Kun en vinder vil stå tilbage

Man følger to piger, som begge har mistet deres familie.
Historien forgår i fremtiden, hvor forskerne har forudsagt, at en meteor vil ramme jorden om fem år. Kun en person fra middel klassen kan komme med raketten, og den person, er nød til at dræbe alle de andre først. Men det er meget svært, når man ser sine venner forandre sig eller dø... og tør man stole på andre, hvis de reder en liv... som to drenge gør. Eller vil de bare dræbe dig?
Jeg ville blive meget glad, hvis i ville blive ved, men at læse den...

7Likes
8Kommentarer
2133Visninger
AA

2. Zoey - Sorg

 

Et skrig. Det er første gang i mit liv, at jeg har skreget.  Jeg skreg ikke, da harry (min gamle nabo) skød en pil i benet på mig. Jeg skreg ikke da min far døde af kobber. Jeg skreg ikke da min storebror aldrig dukkede op, efter han var taget af sted for, at skaffe mad. Jeg skreg ikke engang da min mor blev gennemboret af et spyd, for få dage siden. Men nu… nu skriger jeg af mine lungers fulde kraft. Jeg skriger alt, hvad jeg kan, imens tårende triller ned ad kinderne på mig. Hvorfor? Hvorfor al den krig og ulykke. Jeg havde ikke andre end hende og nu er hun væk. Min søster. Hun var otte år. Det er forfærdeligt. Jeg stopper kun et øjeblik med at skrige, for at springe på Ky. Ham, som gav mig en blomst i tredje er forsvundet, og er blevet udskiftet med en mand, som har dræbt min søster. Min ene hånd lukker sig om hans hals, imens den anden spidder ham med en pil, som jeg fandt. Han skal dø. Han dræbte det sidste jeg havde. Han laver en ubehagelig grimmase, men ligger så stille. Død. Jeg ved ikke engang, hvorfor vi dræber hinanden. Jeg kan bare huske, at jeg var i skole, som jeg plejede, da der kom en masse mennesker ind. De dræbte halvdelen af klassen, og siden da har helvede brudt løs. For et par år siden bredte kobber sig. De fleste troede, at den var blevet udryddet. Det var den måske også, men så kom den tilbage.                                                                                              Jeg falder på knæ, ved min søster. Hun havde altid været bange. Bange for denne verden. Bange for at dø, og bange for at blive. De fleste ville nok være ligeglade med livet efter det her, men ikke mig. Jeg har på et øjeblik forandret mig. Jeg dræber alle jeg ser. Tænker ikke over, om jeg kender dem.  Og lader mig ikke nare af deres ydre eller måske indre. Utroligt. Før i tiden var jeg den søde, den  artige. Den der ikke kunne finde på, at gøre en flue fortræd. Alle kendte mig.                                                                                                Jeg vil bare hjem. Hjem? Jeg har ikke noget hjem. Det blev sprængt i luften for mindre end en time siden. Træet. Jeg elsker at klatre. Højt op. Fem - ti - femten meter op. Op hvor jeg er i sikkerhed. Det er der jeg går hen nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...