Kun en vinder vil stå tilbage

Man følger to piger, som begge har mistet deres familie.
Historien forgår i fremtiden, hvor forskerne har forudsagt, at en meteor vil ramme jorden om fem år. Kun en person fra middel klassen kan komme med raketten, og den person, er nød til at dræbe alle de andre først. Men det er meget svært, når man ser sine venner forandre sig eller dø... og tør man stole på andre, hvis de reder en liv... som to drenge gør. Eller vil de bare dræbe dig?
Jeg ville blive meget glad, hvis i ville blive ved, men at læse den...

7Likes
8Kommentarer
2130Visninger
AA

7. Isabella - Hulen

 

 

Jeg ser pigen falde forover, og når lige at se pilen i hendes lår. Hun er ikke død, men det er jeg, hvis jeg ikke for fat i et våben. – Nu. Jeg kaster mig over kniven, som kvinden tog ud, og fyrre den hen mod den angriber, som lige er trådt frem fra træet. Den rammer ham i halsen, og han falder øjeblikkelig død om. Da jeg kommer nærmere kan jeg se, at det var en på min alder. Det var heldigt, at han ikke kunne finde ud af, at sigte med den pil. Jeg tør hvede med, at ham sigtede efter ryggen.                                                                                           Da jeg har samlet alle våbnene op, (og det er faktisk ret mange, især sværdet, vejer rimelig meget) nærmer jeg mig pigen. Hun stønner lavt. Jeg sukker. Et liv for et andet.   Imens jeg for slæbt hende hen imod hulen tænker jeg igen på krigen. Jeg han huske, at lige efter at mig og mor havde fundet hulen kom der en mand i uniform. Jeg han tydeligt huske det.

Mig og mor, havde listet os hen til torvet for, at se om far eller Cece (min storesøster) var der. De var der ikke, men der var en underlig mand i uniform. Han fik folkene til, at samle sig om ham, før han begyndte at tale: ”Hør her… hør her… Vi har under grundige undersøgelser fundet ud af, at om præcis seks år, vil der komme en voldsom meteorregn. Hele jorden vil højst sandsynligt blive udslettet, og jeg siger det bare ligeud. Vi har kun tid til, at bygge et rumskib, hvis det skal kunne blive ude i rummet i flere årtier.                                                                                             Jeg beklager, men der er kun en plads tilbage. Resten er allerede blevet købt af milliadere, men vi har gemt denne ene plads til jer. Jeg er ked af at meddele, at HER ER DET DEN STÆRKESTE DER OVERLEVER, ALLE MOD ALLE. VI PRØVER AT…” Manden ser ned af sig selv, og til min skræk stikker der noget skarpt ud af hans mave. Min mor trækker mig væk fra det, men selvom jeg kun lige er fyldt elleve ved jeg det allerede. Det er begyndt.

Efter det er det lidt sløret. Jeg kan huske, at min mor tog af sted samme aften og kom hjem med en kniv, og et meget blodigt ben.                                                                                                                                              Da jeg når hulen, når jeg kun lige at sætte mig ned, før smerten kommer. Både fra mit knæ og skulder. Jeg har ikke tid til at undersøge det, så jeg lægger bare en hurtigt forbinding om skulderen, og vender mig mod pigen. Det er umuligt at vide, hvad hun har været igennem. Det spekulerer jeg over imens, jeg renser  hendes sår. Det er ikke særlig slemt, og jeg går ud fra, at hun vågner lige om lidt.                                                              Selvom jeg har været i kamp tre gange i dag, kunne det have været værre. Lige før kobber- epidemien kom, var det det rene selvmord, at gå ud i dagstimerne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...