Mord, laks og telefonbokse

Sacha er alene på besøg på Post og Tele museet. Hun leger at hun taler i telefon med usynlige venner.
Hun spiser mad, som hun ikke kan tåle. Men hun rydder pænt op efter sig. Det skulle hun bare aldrig have gjort...

4Likes
4Kommentarer
1186Visninger
AA

1. Mord, laks og telefonbokse

 

"Kom nu, mor!" sagde Sascha.

"Skat, kan du ikke bare selv gå der ind? Jeg orker ikke lige post & tele museet i dag." 

"Ja ja, mor. Hvornår skal jeg være hjemme?"

"Bare inden fem, skat. Men lad nu være med at bruge penge på noget dumt"

"Må jeg ikke få penge til en sandwich i cafeen?"

"Skat, lad være med at købe den med laks, du for knopper af den, men har her du 100. "

"Okay, vi ses!" sagde Sascha og løb ind på museet. Hun startede som sædvaneligt med at kigge hele gavebutikken igennem. Hun vidste godt hvad de havde i forvejen, men det var altid sjovt, at pille ved alle de små ting. Hun gik hen til de gamle telefonbokse og legede hun snakkede i telefon med en. Det gjorde hun i lang tid. Hun vidste ikke hvorfor.

 Hun var meget ensom i forhold til de andre piger i klassen. Det var ikke noget der gik hende på.

Hun gik ind i den lille biograf og så den kortfilm hun altid så. Hun så den om og om igen. Hun lagde sig ned, hun fyldte hele tre sæder når hun lå ned. Hun faldt i søvn. Hun drømte at hendes far og mor kom tilbage til hinanden, og at de ville leve lykkeligt med hinanden. Hun vidste godt, selv i drømmen, at det aldrig ville ske. Mor og far var så forskellige.

 Da hun vågnede efter to timer, var alt lyset slukket. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. I starten blev hun lidt forskrækket og hun begyndte lige så stille at få koldsved. Hun vidste ikke hvad klokken var, hun vidste bare at hun var sulten. Hendes mave rumlede. Hun tog elevatoren op til cafeen.

Der sad en gammel mand, ved et af bordene. Hun gik op og bestilte en sandwich med laks. Hun spurgte hvad klokken var. Den var halv fem. Den gamle mand gik lidt bagefter. Hun sad helt alene oppe i cafeen. Hun kendte godt tjeneren, så han sagde til hende, at hun bare skulle gå når hun engang var færdig, han gik hen til elevatoren og tog den ned.

Nu sad hun helt alene i cafeen. Da hun var færdig gik hun ud i køkkenet og lagde sin tallerken ned i opvaskemaskinen. Hun hørte nogle komme op i elevatoren, hun kunne høre at det var nogle der skændtes. Hun listede ud i cafeen og gemte sig. De kom op, og begyndte at råbe efter en tjener. Der kom ikke nogen. Det var en kvinde og en mand. Kvinden blev sur og sagde: "Hvordan kunne jeg vide det Benji, du gør det altid". Manden svarede: "Skat, jeg vidste jo ikke, at her var lukket!"

"Jeg hader dig!" snerrede kvinden. Han svarede næsten hviskende:  "Skat, lad nu være".  Kvinden greb en brødkniv, der lå på et af borderne og dolkede ham fire gange. Fra sin plads under bordet skiftedes Saschas blik fra elevatoren og knivens bevægelser.

Hun græd stille. Hun kunne mærke knopperne bulne i hendes ansigt. Det var en hilsen fra laksen. Det var begyndt at klø. Hun begyndte at kradse i dem. Hun lavede en hurtig bevægelse, der fik bordet til at bevæge sig. Damen der var smurt ind i blod, kiggede og råbte så: "Hvor lang tid har du ligget der?!" Sascha løb ind i elevatoren, og hun trykkede mindst hundrede gange på knappen ned til 2. sal. Kvinden ruskede forgæves i elevatordøren.

Hver gang Sascha passerede et etagevindue, hvor man kunne se ind til de forskellige udstillinger, var det som om at hun så den døde mand. Han var ligesom et spøgelse. Der var dykket op af sin grav. Hun trykkede på nødstopsknappen. Elevatoren sagde 'gunk' og gav et ordenligt ryk i mørket. Hun satte sig ned i det ene hjørne af den. Hun græd. Hun var bange. Hun var alene. Hun havde ingen anelse om hvad hun skulle gøre. Inderst inde var hun bange for at hendes mor skulle blive sur på hende. Klokken viste 20:03 på hendes armbåndsur.  Hun kunne se at hendes blodåre blev tydeligere og tydeligere.

 Efter at havde siddet der, i noget der mest af alt mindede om en evighed, rejste hun sig besværet op. Det var som om hendes ben var blevet til gele. Hun trykkede på start. Elevatoren begyndte, at køre nedaf igen. Hun trådte ud af elevatoren nede i den lille butik. Hun kunne se en skygge vandre rundt og sige: "Jeg ved du er her, hvor gemmer du dig?". Hun listede hen under kassen, hvor hende den søde kassedame plejede at stå og sælge bolsjer. Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere. Hun kiggede ud gennem en lille sprække, der var under kassen. Hun så et par sko. De gik et par runder før, de gik videre. Hun sparkede sit ben lidt bag ud. Der væltede en bøtte. Alarmen gik igang. Damen råbte. Sascha kunne høre politisirener, og lidt efter kom politiet. De reddede hende. Hun var taknemmelig.

Da hun så sin mor, faldt hun i armene på hende. Og sagde: "Jeg er så glad for at vi er sammen nu"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...