Samanthas indviklede liv

Samanthas liv er ikke let, hun har ikke haft en let barndom og hendes fortid sætter ofte store præg på hvilke valg hun tager i livet, hvordan hun har det og hvordan hun tænker. Hun føler sig alene i den store verden, Danmark, Odense, selv i sin lejlighed, som hun deler med sin bedste veninde. Følg med i Samanthas liv og hendes problemer, som hun tager kampen op mod alene, da hun ikke stoler på nogle, selvom de er hendes venner.

3Likes
5Kommentarer
709Visninger
AA

1. Intro: Den dårlige dag

Det var en kølig aften, jeg kunne mærke hvordan mine lunger kæmpede med at få luft ind, ud og ind igen. Jeg var ude på min løbetur, som jeg havde udsat for længe. Jeg havde haft en dårlig dag, jeg kunne mærke hvordan jeg stadig var irriteret over de idioter som levede i den samme by som jeg selv. Jeg har ikke en dårlig hukommelse, så når folk sagde noget til mig, lagde det sig som et ekko i min hjerne, et ekko som jeg hadede hver dag. Med vreden liggende i mine årer, løb jeg af sted. Jeg svedte allerede og jeg hadede det. Jeg var ikke en fed person, men jeg lignede heller ikke de piger på bladene som man kunne købe nede i 7-Eleven. Pigerne i min klasse gjorde ikke mit selvværd meget bedre, da de fleste var tynde, kønne og havde en kæreste, jeg, ja jeg var single og hadede følelsen af at være alene. Da det ikke var sommer helt endnu, var tusmørket allerede i gang med at lægge sig i parken som jeg løb igennem. Der var nogle få mennesker som gik med deres hunde, som den sidste tur de skulle have den dag. Når jeg skulle forbi nogle prøvede jeg at kontrollere min vejrtrækning så meget som muligt, så de ville tro jeg var i bedre form end hvad jeg var. Da jeg løb om et hjørne og vidste jeg var ude af syne fra de sene hunde lufter, stoppede jeg op og hyperventilerede en smule.  Der var en metallisk smag af blod i min mund, men jeg vidste det var fordi jeg var i dårlig form. Svenden sveg i mine øjne da det løb ned af panden. 1 kilometer, jeg kunne ikke holde til mere.

Træt og øm gik jeg resten af vejen hjem til min lejlighed, som lå i byens centrum. Jeg fiskede nøglen til lejligheden ud fra lommen og åbnede døren op til den mørke opgang. Jeg gik ind og døren smækkede i bag mig. Jeg famlede i mørket efter lyskontakten, som jeg vidste hvor var. *klik* og lyset var tændt. Lyset afslørede de velkendte trapper som jeg skulle bevæge mig op af, for at komme ind i min lejlighed. Lejligheden lå på første sal, heldigvis, der var nemlig hele tre etager. Tungt gik jeg op af trappen og lod nøglen glide ind af låsen til lejligheden. ”hey!” kaldte jeg fra opgangen. Jeg boede sammen med en af mine veninder, hun hed Sofie og hun var kun et år yngre end jeg, jeg selv fyldte 22 i oktober. Jeg smækkede døren i og der kom et lavt ”hey!” fra Sofies værelse. Hun lå og så sin serie eller en film, som hun altid gjorde. Jeg gik direkte ind på badeværelset og tog mig et hurtigt bad, jeg gad ikke tage lange bade, det var spild af tid, det var min holdning. Jeg tænkte endnu engang over de idioter, som havde ødelagt min dag. Det var nogle mænd som jeg ikke kendte, som havde kaldt navne efter mig, fordi jeg ikke var tynd som alle de andre piger som gik rundt lige netop den dag. Jeg havde et bredt bagparti, det kunne jeg ikke benægte, men det gjorde det ikke bedre at fremmede mennesker skulle drille mig med ting jeg allerede var klar over. Da jeg slukkede for bruseren, tog jeg et af mine store håndklæder og duppede ansigtet tørt. Jeg slog håret frem og begyndte at tørre det, hvorpå jeg til sidst slog håndklædet om kroppen. Jeg stillede mig foran spejlet og tørrede duggen af, så jeg kunne se mit ansigt. Jeg var rød i ansigtet, men da jeg stod og stirrede mig selv ned, tænkte jeg for mig selv at jeg ikke var grim, men jeg var heller ikke tynd, som alle de andre piger, så jeg var ikke god nok, selvom jeg havde et kønt ansigt. Jeg kiggede væk fra spejlet og gik ud af badeværelset og ned til mit værelse.

Jeg kiggede ind af dørsprækken til Sofies værelse, hun lå og hyggede sig med sin kæreste, som hun havde haft i nogle måneder, han hed Oliver og det var en dreng jeg havde kendt næsten hele mit liv, en dreng som jeg faktisk var begyndt at føle lidt for på en underlig måde. Oliver var ikke min type overhovedet, men han var en som havde brug for en, som ville holde af ham og jeg savnede en at holde af. Jeg rullede øjnene indvendigt af dem, jeg var jaloux. Jeg sagde kort og udtryksløst ”godnat!” inden jeg gik ind på værelset og lukkede døren. Jeg var ikke engang sikker på om hun hørte det, men jeg havde ikke lyst til at stå og vente på svar, det kunne jeg ikke holde til. Jeg lagde mig i den bløde dobbeltseng som jeg havde købt da vi havde flyttet ind i lejligheden sammen, den føltes alt for stor, da jeg lå alene. Da lyset var slukket og jeg lå der i sengen under dynen, stadig fugtig efter badet, følte jeg trangen til at græde, ligesom så mange andre aftener, som jeg tilbragte alene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...