Børn af Englen.

Børn af Englen - den tredje del af triologien om den første. En uventet graviditet, hormoner, vekslende humør og en ukontrollerbar følelse til at dræbe dem alle, hver og en, er en del af det sammenkog der truer med at udslette hele familien.

5Likes
2Kommentarer
1241Visninger
AA

6. Gensyn.

 

”Elisabeth?”

Jeg åbnede øjnene, og tog mig straks til hovedet.

”Du havde…”

”Et ret…”

”Hårdt fald.”

Sagde trillingerne, og hjalp mig op. Jeg var nødt til at støtte mig til Ann, de hjalp mig hen og sidde på en af deres senge.

”Er…”

”Du…”

”Okay?”

Spurgte de stille. Jeg nikkede.

”Jeg har lige født, så jeg er meget træt.”

”Og…”

”Bleg.”

Tilføjede Anna og Ann, mens Anne forsvandt ud af en dør, jeg først opdagede nu. Jeg så tilbage på Anna.

”Hvor er jeg?”

Spurgte jeg forvirret.

”Burde du ikke vide hvor du er…”

”Når du selv kom herhen.”

”Jeg… Jeg sad på sengen i vores soveværelse, i det næste øjeblik ligger jeg på jeres gulv.”

”Du faldt…”

”Igennem…”

”Taget.”

Afsluttede Anne sætningen, og rakte mig en kop med blod.

”Jeg har landet bedre.”

Hviskede jeg stille, og tømte koppen.

”Bedre.”

Hviskede de i munden på hinanden, da jeg fik noget mere farve i kinderne. Jeg kunne mærke varmen fra blodet brede sig i min krop, jeg så skeptisk på koppen.

”Vi har altid en eller to poser blod…

”liggende, til når du kommer brasende…”

”Vi har købt en mikroovn.”

Sagde de skiftevis. Jeg smilede for mig selv, jeg havde glemt deres komiske måde at snakke på. Anna tog min kop, og gik med den.

”Du bliver nødt…”

”Til at forklare.”

Sagde Ann og Anne anspændt. Anna vendte tilbage og satte sig på sengen ved siden af mig. Jeg gav mig til at forklare alt. Om Jonathan, Claudia, Dean, Annabella og Marcus, tvillingerne og rådet. Da jeg endeligt var færdig, så de lamslået på mig.

”Du har sans…”

”For at rode…”

”Dig ud i problemer.”

Jeg nikkede stille, og syntes rummet svajede. Jeg kunne se på deres ansigtsudtryk at de talte sammen. Udover at have fået evnen til at skabe illusioner, så var de også i stand til at tale sammen i deres sind. Noget der normalt var forbeholdt par.

”Vi…”

”Hjælper…”

Jeg trak vejret lettet.

”Er tvillingerne nuttet?”

Jeg lo, og forsøgte at beskrive dem. De lyttede interesseret.

Rummet flimrede for mit blik, og jeg syntes at jeg kunne se Dean og Annabella, der stod bøjet ned over mig. Det forsvandt og jeg så på trillingerne.

”Vi er nødt til at tage af sted nu, der er noget galt.”

De nikkede, og for rundt som skygger, og pakkede deres ting ned i en stor kuffert.

”Vi…”

”Er…”

”Klar.”

Jeg nikkede og fokuserede på haven derhjemme. Jeg tænkte stærkt på det, og kunne nærmest mærke græsplænen under mine fødder. Der skete ingenting.

”Måske…”

”Er du…”

”For tr…”

Rummet forsvandt, og endnu engang blev alt mørkt.

 

”Eli…”

”Sa…”

”Beth?”

Jeg åbnede øjnene igen, og så op på tre par mørkegrå øjne.

”Er…”

”Du…”

”Okay?”

Jeg satte mig op, og var ved at skrige af smerte. Min side gjorde ondt af helvedes til. Jeg løftede op i blusen, og så at jeg var ved at få et kæmpe blåt mærke.

”Av.”

Sagde de i munden på hinanden. Mit hoved begyndte at stikke igen, og det gjorde ondt. Jeg så mig hurtigt omkring.

”Den vej.”

Sagde jeg og pegede. Trillingerne var nødt til at støtte mig, jeg føltes mig pludseligt så træt. Jeg fik øje på skuret, og vidste at vi var tæt på.

”Find stien, og følg den.”

Hviskede jeg svagt imellem dem. De så nervøst på mig.

”Er…”

”Det…”

”Her?”

