Can't go back - One Direction

Det her er 2'ern af Scarred for life. Stephanie er taget til U.S.A og lever et helt andet liv. Hun har glemt sin far, alt det dårlige. Der er bare en, som hun ikke kan glemme. Eller rettere fem - One Direction. Hun får stadig tårer i øjnene, når hun tænker på dem. Men hun må indse, at det er ikke alt, som man kan gå tilbage til. Det er ikke alt, som kan glemmes.

31Likes
83Kommentarer
3347Visninger
AA

9. Kapitel 7

 

"Du er grunden til det her!" sagde han vredt og pegede på et af sine blå mærker, som allerede var begyndte at forme sig. Jeg spærrede øjnene op, mens han slingrede hen mod mig. "Harry, lad vær." Det var et svagt svar, men jeg kunne ikke tænke lige nu; alt jeg kunne fokusere på var, hvad der var sket med ham. "Det er din skyld, at jeg er så forelsket i dig. Men du er ikke en gang så pæn, er du vel?" Af alle ting han kunne have sagt, var dette dog det værste. "Hold din kæft!" snerrede jeg. Tårerne pressede på, men jeg ville ikke græde over ham, ikke mere. "Undskyld," mumlede han og begyndte pludselig at græde. "Jeg er så ked af det. Jeg har været et svin." Jeg kiggede væk, mens jeg kæmpede en brav kamp mod mine tårer - tårerne vandt. "Kan du tilgive mig?" De fire ord fik mig til at kigge på ham. Jeg svarede ikke, men åbnede døren til min lejlighed og skubbede ham ind. "Gå ind og sov den af, så kan vi snakke," mumlede jeg og skubbede ham hen mod soveværelset. "Kun hvis du følger med," mumlede han og lød som et lille barn. Jeg sukkede og gik forbi ham. "Vil du ikke nok?" Hans stemme var så lav og bedende, at man ikke kunne gøre andet end at adlyde. Med tunge skridt gik vi ind i mit soveværelse og lagde os i sengen. Han åbnede sine arme og efter kort tøven, kravlede jeg hen og puttede mig ind til ham. "Jeg er ked af det." Jeg nikkede og smilede lidt for mig selv, selvom alt det har var forkert. Jeg burde ikke falde hen til ham så let - i sidste ende, så ville jeg bare såre ham igen.

 

Da Harry's snorken blandede sig med stilheden, rejste jeg mig forsigtigt op og listede hen til døren. "Det bliver aldrig det samme igen, vel?" Hans stemme stoppede mig, da jeg stod ved døren. "Nej, det gør det ikke." Så gik jeg ud af døren og lukkede den bag mig. Med lukkede øjnene lænede jeg mig op af den og gled ned på gulvet. Mine arme lagde sig over mine knæ. Det gav et lille bump, da jeg bankede hovedet ind i døren. Det samme bank blev gentaget, da Harry sikkert gjorde det samme. Kærlighed havde aldrig været så svært. Jeg sank, inden jeg rejste mig og åbnede døren. Harry kom hurtigt på benene. "Vil det her være en fejltagelse?" Han nikkede tøvende. Så kyssede jeg ham begærligt på munden, mens hans arme lukkede sig om mig. Jeg hoppede op på hans hofter, mens vi bevægede os over mod sengen. Vores tøj forsvandt hurtigt, da vi begge var ivrige. Jeg havde levet alt for lang tid uden hans kys. Vores kroppe smeltede sammen, da vi endelig tillod os selv at føle vores kærlighed for hinanden igen. Vi ville begge være bange for at blive såret, vi ville begge være bange, når vi ikke var sammen, men vi indgik en aftale uden ord. Vi ville prøve, fordi det gjorde man, når man elskede hinanden. 

