Kærlighedens stalker.

Jessy James er en helt almindelig kvinde i New York, som arbejder på et krisecenter. Men hvad gør hun, når hun bliver taget af en mystisk fremmed, som også har været i hendes drømme de sidste mange gange. Vil hun kunne klare det. Og hvordan vil den fremmede reagere på hendes kærlighedsliv.

4Likes
7Kommentarer
1307Visninger
AA

2. Gensynets rædsel

 

Jeg blinker. Prøver at forstå hvad der lige var hændt. Var det en af de drømme, som man kunne opleve i virkeligheden. Deja-vu. Jeg ryster tanken af mig. Det var bare en drøm. Michael og manden i parken kunne næppe være den samme person. Det ville være komplet umuligt. Så ville han være en troldmand, som han næppe er. Jeg rejser mig op ad sengen. Silke natkjolen falder ned om mine ben. Jeg træder ud af bunken og løber ud i badeværelset, hvor jeg går i bad og får mit arbejdstøj på. En skorte og en sort nederdel med matchende sko til. Jeg har besluttet at jeg ikke vil tænke mere over drømmen. Jeg kigger på mig selv i spejlet. Jeg ser helt anderledes ud med arbejdstøjet på. Mere alvorlig.Meget  ældre, selvom jeg kun er 23 år. "Prøv at se mig nu, sukker jeg. Jessy James. Før var du en frisk pige, som gik til fester og hyggede med dine venner og tænkte ikke over verdenens lurende farer. Og se dig nu. Du opholder dig hjemme. Du har mistet kontakten til dine venner, ingen kæreste og du frygter en mand fra en drøm. Er det mit arbejde, der har ændret mig?". Jeg ryster på hovedet og sætter mit lange tykke lyse hår op i en knold. Huden er stadig stram og ingen tegn på rynker. Jeg prøver at smile, men kan ikke. Det er ikke mit arbejde, der har ændret mig. Det er ulykken, hvor jeg mistede det kæreste. Hvorfor skulle den finde sted. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, men tvang dem væk. Skulle ikke have røde øjne på arbejdet. De vil tro at der er sket mig noget. At jeg er blevet overfaldet på gaden eller sådan noget. Jeg kigger på klokken og skrige. Klokken er kvart i 8. Og jeg skal være på arbejde klokken 8. Jeg tager lynhurtigt sminke på og styrter, som et lyn, ud af døren uden morgenmad og finder min bil på parkeringspladsen. Den er nem at kende. Lyserød og uden tag. En smule buler og skrammer, men ikke det helt store. Hun er min seje øse.

 

New York er fuld af mennesker, selvom klokken kun er 8. Jeg kigger ud af vinduet fra min arbejdsplads og venter på kunder.Jeg arbejder på et krisecenter, hvor der næsten aldrig sker noget spændende. Det er altid det samme. En bliver voldtaget i ny og næ, nogle har mistet deres mand eller søn i krigen nede i Afhganistan. Aldrig noget, der kan give gåsehud og få sveden til at pible frem af skræk og væmmelse. Min mave rumler voldsomt. Jeg er så sulten. Tanken om Burger King over på den anden side af gaden, får mig til at ønske at være derhenne og spise deres morgenmad. Jeg kan ikke sidde stille. Tjekker hele tiden mine mails for at se om nogle har skrevet til mig og spiller Draw Something på min Iphone. Det er et godt tidsfordriv. "Hvad laver du Jessy, siger Tanya. Er du sulten eller hvad?". Jeg kigger op og smiler. Min gode arbejdskollega  står med en pose boller og ligger dem ned på mit skrivebord. "Jeg tænkte at du havde glemt at få noget morgenmad igen, så jeg tog dem her med. Så har du også noget til middagsmad. Vi kan nødigt have at du får anoreksi". Tanya er sød nok, tænker jeg og sætter tænderne i en bolle. Hun er 51 år og en modertype. Hvad ville jeg gøre uden hende. Tanya går over på sin plads. Min mave rumler ikke mere. Er fyldt med boller og der er stadig mange tilbage i posen. Jeg kigger igen ud af vinduet og ser på menneskene. Hver er forskellige, men inderst inde er alle ens. Alle er i live. Jeg tager en dyb indånding og finder dokumentet med en straffeattest frem. Jeg har lyst til at spytte på papiret. Straffeattesten er til en voldtægtsmand, som har voldtaget små piger i 20 år. Han kommer hver måned til krisecenteret. Jeg er lykkelig over, at han ikke er min kunde. Jeg studerer papiret og hører ikke fodtrin, der kommer hen til mig og sætter sig på stolen foran mig. Han rømmer sig. "Hej Jessy. Lang tid siden ikke sandt?". Jeg stivner. Tør ikke se op. Panikken kommer hurtigt. Han er her. Manden fra parken er her. Sidder foran mig. Ideer flyver gennem mit hoved. En mere sindssyg end den anden. Jeg ville ønske at Tanya ikke var gået. Jeg bliver enig med mig selv om at jeg skal sige at han skal forsvinde."Kan du så forsvinde. Jeg har travlt. Hvad er der sket med dig?. Jeg prøver at lyde kold, men manden griner bare ad mig. "Jeg skal nok forsvinde Jessy. Så snart jeg har sagt at jeg henter dig i aften og tager dig med. Jeg kan ikke holde mig tilbage længere. Er ramt af Amors pile". Vreden rammer mig på stedet. Jeg river fat i hans skjorte og giver ham en lussing. Han bakker tilbage og går væk, mens han smiler underligt til mig. Jeg sætter mig ned på stolen. Helt lamslået over hvad der er sket. Måske skal jeg begynde at gå i krisecenter. Jeg føler mig utryg ved situationen. Han ligner fuldstændigt Michael fra drømmen. Jeg ber til Gud om at det ikke vil ske. At jeg ikke bliver taget af den psykopat. Den psykopat, som elsker mig af hele sit hjerte, så man kan blive helt dårlig af det. Jeg kigger igen på straffeattesten og prøver at glemme alt om hændelsen.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...