Maybe you? - One Direction.

Isabella, som bare bliver kaldt Bella er født i Danmark, men efter hendes mors og fars skilsmisse for seks år siden er hun flyttet til London med sin mor.
Selvom hun hun elsker London, finder hun dog ud af at det ikke er alt hvad der er engelsk hun bryder sig om, da hun tilfældigt stødfer ind i Harry Styles fra bandet One Direction.


90Likes
145Kommentarer
15989Visninger
AA

15. Kapitel 14

Jeg vågnede tidligt, klokken var kun lidt over halv ni men jeg kunne ikke sove mere. Jeg tog chancen og nær studerede Harry. Han så sød ud når han sov, selvom han af og til kom med en lille snorke lyd og et fnis slap over mine læber. Han rykkede forsigtigt på sig og jeg lagde mig ned og lod som om jeg sov. Jeg mærkede han rykkede på sig, tættere på mig. Han lagde sine arme omkring mig og kyssede mig på kinden. "Jeg ved godt du er vågen Bella" mumlede han, jeg åbnede øjnene og kiggede lige ind i hans grønne øjne. "Godmorgen Hazza" sag jeg og sendte ham et smil, han gengældte hvorefter han kyssede mig på munden. 

Igen tilbragte jeg formiddagen sammen med Harry, de skulle afsted til første destination i eftermiddag. Jeg prøvede at lade med at tænke på hvad jeg snart skulle fortælle ham, og derfor var jeg også en smule fraværende. Jeg stod i et kæmpe dilemma, og igen havde jeg tænkt mig at vælge mod mit hjerte. 

"Harry?" spurgte jeg og sank en klump, han lagde ikke mærke til hvor nervøs jeg var. "Ja Bella?" sagde han og sendte mig et smil. "Vi bliver nødt til lige at snakke sammen?" sagde jeg og sendte ham et lille smil. Han kom hen og satte sig ved siden af mi på sofaen. "Hvad så?" spurgte han om, og jeg kunne mærke en klump i maven, der voksede sig større og større for hvert sekund der gik. "Jeg tror vi er nødt til at holde en pause" sagde jeg og kiggede ned i jorden, jeg turde ikke se ham i øjnene, jeg vidste han ville blive sur, såret og skuffet. "Hvorfor?" spurgte han om, hans stemme lød en anelse kold. "Du skal på turné, og jeg kan ikke komme med, jeg kommer ikke til at se dig i SÅ lang tid! Og så har jeg brug for at tænke!" svarede jeg og sank endnu en klump. Jeg havde en kvalmende fornemmelse i maven. "Nå, jamen hvis det er sådan du har det, så må jeg nok hellere gå" sagde Harry koldt, og jeg kunne høre han rejste sig op. Jeg sank endnu en klump og hørte kort efter et klik. Han var gået, og jeg vidste han ikke ville komme tilbage. 

Resten af dagen lå jeg på sofaen med fjernsynet tændt, mine øjne sveg. Ja jeg havde grædt, og engang i mellem trillede der stadig en tåre ned af kinden på mig.  Jeg havde ikke fået et eneste opkald fra nogen af drengene. De havde ikke engang ringet og sagt farvel. Pludselig hørtes et klik og lidt efter gik døren op og min mor kom ind. "Hej Bella" sagde hun og glad og smilede til mig. Hendes smil blegnede lidt da hun så mit ansigt og hun styrtede hen til mig. "Bella dog, er du okay?" Jeg nikkede "Jeg har det fint!" hun rystede på hovedet og sendte mig et moderligt smil, "Jeg kan se du ikke har det okay" sagde hun. "Jeg har ikke lyst til at tale om det" svarede jeg bare, og prøvede at rette min opmærksomhed mod tv'et. "Du siger bare til ikke!" jeg nikkede. 

***

De næste par dage hørte jeg intet til drengene, og for første gang i meget lang tid brugte jeg en del tid på twitter og facebook. Faktisk havde jeg slet ikke været på twitter her den sidste måneds tid og jeg blev overrasket over hvor mange followers jeg havde. Først kunne jeg ikke rigtig forstå hvorfor, men kom så i tanke om at det nok var fordi drengene followede mig. Det værste af det hele var nogle af de tweets jeg havde fået. Aldrig havde jeg i mit liv forstillet mig at jeg skulle hades og kaldes grimme ting for at holde af et andet menneske. Det var ting som.

"Dø Bella! Du ødelægger mit liv, du har slet ikke fortjent Harry!

"Harry er min! Du er både tyk, og så ser du helt forfærdelig ud, hvad ser Harry i dig?" 

"Helt ærlig du er jo bare SÅ almindelig, kan slet ikke forstå Harry!"

"Tusind tak Bella, jeg begår selvmord nu. Du har ødelagt mit liv!" 

Tårene begyndte langsomt og trille ned af mine kinder, og efter det var jeg endnu mere ked af det, så ked af det at jeg ikke engang lagde mærke til de søde kommentarer der også var. 

"I er bare så søde sammen!" 

"Omg. Ville ønske jeg havde en kæreste! I er så søde sammen!" 

Intet af det så jeg. Jeg kunne ikke lade være med at fokusere på det negative, og efterhånden følte jeg mig mindre og mindre værd. Jeg sukkede og klappede derefter computeren sammen. Jeg havde ingen idé om hvad jeg skulle foretage mig. Skolen var slut og vi havde ferie. Jeg kunne ikke engang glæde mig over hvor gode karektere jeg havde fået. Alice havde ringet nogle gange, men jeg havde forklaret hende at jeg havde brug for at tænke, hun sagde at jeg bare skulle ringe når jeg havde brug for at snakke! 

Min mor var også en smule bekymret for mig, men jeg prøvede at skjule det lidt, og smile til hende når hun kiggede på mig. Jeg lå og kiggede lidt op i luften da der pludselig var en der ringede. Jeg tog dovent min telefon op i hånde og kiggede og satte mig op med et sæt, mit hjerte begyndte at hamre hurtigere og det var som om jeg havde lidt sværere ved at få vejret, da den havde ringet tre gange tog jeg mig sammen, trykkede på besvar knappen og tog telefonen op til øret. "Hej det er Bella?" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...