. Var det virkelig sandt det, som stod? tænkte hun mistroisk. Men selvfølgelig var det rigtigt, og hun kunne også mærke, at stemningen var helt anderledes, da hun kom ud på gaden. Ingen så ud til at være glade bortset fra et par japanske turister, der ikke vidste noget om hvad der foregik, og hvad der var sket dagen før. Men ellers så alle ud til at være temmelig bekymrede, og de fleste skyndte sig hjem. Liva havde fuldstændig glemt skolen, og da hun kom i tanke om, at hun mindst ville komme et kvarter for sent, hvis ikke hun skyndte sig, tog hun benene på nakken og spurtede hen af de smalle gader.

Hun løb forbi en masse fulde mænd, som næsten fyldte hele gaden. Men hun fik klemt sig vej igennem dem og løb hurtigt videre. Men lige inden hun kom rundt om hjørnet, råbte en af de fulde mænd: ”Hva` fanden laver duh du her din......” Mere nåede hun ikke at høre, før hun med hjertet helt oppe i halsen var kommet rundt om hjørnet.

 

I skolen var der også kæmpe postyr. De fleste sad på bordene, og andre løb ud og ind af klassen. Læreren var ikke engang kommet, selv om timen skulle have været begyndt for lang tid siden. Forpustet satte Liva sin taske ved sit bord og bumpede ned på sin plads. Sikke en morgen! tænkte hun og pustede ud. Hvor var hun blevet forskrækket, da den der mand havde råbt af hende. Han virkede ikke særlig venlig, og det samme gjorde de andre mænd heller ikke. Den måde han havde kigget på hende med sine slatne, men alligevel uhyggelige øjne kunne stadigvæk få hende til at føle sig utilpas. Der var noget ved de øjne, der gjorde at.....

Hun nåede ikke at tænke færdig, før læreren trådte ind i klassen. Men det var ikke den lærer, som de plejede at have til dansk.

”7. b ti stille! I dag skal vi arbejde med produktion af Co2, og hør godt efter for jeg fortæller det ikke igen. I bliver delt op i hold og skal sammen prøve at finde frem til hvord...”

Inden hun fik fortalt færdig, spurgte Ida: ”Jamen hvor er Trine egentlig henne?”

”JA! Hvorfor skal vi ikke have hende til dansk, som vi plejer?” fortsatte en anden.

Vikaren sukkede dybt. ”Det var faktisk ikke meningen, at jeg skulle fortælle det nu, men jeg kan se at jeg ikke kan komme uden om det. Jeres dansklærer, Trine, er ikke kommet på arbejde i dag, og der er også blevet ringet hjem til hende, men hun tager den ikke. Hun er faktisk ikke blevet set siden i går.” Vikaren holder en pause inden hun fortsatte: ”Heller ingen fra hendes familie har set hende, og hun er ikke der hjemme i huset.”

Liva hørte ikke længere efter. Stemmerne i lokalet blev bare svagere og svagere, mens hun prøvede at holde styr på sine tanker. Det hele bliver da bare mere og mere mærkeligt, tænkte hun. Først drabet på museet og så Trine. Hvad bliver det næste? Hun kunne ikke lade være med at tænke på de fulde mænd, hun mødte på vej til skole. De virkede mærkelige. Virkelige mærkelige.

 

Da Liva fem timer efter var på vej hjem fra skole, blev hun stoppet af en mørkhåret dreng, som tog fat i hendes skulder. Hans tag var fast, men da Liva vendte sig om, så hun at det bare var Noa, der også gik på skolen. Han var et år ældre end Liva, men alligevel var det en hun snakkede meget med.

”Har du hørt det?” spurgte han mig og fik Liva til at kigge ind i hans brune øjne.

”Hørt hvad?” mumlede hun fraværende.

”Hørt om drabet. Alle går og taler om det lige for tiden.”

Liva nikkede stille. Hun vidste udmærket godt hvad for et drab han tænkte på.

”Du mener drabet på museet ik`? Jeg har læst om det i avisen, og det lyder som en alvorlig sag.” Liva sukkede. ”Tænk at nogle kan finde på sådan noget! Det ser ud som om, politiet ikke kan klare det selv, så måske skulle vi hjælpe dem lidt?” Liva lynede sin jakke op og begyndte at gå.

”Hvad mener du?” Noa kom småløbende efter hende.

”Ja, altså hjælpe lidt til. Finde gerningsmanden så vi kan få lidt ro i gaden igen.”

