Maybe you? - One Direction.

Isabella, som bare bliver kaldt Bella er født i Danmark, men efter hendes mors og fars skilsmisse for seks år siden er hun flyttet til London med sin mor.
Selvom hun hun elsker London, finder hun dog ud af at det ikke er alt hvad der er engelsk hun bryder sig om, da hun tilfældigt stødfer ind i Harry Styles fra bandet One Direction.


90Likes
145Kommentarer
15994Visninger
AA

12. Kapitel 11

"kom lad os gå" mumlede Alice og rejste sig. "sæt dig" snerrede jeg. Det var måske ikke meningen, men jeg var sur. Måske ikke engang sur, nærmere rasende. Harry trak stolen ud for pigen, hun havde mørkt krøllet hår som gik hende  til midten af ryggen, og så var hun slank, og rettere sagt, hun var perfekt, og smuk!  Alice satte sig tavs ned. Harry satte sig også ned, og der fik han øje på mig. Han kiggede først venligt på mig, så så han vreden i mine øjne og skiftes til at kigge på mig, og så hen på hende den perfekte brunette. Alice var lige blevet færdig med at betale da jeg rejste mig og styrtede ud af resturanten, Alice fulgte efter. "Det er jeg ked af" sagde Alice og lagde en arm omkring mig, jeg skulle lige til at snerre af hende igen, men kom på bedre tanker. Hun gjorde det her fordi hun er min veninde, og fordi hun gerne ville hjælpe mig. Vi gik sammen ned af de mørke gader gennem byen, tårene trillede ned af mine kinder, og jeg snøftede også. Min telefon brummede helt vildt i min lomme, men jeg nægtede at tage den, jeg ville ikke engang kigge på den. 

Da vi endelig nåede til Alice hus tog jeg mig sammen, jeg behøvede jo ikke ligne en der var ved at dø. Ikke endnu, selvom det føltes sådan. Jeg tørrede hurtigt mine øjne i mit ærme, og vi gik ind. Hendes mor, far og lillebror sad og så fjernsyn, "velkommen hjem, har det været hyggeligt?" spurgte hendes mor om, og sendte os et venligt smil. Jeg prøvede så vidt mulig at kigge ned i jorden, uden at afsløre var knust jeg var. "Ja, det har været vildt hyggeligt" sagde Alice "Men vi går altså op nu." Vi bevægede os mod trappen og løb så op på Alice's værelse. Jeg prøvede at lade være med at bryde sammen, det ville jeg ikke. Alice begyndte at finde puder og tæpper, og en madras frem. Jeg tog min telefon op af lommen, Harry havde ringet syv gange, og skrevet én meddelse.

Harry skriver: Ring så snart du ser det her!!

Alice kiggede med over min skulder. "Jeg syntes altså du skal snakke med ham" mumlede hun. Jeg sukkede "nej, jeg vil ikke snakke med ham. Ikke lige foreløbigt" svarede jeg og hun sukkede også. "Kan vi ikke bare sove?" spurgte jeg om og kiggede på klokken. Den var kun ti. Hun nikkede og kastede en stor t-shirt som jeg kunne sove i over til mig. Jeg skiftede hurtigt til t-shirten og kravlede så under dynen. "Godnat" sagde Alice og slukkede lyset. Jeg mumlede bare en lav lyd. 

Jeg faldt overraskende nok hurtigt i søvn. Jeg vågnede ved at jeg kunne høre en bruser, jeg kiggede hen mod Alice's seng. Hun var væk, det var nok hende der var gået i bad. Jeg strakte mig, jeg følte mig slet ikke udhvilet. Jeg tog tøjet fra igår på, og derefter redte jeg mit hår igennem med en af de børster jeg havde brugt sidst jeg havde sovet hos Alice. Idet jeg var færdig kom hun ud fra badet med en pink jumpin på, og et håndklæde om hovedet. "Godmorgen Bel" sagde hun og sendte mig et stort smil. Jeg prøvede at smile tilbage. "Er du sulten fordi så kan jeg..." begyndte hun, men jeg afbrød "Jeg vil bare gerne hjem" jeg snøftede en enkelt gang, uden det var med vilje. Hun nikkede, "du kan låne min cykel?" tilbød hun men jeg rystede på hovedet. "jeg går bare" sagde jeg. Hun gik foran og fulgte mig ud til døren. "Farvel Bel, pas nu på dig selv" sagde hun og gav mig et knus, jeg nikkede "skal jeg nok, vi ses!" sagde jeg og begyndte at gå. "Husk nu at snak med ham!" råbte hun, jeg undlod at svare. Der lød et klik, og jeg vidste uden at vende mig om at hun var gået ind. 

