Nattevagten

En normal nat på nationalmuseet bliver lidt udover det sædvanlige når nattevagten Silas må løsrive blikket fra sin bog for at finde den forsvundne chef.

3Likes
3Kommentarer
411Visninger

1. Nattevagten

 

”Jeg har godt nok lovet Henning at stoppe med det, men der sker jo alligevel aldrig noget på det her gamle museum, især ikke midt om natten!” tænkte jeg irriteret. ”Argh pis!” Nu havde jeg lukket bogen i raseri, og havde ingen ide om hvad side jeg var kommet til. Skønt.

Mor havde altid fortalt mig at der var en plads til alle mennesker på denne jord, og at man bare skulle lede længe nok. Men det kunne hun sagtens sige. Det var ikke hende som blev flyttet rundt i landet som et eller andet omvandrende cirkus. Det seneste år havde jeg været på 17 forskellige arbejdspladser, og for at det ikke skulle være nok, blev jeg overvåget. ”Det er ikke fordi at der er noget galt med dig Silas.” havde hun sagt. ”Du har bare brug for hjælp til at finde det helt rigtige sted.” Før i tiden havde jeg svært ved skolen, men ikke mere. Nej, for et par dage siden havde fru Svendsen faktisk givet mig lov til at læse min første voksenbog. ”Den her krimi er helt sikkert noget for en klog ung mand som dig” havde hun sagt med stor optimisme i stemmen.

Mit hoved knagede så voldsomt at man skulle tro at det ville falde sammen. ”Hvor var det nu jeg kom til? Det var noget med mordet på en professor på et kunstmuseum i Frankrig. Nej, Paris var det!” Jeg bladrede bogen igennem til jeg fandt kapitlet hvor hovedpersonen bliver vist hen til det blodige lig, liggende på gulvet og overtegnet med mærkelige symboler. ”Hvorfor sker der aldrig sådan noget her på nationalmuseet!” udbrød jeg højlydt. ”Og hvor fanden er Henning egentlig blevet af?”

Det var mere end en uge siden jeg startede som nattevagt, og det her var allerførste gang hvor jeg ikke blev åndet i nakken af en sur chef. Udadtil virkede Henning såmænd flink nok, men jeg havde gennemskuet ham. Under hans hyggelige ølvom, store brune skæg og briller gemte der sig en egoistisk gammel mand der ikke tænkte på andre end sig selv. Det var derfor han prøvede at manipulere med mig og ikke lod mig gøre noget selv.   Præcis ligesom de mærkelige mænd der plejede at komme på besøg hos mor og jeg. De Snakkede til mig på en måde der fik mig til at fremstå både dum og uvidende, selvom det var dem der ikke var normale. En af mændene viste mig endda en hel bunke grimme billeder og spurgte så hvad jeg kunne se. Troede han jeg var blind eller hvad?

Jeg lagde utilfreds bogen fra mig og gik ud for at lede efter Henning. ”Han er sikkert bare på toilet.”

Nationalmuseet var et ret uhyggeligt sted om natten, og man skulle være af den hårde type for ikke at blive bange. ”Hvis ikke mor og de fremmede mænd havde insisteret på at et nattearbejde var godt for mig, ville jeg nok ikke være her, alene, på jagt efter min forsvundne chef.” tænkte jeg vredt.

”Henning, Henning er du her?” blev der råbt ind på alle de toiletter jeg kunne finde, og da han ikke var nogen steder, blev jeg enig med mig selv om at han nok var rundt for at patruljere. Jeg kunne ikke rigtig fortsætte arbejdet uden ham, for han var chef, og bogen. Ja bogen måtte jeg nok glemme, for det gik jo ikke hvis han kom tilbage og jeg stadig læste. Derfor besluttede jeg mig for at starte en eftersøgning ligesom detektiven i min bog. Nattevagtens vigtigste post var selvfølgelig at passe på alle museets kostbarheder og historiske genstande. Selvom jeg var lidt bange for at gå igennem mørket, trippede jeg alligevel igennem de forskellige udstillinger for at finde Henning, men han var ingen steder. De danske kom jeg hurtigt igennem for dem havde han vist mig mange gange før, hvorimod tingene fra den anden side af verden var meget mere mystiske syntes jeg. Antiksamlingen lå også helt oppe på øverste etage rigtig langt væk fra vores kontor, og derfor brugte vi tit overvågningskameraerne som øjne når den skulle tjekkes. De kunne se hver en krog af museet, og det var mærkeligt at jeg ikke havde set hvad der var sket med Henning. ”Eller var det?” Jeg var jo så optaget af den nye bog og bemærkede ham slet ikke forsvinde. Da jeg havde ledt alle steder på stueetagen, første sal og anden sal var der kun et sted tilbage. En stemme i mit hoved fortalte mig at tredje sal var enden på min søgen, og jeg var fuldstændig enig. Jeg fik næsten gåsehud af at tænke på de mumier som bare lå og ventede på mig.