”Jo, men bliver det ikke for farligt.” Noas øjne lyste. ”Jeg mener vi er jo stadig børn og...” Men til sidst nikkede han anerkendende.

”Jov, at prøve at hjælpe til skader da ikke noget. Vi ses i morgen.”

Liva svingede om hjørnet og traskede op af trappen til hendes lejlighed.

 

Dagene var lange. Trine var stadig ikke dukket op i skolen, og efterhånden blev Liva mere og mere utryg. Snart turde hun næsten ikke gå hjem selv, og de fleste gange tog hun lange omveje for ikke at støde ind i de fulde mænd igen. Selv om det var to uger siden, drabet var begået. var hun alligevel bange for, at nogle stod og lurede i de små gyder. Hun var så ked af at hendes ellers så trygge barndomsgader slet ikke var spor hyggelige mere. Tværtimod.

 

En aften Liva sad og spiste aftensmad, bankede det på døren. Forældrene var endnu ikke kommet hjem fra de lange møder, så hun blev en smule bange. Igen bankede det på. Hårde, hurtige bank, der lød som tordenvejr i den lille gang. Nervøst kiggede hun ud af det lille kighul i døren. Hun måtte stå på tæer for at nå der op, men til hendes store overraskelse stod der ikke nogen. Mærkeligt, tænkte hun, men var alligevel lettet over at det sikkert bare var noget hun havde forestillet sig. Var hun ved at blive skør? Men da hun skulle til at sætte sig ved spisebordet igen bankede det igen på. Hårde, hurtige bank, men denne gang endnu højere. Det bankede igen og igen. Og endnu en gang og en til. Til sidst bankede det, som om personen prøvede på at slå døren ind. Hvad er det, der sker? Det kan da ikke bare være min fantasi. Irriteret gik Liva hen til døren igen og åbnede den på vid gab.

”Hvem er det, som banker? Hvis det er dig Noa, der prøver at lave fis med mig så kan du godt stoppe. NU!” råbte hun skarpt, men hun lukkede hurtigt munden igen. En ikke ret høj, skaldet mand med grønne stikkende øjne stod lige foran hende. Hans øjne var smalle, og hans mund lignede kun en smal streg i hans store buttede ansigt. På trods af hans underlige facon så han alligevel ud til at have muskler. Begge hans arme var dækket af store tatoveringer, og han havde tre guldøreringe i det ene øre. Liva stod stum og kiggede op og ned af ham. Hun havde mest lyst til bare at smække døren i med et kæmpe brag, men det var som om, hun ikke kunne rykke sig ud af stedet, og som om hendes fødder havde slået rødder. Ville hendes mor og far ikke snart komme hjem? Hvorfor var de aldrig hjemme når Liva virkelig, virkelig havde brug for dem? Utryg rykkede hun et lille skridt tilbage, men stadig slap hendes blik ikke mandens.

”Hvad laver du her?” Hendes stemme var næsten kun en hvisken, men det gjorde vist ikke noget, for tatoveringsmanden så ikke ud til at ville svare. Han skubbede hende bare væk, så hun nær havde mistet balancen, og vadede ind i lejligheden. Hans skridt var tunge, så gulvet næsten rystede hver gang han gik. Var manden dag fuldstændig sindssyg? tænkte Liva. Man kan da ikke bare komme vadende sådan ind i andre folks lejligheder. Det står der selv i loven! Men Liva var for bange til at sige noget til ham, og hun fulgte bare hans bevægelser når han rev alt ned fra reoler og rodede alt ud. Han åbnede skuffer, kylede vaser og lamper ned på gulvet så de smadrede med et ordentligt brag, og vendte hovedet i bunden på alle kurve og tasker han kunne finde.

Hvorfor var han kommet lige i dag? Den dag naboen ved siden af var til fødselsdag, den dag dem nedenunder var til vandgymnastik, ja den dag ingen ville lægge mærke til eller kunne høre alt det, der skete oppe i Livas lejlighed lige nu. Han måtte på en eller anden måde have planlagt det hele, og det fik bare Liva til at krybe endnu mere i et musehul.

Tatoveringsmanden var nu nået til Livas værelse. Han sparkede døren ind og åbnede tøjskabet, rev alt ud og udstødte et irriteret brøl, da der heller ikke her var noget at komme efter. Men hvad var han egentlig kommet for? Var han bare kommet for at rode lidt rundt og så gå igen? Nej, der måtte være noget han ledte efter, noget han åbenbart vidste, var gemt i hendes lejlighed.

