Mordet på ARoS

Rebecca Kélle bliver dræbt, og pludselig finder opdageren Kurt, at morderen har lagt gåder, som kan fører til, hvor det næste offer skal dø.
Men løser han gåderne på ARoS, og hvad har malerierne med hele mordet at gøre?

1Likes
1Kommentarer
760Visninger

1. Mordet

 

  Jeg tog de hvide handsker, der var fremstillet af gummi på og tog papiret i hånden. ”Grønne og gule glas og hen til D……..” Rebecca Kélle lå i en sø af sit eget blod. Hendes nøgne krop var bleg, bortset fra den blodige kniv, der sad i det venstre bryst, og det for tørret blod der før flød ned fra brystet. De åbenstående øjne stirrede på én med et skræmmende blik.   Jeg kiggede ned på liget og tilbage på papiret, der dryppede med ofrets blod. ”Hvad mon morderen mener med det?”

”Goddag Kurt.” Jeg vendte mig om. 

”Her er Mia, hun er rundviser her på ARoS, hun vil være sammen med dig, måske får du brug for hende,” sagde museumsdirektør Erik.

”Hej,” hun smilede, og strøg hænderne over den grønne sweater hun bar. Hun havde sat det mørke hår op i en knold, og ladet pandehåret være over panden.

”Hej,” jeg nikkede.

”Det var det, jeg ønsker dig held og lykke fremad,” direktøren vendte sig om og forlod os.

  ”Okay Mia, det her er Rebecca Kélle,” jeg pegede ned på liget. ”retsmedicineren mener at hun ikke har været død mere end 24 timer.” 

Mia nikkede.

”Og det eneste spor vi har at gå efter er, det her stykke papir morderen efterlod,” jeg holdt seddelen op.

Hun kiggede grundigt på den håndskrevne seddel. ”Det er ikke fordi jeg vil blande mig i dit arbejde, men den der har skrevet dette er venstrehåndet.”

”Hvordan ved du det?”

”Jo altså, jeg er ikke helt sikker, men bogstaverne rækker mere ud til venstre end højre. Lad mig tage et eksempel, kan du se S’et dér, begge S’erne i sætningen er som om, de falder mere tilbage, altså til venstre end højre.” 

Jeg kiggede på papiret.

”Altså nu er det bare noget, som jeg har opdaget, når min søster skriver med venstre. Man kan jo også se forskellen tydeligt, hvis man så på to sætninger, en der var skrevet med venstre og en med højre.”

”Tak, det var godt set, jeg vil få en medarbejder til at undersøg det.”

Hun nikkede.

”Måske ved du noget om de gule og grønne glas?”

Hun tænkte sig om. ”Jeg er ikke sikker, men vi har det vi kalder Your Rainbow Panorama.”

”Hvad er det for noget?” ”Jo altså, det er sådan en slags cirkel man byggede over selve bygningen ARoS. Hvis man står der, kan man næsten se hele byen i forskellige farver.”

”I farver?”

”Jo altså, der nemlig de glas som er i forskellige farver. Et glas kan være i grøn, så bliver det næste glas lidt lysere eller mørkere. Vi kan tage der op og se på det?”

”Okay, det kunne vi godt, men jeg skal lige få en medarbejder til at se på liget her.” Jeg tog gummihandskerne af og kom dem i lommen. Og tog min telefon op fra skjortelommen, og ringede politistationen op.  ”Nummer 23 tilkalder en medhjælper til ARoS, jeg gentager nummer 23 tilkalder en medhjælper til ARoS,” jeg lagde ned i lommen igen og tog en lille plastik pose fra baglommen og kom seddelen i. Jeg bukkede mig og lagde den ved siden af Rebecca.

 ”Nå, ville du vise mig stedet?” ”Det kan du tro jeg vil, kom med,” hun gik ud af lokalet og ned ad trapperne til 1. etage.  Jeg fulgte efter.

”Her er det,” hun gik op ad det sidste trappetrin og vendte sig mod mig.

”Wauw,” gispede jeg.  Hele det man kaldte Regnbuen var en stor cirkel, som man kan gå rundt i, og som Mia sagde, var der store glas i alle farver. ”Okay, så jeg skal bare gå til, jeg finder de farver, som jeg leder efter?”  ”VI skal gå hen til de farver du leder efter,” hun lagde den ene hånd på hoften. ”Jeg har fået besked på, at jeg skal blive sammen med dig, så længe du er her på ARoS.”

