Dødeligt temperament.

Mit bidrag til Mord på Museet konkurrencen, skrevet over nogle få dage. Håber du kan lide den. :)

1Likes
2Kommentarer
738Visninger
AA

1. Dødeligt temperament.

 Gaderne var mørklagte, og den eneste lyd der hørtes var hundeglammen og tunge fødder mod brostenene. Hendes lår brændte, og hun anede ikke hvor længe hun havde løbet. Sveden drev ned af hendes ansigt, og spolerede hendes makeup. Hun var rædselsslagen.

 

   Kriminalkommissær Whitt var ikke en mand, der var kendt for sin tålmodighed, hvilket de stakkels kriminalteknikere og betjente snart skulle få at mærke.

   Ca. klokken 8 om morgenen blev Whitt ringet op af politistationen. Det var en af de yngre kollegaer i telefonen. En af ’grønskollingerne’ som Whitt kaldte dem. Der var sket et mord på museet i Næstved og på trods af at Whitt havde bedt om ferie, ville politichefen have ham til at undersøge sagen. Kriminalkommissæren snerrede noget da han fik den besked, og den stakkels grønskolling undskyldte flere gange, før Whitt smækkede røret på. Hvis det ikke havde været fordi han var sådan en fandens god betjent, ville han være blevet fyret for den opførsel for længe siden.

  

   Hele museumsområdet var spærret af med gule bånd, og politibetjente gik ind og ud af bygningen, da Whitt ankom i sin røde Mazda og kørte op til indgangen. Gågaden var forholdsvis tom, nogle få butiksmedarbejdere var ved at sætte skiltene ud, mens andre stod og sladrede om hvad der mon var sket på museet. De irriterede Whitt. Alle irriterede ham!

   ”Kriminalkommissær Whitt!” udbrød en lidt for ivrig grønskolling, og klappede Whitt på skulderen, ”Det er noget af et syn,” sagde han opgivende og rystede på hovedet.

   ”Det vil jeg tro, siden det var nødvendigt at hive mig ud af min varme seng,” snerrede Whitt og fjernede betjentens hånd fra sin skulder. Han brød sig ikke om at blive rørt ved.

   ”Det eneste vi indtil videre ved er at det er en ung kvinde, der er fundet myrdet i en af udstillingerne.”

   Whitt svarede ikke, men dukkede i stedet under afspærringen og gik ind af den tunge trædør. Grønskollingen fulgte hastigt efter.

   ”Vi kender endnu ikke dødsårsagen, men der er en masse blod, en masse blod kan jeg godt sige dig.”

   Whitt ignorerede ham og gloede rundt på kriminalteknikerne i deres hvide kitler og hætter, rende frem og tilbage efter plastikposer til bevismateriale og fotoapparater til at fotografere gerningsstedet.

   ”En skam,” sukkede betjenten og fortsatte, ”Hun var ellers en køn pige.”    ”Garanteret,” sagde Whitt skarpt og kiggede op af trappen, ”Førstesalen?”    ”Ja, men..” mere nåede grønskollingen ikke at sige, før Whitt var på vej op af trappen. Han måtte holde godt fast i rebet, for trinene var høje, og selvom han aldrig ville indrømme det over for nogen (ikke engang sin kone), var han jo ikke helt ung længere. Rynker og gråt hår kunne han leve med, men de svage lemmer.. uacceptabelt.

   Ovenpå myldrede det nærmest med folk, og et øjeblik undrede Whitt sig over hvordan så mange mennesker kunne være samlet på så lille et sted. Den tanke blev dog hurtigt strøget til side, da en af Whitts ældre kollegaer kom imod ham.

   ”Kriminalkommissær Whitt,” smilede han og rakte sin ven hånden.

   ”Vicepolitikommisær Frederiksen,” hilste Whitt og tog den fremstrakte hånd. Den eneste mand på politistationen som Whitt rent faktisk havde en anelse respekt for.

   ”Det er ikke kønt,” sagde Frederiksen uroligt og tørrede sveden af panden med sit lommetørklæde, ”Hun har fået nogle gevaldige knubs. Det er herinde.”

   De drejede ind forbi Hermann, det spedalskramte skelet og videre ind i udstillingen om middelalderens hårde straffe og død. I en montre midt i rummet lå fire skeletter placeret ovenpå hinanden, i en form for massegrav. Der hang uhyggelige billeder på væggene, om folk der blev halshugget eller hekse, der blev brændt. I hjørnet stod en lænestol. En smule malplaceret, mente Whitt. Hvem havde lyst til at sidde der, og kigge på skeletter, død og ødelæggelse? Ironisk nok, var det i lænestolen liget af den unge kvinde befandt sig. Foran hende knælede en kriminaltekniker og bag hende støvede en anden hende af for spor eller fingeraftryk. Det så voldsomt ud! Hendes blonde hår var indsmurt i blod, og man kunne knapt se hendes ansigt. Det var ikke svært at bedømme hvad der var hændt hende; staklen havde fået knust sit kranie.

   ”Ak,” sukkede Frederiksen, ”Det er nu en skam. Sådan en skam.”

   Whitt trådte nærmere for at få et bedre kig på pigen. Hun kunne ikke være ret gammel, vurderede han ud fra hendes lysende blonde hår og kønne blå øjne. I sandhed en smuk pige.