Mor sad engang og så en film i fjernsynet hvor de rejste sig fra deres grav og dræbte de mennesker der kom i nærheden af dem. Hun have udtrykkeligt sagt at filmen ikke var noget for mig og at de ikke fandtes i virkeligheden. Men hun havde helt sikkert løjet, for de var jo lige ovenpå!

”Jeg kommer op nu, med en pistol.” råbte jeg imod trappen med frygt i stemmen. Jeg vidste ikke om man kunne skyde en mumie for de var jo døde i forvejen, men det var den eneste chance jeg havde for at redde Henning hvis de nu angreb. Faktisk burde jeg ikke have en pistol, men der lå besynderligt nok en revolver i min baglomme. Det var nemlig kun chefen der måtte have et våben, og han havde også den nøgle der kunne låse skuffen op hvor reserven lå. Mere nåede jeg ikke at tænke over det, for mit hjerte bankede kraftigere og kraftigere for hvert skridt jeg tog op ad trappen, mens grebet om mit eneste sikkerhedsnet blev fastere og mere svedigt.  

For første gang siden min ansættelse følte jeg at arbejdet som nattevagt var spændende, og jeg kunne ikke lade vær med at tænke på hvad der ville ske når jeg nåede til toppen af trappen. ville Henning bare stå og kigge mærkeligt på mig, ville han skælde mig ud for at rende rundt med en pistol på egen hånd eller havde mumien allerede ædt ham? Nu var der kun to trin tilbage.

Jeg kunne mærke hele min krop spænde, men af en eller anden grund var jeg helt afslappet indeni. Stemmen i mit hoved havde endnu engang sneget sig frem for at vejlede mig. ”så er det nu Silas. Når du kommer op ad trappen og rundt om hjørnet, skyder du bare på alt hvad der bevæger sig.” ”Hvad med Henning, ham skal jeg da ikke skyde?” spurgte jeg.  Ingen svarede. Stemmen var forsvundet lige så pludseligt som den var kommet, og jeg kunne mærke min krop give efter. Det næste øjeblik føltes det som om nogen kontrollerede mig, og det gik først op for mig da jeg stod med munden åben ved indgangen til nationalmuseets antiksamling.

Midt på gulvet lå den mand jeg havde ledt så længe efter. Der sad en stenøkse i hans nu brutalt gennemhullede hals, og han havde 5 store skudhuller i maven. Hennings øjne var vidtåbne og hans hud så bleg som årets første sne. Først tænkte jeg på mumien og drejede hurtigt rundt med revolveren i hånden. Den lå i sarkofagen, lige så død som den altid havde været og gloede op i loftet. Jeg åndede lettet op, men kom så i tanke om hvor alvorlig situationen faktisk var. Min chef var død, og jeg befandt mig helt alene på museet. Nårh ja, gerningsmanden var her sikkert også, for jeg havde ikke hørt museumsalarmen gå. ”Og hvis den gjorde, ville politiet også være her nu,” bekræftede jeg mig selv i.  

Som jeg så det, havde jeg to muligheder. Den første var at finde en telefon og ringe efter hjælp, men jeg kunne ikke huske hvad det var for et nummer Henning bad mig om at ringe til i nødsituationer, og mor lå hjemme på sofaen og ventede på at hun skulle hente mig fra endnu en veloverstået arbejdsdag.  Hun ville nok også blive meget bekymret hvis jeg fortalte hende at min chef var blevet myrdet, og at jeg var alene på museet med den person der havde gjort det.

