Forever and allways - 1D

Fra da Sophie var 1 år og til da hun var 6 år var hun bedste venner med en dreng på hendes egen alder ved navn Harry. Da Sophie var 6 år gammel skulle hendes forældre flytte da hendes far havde fået arbejde i London. Hun blev nødt til at tage med dem, selvom det betød at hun blev nødt til at forlade sin bedste ven Harry. En dag hvor hun er 17 år får hun en sms fra et fremmet nummer....

21Likes
22Kommentarer
3704Visninger
AA

4. Mødet

Jeg kunne næsten ikke sove i går aftes, men det lykkedes mig dog alligevel. Jeg vågnede dog ved at nogle sommerfugle fløj rundt inde i min mave. Jeg gabte og satte mig op. Jeg kiggede på klokken og så at den var 10:07. Jeg havde ca. 3 timer til at gøre mig klar i. Jeg startede med at gå ned i køkkenet og tog igen noget cornflakes. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg havde åbenbart siddet og spist i tre kvarter så ligepludselig havde jeg lidt travlt. Jeg gik i bad og fandt noget tøj. Jeg fandt et par lyse stramme jeans, en sort top og en oversize langærmet i mørkegrå. Da jeg havde taget det på lagde jeg noget make-up. Naturligt og ikke for overdrævet. Jeg tørede mit hår til det var helt tørt og så glattede jeg det. Mit hår har naturlige fold hvilket jeg synes er utrolg grimt, så jeg glatter det tit. Jeg lavede en frans fletning ud af mit pandehår og satte det derefter op i en hestehale. Da jeg var færdig med det hele var klokken blevet halv et og Sammy kom snart. Jeg var mega spændt, men alligevel ikke. Jeg mener jeg vidste jo ikke om det var Harry der havde skrevet til mig! Jeg håbede bare inderligt på at min gamle bedste ven havde set min besked og ville mødes med mig. Hvis det var ham Ville jeg blive ovenud lykkelig! Jeg har ikke set ham i 11 år, og så hvis han bare lige sådan dukker op og er kendt ville det bare være endnu mere fedt! Altså ikke fordi jeg gerne vil være berømt eller sådan noget, men at folk ved jeg er Harrys bedste veninde det ville være sejt! Men der slog det mig. Hvad nu hvis han havde en anden bedsteveninde? Jeg ville blive knust! Altså jeg kan jo ikke forlange at han i 11 år ikke har haft en anden bedste veninde, men jeg ved ikke om jeg bare vil være venner, hvis i forstår hvad jeg mener.. Jeg blev afbrudt da det ringede på døren og Sam gik ind. "HEEY SOPH! JEG ER HER NUUUUU!!!" Råbte Sammy nede fra entréen. "DU KOMMER BARE OP!" Råbte jeg tilbage. To sekunder efter stod Sammy bag mig. Hun smed sig i min seng og jeg smed mig ved siden af. "Hvad nu hvis ham den kendte Harry Styles ikke er min gamle ven?" Jeg kiggede på Sam efter jeg havde sagt det. "Hmm.. Så må du nok opgive at finde ham? Ej jeg er ked af det, men jeg tror altså ikke at du har været bedste venner med selveste Harry overlækker styles!" jeg grinte lidt af Sams bemærkning. "Tror du ikke vi skal til at gå nu?" sagde Sammy efter lidt tid. "Jo lad os det."

Vi havde taget bussen ind til London Eye hvor der var proppet med mennesker, eller rettere turister. Jeg tog fat i Sammys hånd da vi nærmede os caféen. Mit hjerte bankede hurtigere end nogensinde før. Da jeg trådte ind af døren strejfede denne tanke mit hovede: Hvad nu hvis dette møde vil ændre mit liv? jeg måtte åbenbart ha' klemt Sams hånd utrolig hårdt for hun sagde av. Jeg kiggede rundt, men kunne ikke finde nogen med en sort hættetrøje og solbriller. Og dog. Nede i det ene hjørne, gemt væk fra alt andet, sad der en dreng med en hættetrøje og solbriller på. "Sammy bliver du lige her?" hviskede jeg i øret på hende, da jeg gik hen til drengen. "Ehm.. Er det dig jeg skal møde?.." spurgte jeg genert drengen. han kiggede op på mig. Han åbnede langsomt sin mund og måbede. Han tog sine solbriller af og jeg så straks de flotte grønne øjne komme til syne. "Soph? Er det virkelig dig!?" sagde han glad og løftede mig op i et kram. "Ja og du må vel være Harry? Min barndomsven" sagde jeg smågrinene. "Jeg troede aldrig jeg skulle se dig igen!" sagde han og krammede mig igen. Jeg grinte lidt og satte mig ned. Han satte sig over for mig.. Jeg gjorde tegn til Sammy om at hun godt kunne gå.  Vi sad længe og snakkede om hvad vi havde lavet og hvordan vores liv havde været. Det lød til at Harry havde haft et godt liv. "Hvorfof stoppede du egentligt med at skrive breve til mig?" spurgte jeg ham da vi hade siddet i noget tid uden at sige noget. "Hvad mener du? Det var dig der ikke svarede? Jeg stoppede med at skrive for 2 år siden da du ikke havde svaret mig i 9 år.." Jg var helt lamslået. Hvad mente han med det? Nu kom det hele tilbage i mit hoved. Hver gang jeg fik et brev blev jeg ked af det, så min mor må ha' taget og gemt dem. Jeg var chorkeret og sur på én gang. "Min mor må ha' gemt dem.." sagde jeg stille. Harry kiggede på mig som om han forstod hvert et ord jeg sagde. " Harry jeg tror hellere jeg må tage hjem nu," sagde jeg og gav ham et sødt smil. "Vi ses da igen, ikke?" spurgte han mig hurtigt. "Jo selvfølgelig," sagde jeg sødt og gav ham et kram. Jeg gik hen mod døren, vendte mig om, vinkede en sidste gang og gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...