Jeg nikkede. ”Så går vi.” Det var som om at man gik på himlen, men ikke kun blå himmel, rød, lyserød, mørkerød og blå.

”Se, her stopper farven grøn og lige efter kommer farven gul.”

Jeg nikkede og placerede mig præcis foran, der hvor farverne skifter. Der var en udsigt over høje bygninger og huse. Tagene på bygningerne var røde, brune og sorte. Der var også en kirke med et grøntblåt tag.

”Hvad nu?” hun stillede sig ved siden af mig.

Der gik tid før jeg svarede. ”Nu står vi foran de glas, men hvad med det D?”

”Og hvorfor var der otte prikker efter D’et?”

”Det ved jeg ikke. Der må være noget med det her sted.”

”Men hvad?”

”Det…” jeg blev afbrudt af telefonen. ”Hov, det er min,” jeg tog den op fra lommen.  ”Hej Lena.”

”Kurt, Rebeccas mand er her, må han se hende eller skal jeg lade ham vente udenfor?” hendes stemme lød dybere i røret end normalt.

”Ingen af delen. Sørg for at fjerne liget og få vasket gulvet. Så kommer jeg om lidt. Lad ham bare gå der ind, når I har klaret det.”

”Okay, der er allerede nogen der har vasket gulvet, vi skal bare fjerne liget..”

”Fint. Og er du så den medhjælper, der kom?”

”Ja.”

Jeg begyndte med at fnise.

”Det her er bestemt ikke morsomt, vi er i en situation, hvor det er yderst vigtigt at være alvorlig.”

”Javel frue,” sagde jeg i en sarkastisk tone.

Hun lagde på.

”Rebeccas mand er ankommet, så vi må hellere gå ned.”

”Har han set hende?”

”Nej, de vil flytte hendes krop, så han kan ikke se hende.”

”Da jeg så liget i lige da jeg kom, begyndte min krop at ryste af skræk.”

”Sådan kan det jo gå.”

”Ja.”

”Nå, så går vi tilbage.”

Hun nikkede og gik tilbage den samme vej vi kom.

Jeg fulgte efter.

 

 Da vi trådte ind i lokalet var liget væk, og gulvene var blevet vasket. Man kunne spejle sig i de hvide fliser. En mand omkring 30’erne stod præcis det sted, Rebecca havde ligget. Han stod og stirrede på et maleri. Han var iført røde jeans bukser, og en ulden, sort trøje.

”Hej. Jeg er Kurt” Jeg rakte hånden frem.

”Jake,” han tog i mod hånden og nikkede høfligt.

”Som du har hørt, er din kone blevet myrdet…” Jeg gik i stå.

Han kiggede ned og nikkede. ”Ja.”

”Det er jeg ked af.” 

”Også mig.”

”Jeg har lige et par hurtige spørgsmål, som jeg gerne vil stille dig,” jeg lagde armene over kors.

”Okay,” sagde han og fast holdt sit blik i gulvet.

”Var der problemer mellem Rebecca og dig?”

Han rystede voldsomt på hovedet. ”Nej slet ikke.”

”Havde Rebecca modtaget noget lignende som trusler?”

Han tænkte sig om. ”Nej, ikke så vidt jeg ved.”

”Havde Rebecca en form for… For fjender? Nogen du vil gætte kan være skyld i hendes død?”

Han så på mig. ”Nej det tror jeg ikke.”

”Okay, ved du om…”

”Vent,” afbrød han.

”Ja?”

”Altså, Rebecca var forlovet med en anden før vi kom sammen. Men så tog han til Spanien for at arbejde, og han ville komme tilbage igen om et år, men Rebecca fortalte, at han aldrig kom tilbage. Efter to år giftede vi os, og han kom til vores bryllup.”

”Skete der noget den dag?”

”Nej, han var der en halvtimes tid, og så gik han igen.”

”Hvad hedder han?”

”David, jeg kender ikke hans efternavn.”

”Ved du hvor han bor? Eller hans nummer? Et eller andet der kan hjælpe mig, til at finde frem til ham?”

”Nej, ingenting. Han viste sig aldrig efter den dag.”

Jeg nikkede.

”Altså jeg ikke sikker, men måske har han noget med det her at gøre, det tror jeg,” han kløede sig i håret.

Lena kom ind. ”Jake, retsmedicineren har set på Rebeccas krop, og er færdig så I kan begrave hende, når I er klar.” Hendes lyse hår var som sædvanligt sat op i en hestehale. Hendes sorte bukser var strammere end normalt. Hun havde ladet de første knapper stå åben, så den hvide skjorte ikke var knappet helt op.