Jeg kunne også gøre som detektiven i min bog og prøve at fange morderen. Tjekke liget, finde spor og den slags. Det var godt nok ikke erfaring jeg havde mest af, men det ville være bedre end at museumsinspektøren skulle til at sætte en eftersøgning i gang dagen efter. Så var morderen sikkert over alle bjerge, og nogle ville endda gå så vidt som at anklage mig. ”Det kan vi jo ikke have” tænkte jeg, mens synet af mors udspekulerede mandevenner poppede frem i mit hoved. Hvis jeg nu fangede gerningsmanden kunne det jo være at de ville lade mig være vagt om dagen, hvor der var andre mennesker at kigge på end en dominerende chef.

”gør det. Find morderen selv.” indvendte min indre stemme lumsk. Jeg hadede normalt når folk gav mig ordrer og fortalte mig hvad jeg skulle gøre, men af en eller anden grund var det umuligt at sige nej til den stemme. Jeg stillede mig derfor hen til nu afdøde Henning med håb om at finde et spor som kunne lede mig i retning af hans morder. Det første jeg lagde mærke til var måden han lå på. Med armene lagt ud til siden og benene samlede, mindede han mig om et eller andet. ”Nårh ja, bogen!” udbrød jeg. Lige inden jeg mødte på arbejde havde jeg læst kapitlet om den dræbte museumsinspektør i Paris, og han var faktisk blevet fundet på samme måde. Det var noget med at morderen var blevet inspireret af kunstneren Leonardo Da Vincis tegning af den menneskelige krop. Det måtte betyde at den mand der dræbte Henning havde læst bogen. ”hmm,” Det hjalp mig ikke voldsomt meget. Det kunne jo stadig være næsten alle, lige fra Fru Svendsen til boghandleren.  Jeg måtte finde et spor mere. I bogen gav museumsinspektøren, lige inden han blev dræbt, detektiven en hjælpende hånd ved at lægge ”brødkrummer” ud, så han lettere kunne finde frem til gerningsmanden, men det så ikke ud til at være tilfældet her.

Jeg kiggede på Hennings hals, og det der slog mig var stenøksen fra udstillingen om bondestenalderen og ironien over at den skulle dræbe ham, for Henning elskede de økser. Hver aften viste han mig en af dem, og fortalte om hvordan den var lavet og hvad den blev brugt til. Bagefter lagde han varsomt øksen tilbage i den aflåste glasmontre, som kun han og nogle få andre ansatte havde adgang til. Morderen måtte altså være en insider eller én som havde adgang til nøglen. Det førte mig videre til skudhullerne. Når man skød nogen 5 gange i maven var det enten fordi at man ville sikre sig at offeret døde eller fordi at man ikke havde kontrol over situationen. ”havde Henning nogen fjender?” Jeg var ikke altid vild med ham og havde en enkelt gang haft lyst til at stoppe hans usle behandling af mig en gang for alle, men ligefrem gøre det. Der var forskel på at tænke og udføre, det vidste jeg. Normale mennesker kunne vel også styre deres egne handlinger.

Jeg huskede pludselig at morderen stadig var på fri fod, og sikkert var interesseret i at finde nøglen til hoveddøren så han kunne undgå at udløse alarmen og på den måde slippe væk. Henning havde åbenbart givet mig alle nøglerne inden han forsvandt, for så længe jeg kan huske havde jeg mærket et nøglebundt i min højre bukselomme.  Jeg vidste ikke hvordan det var havnet der, men det vigtigste var vel at morderen ikke fik fat i det. Jeg tog hurtigt revolveren frem igen, for hvis nogen dukkede uanmeldt op kunne det ikke skade at have lidt beskyttelse.