Liva lukkede øjnene, hver gang han kylede en af hendes ynglings vaser på gulvet. Tåre efter tåre løb ned af hendes kinder da hun igen og igen så på alle de minder og glæder, som blev smadret med ét. Som om al mening med livet blev kvalt og erstattet af en ligegyldighed. Hold så op! Hold nu op din kæmpe idiot, skreg det i Livas indre.

”HOLD SÅ OP DIN STORE KLOVN!!” Liva kunne ikke mere holde vreden tilbage, og hun kunne mærke, at hun var ved at få en af sine raserianfald. Men hun fortrød straks, at hun ikke bare havde holdt bøtte og havde kunnet tie stille, for i det samme vendte manden sig om. Hans øjne var vrede, og han greb fat om hendes arm og vred den, så en kæmpe smerte jog igennem hende. Han slog hende i maven, så hun ikke kunne trække vejret, og sparkede hende omkuld, så hun lå på det kolde trægulv. Det sortnede for Livas øjne, og det eneste hun kunne høre var manden mumlede: ”Hvis du siger det her til nogen, så smadrer jeg dig, så du ikke mere kan stå på benene. Bare vent og se!” Hoveddøren blev smækket med et brag, og der blev helt stille. Liva lå stille, lyttede bare til sit eget åndedrag og vandhanens dryppen, inden hun faldt i en dyb ”søvn”.

 

Da hun igen lukkede øjnene op, kiggede hun lige ind i Noas øjne. Han stod bøjet over hende, og klappede i hænderne da han opdagede at hun var ved at vågne. Ved siden af stod en politibetjent, og ved siden af ham stod Livas far og mor.

Liva var stadigvæk træt og forvirret, og der gik noget tid, før hun kunne huske, hvorfor hun egentlig lå der på gulvet med sådan en forfærdelig hovedpine. Da hun kom helt til sig selv igen, fortalte hun politiet alt det hun kunne huske imens de ihærdigt skrev det ned i deres blokke.

”Hvordan så han ud?” spurgte den kraftige betjent efter en lang pause.

”Han var kraftig, men ikke særlig høj........øh....nå ja, og så havde han tatoveringer på det meste af armene.” Igen ro. Kun lyden af betjentens kuglepen, der fik kradset det hun beskrev ned på papir.

”Vi bliver nød til at få sat mere politi ud for at få opklaret det her,” sagde betjenten henvendt til den anden. ”Der sker mærkelig ting og sager her i København lige for tiden. Måske er det den samme, der stor bag, hvem ved?” Den anden betjent nikkede.

”Jeg vil gerne hjælpe til! Måske er det nemmere at finde gerningsmanden, hvis det ikke er jer som går og leder. Det kan være, vi kunne arbejde sammen om det her.” Noa, som lige var trådt ind af døren, lyste af glæde. Han havde altid ønsket at være med til at løse mysterier, og nu var chancen endelig kommet. Liva sad tavs på sin stol. Gårdagens begivenheder kørte endnu engang rundt i hendes hoved. Hun ville også hjælpe til, og hun vidste lige hvor hun skulle starte med at lede – eller måske bare finde spor.

 

Næste dag tog Liva, sammen med Noa og den kraftige betjent, hen til Nationalmuseet. Der var ikke ret mange mennesker, så det var nemt at gå rundt og undersøge.

Det gav et lille gys i Liva, da de trådte ind i det rum, manden for et par uger siden var blevet dræbt i. Hun gik hen til de to guldhorn og skimmede teksten, på det lille skilt, der stod foran montren. Hvad er det egentlig vi tænker på? Tænkte Liva.  Hvordan skal vi nogensinde finde ud af det her? Men da Liva var på vej ud af rummet slog noget hende lige pludselig. Hun gik over til skiltet igen, og læste igen hvad der stod. Det var nu ikke så meget, at der stod at de var af guld og sådan noget, nej nederst i teksten stod nemlig med kursive bogstaver: Guldhornene blev torsdag d.4/3 1802 stjålet fra Nationalmuseet. Så i dag er det ikke de ægte guldhorn der ligger her, men kopier.

Liva læste det igen og igen. Torsdag d. 4/3. Var det bare et tilfælde det her, eller havde det noget med drabssagen at gøre? Hurtigt fik hun kaldt Noa og den kraftige betjent, hun havde fundet ud af hed David, til sig og forklarede hvad hun troede.

