Okkersandet

Polititeamet fra København har mange sager at klare. Denne gang står de overfor mordet på børnehavebarnet, Alberthe, som bliver fundet begravet i et sandbjerg af okkersand bag Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Hvad der afslører hele sagen, kommer som en stor overraskelse for dem alle fem i polititeamet.

3Likes
1Kommentarer
378Visninger

1. Okkersandet

 

 

Okkersandet

”Emma, vil du ikke godt spise din morgenmad? Jeg kommer for sent på arbejde”. Emma stirrer bare ned i sin morgenmad og siger ingenting. Udenfor skinner solen i det forårsrige april. ”Mikkel kommer også for sent til skole. Kom skat, vi kører nu, så må du lade din morgenmad stå”. Stilheden i bilen efterlader en trykket stemning i mellem dem. Emma ville ønske hun havde en mor, der havde et normalt job ligesom hendes veninder. Mikkel var stadig træt af, at hans mor ikke kunne være med til at fejre hans 13 års fødselsdag i weekenden på grund af arbejde. Dog har han nemmere ved at forstå vigtigheden af hans mors arbejde i forhold til hans 5 år yngre lillesøster, Emma. ”Far henter jer, og så regner jeg med, at vi ses i aften”. Kia kysser dem farvel og kigger længe efter dem, før hun fortsætter videre hen til politigården.

Da Kia møder ind, ser hun Frank sidde og rode i en kasse. Kassen indeholder papirer med gamle sager, der aldrig er blevet opklaret. ”Har vi ikke snakket om, at det ikke kan betale sig at rode i de gamle sager?” afbryder Camille. Frank ser tvivlsomt på hende - ”I går blev Johan, Tobias og jeg enige om at kigge sagerne igennem en sidste gang - man kan aldrig vide om det svar vi ikke kunne finde dengang, pludselig dukker op nu”. Frank roder videre i kassen, mens Camille er ved at spilde kaffe ud over hendes nye Gucci taske. ”Kan i huske sagen om de 4 dræbte børn?”. Frank har selv mistet et barn på grund af leukemi, og har svært ved at lægge sager fra sig, som omhandler kidnapning og mord på børn. Kia kan huske, at det var sagen hvor de fandt frem til, at det var den samme person der havde begået mordet på hvert af de 4 børn. Dog fandt de aldrig frem til gerningsmanden, da DNA-prøverne ikke stemte overens med nogen og personen var sporløst forsvundet. Tanken om at han render frit rundt et sted derude, bekymrer Frank. Camille tager papiret ud af Franks hånd og ser opgivende på det. ”Jeg husker tydeligt hvor mange dage og nætter vi har brugt på denne sag - jeg kan ikke se, hvorfor svaret pludselig skulle dukke op?”. Frank skal til at svare Camille, idet Kia foreslår, at de kan tage et ekstra kig på sagen når Johan og Tobias møder ind.

”Sagen er jo 6 år gammel - kan det godt svare sig at eftersøge sagen yderligere?”, spørger Tobias med en slurk kold kaffe i munden. ”Uanset hvad, er en ekstra efterforskning af sagen ikke spild af tid!”, svarer Frank. Efter 5 kvarters snak om sagen, bestemmer Kia, at sagen kan ligge nummer 2 i bunken. ”Altså siger vi, at det er en sag der fyldes op på, hvis ikke vi har andet at foretage - men de nutidige sager er vigtigere at tage sig af her og nu, med det samme”. Frank går med på Kias forslag, og de når alle til enighed om endnu en efterforskning af sagen om personen der dræbte de 4 børn.

Da Camille møder ind dagen efter, sidder Frank ved sit skrivebord og kigger ud på træerne, der er ved at springe ud.  ”Hvad tænker du på?”, spørger Camille. ”Jeg tænker bare på William - det 2 år siden i dag, at sygdommen tog ham fra os.” Camille står uden ord og kigger på ham, hvor hun efter 2 minutter spørger, om de skal kigge den gamle sag igennem i dag. Frank løfter låget til kassen hvor papirerne om sagen ligger. Efter 2 timer afbryder Johan dem, da de har fået et opkald om et forsvundet barn ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde. I mødelokalet da de alle 5 er samlet, fortæller Johan, at børnehaven Vestervang fra Solrød skulle på udflugt til Vikingeskibsmuseet. Efter cirka 2 timers besøg, skulle børnene se film om Havhingstens sejlads. Derefter er den forsvundne pige, Alberthe, ikke set siden. ”Var det forældrene der ringede?”, spørger Frank. ”Nej, det var pædagogen ved navn Marcus Møller. Forældrene er ikke informeret på nuværende tidspunkt - det ville pædagogen gerne have vi gjorde”, svarer Johan og siger efterfølgende, at Alberthe har været væk i 2 timer på nuværende tidspunkt. ”Alt vi gør nu, er at informere hendes forældre og undersøge museet og området i nærheden”, siger Tobias.

