Forever and allways - 1D

Fra da Sophie var 1 år og til da hun var 6 år var hun bedste venner med en dreng på hendes egen alder ved navn Harry. Da Sophie var 6 år gammel skulle hendes forældre flytte da hendes far havde fået arbejde i London. Hun blev nødt til at tage med dem, selvom det betød at hun blev nødt til at forlade sin bedste ven Harry. En dag hvor hun er 17 år får hun en sms fra et fremmet nummer....

21Likes
22Kommentarer
3696Visninger
AA

12. Glad igen?

Det var dagen efter jeg havde været ude i skoven med Niall. Det var bare så hyggeligt! Jeg var hvist blevet forelsket i Niall.. Jeg havde ingen aftaler i dag så jeg havde tænkt mig at tage hen til Harry uden han vidste det. Jeg kunne egentligt godt ringe eller sådan noget først, men det virkede mere dramatisk bare sådan at brase ins. Ja det ville jeg klart gøre.

Jeg havde gjordt mig klar og var ved at gå over til Harry og Louis' leglighed. Jeg var der næsten og tænkte lidt over hvad jeg ville sige. Jeg gik med blikket rettet mod jorden og tænkte da jeg gik ind i en. Jeg skyndte at undskylde og så hvem jeg var gået ind i. Harry. "Åh hej Harry.. Jeg var faktisk på vej over til dig," sagde jeg og smilte svagt. "Jeg håber da ikke du havde andre planer?" tilføjede jeg hurtigt. Han smilte stort og sagde: "Nej jeg skulle ikke noget! Jeg ville bare... nej jeg skulle egentligt ikke noget," sagde Harry og krammede mig. jeg krammede hurtigt igen. Jeg håbede bare at han kunne acceptere at jeg bare ville være venner. Jeg ville ikke have at han skulle få det på samme måde som jeg havde det da han 'droppede' mig. Vi gik sammen hjem til legligheden.

"Var der noget du ville?" spurgte Harry da vi var kommet ind. Louis var ikke hjemme. Han var hvist et eller andet sted med Eleanor. "Jo altså.. Vi er jo bedste venner så jeg har noget jeg vil sige..." sagde jeg nervøst. Jeg ville sige til ham at jeg var sådan lidt vild med Niall og at jeg virkelig gene ville forblive bedste venner med Harry! "Sig frem," han smilte til mig og havde nogle håbefulde øjne. "Jo altså jeg er ved at få føelser for Niall, og jeg tror måske de er gengældt.. Jeg vil bare så gerne forblive bedste venner med dig!" jeg kunne mærke at jeg var ved at begynde at græde, men jeg holdt det inde. Jeg ville ikke have at Harry skulle tro jeg var sådan en der græd all the time. Jeg kiggede over på Harry som så glad ud? Han var på vej over for at kramme mig? Nej, han skulle da ikke bare sådan blive glad når jeg havde forventet et kæmpe sad face! Jeg krammede med da han omfavnede mig. "Er du så slet ikke ked af det?" spurgte jeg lidt nervøst. "Hvis det er ham du kan lide så er jeg bare glad på jeres vegne!" jeg kunne høre hans smil, mens hans hoved var begravet i mit hår. Måske var det bare godt at kunne acceptere det. Jeg mener selvfølgelig er det godt!

 

Jeg havde været ovre ved Harry i nogle timer da jeg besluttede mig for at gå hjem. Da jeg gik hjem tog jeg en omvej. Jeg gik ind i en park der ligger tæt på hvor jeg bor. Jeg gik tit ind i den park! Jeg elskede den bare! Jeg kunne altid komme og gå som det passede mig. Og så er den mega flot! Jeg satte mig på en bænk foran en sø. Man kunne godt kalde den for 'min' bænk. Dengang jeg flyttede til London og var i parken for første gang ingraverede jeg mit navn i bænken efterfulgt at et hjerte. Siden da har jeg altid siddet på den bænk. Jeg elskede bare at sidde der.

Da jeg havde sidet der et stykke tid og havde tænkt over alt der var sket den dag, kom der en hen til bænken. "Gør det noget jeg sætter mig her?" jeg kunne genkænde stemmen. Jeg kiggede op i nogle flotte blå øjne. Jeg smilte stort. "Niall!" jeg hoppede op og krammede ham. Han krammede med.Jeg ved godt at jeg så ham i går, men det havde føles som en evighed siden! Han grinte lidt af mig. Jeg satte mig ned på bænken igen, men denne gang satte Niall sig ved siden af mig. Jeg lagde mit hoved på hans skød. "HVad laver du her helt alene?" spurgte han efter noget tid. "Jeg var på vej hjem og så ville jeg skyde genvej gennem parken, og så satte jeg mig på min bænk," sagde jeg og smilte sødt til ham. "Din bænk?" sagde han forviret. "Der din røv er plantet er der ingraveret 'Sophie♥', som jeg skrev da jeg flyttede til London," sagde jeg og kiggede ud over søen. "Wow.. Du elsker det her sted gør du ikke?" han kiggede også ud over søen, men kiggede ned på mig da jeg kiggede op på ham. Jeg smilte svagt og alt jeg har oplevet på denne bænk fløj gennem mit hoved. "Jo det gør jeg," jeg rørte svagt ved ryglænet. "Soph,?" Jeg kiggede op på ham. "Ja Niall?" spurgte jeg ham. "Vil du være min kæreste?" Okay, det var ikke de ord jeg havde regnet med at høre, men de gjorde mig varm indeni. Jeg svarede ikke, men rejste mig svagt for at kysse ham. Han kyssede med. Da jeg trak mig tilbage var et smil plantet på hans læber. "Var det så et ja?" jeg begyndte at grine lidt mens jeg nikkede. Han smilte endnu mere end før. Så kyssede vi igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...