”Prøv at se der!” Liva pegede på det lille skilt, der stod foran guldhornene. ”Der står, at de blev stjålet d. 4/3-1802. Siger det jer ikke noget?” Liva kiggede afventende på de to, men de så ikke ud til at være ligeså begejstret som hende. De kiggede bare på hinanden og rystede på hovederne.

”Næ….det siger os ikke noget. Hvad er det du mener?”

”Var det ikke torsdag d. 4/3-2012 manden blev dræbt her på museet? Jov, det var det og prøv så at kig på skiltet der.” Liva pegede igen på det lille skilt. ”Guldhornene blev stjålet præcis samme dato ” Hun kiggede på betjenten, inden hun fortsatte: ”Det kan da næsten ikke være et tilfælde, vel? Måske har det noget med sagen at gøre. Det er sikkert et spor, et spor i den rigtige retning.” Liva smilede bredt.

”Den hopper jeg altså ikke på!” sagde Noa febrilsk ”der er jo flere hundrede fund her, det er da bare et sjovt tilfælde. Hvis nu det havde været…..”

”Vent nu lidt……det kan være at Liva har ret,” afbrød David, ”jeg har jo været med til at opklare tonsvis af sager, og nogle af sagerne er faktisk ret indviklede, lige indtil man får forklaringen.”

Liva nikkede. Ja, hvad nu hvis jeg har ret? tænkte hun. Det skader i hvert fald ikke at undersøge sagen nærmere.

 

 

Hele den næste dag gik Liva og tænkte over tingene. Men det var som om, der ikke var nogen sammenhæng i det. Drabet, kidnapningen og den mystiske mand, der havde, ja rent ud sagt, ødelagt hele Livas lejlighed. Havde de tre ting noget med hinanden at gøre? Eller var det bare tre forskellige ting? Hvordan skulle hun få svar på det, og efterhånden var hun godt træt af at gå rundt og lege spion. De fandt alligevel aldrig ud af noget!

 

Liva gik hen af gaden, men i stedet for at svinge til venstre, mod skolen, drejede hun til højre. Hun fortsatte af en smal og beskidt gade og kiggede rundt på hver en dør.

”Hvad søren var det nu, han sagde til mig? Nummer fem, næ, var det nummer seks?” spurgte Liva sig selv, da hun med øjne på hver en finger fortsatte længere ned af gaden.

Ikke lang tid efter standsede hun ved en hærget og grim dør, som sikkert engang havde været smuk, men, som nu ikke var noget kønt syn mere. Den grønne maling var skallet af, og håndtaget var lige ved at falde af. Men det må være her, tænkte Liva og kiggede igen på husnummeret. Nummer otte stod der på det lille skilt. Ja, det måtte være her.

Liva havde tænkt sig at besøge Noa, så det kunne snakke lidt. Hun vidste selvfølgelig godt, at det var en ganske almindelig dag, og at de skulle i skole, men det gjorde vel ikke noget med én enkelt fridag, vel?

Liva var stadig lidt bange for at banke på, men efterhånden fik hun taget sig sammen og bankede med knoerne på den slidte dør. Da der ikke var nogle, der åbnede bankede hun igen, men lidt kraftigere denne gang. Bank, bank, bank. Men heller ikke denne gang var der nogle, der åbnede op for hende.

”Han er sikkert taget i skole,” mumlede Liva skuffet for sig selv, men da hun var på vej væk, var det alligevel som om, der var nogle hjemme i nummer otte. Hun kunne skimte en skygge igennem det lille vindue, der sad i døren. Hurtigt løb hun tilbage og tog i håndtaget. Døren var ikke låst! Men hvorfor havde de ikke lukket op for hende? Forsigtigt listede hun ind i den støvede gang, men der stod en mand lige foran hende. Han var ikke ret høj, havde tatoveringer ned ad armene, tre guldøreringe i det ene øre og............. Liva sank hårdt. Det var ham, der havde gennemrodet hendes lejlighed og smidt alle vaser og billeder ned fra reolerne. Liva var ikke i tvivl. Det var ham!