Børnehaven Vestervang er ved at spise eftermiddagsmad, da Kia og Johan når frem som de første. Pædagogerne prøver at få ro på børnene, der ikke forstår hvor Alberthe er. Der er 3 pædagoger tilstede, også Marcus Møller, som Johan tidligere har snakket med i telefonen. En af pædagogerne går Kia og Johan i møde. ”Hej, mit navn er Marcus Møller. Det var mig der ringede tidligere. Jeg ved ikke hvor slem sagen er, og om hun bare er gået en tur og ikke kan finde hjem, men vi tænkte, at vi hellere måtte tilkalde hjælp fra jer”. Kia smiler forstående til ham. ”Vi har opsøgt forældrene og fortalt hvad der er sket, og vi har lovet at gøre alt hvad vi overhovedet kan for at finde hende”. Da Frank når frem med Camille og Tobias, vil han stille pædagogen nogle spørgsmål. ”Kan du fortælle mig, hvornår hun helt præcist sidst er set, og hvem var hun sidst set med?”. ”Da vi så film, skulle hun på toilettet. Hun kunne ikke selv finde det, så en af de ansatte på museet hjalp hende. Det tog noget tid for hende at komme tilbage, så jeg undersøgte straks hvor hun kunne være, men hun var ingen steder - heller ikke på toilettet. Jeg så ikke ham den ansatte der fulgte hende derud efterfølgende. Jeg spurgte efter ham, men han var taget hjem, kort tid efter han hjalp Alberthe.” ”Mange tak for din hjælp, vi skal gøre alt hvad vi kan for at finde hende”, siger Frank imens han ser pædagogen Marcus Møller i øjnene. Marcus takker højlydt og forklarer hans uro og frygt for hvad der er sket med Alberthe.

”Umiddelbart er der noget, der tegner på en bortførelse af Alberthe”, siger Camille og nævner at de skal undersøge manden fra museet, som Alberthe sidst er set med. Frank og Johan bryder ind i mødelokalet. De har været hjemme ved Alberthes forældre og snakke om sagen. ”Forældrene er selvfølgelig helt ude af den, og de kan slet ikke forstå, at hun skulle have gået sin vej. De fortalte, at hun er et tryghedsvæsen, der ikke bevæger sig uden for de trygge rammer i hendes hverdag”, fortæller Frank.  ”Så alt tyder altså på en form for bortførelse?”, spørger Camille. Kia nikker og kigger på billederne de har fået af Alberthe. En smuk, charmerende, lyshåret Hellerup-pige, som ser uskyldig og viljestærk ud på samme tid. Sidst på eftermiddagen skinner solen stadig. En patrulje med hunde samt Camille, Kia, Johan, Tobias og Frank er sendt ud på museet og området omkring, for at finde spor fra Alberthe. Efter 3 timers undersøgelse af stedet, er der ikke fundet nogle spor af hende. ”Så kan hun også have været gået sin vej”, siger Camille opgivende. ”Ingen af de oplysninger vi har fået stemmer overens med, at hun selv er gået sin vej”, siger Kia imens hun tænker på Emma og Mikkel der forventer at deres mor kommer hjem, inden de går i seng. Pludselig gør en sporhund ovre fra et sandbjerg 400 meter bag museet. Sandbjerget er ikke bestående af normalt sand, men okkersand. Hunden har fundet et lyserødt tørklæde, hvor der står Alberthe på vaskemærket. Frank kigger på Kia og overvejer, om hun har tabt det her. Hunden bliver ved med at snuse til sandbjerget af okkersand, som om der var mere at finde. Efter en halv time gør nu 2 sporhunde henne fra sandbjerget. Frank og Johan løber derhen som de første, og møder synet af en arm. Frank råber på dem alle. Da de yderligere har fået gravet mere end bare armen fri, ser de nu synet af en lille pige med en strikcardigan bundet om hovedet. Frank kigger på de 4 andre, og de ved alle, at det ikke bare er en pige de har fundet, men Alberthe. Betjentene er meget berørte over fundet på Alberthe, men de må arbejde videre for at opklare den forfærdelige sag.

