Det kolde slots mure

Historien er fra fortiden.. Den foregår på Nyborg Slot, i 1662.

1Likes
1Kommentarer
742Visninger
AA

1. Det kolde slots mure

Det kolde slots mure

(Foregår i 1662)

Der i helt mørk, som hvis jeg var død.  Der er isnende koldt, som hvis jeg lå inde i en isblok. Jeg ligger indeklemt, som hvis jeg lå i en kiste. Mit røde halstørklæde, klæber om Jeg overvejer i nogen sekunder, om jeg bare skal skrige alt hvad jeg overhovedet kan. Presse al luft ud af lungerne. Komme af med min vrede. Men det kan jo være lige meget, det nytter jo alligevel ingenting.

Jeg tænker tilbage på det sidste døgn, de sidste timer. Og mærker hvordan jeg længes efter dem jeg holder af. Måske skulle jeg bare gøre det, uden at tænke på hvad det indebærer. Det er måske dumt at trække det ud.

Det er morgen, og kirkeklokken ringer. Den store mørkerøde kirke, bringer håb, med kirkeklokker i kolde og triste Nyborg. En masse sortklædte mennesker går op mod kirken, for I dag ringer den ikke til søndagsgudstjeneste, men til noget lidt mere alvorligt. Begravelse. En masse folk sørger, over deres tab. Over de mennesker som de elskede. I dag er der ingen som forstår krigen. Hvorfor bringe krig mod svenskerne, over lidt jord. Hvorfor bringe så mange menneskers liv på spil?

I dag går folk til begravelse. Store som små. Selv dem som ikke har mistet, dukker op for at støtte deres venner i denne svære tid. Også folkene oppe på Nyborg slot kommer i kirke i dag, og de får endda lov at sidde på første række. Men de er jo også fine folk, selvom at svenskerne har ødelagt alt inventar i det fine slot. Underbetjent fra politistationen, sniger sig over broen over voldgraven. Han gider vidst ikke i kirke. På hans vej over broen tager han et rødt halstørklæde frem, han tager det ikke på, men løber videre, op mod slottet. Måske skal han mødes med nogen andre drenge?

Folkene udover de uartige drenge, sætter sig på hver deres plads i kirken. Godt at kirken er stor, så der kan sidde så mange, og heldigvis har svenskerne ikke gjort kirken noget endnu. Alle forrest i kirken sidder Betjent Brandt. Han er byens dygtigste politimand, og er æret af hele Nyborg. Folk stoler på Betjent Brandt, og ville aldrig tvivle på hans beslutninger. Ved siden af betjent Brandt, sidder nogle af de fine folk fra slottet. I kirken sad også nogle af kongens egne søskende, deriblandt sad Leonora Christine, og to af hendes søskende. Jeg kunne blive ved med at remse navne op, for i dag var mange af de fine folk samlet i kirken, men i stedet springer jeg videre i teksten.

Imens folkene hørte præstens fine ord, foregik der noget helt andet oppe på slottet.

”Aksel hvornår lærer du at du er nød til at tage ansvar! Folk her render rundt og prøver at få et helt slot op at stå igen, efter at svenskerne er kommet, og du render rundt som om det hele var en leg! Lad være med at se så forbandet uskyldig ud, jeg ved godt hvad du har gjort! Hvis det her sker for mange gange Aksel, så skal jeg nok finde på en fornuftig straf!”

I kirken sluttet præsten med et ”Amen”. Folk siger farvel en sidste gang til sine kære, en af dem der også har mistet i krigen, er Betjent Brandt.  Han har mistet sin søn, og lider af en frygtelig sorg.  Han bruger lang tid ved sønnens kiste, og først lang tid efter er han tilbage på politistationen. Der sidder han bare, og kigger ud i luften, da underbetjent Lauers kommer ind.

”Betjent Brandt, jeg har en sag til dig. Den er vidst ikke så vigtig. En fattig pige, er forsvundet oppe på slottet. Hun er sidst set i går aftes.”

”Tak underbetjent Lauers,” siger Brandt, velvidende om at han ikke gider efterforske sagen lige nu. Men hvorfor sagde Hr. Laurs at den ikke var vigtig? Brandt sidder lidt inde på arbejdslokalet, og rejser sig så op, for at gå op til slottet. Da han når op på slottet møder han den stressede madmor, og spørger ind til pigen.

”Ja, hun hed Alma, og forsvandt i går morges. Hun var mørkhåret, og meget tynd. Hun var omkring 14 år gammel, og havde ingen søskende, ”svarer Madmor.  ”Det er interessant madmor, og sig mig hvornår så du hende helt præcist sidst?” ”Jeg så hende i går i aftes inden aftensmaden, men hun var der ikke da vi spiste. Der var faktisk nogle stykker som ikke var der i går til maden.”

”Okay, eller hvad siger du, var hun ikke den eneste som forsvandt?”  Madmor svarer hurtigt ”Jo, der var bare flere som ikke var der til maden i går Fx Aksel.”

