The Life Goes On (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2012
  • Opdateret: 13 dec. 2013
  • Status: Færdig
17-årig Jade er lige blevet forladt af sin kæreste. Hun er virkelig knust. Men så er det godt at hun har fem fantastiske bedste venner, men hvordan de vil tage det? De ved hun elsker ham mere end noget anden. hvem hvad når de for sandheden af vide om deres sidste måneder? Hun har en ret stor hemmelighed for drengene, som hun er bange for at sige. Hun har mange nedture og hun hader hendes liv. Hvad sker der når man blvier svigtet af ens nærmeste? livet går i hvert fald videre. Men kommer Jade nogendinde vide? Og vil hun nogensinde forelske sig igen?

183Likes
402Kommentarer
36233Visninger
AA

19. kapitel 19

Harry hvade lige vækket mig, men jeg blev liggende. Jeg kom hvist lidt for sendt i seng igår, og nu skal jeg snart have undervisning. Jeg magter det virkelig ikke!

"Jeg vil sove!" brokkede jeg mig.

"Du skal op, din lærer er her om en halv time" sagde han blidt, med et lille grin.

"Forhelvede" sagde jeg og sætte mig op, og gned så mine øjne, hvorefter jeg rejste mig, fandt noget tøj og styrtede mod badeværelset. Jeg tog et hurtigt bad, nu da det var muligt. Jeg fik tørret mig og tog undertøj på.. Nogle sorte leggins, med nogle cowboy shorts og en hvid gennemsigtig skjorte, og en coboy vest. Jeg redte mit hår og satte det op i en høj hestehale. Jeg begyndte så på min make up, som bestod af lidt pudder, eyeliner, masser mascarer og lidt lip gloss. Jeg fandt nogle armbånd og så min elskede BF halskæde, tog det på og tjekkede mig lige en sidste gang i spejlet, inden jeg gik ud og fandt mine bøger og satte mig ellers til at vente. Harry og drengene  var åbenbart gåede.

Efter undervisningen.

Han hvade lige lukket døren, da jeg smed mig i sengen. Jeg kunne mærke jeg havde lagt mig oven på noget, så jeg rullede rundt så jeg lå på maven, og der lå en seddel.

#Hey Jade vi skulle til interview og du var ligesom lidt for langsom, håber ik du er sur vi er tilbage kl 15:30... knus H# Jeg stirrede på den og læste den igen. Han kunne sgu da have råbt igennem døren, hvad tænker han på? Ja det ved ikke, men helt klog er han ikke! Men hey, hvorfor begynder jeg at tænke på det nu? Jeg har da altid været ligeglad med hvor dum han er, for han er min bedste ven, og måske er det hans dumhed jeg elsker. ARH hvor var det hele noget rod.. Jeg fortryder mere og mere jeg er taget med. Jeg gjorde det måske bare for at gøre Harry glad. Men hvorfor var han blevt så ked af det? Holder han virkelig så meget af mig? Der er 20... nej 21 dage til at jeg skal hjem, og de skal videre til Irland. Nialls land! Jeg har været der et par gange, da noget af min familie bor der. Gad vide hvad de har tænkt sig at gøre med mig, de vil jo ligesom ikke køre mig hele vejen til London, Så dum er jeg alligevel ikke. Det må jeg se til, til den tid. Når jeg kommer hjem, skal jeg bare være sammen med Andrew, Jacob, Jess og Førn! Jeg savner dem som singsyge, det er slet ikke til at beskrive. Men jeg tror slet ikke det er så slemt som når jeg skal sige farvel til drengene. Det bliver noget af det hårdeste i mit liv. Det kan ikke blive det væreste, da det allerede er sket! To gange end da! Så jo, det kan det måske godt.

*Ring *ring *ring *ring *ring *ring. Hvad fanden er det der larmer sådan?? Når, min mobil self. Hvem er det nu der forstyre mig? Jeg skyndte at rejse mig og fandt så min mobil. "Andrew" stod der på displyet. Jeg trykkede besvar og satte den op til øret.

"Hej" sagde jeg glad, og ventede på svar.

"Hej, er du Jade?" spurgte en mørk mandestemme. Hvad var der sket med Andrew? Har manden kidnappet ham? Ej styr dig lige Jade! Sagde jeg til mig selv og kom tilbage til samtalen.

"Ja, ja det er jeg.. hvem snakker jeg med?" spurgte jeg, og kunne selv hører min nervøsitet.

"Okay godt! Jeg er overlæge på Londons central hospital, og jeg vil fortælle dig at din ven Andrew Stil, har været ude for et grutalt sammenstød og ligger nu i koma, og har gjort det siden imorges kl lidt i 9" sagde han. Jeg kunne hører han prøvede at sige det, så det ikke lød så slemt. MEN KOMA! Hvad regner han med man?

"Øhh.. er.. vil... øh.. er det meget slemt? spurgte jeg og min stemme knækkede. Jeg kunne slet ikke finde orderne.

"Lige nu er det ret slemt. Skal jeg ringe igen når der er noget nyt?" spurgte han trøstende.

"Ja, det må du meget gerne" sagde jeg ivrigt med en grødet stemme.