”Vi afhører ham den ansatte på museet, som sidst var set sammen med Alberthe, før hun umiddelbart er blevet dræbt”, siger Tobias, hvor Kia tilføjer, at det er oplagt, hvis det er ham der står bag mordet.  Camille har undersøgt museumsmanden, som hedder Ulrich Andersen. Ud fra hans oplysninger er der intet der kan tyde på det er ham. Dog har Camille overset, at han faktisk, før han blev ansat på museet, har siddet i fængsel i 3 måneder på grund af vold. Afhøringen, som Tobias skal klare, sker samme aften. ”Hvad lavede du efter, at du havde fulgt Alberthe på toilettet?”. ”Jeg skyndte mig at komme hjem, da jeg havde en aftale med min kæreste klokken 14”. ”Hvorfor var der ingen af dine kollegaer der så dig efter du havde fulgt hende på toilet?”. ”Jeg havde, som jeg også sagde, travlt med at komme hjem, da min kæreste og jeg skulle ud og se på babyseng til vores lille ny der kommer til juli”. ”Synes du ikke selv, at det er uansvarligt at få et barn, når du vælger at dræbe et tilfældigt barn du skal følge på toilet?” ”Jeg ved ikke hvor mange gange jeg skal sige det, men jeg har intet med sagen at gøre, og jeg aner ikke hvorfor jeg sidder her”. Der falder en tåre ned af Ulrich Andersens kind, og han ved ikke, om han skal kigge på Tobias eller ned i bordet. ”Den vold du førhen er blevet dømt for, hvad gik det ud på?” ”Jeg var oppe og sloges med min bedste kammerat til en fest. Han fik samme dom som jeg, idet de ikke kunne bedømme hvis skyld det var. Vi var begge fulde, og slagsmålet skyldes private forhold”. ”Nu spørger jeg dig en sidste gang - vil du stå ved, at du har myrdet Alberthe Buhl i går tirsdag d. 19. april?” Endnu flere tårer triller ned af hans kind, og hans hoved er helt opløst og udmattet. ”Jeg har aldrig, og jeg gentager, jeg har aldrig myrdet nogen, og jeg kunne aldrig finde på det, aldrig”. Tobias kigger ud på Frank og Johan som står uden for døren. Tobias stopper afhøringen, og lader Ulrich Andersen gå. Tobias fælder en efterfølgende en tåre. Frank og Johan kommer og klapper ham på skulderen og fortæller ham, at det var det rigtige, han gjorde - det er hans arbejde. Der er tavshed i mødelokalet, da de alle 5 er samlet. ”Jeg tror simpelthen ikke på at det er Ulrich Andersen der har begået mordet på Alberthe. For hvorfor skulle han begrave hende 400 meter bag museet - det ville jo være at afsløre sig selv?”, siger Kia, hvor hun hævder, at hun har snakket med Ulrich Andersens kæreste, der var sammen med ham omkring 13.55. Alberthe forsvandt omkring klokken 13.35. Det er en umulighed både at myrde hende og bagefter grave hende ned på 20 minutter. ”Hvem vælger så at grave hende ned i sandbjerget?” spørger Camille. ”Eventuelt én der ikke normalt vil blive mistænkt for at begrave hende der - morderen har sandsynligvis begravet hende der, så det skulle se ud som om Ulrich Andersen har begået modet på Alberthe”, svarer Frank. Klokken er 23.04, og der er ingen der kan finde hoved og hale om hvem, der kan være sagens drabsmand. ”Jeg synes vi skal tage hjem og sove på det hele og se videre på sagen i morgen”, siger Tobias med en bippende Iphone i hånden. ”Vi skal simpelthen finde morderen - jeg går ikke med til, at endnu en børnemorder får lov til at rende frit rundt”, udbryder Frank.