Han stod med ryggen til Liva og havde ikke opdaget hendes tilstedeværelse, så Liva listede ind i rummet ved siden af. Hvordan kommer jeg nogensinde ud her fra? tænkte Liva bange, men noget fik alle hendes tanker til at gå i stå. Hun havde hørt en stønnen og kiggede i retning af lyden og dér, lige der, sad Trine! Hun havde et tørklæde bundet om munden og sad bundet fast til en lille stol, hun ivrigt prøvede at få sig fri af. Da hun kiggede op og så Liva, udbrød hun et lille glædesskrig.

”Shhhh……de må ikke opdage, at jeg er her!” hviskede Liva lavt og listede lydløst over til Trine og bandt snorene op.

 

 Liva og Trine listede hurtigt og lydløst ud af huset. Heldigvis opdagede ingen dem, og de fortsatte ned af den smalle, uhyggelige gade.

”Hvad er der sket? Hvordan havnede du der i huset, og kender du noget til drabet og alt det?” Liva var ivrig efter at få alt fortalt, og endelig havde de fundet en bænk, hvor de kunne sidde i sikkerhed. Trine nikkede hurtigt.

”Ja, nu skal du høre,” begyndte Trine, mindst ligeså ivrig som Liva for at fortælle alt det hun vidste ”mig og min mand, Torben, var taget på Nationalmuseet for at kigge. Alle turisterne var i gang med at få rundvisning, og kun Torben og jeg gik rundt på egen hånd.” Trine holdt en lille pause, som om det var svært for hende at fortsætte. ”Men pludselig, inden jeg kunne nå at tænke, kom en mand ind, stak Torben forskellige steder med sin skarpe kniv. Det var forfærdeligt at se! Jeg stod bare tavs der og kiggede på, turde ikke gribe ind.” Trine sank en klump, og Liva kunne se hun havde fået tårer i øjnene.

”Pludselig dukkede en anden mand op og de tog mig med. Gerningsmændene ville jo ikke have at jeg skulle sige det til politiet, forstår du, jeg var jo den eneste, som så det hele. Men ja, de tog mig så med hen til det usle hus, og så har jeg siddet der siden. Forfærdeligt! Men jeg må have fået hukommelsestab, for jeg kan slet ikke huske, hvordan nogle af mændene så ud, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre uden Torben. Han var jo min mand og jeg elskede ham. Han var også direktør og tjente gode penge.”

Liva sad lidt, og tænkte over hvad hun havde sagt. Hun kunne godt, eller troede i hvert fald, at hun kunne regne ud hvilken mand der var morderen og havde taget Trine til fange. Det var sikket ham, der også havde gennemrodet Livas hjem. Men hvorfor? Inde i Livas hoved var det hele begyndt at hænge sammen, men en ting hun ikke kunne få til at passe ind var, hvorfor gerningsmanden havde været inde i hendes hus. Og hvorfor var det egentlig samme dag som guldhornene blev stjålet, at drabet blev begået?

”Hey, Trine!” spurgte Liva, da de forlod bænken og gik hver sin vej.

”Jaer! Hvad er der?”

”Ved du, eller har du nogen anelse om, hvorfor drabet, på Torben, blev begået lige præcis samme dag som guldhornene blev stjålet for over 200 år siden? Det kan selvfølgelig bare være et tilfælde, men virker det ikke lidt mærkeligt alligevel?”

Trine nikkede.

”Det hele er faktisk ikke så indviklet skal du se, Liva. Den dag jeg var på museet med Torben, var det jo kun os der gik rundt, ikke?” Liva nikkede, men vidste ikke helt hvor Trine ville hen med det.

”Der var jo kæmpe rundvisning og foredrag om guldhornene, den dag vi var der. Det er jo egentlig ikke så mystisk, at det lige var den dag morderen valgte at slå en mand ihjel, hvis man tænker godt efter. Det var jo den dag, ingen andre end Torben og jeg, var i rummet. Men hvorfor det var Torben, og ikke mig, som skulle…….ja du ved hvad jeg mener. Der må jo være en grund til, at det lige var Torben.”

 

Dagene efter holdt Liva meget øje med Noas hus og fulgte manden med tatoveringerne. Hun havde fortalt det hele til politimanden, David, og han holdt også et vågent øje. Men Liva havde ingen beviser. Hun kunne ikke bevise over for politiet, at det lige var ham, der havde begået mordet, alle ventede på at få opklaret, kidnappet en ung lærer og rodet rundt i Livas lejlighed. Men det var jo ham!

 

Liva besluttede sig for at gå på Nationalmuseet igen, sådan bare for at kigge.