 Jeg havde næsten opgivet at gå videre med efterforskningen, for der var ikke nogen spor at gå efter. Det eneste jeg var sikker på, var at gerningsmanden havde kontakt til museet og rendte rundt med et våben. Derudover havde han skudt sit offer hele 5 gange selvom øksen tydeligvis havde været nok. Mens jeg tænkte, kom den indre stemme tilbage. ”Jeg synes du skal gå tilbage hvor det hele startede Silas. Tilbage til vagtkontoret. Og husk at se hvor du træder.” Inderst inde havde jeg lyst til at ignorere den, men jeg kunne simpelthen bare ikke. Det var næsten som at være delt i 2. På den ene side var der mig, og på den anden side var der - også mig, bare mere udspekuleret og aggressiv. Når den side fik overtag var det som at være en helt anden person, og nogle gange var alt hvad jeg oplevede i den tilstand glemt når jeg vendte tilbage til mig selv. 

Jeg gjorde nøjagtig som der blev sagt og forlod min døde chef. Først studerede jeg dog gulvet som viste sig at rumme et meget vigtigt spor. Ved siden af liget kunne man se starten på et spor af blod som ville føre mig direkte i hælene på morderen. På grund af det dårlige lys havde jeg ikke set det før, men nu hvor det var afsløret var sporet umuligt at overse. Jeg besluttede mig for at tage chancen og følge efter blodet med revolveren hævet. ”Jeg er kommet alt for langt til at lade ham slippe væk” opmuntrede jeg mig selv igennem museets mørke, kolde rum. Sporet ledte direkte ned til stueetagen uden omveje, og jo tættere på vagtkontoret jeg kom, jo langsommere gik det. Selvom morderen ikke var gået igennem udstillingen med dansk oldtid kunne jeg alligevel ikke lade vær med at gå ind til montren med stenøkserne. Både fordi jeg ville se hvor mordvåbnet var taget fra, men også fordi jeg var så tæt på kontoret. Der var kun nogle få meter derhen, og et pusterum var lige hvad jeg havde brug for.

Glasmontren var fuldstændig intakt, hvilket bekræftede min teori om at der var brugt en nøgle. 1 ud af de 8 stenøkser manglede. Den største. Nu kunne jeg igen mærke at mit hjerte begyndte at banke og frygten var ved at gribe an. Jeg ville lige checke hvor mange skud jeg havde tilbage i revolveren, men kom i tanke om at jeg ikke vidste hvordan man gjorde. Henning havde gjort det mange gange, men lod mig aldrig holde den.

Jeg satte mig over i hjørnet hvor ingen ville finde mig, hvorefter jeg betragtede revolveren som et puslespil. Det tog noget tid, men til sidst fik jeg åbnet ind til patronhylstret.    Mine øjenbryn fløj næsten op i loftet da jeg så ned i det. Der var kun én patron tilbage. Ud af seks patroner var der kun én tilbage! Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Var det muligt at overvinde morderen med et skud? Jeg trak vejret dybt og prøvede at tænke på hvad mor ville gøre, men mit hoved var tomt. ”Silas, nu tager du dig sammen.” sagde jeg til mig selv. ”du er snart 32 år gammel og har ikke lavet andet end at træde i andres fodspor. Nu må du tage dig sammen og stå på dine egne ben.” Peptalken fik mig åbenbart i gang for i det samme lukkede jeg patronhylstret, rejste mig op og begyndte at gå med blodsporet i retning af vagtkontoret. Jeg prøvede at lytte mig frem til om morderen var derinde, og da jeg ikke hørte noget, sprang jeg ind ad døren med revolveren forrest. Ingen morder. Rummet var lige så tomt som da jeg forlod det, udover at blodsporet nu var synligt for mig. Det førte hen forbi Hennings sideplads og hele vejen over til min stol. Faktisk endte sporet præcis hvor jeg havde siddet og læst tidligere.     Jeg skyndte mig hen for at se hvad morderen havde lavet ved min bog. Måden han havde dræbt sit offer på var jo meget inspireret af krimien, men der var da ikke noget specielt ved mit eksemplar. Det var bare en ganske almindelig udgave af ”Da Vinci Mysteriet”.

Da telefonen i min jakkelomme pludselig ringede var jeg ved at få et hjerteanfald. Tænk hvis morderen havde fået fat i mit nummer. Jeg listede over til knagerækken, stak hånden forsigtigt ned i brystlommen og løftede min gamle Nokia op til øret. ”hallo. Det er Silas.”   

”Hej skat, det er mor. Jeg ville bare sikre mig at du har taget din medicin.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...