Frank, Tobias og Camille er mødt tidligt ind, for at eftersøge sagen yderligere. Alberthes forældre har ringet flere gange, for at høre om de har fundet ud af mere om drabsmanden. Johan og Kia kommer ind af døren med rundstykker. ”Vi har været ude i børnehaven, hvor Alberthe gik”, siger Kia. ”Vi tog nogle skjulte billeder af både børnene, pædagogerne og selve stedet - vi undersøger dem nærmere efter kaffen”. ”Kan det virkelig passe, at 78 billeder ikke kan afsløre det mindste om sagen?”, siger Tobias. De har kigget på billederne i flere timer, for at finde spor, der kan hjælpe dem på vej. Billederne gør ikke sagen nemmere at opklare. Hele dagen går med eftersøgning af eventuelle spor, men der er intet at finde. Mørket på den lune forårsaften falder på, og Frank og Kia er de eneste der sidder tilbage. ”Jeg kan ikke forstå hvorfor det skal være så svært - Alberthes forældre har snart fortjent at få en afgørelse på denne forfærdelige sag”, mumler Frank lidt for sig selv. Uventet kalder Kia på Frank med en alvorlig stemme. ”Prøv at kigge på dette billede, Frank!” Frank kan ikke se, hvad billedet skal afsløre eller sige noget om. ”Kan du ikke genkende pædagogen, Marcus Møller? Læg mærke til hans sko”. Begge sko var beskidte, men det var ikke bare jord eller lignende, nej, det var nemlig okkersand. Pludselig tænker Kia og Frank det samme - Marcus Møller står bag mordet på Alberte. Frank og Kia tilkalder de andre selvom klokken er langt over midnat. De oplyser de andre om sagen. ”DNA-prøverne er ved en fejl blevet sendt til forkert adresse, men de vil kunne give os endeligt svar på, om Marcus Møller er drabsmanden”, siger Frank. Det hele går op for Tobias. Marcus Møller kvalte Alberthe og begravede hende efterfølgende i den time han var væk, hvor han påstod han ledte efter hende. Han begravede hende i sandbjerget, så han var sværere at mistænke. Han gjorde det et sted hvor der var andre, hvilket også gør ham sværere at afsløre. Dog har han ikke tænkt på, at okkersandet kun findes bestemte steder, og at det ikke går af tøj og sko, før der er gået noget tid. At det er ham selv, drabsmanden, der ringer efter politiet, gør ham endnu sværere at afsløre. Dagen efter bliver Marcus Møller anholdt. ”Ja, Marcus. Vi kan fortælle dig, at dit fingeraftryk stemmer overens med det vi fandt på Alberthes tørklæde og strikcardigan”, siger Frank og kigger ham dybt i øjnene. Johan kommer løbende. ”Frank, de fingeraftryk der er på Alberthes tøj, er de samme som det der er på tøjet fra de 4 dræbte børn!”. Frank får et chok og fortæller Johan, at fingeraftrykkene tilhører pædagogen Marcus Møller. ”Klokken er nu 10.37, og du Marcus Møller er anholdt for 5 drabshandlinger”, lyder det fra Frank. Frank kan med stolthed tage hjem og føle sig som en helt. Den sag han har villet klare i flere år er pludselig opklaret, samt sagen om Alberthe. Alberthe blev hans sidste offer, og aldrig mere vil han komme i nærheden af børn igen. Børnehaven Vestervang er i et dyb chok over Marcus Møller. Han har opført sig som en anstændig pædagog, men i virkeligheden er han en massemorder, der er vendt tilbage efter 6 år, for at finde nye ofre.

”Vi er nu et godt team”, udbryder Camille og smiler til de andre. Efter nogle lange dage kan de endelig holde fri, indtil en ny sag dukker op. ”Er du okay med det hele Frank?” spørger Kia, da de står ude på parkeringspladsen. ”Ja, det er bare vildt. Verden er fuld af hemmeligheder, og selv okkersand kan være med til at afsløre en af de mere komplicerede sager og en af de værste massemordere efter så mange år - det utroligt”. Kia smiler, og glæder sig til en aften uden arbejde. ”Mor, er det dig der henter os i dag?”, jubler Emma, da hun ser Kia i skolegården. Kia glæder sig over, at hun i aften har tid til at være en ordentlig familiemor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...