Da jeg endelig nåede hjem, var min mor her ikke. Hun havde lagt en seddel på bordet. 

Hej Bella. 

Jeg er nok ikke hjemme når du kommer hjem, jeg kommer først sent i aften. Der står nogle rester i køleskabet.

Jeg elsker dig!

- Mor.

Jeg krøllede papiret sammen og smed det i skraldespanden. Derefter smed jeg mig træt foran fjernsynet i stuen, jeg tændte tv'et og gik over på en tilfældig kanal. Jeg fulgte ikke engang med, og pludselig lukkede mine øjne i og jeg faldt i søvn. Jeg vågnede ved der var nogen der ringede på døren. Jeg rejste mig træt op, jeg var hundrede procent sikker på at jeg lignede en zombie, men jeg var ligeglad. Jeg åbnede døren og blev overrasket, men samtidig også vred, ude på den anden side af døren stod Louis. "Hvad vil du?" mumlede jeg. Egentlig var det ikke ham jeg var sur på, men jeg havde på fornemmelsen hvorfor han var kommet og jeg havde ret. "Kan jeg komme ind" spurgte han om. Jeg fjernede mig fra døren og lod ham komme ind. Han tog sine sko af, og hængte sin jakke på en knage hvorefter vi gik ind og satte os i sofaen. "Ja?" spurgte jeg om. Han rynkede brynene før han svarede "Du er altså nødt til at snakke med..." jeg afbrød ham "ikke sig det navn" Jeg fik tåre i øjnene og var på randen til at græde. Jeg forstod stadig ikke helt hvorfor han havde gjort det mod mig, det eneste jeg vidste var at jeg hele tiden havde haft ret. Han var for god til mig. "Jamen du bliver nødt til det" sagde Louis og lagde ekstra tryk på 'nødt'. "Jeg gider slet ikke snakke med ham" sagde jeg ligeud, men Louis gav ikke op. "Du forstå det slet ikke" mumlede han. "Jamen så fortæl mig det!" hvæsede jeg. Han rystede på hovedety "Det kan jeg ikke... Harry skal selv sige det!" sagde han og jeg måbede lidt. "Du må virkelig undskylde Bella, men det kan jeg ikke. Vi har lovet Harry at vi ikke ville sige det!" sagde han og omfavnede mig. Jeg tøvede lidt og overvejede om jeg skulle vride mig fri, men lod være. Sådan sad vi lidt. "Vil du ikke nok snakke med ham" tiggede Louis. Jeg rystede på hovedet og snøftede. "Du må ikke græde, hvis jeg kunne ville jeg afsløre alt, men Harry har sagt vi ikke må sige et eneste ord. Lige meget hvad.." mumlede han, og jeg snøftede igen. Pludselig brummede hans telefon. "Jeg bliver altså nødt til at tage den" mumlede han og gik ud på badeværelset. Jeg kunne ikke høre rigtig hvad de snakkede om, men lidt efter kom han ud igen. Jeg var nysgerrig, men undlod at spørge hvem han havde snakket med. "Jeg bliver nødt til at gå" sagde han og sendte mig et lille smil, derefter gik han ud og tog sko og jakke på og smækkede døren forsigtigt i efter sig. Jeg følte mig fuldstændig alene i verden, jeg lå i sofaen og stirrede op i loftet. Jeg aner ikke hvor længe jeg lå der, sekunder, timer, minutter. Men lige pludselig ringede det på døren igen...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...