”Okay, tak Madmor jeg ville prøve at efterforske sagen, jeg håber jeg snart finder pigen.” Betjent Brandt, orker ikke at arbejde i dag, og vil helst bare hjem under dynen. Det var også der han endte 10 min. senere.  Dagen efter var Betjent Brandt lige så træt, men vidste han var nød til at arbejde.  Han gik igen op på slottet, denne gang for at prøve at udspørge Aksel.

”Aksel, hvor var du i forgårs til aftensmaden? Og hvorfor var du der ikke?” Aksel så nervøs ud men svarede roligt ”Jeg var ude at gå mig en tur fordi jeg havde lidt kvalme.”

Betjent Brandt kunne mærke han blev irriteret på den lille dreng. Han skulle ikke tro han kunne lyve overfor selveste Betjent Møller Brandt!

”Hvis ikke du fortæller mig sandheden, klipper jeg din lillefinger af din forpulede knægt! Du skal ikke løbe om hjørnerne med mig!” Brandt gik hjem og lage sig ned nogle timer. Han kunne simpelthen ikke arbejde i dag.

Næste morgen vågnede Betjent Brandt, ved at nogen bankede på hans dør.  Han åbnede træt døren, og ind kom Aksel. Han havde våde øjne, og begyndte hurtigt at tale: ”Jeg er ked af jeg løj i går, det må du virkelig undskylde. Ja, det er mig som tog lidt af pølsen i fadeburet. Jeg troede slet ikke det var så alvorligt! Undskyld mange gange Hr. Betjent.”

Betjent Brandt begyndte at trække på smilebåndet. ”Haha, min dreng. Det her handler slet ikke om en dum pølse. Det handler om at Alma fra slottet er forsvundet, og at jeg som betjent skal finde hende. Men jeg er da glad for din ærlighed.”

Aksel blev rød i hovedet ”Sikke en misforståelse.  Jeg er ked af jeg spildte din tid. Undskyld Hr. Betjent.”  Brandt troede lige at sagen var ved sin ende, men han kunne godt se der var lidt vej endnu, så han tænkte; jo mere arbejdskraft jo bedre. ”Du må gerne hjælpe mig på sagen Aksel. Har du på det seneste lagt mærke til noget mærkeligt, eller anderledes på slottet?”

”Øh, de sidste par dage har Madmor ofte været oppe på anden sal, ved måltiderne. Men det er vel ikke noget.” svarede Aksel. ”Jeg vil ikke mistænke så troværdig en dame som Madmor, men lov mig du følger efter hende i aften, bare for en sikkerheds skyld. Ellers andet du har lagt mærke til?”

”Jeg fandt et rødt halstørklæde på broen? ”svarede Aksel. ”Aksel du må til at tænke lidt anderledes, ikke sådan nogen latterlige ting!” Aksel blev igen rød i hovedet ”Undskyld Betjent, men jeg har altså ikke lagt mærke til andet mistænkeligt.”

”Bare i orden Aksel, kom herned igen i morgen, så snakker vi igen.” Det var noget mærkeligt noget, det hele. Men Betjent Brandt, tænkte ikke længe over sagen, inden han igen faldt i søvn. Og næste morgen sad han og snakkede med Aksel, en sidste gang. Aksel var ivrig efter at fortælle hvad der var sket dagen inden: ”Altså jeg listede bag Madmor, hele vejen op af trapperne og hele vejen gennem de første fine stuer, men til sidst kom vi til et lille koldt værelse, med meget kolde mure. Og madmor gik hen og kiggede ind i et hul i muren!”

”Et hul i muren? Det her er altså for skørt, lad os gå op og se nærmere på det!” Brandt og Aksel gik sammen op gennem alle de fine stuer, indtil de fandt det sidste værelse, som sandt nok var meget koldt.  De ledte op ad murene, indtil Aksel skreg højt: ”Hvad sker der Aksel?!” spurgte Brandt nervøst. ”Jeg tror… Jeg har fundet hullet!”

Betjent Brandt stormede over til Aksel, og kiggede en i det lille hul i muren. Han studerede og tænkte meget mere end han havde gjort de sidste par dage. Men han anede ikke hvad det skulle forestille?  Senere på dagen, mødte han en sød pige i byen, og glemte alt om sagen. Og det sammen gjorde aksel.

Jeg ville ønske at jeg havde sagt ja til at gifte mig med underbetjent Lauers. Men det gjorde jeg ikke. Og derfor sidder jeg stadig i helt mørke, som hvis jeg var død.  Der er stadig isnende koldt, som hvis jeg lå inde i en isblok. Jeg ligger stadig indeklemt, som hvis jeg lå i en kiste. Mit røde halstørklæde, klæber stadig om min hals. Jeg overvejer stadig, om jeg bare skal skrige alt hvad jeg overhovedet kan. Presse al luft ud af lungerne. Komme af med min vrede. Men det kan jo være lige meget, det nytter jo alligevel stadig ingenting. Godt at Madmor giver mig lidt mad, hvem ved hvornår hun holder op?…..

 

 

 

 

 

 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...