Der var heller ikke mange mennesker den her dag, selv om det var lørdag, og børn og voksne havde fri fra skole og arbejde. Men det var jo egentlig ikke så sært.

På museet mødte Liva, Noa. Hun havde for længst set ham, men når hun prøvede at komme i kontakt med ham, lod han som om han ikke så hende og gik bare videre. Lang tid efter fik Liva endelig stoppet Noa.

”Hvorfor går du bare? Jeg har prøvet at komme i kontakt med dig hele dagen, men du undgår mig! Hvad er det, der sker med dig for tiden?”

Noas blik flakkede, og han kiggede ned i museets gamle gulv. Han stod lidt, inden han rømmede sig og sagde: ”Jeg har ikke haft det så godt i den her uge. Lidt ondt i maven og hovedpine. Du må virkelig undskylde, hvis jeg har gjort dig ked af det, det var slet ikke min mening, men jeg har bare ikke haft lyst til at tale med nogen i den her uge.”

Liva var stadig lidt sur, men da hun kiggede ind i hans brune øjne, og så at han virkelig mente hvad han sagde, tilgav hun ham hurtigt.

 

Det er dejligt at være blevet venner med Noa igen, tænkte Liva da hun sad ved spisebordet. Forældrene var igen ikke hjem, så Liva havde lavet aftensmad. Hun slubrede sulten tomatsuppe i sig, mens hun rodede i nogle tilfældige papirer, som lå på bordet. Der var for det meste altid rodet i hendes hus, og det var slet ikke usædvanligt at der også på spisebordet lå gamle kladdehæfter, regninger og uåbnede breve.

 

Liva fandt pludselig et USB-stik under alle papirerne. Hun tog det op, vendte og drejede det for at kigge nærmere på det. Nej, det er ikke et af vores, tænkte Liva og ploppede USB-stikket i sin tændte computer, som stod ved siden af for at se hvad det indeholdt.

”Hvad er det her for noget?” spurgte Liva sig selv, da hun klikkede ind på et dokument med navnet: Kære Claus. Hendes computer var langsom, men endelig fik den åbnet det, og Liva begyndte hurtigt at læse:

Kære Claus Aage Holmegaard.

Det er med beklagelse, at vi hermed må meddele dig, at du er fyret fra dit arbejde på Thyregod A/S fra dags dato mandag. d. 1/3-2012. Din advokatstilling vil blive overgivet til en anden.

Med venlighilsen Torben Gruberg (chef)

Liva kiggede op fra computeren. Længe sad hun og tænkte og kiggede ud af det store vindue. Hvem var Claus Aage Holmegaard? Og hvordan var det USB-stik havnet her? Men pludselig slog det hende: Det var jo sikkert det her USB-stik tatoveringsmanden, der havde gennemrodet Livas hjem, havde ledt efter. Det her var hun næsten sikker på var et godt spor, og hun havde en lille idé om hvordan alt det her hang sammen.

 

Næste dag var Liva virkelig ivrig efter at få snakket med Noa. Hun fandt ham i skolegården i færd med at spille fodbold.

”Noa kom lige!” Liva fik ham trukket med ud af drengeflokken, og ført ham hen til et sted hvor ingen kunne høre med.

”Hvem var ham manden med tatoveringerne, som var i din lejlighed? Ja, jeg havde tænkt mig at besøge dig, og da jeg kom ind i huset, så jeg ham manden. Hvem er han egentlig?”

Noa kiggede lidt undrende og usikkert på hende.

”Det er min onkel, Claus.”

”Claus Aage Holmegaard?” spurgte Liva, mens hun kæmpede med sit åndedræt. Noa kiggede overrasket på hende. Men til sidst nikkede han bare. Så løb han væk, tilbage for at spille fodbold og score mål for sit hold.

 

Liva var nu ikke i tvivl. Det var tatoveringsmanden, Claus Aage Holmegaard, der havde begået mordet. Han var jo sikkert blevet sur over, at han var blevet fyret, og vidste slet ikke hvordan han skulle klare sig uden sit job. Han var selvfølgelig rasende på sin chef, og havde slået ham ihjel i et anfald af sindsyg. Sådan hang det hele sammen inde i Livas hoved.

Men næste dag blev det hele vendt på vrangen.

 

Den kraftige politimand, David, havde nemlig fundet noget fra gerningsmanden. Et lille, sort ledder armbånd.

