Spøgen

Denne historie handler om den kløgtige detektiv Sander Storm.

2Likes
0Kommentarer
662Visninger
AA

1. og sidste kapitel

 Denne morgen startede som så mange andre dage, jeg gik min sædvanlige runde for at tjekke om alt var i orden før de besøgende ville strømme ind, men det syn der mødte mig ved udstillingen ”Boy”, var det jeg frygtede mest – blod!

 

                     Sander Storm er den dygtigste detektiv i Århus, hans udseende er dog ikke noget man kan prale af. Hans navn er et storslået, slagkraftigt samt mandigt navn, men navnet er en komplet modsætning til, hvordan Sander Storm ser ud – hans runde ansigt er helt glat og blød som en barnenumse, han er lille af højde og hans kropsfacon er finurlig, mindre for oven end for neden.

                      Denne morgen arbejder Sander Storm på en ny opgave – opklaringen af mordet på ARoS. Dette mord er i sandhed et mysterium, da det er et makabert syn, det man får øje på ved gerningsstedet. Der er en masse spor af blod og en blodpøl med et aftryk af et lig – det er et rent skrækscenarium fyldt med denne røde væske, som er størknet i plamager rundt omkring, men ellers er der ingen andre spor. Det lokale politi og politimesteren: Anton Jensen er sikker på, at der er blevet begået et mord, og liget er blevet skaffet af vejen, men hvor liget er endt henne, kan de ikke finde hoved og hale på, og derfor har Anton Jensen tilkaldt Sander Storm. Sander Storm gennemgår hvert blodspor nøje, og han opdager et mønstrer, blodet og blodpølen stemmer ikke overens med hinanden. Måden hvorpå blodet er størknet beviser, at blodet ikke stammer fra det såkaldte lig, da man tydeligt kan se, at personen er trådt ind i rummet og så væltet ned i blodet – gåden her er, hvor personen er blevet af? Sander Storm lufter sin ny opdaget viden for Anton Jensen, og efter Sander Storms nøje gennemgang af beviserne, bliver Anton Jensen klar over, at der er tale om et mord uden et lig og for at gøre situationen værre, er der en forsvunden person indblandet i sagen.

 

Av mit hoved, det hele snurrer for mit blik, alt er tåget og utydeligt, mit hoved føles tungt og ør, BANG - alt blev mørkt…

 

                      Anton Jensen ved ikke, hvordan han skal fortsætte med at efterforske denne sag, så han beslutter sig for at vende tilbage på politistationen for at gennemgå sagen og beviserne.

                      Samtidigt begiver Sander Storm sig hen til Madame Lorraine, for på gerningsstedet fandt han nemlig et visitkort tilhørende denne dame, men denne lille detalje valgte han at beholde for sig selv. Madame Lorraine er en spøjst dame, hun er høj, tynd, ranglet, og hendes ovale ansigt er fyldt med rynker, som tydeligt viser, at hun har levet et langt, men mindefyldt liv. Hendes påklædning er anderledes, den er meget frembrusende, farverig og opsigtsvækkende – Madame Lorraine er nemlig iført en indisk mørk lilla sarong med guld syninger og en masse prangende mønster på samt en masse armbånd og diverse smykker der rangler, når hun bevæger sig.  Denne dame ejer en spøg og skræm butik, hvor man kan købe en masse sjove, skræmmende og underlige ting samt rekvisitter, Sander Storm lægger mærke til, at der på et skilt, står at Madame Lorraine kan assisterer ved fx en stor begivenhed eller fest, hvilket han finder besynderlig sammenlignet med, hvor han fandt hendes kort. Han finder ikke noget specielt hos Madame Lorraine, men han bider dog mærke i, at hun ser ud til at gemme på noget, for hun vil ikke svare på præcis, hvad hun har solgt af underlige mængder i de forrige uger. Sander Storms fornemmelse siger ham, at der er noget vigtigt, som han har overset her, men på vej ud af butikken opdager han, at hun som så mange andre spøg og skræmme butikker sælger falsk blod. Denne lille detalje er ligesom et frø i hans hjerne, og den spirer til en tanke eller nærmere en teori – hvad hvis hele skrækscenariet på ARoS blot var en spøg, først for at skræmme offeret, som var væltet ned i blodpølen, men også for at vise politiets uduelighed.

 

Mit hoved føles bedre, det hele er stadigvæk meget tåget, men noget føles, lugtes og ser bekendt ud, det er dog stadigvæk svært at fastholde blikket, koncentrationen og tankerne, jeg glider stille og roligt ned i et dybt mørkt hul, alting føles underligt her...