"Farvel" sagde han og lagde på inden jeg kunne nå at svare. Hvorfor mig? Hvorfor er det ALTID mig? Hvad er det dog jeg har gjordt forkert? Er der ikke bare en der kan fortælle mig det? Ville han dø? Ville jeg kunne klare, ikke at besøge ham? Jeg ved hvad der er galt! Jeg er jo den værste venidne man kan ha'. jeg lyver, jeg er dårlig til at vise mine følelser, jeg kan blive sur over ingenting, jeg kan ikke engang besøge min bedste ven, når han ligger på hospitalet og måske er i livsfare! Måske kommer jeg aldrig til at hører hans dejlige stemme igen. Jeg kommer måske aldrig til at hjælpe ham. VENT! Hvad var det jeg tænkte, bedste ven? Han er sgu da ikke min bedste ven. Det er Harry jo! Hvad sker der med mig? Der kan man bare se, jeg skiftede lige min bedste ven ud. Hvad er jeg dog for et menneske. Nu forstår jeg pludselig hvorfor Matt ikke ville have mig mere. Jeg er jo for dum! For dum til at blive elsket. Der kom pludselig tåge for mine øjne, og jeg fik det dårligt.. lidt efter blev alt sort.

"JADE!"...... "JADE VÅGN NU OP!" var der en der råbte, og ruskede hårdt i mig.

"JADE PLEASE!" skreg stemmen med gråd i. Jeg slog stille mine øjne op og blinkede et par gange, og opdagede at jeg lå i sengen på hotelværelset.

"JADE" skreg en masse stemmer og jeg så Harry, Louis, Liam, Niall og zayn, stå med total røde og blod sprangte øjne, de havde grædt. Det var så tydeligt at se.

"Hvad skete der?" spurgte jeg og kom i tanke om Andrew, øh nej! Han var jo døden nær, og som den dårlige veninde jeg nu er, kan jeg self ikke besøge ham. jeg begyndte at hulke, så jeg lukkede øjnene i og krøllede mig sammen i sengen. Jeg kunne kort efter mærke tårrerne på mine kinder. Drengene var hurtig til at sætte sig rundt om mig og begyndte at nusse mig på kinden, siden, benene, nærmest over alt. Jeg græd bare videre.

"Hvad er der galt søde?" spurgte Harry stille om. Jeg undlod og svarede og lå bare helt stille og hulkede et par få gange. Jeg kom lige pludselig til at tænke på mine lektier, jeg havde jo tonsvis for. Jeg kan nok få drengene til at lave dem, i hvert fald Harry! Jeg vendte mig så jeg lå på ryggen. Jeg åbnede øjnene og tørrede dem hurtigt, med bag siden af min hånd.

"Harry?" spurgte jeg stille og kiggede på ham.

"Jar?" spurgte han og hentydet til hvad jeg ville spørger om.

"Vil du ikke lave mine lektier, jeg har en voldsom hovedepine og jeg har det virkelig dårligt" sagde jeg og var lige ved at begynde at græde igen, men blinkede det væk.

"Self alt for dig søde" sagde han og smilte sit dejlige Harry smil.

"Tak" sagde jeg stille og kiggede på ham, med et skævt smil. Jeg lignte sikkert en vaskebjørn, men det var jeg ligeglad med lige nu, jeg ville græde ud over Andrew. Tænk hvis jeg aldrig hører hans stemme igen. Det ville være så forfærdenligt, at jeg slet ikke kan sætte ord på det! Det undrede mig endtelig at drengene ikke har spurgt ind til hvorfor jeg er ked af det, men måske for ikke at presse sig på, eller måske er de bange for at gører mig endnu mere ked af det. Hvem ved?

Harry var gået i gang med mine lektier, og de andre var gået ind på det andet hotelværelse. For at lade mig være lidt alene, da de kunne fornemme det var det jeg havde brug for. Jeg tror nu bare ikke det er det jeg har brug for, for det er netop på sådan nogle tidspunkter at min tårrer kommer tilbage, lige så snart jeg er alene for de frit løb. Jeg havde sat mig i op af væggen i sengen og havde trukket mine ben op under mig, og sad med mit hovede begravet i mine knæer. Jeg græd som en sindsyg og begyndte at slå hidsigt ned i madrassen. Det her tegnede ikke godt! Jeg fægtede håbløst med armene og blev ved med at slå ned i madrassen, nu bare med knytnæver, mens jeg græd voldsomt.

Efter en time hvor jeg bare havde lukket alt ude, var jeg ved at komme til mig selv igen og drengene var kommet ind. Vi sad og snakkede, men mine tanker var hos Andrew, så jeg havde svært ved at koncenterer mig om samtalen der kørte. "Jeg går i seng" sagde jeg og rejste mig.

"Godnat" sagde de i kor og gav mig en fælles krammer.

"Godnat" sagde jeg og gik mod badeværelset.

"Tag en hovedepinspille" sagde Harry inden jeg gik ind. Jeg fik huritgt klædt om og tog så den pille, inden jeg gik ind og lagde mig i sengen. Jeg kom i tanke om at lægen ville ringe, men havde ikke gjordt det. Jeg fandt hurtigt min mobil og så på den. Der var ikke noget. Jeg sukkede højlydt og lagde mig tilbage i sengen, og faldt i søvn.

Så kom de rmere!!!! I skal lige vide, at jeg syntes det er så VILDT FEDT!!! at der er så mange på favorit.. Det er ikke til at beskrive!! Og at der er så mange likes.. Det er helt vildt!!! Jeg begynder på et nyt kapitel med det samme!!! Jeg elsker jer alle sammen!!! I gør at jeg kommer tætter på en af mine drømme! Nemlig at få denne på 100 favorit eller over.. Så i må meget gerne sprede historien ud til alle jeres venner der har en profil her inde!!! much love :D

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...