Det hele blev mere og mere mystisk. Det kunne i hvert fald ikke være tatoveringsmanden, som havde haft det på. Men hvem så? Hvem var så gerningsmanden? Kunne de ikke snart få det svar?

Nej vent! Liva kiggede endnu engang på armbåndet, David holdt i hånden. Det virkede bekendt. Hun var sikker på, at hun havde set det før. Men hvor? Hun sad længe. Kæmpede med at få et billede frem, af hvor hun havde set armbåndet før, men forgæves.

For at få lidt ro til at tænke cyklede hun hen til Holmens kanal og satte sig der. Hun kastede sten i vandet, imens hun tænkte og tænkte. Hvor var det, hun havde set det armbånd? Var det der hjemme, var det på skolen, men hun kunne simpelthen ikke huske det.

 

For ligesom at lave noget andet gik hun ind i Nationalmuseet butik for at kigge på en gave til sin veninde. Der var mange ting. Bøger, fløjter og souvenirs. Hun lod blikket falde på et lille stativ med en masse armbånd og halskæder. Hun gik nærmere og kiggede på et sort ledder armbånd, fuldstændig magen til det David havde fundet, og pludselig kunne hun huske det hele. Liva havde nemlig selv købt det armbånd, som var fundet fra gerningsmanden, og armbåndet havde hun givet til Noa i fødselsdagsgave. Noa! Liva var nær besvimet.  Det var Noa, som havde begået mordet, selv om det var ham, der havde været med til at prøve at opklare det. Han havde været med til at opklare en sag han selv var gerningsmanden i! Men det kunne ikke selv være ham, der havde fået idéen at slå en mand ihjel. Men nu hang det hele sammen, og næste dag fortalte Liva det hele til Københavns Politi.

Igen kom der ro i gaden, da der stod i avisen: Det mystiske drab er nu opklaret. Gerningsmændene er fundet. Liva Jakobsen på 13 år har været en meget vigtig brik i spillet med hensyn til opklaringen. Hun har holdt øje med mystiske ting og har været opmærksom på alt omkring sig. I tirsdags fortalte Liva det hele til Københavns Politi og de to gerningsmænd, som er blevet mistænkt for at have begået mord, kidnapning og hærværk har nu tilstået.

 

Liva var stolt. Tænk at der blev skrevet om hende i avisen. Men hun var stadig lidt forvirret og ville meget gerne have hele forklaringen. Og på en eller anden måde syntes hun at det var synd for Noa, for hun vidste hvor rar og venlig han var, og at han aldrig kunne finde på at bryde loven. I hvert fald ikke uden en særlig grund.

Liva lagde sig træt i sofaen og tændte for Tv’et. Hun var træt efter en lang skoledag, men noget i fjernsynet fik hende alligevel til at spærre øjnene op. Tv-avisen var lige begyndt, og de sagde sådan:

”Det mystiske drab der er blevet snakket om her i København er nu helt opklaret. Gerningsmændene har begge fået deres straf. Claus Aage Holmegaard er blevet straffet med tre års fængsel for hærværk og medvirkning til mord. Selve morderen, den 14-årige Noa Petersen, har endnu ikke fået sin dom. Noa er faktisk kommet her i dag for selv at fortælle historien.”

På Tv-skærmen tonede Noa frem. Liva smilede. Hun fulgte nysgerrigt med da Noa trådte ind i studiet.

”Godaften Noa Petersen. Det er jo dig der selv er drabsmanden, men hvorfor begik du drab?”

Noa rømmede sig og begyndte: ”Jeg ville aldrig kunne finde på at gøre noget ulovligt og slet ikke begå mord, men jeg blev presset til det. Min onkel Claus Aage Holmegaard, der lige er blevet straffet med tre års fængsel, havde mistet sit arbejde som advokat. Han var blevet fyret og blev virkelig sur på sin chef. Han vidste jo slet ikke hvad han skulle gøre uden de penge han tjente. Han blev så rasende at han ville slå sin chef, Torben, ihjel, men i stedet for selv at gøre det pressede han mig til det. Han truede med at slå mine forældre ihjel hvis ikke jeg gjorde som han sagde.”

Liva slukkede Tv`et og lukkede øjnene. Hun var glad for, at den her sag endelig var forbi, men ked af at hun aldrig ville komme til at se Noa igen. Det var hun næsten sikker på.

Hun trak tæppet op over sig, og for første gang i lang tid følte hun sig tryg.

 

 

  

  

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...