Why me (JB) *PÅ PAUSE!*

Nu kom dagen endelig, dagen hvor jeg skulle til U.S.A på ferie i en måned. Jeg har glædet mig så meget, til den her dag. Hun ser en dreng som måske eller måske ikke ændre hendes liv.

6Likes
4Kommentarer
1649Visninger
AA

1. U.S.A!!

Mit navn er Joy Matthers og jeg er 16 år. Jeg bor i København sammen med min mor, Hanne og min far, Morten, vi bor i en lille lejlighed. Dans og sang er mit liv, jeg gør det hver evig eneste dag. Nu sad vi ude Cph lufthavn og ventede på vores fly, og jeg kunne ikke vente! Det blev en lang flyvetur men det var det hele værd. Vi skulle lette klokken 15:00. Jeg kunne ikke vente med at komme ud og se alt, okay måske ikke alt men det meste. Så lød det fra højtalerne "Alle passager til L.A.X bedes gå mod gaten" Jeg sprang op fra min plads og begyndte at gå med min mor og far lige i hælene. Vi skal være der i en hel måned og jeg kan slet ikke vente til at flyet vil lande i L.A.X. Jeg løb nærmest derhen men  beherskede mig og luntede i stedet. 5 minutter efter sad vi i flyet og ventede på de sidste kom ind i flyet så vi kunne komme afsted.  Jeg sad spændt fast i mit sæde, da flyet begyndte at køre hen til landingsbanen. Jeg har prøvet at flyve før så det er ikke så spænende, men jeg har altid en måde at få tiden til at gå med, fx. at læse en bog eller høre musik, men idag faldt jeg i søvn. Jeg vågnede da jeg hørte min far sige mit navn "Joy vi er her nu, vi skal ud af flyet" da han sagde at vi var her spærrede jeg mine øjne op og spændte min sele op og sprang op fra sædet. Jeg tog min håndbagage med mig og gik. Jeg kunne straks mærke varmen mod min hud, men nu havde jeg også bare ben da jeg havde skiftet i flyet til et par shorts og en T-shirt. Jeg så på klokken og den var 14:10 i L.A (tidsforskel)

 

Min mor og far kom lidt efter, og vi skulle finde vores bus. Da vi endelig fandt vores bus og kom afsted skulle vi kun køre i en halv time også gå i 10 minutter. Vi stod af bussen og begyndte at gå, da jeg hørte en masse skrig og vendte mig efter lyden og så en masse piger stå og skrige foran et hotel. Jeg blev nysgerrig, og stillede min kuffert "Mor jeg går lige over og kigger hvad der sker" sagde jeg uden at tage øjnene fra den skrigende mængde "Okay men skynd dig lidt, vi skal være på hotellet før kl tre." Jeg gik over vejen og hen imod de skrigende piger og prøvede at se over alle hovederne men det lykkedes ikke. Jeg maste mig igennem mængden og kom næsten op foran, nok til jeg kunne se hvad der skete. Pludselig åbnede hoteldørene og ud kom Justin Bieber. Det havde jeg slet ikke regnet med så jeg stod en smule mundlam imellem alle de andre piger som  råbte og skreg og få begyndte endda at græde efter Justin. Jeg sagde ingenting men kiggede bare på ham. Han kiggede rundt på alle fansne og vinkede men smilede falsk. Det var tydeligt at han ikke havde brug for flere skrignede fans. Pludselig mødtes vores blikke og jeg smilede, men han smilede ikke tilbage, men fast holdte mit blik. Vi stod der og kiggede på hinanden i flere sekunder før hans manager skubbede ham afsted ned til den bil der holdte bag os. Men han slap ikke mit blik og jeg kiggede stadig efter ham da han var kørt afsted. Jeg kom til at tænke på at min mor og far ventede på mig, så jeg vendte mig om og gik tilbage. "Hvorfor tog det så lang tid, nu har vi jo travlt" sagde min mor surt. "Jeg så bare lige Justin Bieber man okay undskyld!" sagde hårdt tilbage! 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...