”Kurt, er du færdig med at tale med Jake?” ville hun gerne vide.

”Ja det var vist alt. Tak for det Jake, vi kommer nok til at tale sammen igen.”

”Selv tak, jeg skrev mit nummer ned, og gav det til Lena. Hvis der er noget så ring.”

Jeg nikkede. ”Du Lena, fik I undersøgt papiret?”

”Ja, vedkommen var venstrehåndet.”

”Fint, var der andet, som jeg bør vide?”

”Nej.”

”Fint, vi ses i morgen.”

”Ja.”

De forlod lokalet.

”Hvad skal du nu?” Det gav et sæt i mig. ”Mia, jeg har helt glemt din tilstedeværelse.”

Hun lagde armene over kors. ”Jo tak Kurt, det bliver man glad for at høre.” ”Nu skal du ikke blive fornærmet, det er jo bare fordi du er så stille.”

”Jaja,” hun kiggede på et maleri foran os. ”Ej hvor sjovt.”

”Hvad?”  ”Det her maleri fortæller, at en soldat kom hjem og fandt sin brud en andens brud, og han står til deres bryllup,” hun pegede på en mand iført militærtøj, der stod lænet op ad en stok, som han havde i hånden.  Jeg hævede brynene. ”Ja.”

”Og se så dér,” nu pegede hun på maleriet ved siden af. ”Her dør bruden, og skal til at begraves. Og se, ham soldaten stå dér alene.”

Jeg kiggede grundigt på maleriet.

  ”Vent nu lidt,” sagde hun.

”Hvad er der?”

”Kan du ikke se det, for det første minder historien om den Jake fortalte, og så lå Rebecca jo død lige her,” hun pegede ned på gulvet under maleriet. 

”Selvfølgelig, det er jo et spor!”

”Ja, morderen må ha’ gennemtænkt det hele,” jeg lagde hånden på den ene skulder.

”Kan morderen så være David?”

  ”Det mener jeg. Vi kan ikke være sikre uden at have til med ham.”

”Hvordan skal du finde ham, du kender jo ikke efternavnet eller adressen?

"Nej, men hvis morderen går efter, at gøre som malerierne viser, vil David sikkert dukke op,” jeg pegede på maleriet der handlede om begravelsen.

”Ja, så vi kender måske hans næste træk.”

"Ja.”

Vi stirrede på malerierne. 

”Du ville være en god assistent,” sagde jeg og brød tavsheden.

”Det tror jeg på.”

Jeg fniste. ”Godt.”

  ”Hvad skal du nu?”

”Det ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg ikke forlader ARoS før jeg løser mordet.”

Hun hævede brynene. ”Du laver sjov ikke?” 

”Nej, jeg mener det.”

  ”Du kan ikke sove her,” hendes stemme blev lavere.

”Jo jeg kan.” Hun kiggede overrasket. ”Kan du?”

”Ja, for jeg har fået tilladelse af direktøren,” jeg tilføjede et skævt smil.

Hun smilede og puffede til min arm. ”Nu ikke så smart.”

”Jeg kan ikke lade vær’.”

  Hun himlede med øjnene. ”Jeg smutter, hvis du ikke skal bruge flere informationer.”

”Jo jeg skal så.”

”Skal du?”

”Ja, man ved aldrig, der kan komme et nyt spor hvert sekund.”

Hun sukkede. ”Så det du siger, er, at jeg skal overnatte her sammen med dig?”

Jeg løftede forbløffet brynene. ”Det har jeg aldrig sagt,” jeg giver hende et blidt skub. ”Det har du.”

”Okay… Jeg ringer lige til min kæreste og fortæller ham, at jeg ikke kommer hjem.”

”Har du en kæreste?”

”Ja.”

”Øv.”

”Hør her, hvis jeg skal blive her sammen med dig, skal du ikke lægge an på mig.”

”Jeg lægger ikke an på dig.”

”Det siger jeg heller ikke, at du gør, jeg siger bare, at du ikke skal tænke på det.”

”Det har jeg heller ikke tænkt mig!”

Hun tog telefonen i hånden og ringede et nummer op. ”Aha, så siger vi bare det,” hun gik væk fra mig.

”Fanden også,” hviskede jeg. ”Gid hendes kæreste var morderen, så kunne jeg måske have en chance!”

”Det hørte jeg altså godt.”

Jeg kiggede generet efter hende. ”Nej du gjorde ikke.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...