Zombie

11-årige Kasper er psykisk syg, han hjemsøges af zombier der kun er der når han er alene. Udfordring fra Endlessdreaming om at skrive en historie til et billede: https://fbcdn-sphotos-a.akamaihd.net/hphotos-ak-ash4/428283_3177763049993_1443144853_5112820_1314873055_n.jpg

13Likes
17Kommentarer
1371Visninger

1. Zombie

 

Zombie

 

Kasper knugede sine knæ tæt ind til sin overkrop. Hans ryg var presset mod væggen i det fjerneste hjørne af badeværelset. Et hjørne hvorfra han var på sikker afstand fra både døren og vinduet, og alligevel havde perfekt udsyn til begge steder.

Hans hoved hvilede på hans knæ, han kunne høre sit armbåndsurs tikken, hypnotiserende, tilregnelige tik hvert sekund. Tik tik tik tik. Næsten nok til at overdøve lyden af de skrabende fødder ude foran badeværelset. Han kunne høre de lange negle mod parketgulvet, det lød som en såret hund der slæbte sig afsted.

 

Han rystede værre end nogensinde før. I alle de 11 år han havde levet, havde han set dem. Hæslige grønne væsener, med fedtet hår og hule øjne, nogle var sårede, slæbte sig afsted med kun et ben, eller manglede det halve af ansigtet. Uanset hvordan de så ud, vidste han det var dem, og nu var de her igen. Lige udenfor badeværelset.

Han ville skrige, men han turde ikke. Hans kæber var frosset fast, hans stemmebånd virkede ikke. I stedet måtte han nøjes med de stille tårer der flød over hans kinder mens han lydløst tiggede sine forældre om at komme hjem.

 

Hans mor havde fortalt ham gang på gang at de ikke var virkelige. At han var syg og skulle have medicin. Men han ville ikke have den åndssvage medicin, det smagte hæsligt og zombierne var der alligevel, de vogtede altid over ham, ventede på han var alene.

Hans forældre havde prøvet alt, sendt ham til utallige læger og psykologer, men ingen kunne hjælpe når han ikke ville tage sin medicin. De sagde alle det samme, at han tendens til skizofreni, hvad det så end betød.

 

Syg eller ej, nu sad han på badeværelsesgulvet og dirrede af rædsel. Han kunne høre deres fingernegle mod døren, se deres skygger gennem det uklare vindue. Den hæse rallende lyd de lavede, når de for et øjeblik glemte at de ikke burde trække vejret, skar i hans ører som lyden af negle mod en tavle.

Han klynkede ulykkeligt, hvorfor var hans far og mor ikke hjemme endnu? Hvorfor havde de overhovedet efterladt ham alene?

De skulle ud og snakke med en særlig skole. Byens folkeskole kunne ikke have ham mere. Det vidste Kasper dog ikke, han havde fået fortalt at han ville få venner et nyt sted, og det var derfor han skulle flyttes.

 

De slog mod ruden nu, zombierne. Glasset dirrede, de kunne give efter når som helst. Han prøvede at koncentrere sig om urets tikken, men ikke en gang den vante lyd kunne berolige ham. Han slog hænderne for ørerne, lod sig glide ned ad væggen til han lagde i fosterstilling på gulvet.

En stædig banken på døren tog over. Den syntes næsten panisk. Uregelmæssige bank, knoer mod træ. Klonk, klonk, klonk.

 

”Kasper?” Det var hans mors stemme. Hun lød bekymret. ”Kasper min skat, de er væk nu. Kom ud til din far og mig.”

Kasper skubbede sig op på alle fire, han græd stadig. Han havde været så bange, men nu var hans mor hjemme, alt ville blive godt nu. Han forestillede sig hvordan hans far havde kæmpet sig vej gennem horden af zombier for at nå frem til ham. Han vidste det ikke var sådan det var sket, inderst inde vidste han de ikke var ægte. Der var kun ham, og hans forældre.

Han rakte op og låste døren op. I det sekund låsen havde klikket, åbnede hans mor døren og trak ham ind i hendes arme. Han begravede ansigtet ved hendes bryst. Han kunne høre hendes hjerte. Ligeså regelmæssig og tryg som urets tikken, meget bedre en urets tikken.

 

”Det er okay min skat. Det er okay, vi er hos dig.” Hun hviskede blidt i hans øre. Hans mor vidste præcis hvordan hun skulle tale til ham, hendes arme om hans spinkle krop var alt der skulle til, for at overbevise ham om at alt nok skulle blive OK. Indtil han igen ville være alene. 

 

Slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...