Ballerina

Udfordring fra Esiuol - jeg skulle skrive 800 ord til dette billede: http://s3.favim.com/orig/42/analog-bones-chair-dress-girl-Favim.com-354886.jpg

3Likes
10Kommentarer
856Visninger

1. Ballerina

 

”Vi havde lige spist dagens frokost. Bare det sædvanlige, rugbrød og en omelet. Jeg havde bare spist et hjørne af brødet. Min appetit var på nulpunktet. Jeg havde taget en stol med ud bag skolen efter frokosten. Bare for at få lidt sol, inden træningen begyndte igen. Jeg havde heller ikke haft det så godt her til morgen, så jeg tænkte, at lidt frisk luft ville friske mig op. Der var 2 uger til, at opvisningerne på Det Kongelige begyndte. 9 dage til min 16 års fødselsdag.”

Jeg stoppede med at tale, og kiggede på mine bare fødder. De var underlige, nærmest vand skabte. 16 år gamle fødder. Tæerne var helt klemt sammen til en spids, på grund af de mange år med balletsko. Trædepuderne var hævede, men jeg kunne næsten ikke mærke, at jeg rørte ved dem. Jeg viftede lidt med tæerne. Solen varmede mig, men jeg frøs alligevel på en underlig måde, selv om vi var midt i juni måned. Skole lægen, hvis kontor jeg sad på, kiggede undrende på mig og sagde: ”Fortsæt.”

 ”Jeg tog mit hoved mellem benene, for at prøve at fjerne kvalmen, men det hjalp ikke. Hele verden drejede rundt og rundt, som en karrusel hvor jeg ikke kunne stå af. Jeg tænkte på de ting, jeg havde spist de sidste døgn, men jeg kunne ikke komme i tanke om noget, der kunne have gjort mig så dårlig. Det var underligt. I går var jeg helt vildt sulten hele tiden, men jeg troede bare, at det var fordi, jeg havde trænet så hårdt. Men i dag havde jeg det lidt på samme måde, bare modsat, altså med appetitten, hvis du forstår…”

Jeg kiggede på lægen. Han sad og skrev ned på computeren, og jeg tror, at han søgte efter hvilken sygdom, mine symptomer passede under.

Der var varmt i rummet. Solens stråler dansede på lægens skrivebord, og man kunne se støvfnuggene danse med.  Jeg havde fået et glas vand, men jeg havde det stadig ret dårligt. Selv om det var flere timer siden, at jeg sad bag skolen kun iført min balletkjole, og at jeg havde været inde resten af dagen, så frøs jeg stadig.

”Og..?” fortsatte lægen.

”Så gik jeg ind igen. Jeg var på vej op på mit værelse, da jeg pludselig fik det så dårligt at… ja, før jeg vidste af det, så lå jeg på toilettet og kastede op.”

Jeg kiggede ned på mine fødder. Da jeg kiggede op igen, så lægen alvorligt på mig. ”Miss. Elliot,” sagde han med en alvorlig stemme. Men pludselig så jeg, hvad han havde i hånden, og jeg stivnede. Jeg så hans mund bevæge sig, men jeg kunne ikke længere høre, hvad han sagde. Jeg blev tør i halsen, og mine øjne løb i vand. Så rakte lægen mig ”tingen”. Jeg tog imod den med rystende hånd og løb ud af lokalet. Op af trapperne, rundt om hjørnerne. Ind i uskyldige elever, som bare kiggede underligt på mig. Jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage. Jeg løb ind af en dør, og låste den bag mig. Det var toilettet. Jeg satte mig, og begyndte at græde. Mørke billeder kørte rundt for øjnene af mig. Billeder af ting, der er sket for lang tid siden, over en måned, men stadig står fuldstændig klart for mig.

Luke tager min hånd, og vi går ind på hans værelse. Han smiler til mig, jeg smiler tilbage. Jeg er glad. Sorte glimt. Det hele går helt utroligt hurtigt. Glæden forsvinder, nu da jeg tænker tilbage på det. Med et falder alle tingene ned fra hylderne, sengen braser sammen, alt bliver ødelagt, suget ned i et dybt, dybt hul. Det er forfærdeligt. Alt er dødt. Kun jeg er tilbage, og jeg knuger den lille kuglepen lignende ting i hånden.

Koldsved løb ned ad min pande, og jeg hev efter vejret. Sorte pletter dukkede op for mine øjne. Jeg havde kun set det her på film. De ventede altid i evigheder, viftede den lille pen med bekymret mine eller gik nervøst rundt på badeværelset.

Jeg tog hætten af ”pennen”. Den viste stadig ikke noget. Jeg satte hætten på igen, og viftede den. Så kiggede jeg nervøst rundt. Rummet var lille og fugtigt. På væggene var få tushtegninger, fra tidligere elever med ordene: ”Kommer til at savne det!” eller ”I was here!”

Selvom rektor altid sagde til de nye elever, at det var strengt forbudt, så var der alligevel altid en, som skulle skrive noget, inden personen forsvandt for altid. Eller faktisk kom de fleste tilbage på skolen igen, men bare som underviser.

Jeg var så nervøs, som jeg nogensinde havde været i mit liv. Jeg sparkede til toiletkummen. Så tog jeg en dyb indånding. Hætten landede på gulvet. Mine hænder fløj automatisk ned på min mave. Jeg stirrede på graviditetstesten. Positiv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...