Memories

Erhm.. Ja, historien bag den her er lidt sjov :p.. Det startede egentlig ud med at være et one-shot, som jeg nu (på opfordring) har valgt at fortsætte :3.. Jeg vil ikke afsløre noget, fordi jeg synes læseren skal have lov til at blive overrasket :p god læselyst!

0Likes
1Kommentarer
1070Visninger

1. Prolog

 

Langsomt lader jeg mine hænder glide over klaveret. Jeg lukker roligt mine øjne, og lader musikken fylde mig, med sin beroligende kraft. De tåre der før løb ned ad mine kinder, størkner på min kind, og laver sorte aftryk. Jeg føler ikke nogen grund til at græde, når jeg spiller musik. Det gør mig rolig, og får mig til at glemme de minder, der egentlig står knivskarpe i mit hoved. Alting flyder ud af mig.  Men jeg ved at de vil komme tilbage. Ligeså snart jeg stopper med at spille. Pludselig stopper mine fingre meget brat. Minderne trænger ind i mit hoved igen, og jeg kan mærke smerten i mit bryst træde frem. Mine fingre skælver. Jeg har aldrig hørt om at kærlighedssorger kunne gøre fysisk ondt. Men jeg mærker det, og jeg kan ikke finde nogen anden logisk grund. Jeg er ikke syg. Jeg har ikke slået mig, eller anstrengt mig så meget, at mit bryst kunne gøre ondt. Men det gør det.

”Rejs dig.” Jeg kan se glæden i hans øjne, da han rejser sig fra sengen, og rækker mig sin hånd.Jeg aner ikke hvad han har tænkt sig. Men jeg ved at jeg stoler på ham. Derfor lægger jeg min hånd i hans, rejser mig, og lader ham trække mig indtil sig. Han smiler til mig, og begynder at danse stille og roligt frem og tilbage, imens han lægger sin arm om mig. ”We’re just two lost souls swimming in a fish bowl... Year after year.” Han synger stille med på sangen, imens vi bevæger os frem og tilbage, uden at tage øjnene fra hinandens.Jeg kan mærke mit hjerte banke i mit bryst, og jeg kan mærke sommerfuglene flyve rundt i min mave, med minimum 250 km/t. Jeg er forelsket. Jeg er helt sikker. Og jeg har ikke noget imod det.

 

Jeg trækker vejret dybt ind igennem næsen, tvinger mine fingre tilbage på tangenterne, og begynder at spille igen. Og selvom musikken flyder, skælver mine fingre stadig, og det smerter i mit bryst. Men jeg er fast besluttet på at gennemføre, og fortsætter stædigt. Jeg vil ikke lade mine minder ødelægge mig. Tonerne der kommer ud, er usikre, og lyder falske i mit øre. Men da jeg tjekker, spiller jeg alt rigtigt. Det er kun i mit eget hoved, det er forkert. Jeg forstår det ikke. Hvad er det, der får det til at lyde så forkert? Jeg skubber minderne væk, prøver at glemme dem. Jeg fokuserer bare på mit klaverspil. Jeg bør ikke tænke på ham nu. Det her er så meget vigtigere. Intet er vigtigere, end det jeg laver lige nu. Min musik er mit liv.

 

”Hvor er du bare irriterende god!” Jeg puffer til ham med et grin, så han tipper lidt bagover, med guitaren i skødet.Han kigger truende på mig, med et smil spillende på læben, imens han sætter guitaren fra sig, i sin holder. Jeg får bange anelser, da han kommer tættere og tættere på mig, stadig med et truende, men drillende blik. Jeg venter nærmest bare på hans hænder placerer sig i siden på mig, og begynde at kilde mig. Det er hans afstraffelsesmetode. Han havde hurtigt fundet ud af jeg var kilden, og havde brugt det lige siden da. ”Hvor er det dog synd for dig,” siger han, og prikker mig drillende i den ene side, ”du får et forspring på 3...” Jeg bliver dog siddende, dum som jeg er, og stirrer bare ind i hans øjne, ”2... 1...” Og så går det løs. Han lægger mig ned i sengen, sætter sig ovenpå, og låser mine hænder ned langs siden, med sine knæ, hvorefter han kilder livet ud af mig.Jeg prøver forgæves at holde mine vilde skrig inde, men nej. Skæbnen vil ha’, det ikke skulle lykkes for mig. Derfor kæmper jeg hjælpeløst imod, imens han bruger sine værste tricks.

 

Jeg giver op. Jeg samler mine noder sammen, og rejser mig fra klaverbænken, stadig med skælvende fingre, og ondt i brystet. Jeg ved godt jeg ikke får øvet mere. Mine noder bliver smidt på skrivebordet, hvor de ligger i ca. 30 sekunder, før de vælter ned, og lander hulter til bulter på gulvet. Jeg ruller øjne af det, og sætter mig på min seng, der er redt helt perfekt. Jeg ødelægger det dog, ved at ligge mig ned, og finde min telefon frem, for at læse mine sms’er igennem. Der er mange gamle fra ham. Burde jeg læse dem igennem? Jeg trykker mig ind på vores samtale, og begynde fra en ende af, forberedt på den psykiske smerte, jeg helt sikkert kommer til at opleve. Men nej. Det beroliger mig, og får mig til at smile. Indtil jeg når til enden. Smilet forsvinder langsomt, da jeg læser de sidste beskeder. Den måde han pludselig bliver helt kold på, og skriver at han aldrig vil snakke med mig igen. Jeg låser telefonen, og smider den over i den anden ende af sengen. Jeg vil ikke udsætte mig selv for mere smerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...