 

                      Denne teori fryder den arrogante kæderygende detektiv Sander Storm meget, han har altid ment, at det lokale politi var ham langt underlegent. Derfor beslutter han sig også at lade være med at fortælle politiet om hans opdagelser. I stedet tager han ind på ARoS for at undersøge blodsporene og blodpølen endnu en gang, hans første fornemmelse, om at der var noget forkert med dem viser sig at være rigtigt – denne gang kan han bekræfte at blodet ikke er blod, men blot en lignende rød væske – som den Madame Lorraine sælger i hendes butik, spørgsmålet er hvem der har gjort dette, og hvor offeret som var væltet i blodpølen er blevet af. Sander Storm ligger endnu et blik på blodpølen inden han går, og denne gang ser han, at der er nogle utydelige slæbespor, som man ikke vil have kunnet se, hvis ikke at det størknet falske blod var sprækket under den slæbte persons vægt. Mysteriummet er dog, hvorfor der ingen fodspor findes? Sander Storm ser i lysets refleksion, noget der skinner, hans første tanke er, at politiet har været lidt for hurtige og uopmærksomme, da det viser sig, at det skinnende er et nøglebundt.

                           Nøglebundet giver det Sander Storm har manglet – en identitet på personen, som er forsvundet. Sander Storm forhører sig rundt omkring på museet og finder hurtigt ud af, at disse nøgler tilhører museumsdirektøren. Ligesom et puslespil lægger han brikkerne sammen, og det der førhen af politiet betegnes som et mord bliver nu for alvorligt helt klart for Sander Storm, at det faktisk er en spøg – hans teori kan dermed bekræftes, nu mangler han bare at finde museumsdirektøren.

                           Sander Storm undersøger nøglebundet og lægger mærke til en dejlig ting, disse nøgler er kun til museet, hvilket må sige at nogen har direktørens hus nøgler. Han beslutter sig for at ligge et visit hos direktøren, det er let nok at finde ud af, hvor direktøren bor, man spørger bare en medarbejder. Sander Storm benytter sig dog ikke af hoveddøren, men beslutter sig for at kravle op af brandtrappen. Det er en hård omgang, han er ikke særlig vant til at være fysisk aktiv, hvilket også ses tydeligt på hans rødmossede kinder og høres på hans svære vejrtrækning – det lykkedes ham dog at nå op til vinduet på stueetagen, det var også kun omkring 10 trin, han skulle op af.

 

Det hele føles så godt, alt er fredfyldt her.

 

                           Sander Storm kravler besværet ind af vinduet eller rettere sagt, så maser han sig selv ind af vinduet, det var tæt på, at han sad fast, men ind kom han da. Indenfor beslutter den kloge detektiv sig for at gennemsøge hver rum grundigt, men til hans ærgrelse finder han intet af speciel interesse. Han beslutter sig derfor at forlade lejligheden, men ups – han glemte at undersøge soveværelset. Derinde undersøger han først gulvet, dernæst skabene og overfladerne samt væggene, men han finder intet, før han kigger hen på sengen. På sengen ligger der en sovende tynd mand med dag gammelt skægstubbe. Den kloge detektiv konkluderer, at dette må være museumsdirektøren, det ses også tydeligt, da hans tøj, sko, arme og ansigt er dækket med det røde blod lignende væske. Sander Storm beslutter sig for at vække direktøren med et dask på ansigtet, og en kold spand vand. Denne mand farer op og blinker forskrækket samt desorienteret med øjnene.

”Hvem er du? Og hvor er jeg!?, råber direktøren med hans hæse tørre stemme”

”Jeg er Århus bedste detektiv Sander Storm, og du er i din egen lejlighed”

”Jaså, men hvad laver du her, og hvad har jeg gjort, hvad er dette på mit tøj?”

”Jeg efterforsker en sag, som det lokale politi her i Århus mener, er et mord, og du er

den de leder efter, den forsvundne person fra gerningsstedet – din arbejdsplads ARoS. Men bare rolig, du har intet gjort, da der i dette tilfælde bare er tale om en spøg.”

”Nå, ved du hvem, der har gjort det, og hvordan jeg er kommet hjem?”

”Jeg ved ikke, hvem der har gjort det, men personen må have slæbt dig hjem på en eller anden måde, svarede detektiven, nå men jeg vil lade dig fortælle politiet dette, min indblanding vedrørende denne sag er hermed færdig”

 

                             Med disse ord forlader Sander Storm museumsdirektøren og begiver sig hjem til sit dejlige stille kontor. Hans arbejde er færdigt her, det lokale politi kan tage sig af resten. Hvem der lavede spøgen har ingen interesse for Sander Storm, det tilfredsstillende for denne kløgtige detektiv er, at mordet reelt set bare var en spøg, og dette påviste politiet underlegenhed i forhold til den store detektiv selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...