 

Det var helt mørkt, da jeg vågnede. Jeg følte med fingrespidserne efter Harry. Jeg kunne dufte ham i lagnerne, så jeg vidste det ikke var en drøm, men mine fingre fandt ham ikke. Jeg åbnede øjnene og kiggede ved siden af mig. Han var væk! Jeg sprang op af sengen og tog noget tøj på, inden jeg løb ud i stuen. Han var heller ikke her. Jeg løb ud i køkkenet, hvor han stod og lavede mad. Hele hans ene side af ansigtet var blevet lilla. Resten af kroppen var gemt væk af tøj. "Du er her stadig," mumlede jeg lettet og gik ind i køkkenet. "Troede du, at jeg var gået?" spurgte han med et drillende glimt i sine øjne. Jeg nikkede flovt, mens jeg prøvede at skjule det faktum, at jeg rødmede. "Desværre du hænger på mig lidt endnu." Han smilede og rørte rundt i gryden." Hvad laver du?" spurgte jeg og snusede duften ind. Det var en blanding af Karry og Pesto. "Det ved jeg faktisk ikke, jeg har bare opskriften i mit hoved. Men det er noget al a suppe." Med et overrasket smil nikkede jeg og gik tættere på. "Kan jeg hjælpe?" Han nikkede og lagde armene om mig. "Du kan hjælpe med at skære salaten." Han tog fat i min hånd og lagde den om kniven, mens han kørte den i balancerede bevægelser. Jeg grinede let, da han begyndte at kysse på halsen. "Jeg kan ikke skære salat, hvis du bliver ved," mumlede jeg og vendte mig mod ham. "Jeg er ligeglad. Salat er alligevel for sundt." Så kyssede han mig, mens alle andre ting kunne være ligegyldige.

 

"Du ved godt, at vi skal snakke på et tidspunkt, ikke?" Vi sad inde i stuen, mens vi så en film ingen af os rigtig fulgte med i. Jeg sukkede, inden jeg nikkede. "Det ved jeg godt. Jeg ville bare ikke ødelægge aftenen." Han nikkede og tog mine hænder. "Jeg elsker dig, det skal du vide først." Ingen ord kunne beskrive, hvor glad jeg var, da jeg hørte de ord igen. Jeg kunne ikke skjule et lille smil, men det falmede, da han fortsatte: "Jeg ved godt, at jeg har været et dumt svin, men ikke uden grund. Vi har begge gjort ting, som var dumme. Jeg fortryder en del, men jeg fortryder ikke, at jeg forlod dig dengang." Jeg rynkede forvirret mine øjenbryn. Ville han slet ikke tilbage sammen med mig? "Dengang var vores forhold ikke stærkt nok til noget, vi var ikke stærke nok." Allerede nu havde jeg hørt nok, så jeg rejste mig op og gik. "Steph, vil du ikke nok høre? Det her er svært nok." Med anspændte skuldre vendte jeg mig mod ham. "Det er ikke svært, Harry! Jeg elsker dig alt for meget, og jeg vil være sammen med dig. Så det sande spørgsmål er bare, vil du være sammen med mig? For hvis du ikke kan tilgive mig, så har vi ingen fremtid!" Med nervøsiteten sitrende gennem min krop, bed jeg mig i læben og ventede. Harry havde også rejst sig nu og stod helt henne ved mig. "Ved du, hvorfor jeg blev gennembanket?" Jeg rystede på hovedet. Hvad havde det overhovedet med noget at gøre. "Der var en fyr inde på baren, som pralede med at have været hans kæreste utro. Der var jeg allerede sur nok, men da jeg så hørte kærestens navn, så jeg rødt. Hendes navn var Stephanie." Jeg nåede ikke at reagere, inden han kyssede mig. Jeg rødmede kort, da hans fingre lagde sig over mit ar. Jeg havde det ikke ligeså slemt med det mere, fordi Harry og drengene havde lært mig at elske det. "Du er smuk, ved du godt det?" Jeg fnisede piget, inden jeg lagde armene om Harry og legede med hans nakkehår. Krøller strejfede min pande, da Harry kyssede min næsetip. Han havde stadig ikke svaret på spørgsmål, men jeg ville ikke ødelægge stemningen lige nu. Senere, i morgen.

 

Hello guys! Jeg tager på ferie nu, så jeg ved ikke, om jeg kan skrive nogle kapitler til jer dernede. Men jeg vil skrive nogle på min computer, som jeg kan publicere når jeg kommer hjem ;) <3 Håber ikke, at jeg er fuldstændig afskåret fra omverdenen dernede...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...