Another story-THG

Historien handler om 17-årige Nicole som bor i en lille by ude i fremtiden. byen hedder Charedos. hvert år bliver to unge mennesker mellem 12-18 år udvalgt til Spillet, i spillet kan der kun være en vinder. Nicole og hendes bror Charles er nogen af de ældste børn i byen, og de træner hver dag for at gøre sig klar til Spillet, uheldigvis sker der noget uventet.

Dette her er en historie inspireret af Suzanne Collins(Der for minder det meget om Dødsspillet. Men gir det andre navne)

7Likes
5Kommentarer
1775Visninger
AA

10. Det er begyndt

Jeg vågnede klokken 4 om morgnen, jeg var nervøs. Det var idag det hele rigtig startede. Spillet. Jeg så der lå noget tøj ved siden af mig. Det var en t-shirt med v-skæring. Et par militærgrønne bukser og nogle store travesko. Føj hvor var det grimt, men praktisk. Jeg flettede mit hår i to franske fletninger. Jeg gik i cirkler inde på værelset af ren nervøsitet. Jeg kiggede på klokken, den var allerede 7. Havde jeg gået rundt i cirkler i 3 timer!?! "Morgenmad." sang Zoey, hun var nok rigtig spændt på idag. Jeg satte mig ud i spisestuen. Men sad bare og prikkede til maden, "Man er nok rigtig spændt på idag hva?" spurgte Zoey med en syngende stemme. "Tja jeg skal ind lige om lidt og dræbe min bror, så hvorfro begynder vi ikke bare nu." svarede jeg irriteret. Charles kom ind med præcis det samme tøj på. Han rystede over hele kroppen, han var nok lige så nervøs som mig. Under maden kom der to fredsvogtere ind og sagde at det var tid. Vi gik begge ind i elevatoren, vi fik lov til at snakke imens vi kørte ned. "Vi er enige om at vi alliere os ik?" spurgte Charles, "Selvfølelig ellers er jeg død på stedet." stammede jeg. Vi blev ført udenfor hvor der var et kæmpe aero fartøj der ventede på os. April var kommet med os udenfor. "Husk skynd jer at finde en felttaske og løb så, gå ikke ud på græsset før klokken lyder." sagde hun og prøvede at få øjenkontakt med os, men vi kunne ikke andet end at kigge på aero fartøjet. Det fartøj som fløj os til døden. Vi satte os ind, der var helt mørkt. Nogen fredsvogtere kom hen imod os og stak en kæmpe nål i armen på os alle. En lille 12-årig pige spurgte hvad det var. "En GPS så vi ved hvor i er der inde." svarede fredsvogteren. Det gjorde virkelig ondt, men jeg ville ikke vise min bløde side. Den hvor jeg sad og græd og rystede som en chiuaua. Nej den hvor jeg var kold, brutal og blodig. Jeg kunne mærke aero fartøjet lettede. Nu sker det.

Vi blev sendt under jorden. Helt ned. Der stod en mand som skulle gøre os helt klar. Charles var kommet et andet sted hen, så jeg kunne ikke finde ham. Manden gav mig en sort jakke på med nogle få lommer, foret med et tykt lag polyester og en orange stribe ude i kanten af jakken. "1 minut og 30 sekunder til start. Stig ind i røret." sagde en stemme over højtaleren. "Held og lykke." sagde manden og lod mig stige ind i et rør. det begyndte at stige opad og jeg begyndte at kunne se lyset. Alle deltagerne stod og gjorde sig klar til at løbe. Det var et jungle område. Det var lianer, frugttræer men uden frugt og det regnede allerede. Jeg kiggede over på en kupel som var fyldt med felttasker, våben og mad. Jeg kiggede på uret ovenover. 60 sekunder tl start. Jeg kiggede efter Charles. Han stod 7 meter væk fra mig. Til højre for mig stod den lille 12-årige pige, og til venstre stod Michael fra Chunst, han kiggede rigtig ondt på mig. *GONG* spillet var igang. Jeg løb over mod en felttaske og tog den i min hånd. En 17-årig dreng kom over mod mig. Jeg havde ingen våben. Jeg tog min og pressede min hånd sammen og gav ham et slag i fjæset. Jeg havde blod udover hænderne fra drengens næse. Jeg løb over mod våbene og tog en lille dolk. Charles gik helt amok. Han slog rundt til alle sider for at nå ind til alle de gode våben. Jeg så en pige på 16 gå efter ham. Jeg tøv ikke et sekund. Jeg kastede dolken efter hende, og nåede det lige nden hun havde overfaldet ham. Han tog et sværd, en økse og en felttaske og løb så hen imod mig. Jeg tænkte på drømmen. Han trak sværdet og løb med fuld fart mod mig. Han angreb. Jeg gik i panik, jeg var lammet. Han råbte et eller andet. Men jeg kunne intet høre. Han stansede ikke han løb bare.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...