   Hendes tøj var forrevet, som om hun havde kæmpet for at slippe fri af gerningsmandens kløer. En af de hvide mænd i heldragt løftede forsigtigt hendes hånd, for at pensle armlænet og resten af gerningsstedet af for spor.

   ”Øjeblik,” mumlede Whitt og tog fat i mandens håndled.

   ”Hvad ser du Whitt?” spurgte Frederiksen og kiggede ham nysgerrigt over skulderen.

   ”Hun har noget under neglene,” svarede Whitt og vendte sig mod Frederiksen, ”få det undersøgt med det samme.”

   Frederiksen nikkede blot, og fulgte Whitt ud.

   ”Det ser ud som om du har kontrol over situationen,” sagde Whitt opgivende og en anelse misundeligt, da han kom i tanke om det arrangement hans kone ville have ham med til i haveklubben. Det var ikke noget der interesserede den stakkels Whitt, men han havde ikke meget valg, medmindre han ville have konen på nakken og kølig atmosfære i huset de næste par dage.

   De sagde farvel med et håndtryk, og Frederiksen blev stående på gaden, og så Whitts røde Mazda køre væk. Han tog hatten af og kløede sig forsigtigt i håret. Sikke en elendig situation at rode sig ud i.

 

   Han så sig over skulderen. Heldigvis var der ingen i opgangen, og ingen havde fulgt efter ham derhen. Han var meget paranoid lige nu, og den mindste lyd ville have fået ham til at fare op. Adrenalinen pumpede og det var svært at få nøglen til at passe i låsen.

   Et hurtigt ryk og låsen klikkede. Hurtigt forsvandt han ind af døren, lukkede den bag sig og var ved at få et hjertestop da han fik øje på den sorte kat, der sad i gangen og kiggede på ham med sine store nysgerrige grønne øjne.

   Han møvede sig ind forbi flyttekasserne og ind på et åbent værelse, der var mindst lige så rodet som gangen. Gardinerne var trukket for, og det var ikke helt nemt at se noget derinde. Han satte sig tungt på sengen, og tog huen af, for at køre en hånd gennem det fedtede hår. Nu var det overstået. Han havde gjort hvad han havde sat sig for. Katten hoppede op i hans skød. Han aede den over ryggen.

   Ja. Alt skulle nok blive godt nu.

 

   Dagen efter Whitt havde været i Næstveds Helligåndshus hvor en stakkels ung kvinde var fundet myrdet, var der allerede resultater fra DNA prøverne man havde taget af det blod og hudflager hun havde siddende under fingerneglene. Kvinden havde kæmpet med næb og klør for at slippe væk, men så heldig havde hun ikke været.

   Whitt kastede koldt vand i hovedet, og tørrede efter med et varmt håndklæde. Den første rynke var allerede ved at titte frem. Han skar en grimasse, smed håndklædet på radiatoren og tog tøj på.

   Da han gik ud af døren, hørte han konen råbe noget om farsbrød. Nu skulle han huske at købe bacon med hjem, tænkte han til sig selv og kørte væk.

 

    Bag skranken på politistationen sad den småtykke Britta som sædvanlig og åd donuts. Hendes fingre hamrede af sted på tastaturet, og Whitt konkluderede at hun måtte være på sin tredje eller fjerde kop kaffe. Bag de store briller stirrede hendes brune øjne udelukkende på computerskærmen. Godt, hun er optaget, tænkte Whitt og forsøgte at snige sig forbi hende.

   ”Kriminalkommissær Whitt!” udbrød en skinger stemme. Hun havde opdaget ham.

   ”Godmorgen Britta,” vrissede Whitt og skyndte sig væk. Han var ikke i humør til at konversere med den tykke evigt overglade Britta. Og da slet ikke når hun havde fået så meget kaffe, at hun nærmest trippede i kontorstolen.

   ”Resultaterne fra DNA prøven er kommet,” udbrød hun og fangede ham i døren, der førte ned til laboratoriet.

   ”Det er derfor jeg er her,” sagde han og tog imod den brune mappe hun rakte til ham. Hun var tydeligvis nysgerrig, for hun rykkede sig ikke en tomme, og stod klistret op af Whitt for at se resultatet.

   Han spærrede øjnene op. Det kunne da ikke passe.

   ”Der må være sket en fejl,” sagde han og rakte hende mappen igen. Hun rystede blot på hovedet.

   ”De har tjekket det flere gange, det passer skam.”

   Whitt rynkede panden. Fandens.

 

   Tik, tak, tik, tak. Det store mørke bornholmerur i Frederiksens stue tikkede lystigt derud af. Tiden gik alt for langsomt. I lænestolen vendt mod et stort vindue, sad han med hænderne foldet i skødet og stirrende øjne mod himlen. Hvordan det havde gået så vidt, var over hans forstand. De havde virket så lykkelige. Intet havde virket anderledes. Han tog sig til panden. Hans kone vidste intet endnu, men han ville informere hende efter hun kom tilbage fra købmanden. Det var han nødt til.

   Han bankede en knytnæve ned i stuebordet med sådan en kraft, at hunden vågnede brat fra sin søvn. Hvordan fanden kunne han have ladet det ske?! Han vidste hvilket temperament sønnen havde, men aldrig i sin vildeste fantasi havde han troet det ville gå så vidt.

   Pludselig bankede det på døren. Frederiksen kiggede på uret. Han vidste de kom efter ham. Og det var han glad for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...