Jeg nikkede så svagt, at de næsten ikke så det. Jeg lukkede øjnene et øjeblik, og da jeg åbnede dem igen, stod jeg foran hoveddøren. Jeg slap Ann med den ene hånd, og ringede på døren, så jeg ikke ville give dem et chok. Annabella åbnede døren.

”Hej.”

Sagde jeg kort, da hun besvimede og gik bagover. Jeg for frem for at gribe hende, men hun gled direkte i mellem mine arme. Jeg så overrasket på dem, de var begyndt at blive gennemsigtige. Marcus kom hurtigt ud i gangen, og blev bleg.

”Øh…”

Udbrød han forvirret, og så på mine arme og Annabella, der var ved at komme til sig selv. Hun kiggede op på mig, og udbrød;

”Er du et spøgelse?”

”Det håber jeg ikke.”

Hviskede jeg stille for mig selv.

”Hvor er min krop?”

Spurgte jeg hurtigt. Annabella fik en blegere kulør, og Marcus sagde ingenting.

”Ov… Ovenpå. På… På værelset.”

Stammede Annabella chokeret.

”Krop?”

Udbrød trillingerne i munden på hinanden, de stod stadig udenfor. Jeg vinkede dem ind, og de så på mine arme.

”Vi vidste…”

”Ikke at du…”

”Kunne astralprojektere.”

Sagde de fascineret. Jeg rystede på hovedet.

”Tro mig, det vidste jeg heller ikke.”

Jeg kiggede hurtigt ind af stuedøren, og opdagede at Jonathan sad på gulvet med Dean ved siden af sig. Han var bleg, og så forvirret ud. Jeg gik derind.

”Øhm… Hej.”

Sagde jeg stille, og Dean for op.

”For satan Elisabeth, du skræmmer livet af mig en eller anden dag.”

”Tror mig, jeg er allerede gået på vej med at skræmme mig selv.”

Jeg løftede min ene arm op, så han kunne se den. Han rakte ud, men som forventet, gled hans hånd lige igennem.

”Det der ser bare klamt ud.”

Hviskede Jonathan forvirret, og svajede. Jeg kunne se at hans blik sejlede.

”Hvad er der med ham?”

”Hjernerystelse og trykkede ribben. Hvad har du lavet?”

Spurgte Dean skeptisk, mens stuen langsomt blev fyldt op med dem alle sammen.

”Hun har haft…”

”Sammenstød med et…”

”Tag og et træ.”

Svarede trillingerne, da andre så overrasket på dem. Trillingerne lo på samme tid.

”Et tag og et træ?”

Sagde Dean skeptisk.

”Min landing var ikke så god.”

Hviskede jeg flovt og trak på mine skuldre. Trillingerne lo igen.

”Hun faldt igennem vores…”

”Tag, og stødte, på tilbagevejen…”

”Ind i et træ i haven.”

De lo igen. Jeg så halvsurt på dem.

”Øhm… Elisabeth…”

Jeg vendte min opmærksomhed mod Claudia.

”Du bliver mere gennemsigtigt.”

Jeg så ned af mig selv, og kiggede op en enkelt gang, før jeg blev opløst.

 

Trillingerne tog imod mig, da jeg kom til mig selv i min krop.

”Er…”

”Du…”

”Okay?”

Jeg nikkede og tog mig til hovedet, det gjorde ondt, men smerten var allerede ved at blive svagere.

”Næste gang…”

Jonathan sad ved min side, på sengen.

”… giv lige besked inden du smutter, og prøv at undgå at ramme flere tag eller træer.”

Jeg nikkede stille, og lagde mærke til den bule han havde på siden af hovedet.

”Undskyld.”

Hviskede jeg stille, og betragtede hans bule.

”Det er i orden.”

Han aede let min kind.

”Men jeg ved altså ikke hvordan jeg gjorde det.”

Tilføjede jeg, og han så interesseret på mig.

”Interessant.”

Sagde han, og kyssede min pande. Der lød et utilfreds vræl fra vuggen, Jonathan rystede let på hovedet.

”De har ikke gjort andet end at brokke sig, siden du smuttede.”

”Savner…”

”De…”

”Hende?”

Spurgte trillingerne, Jonathan nikkede og rejste sig forsigtigt fra sengen. Han gik med små usikre skridt hen til vuggen, han var stadig svimmel. Han samlede forsigtigt Daniel op fra vuggen, han brokkede sig højlydt, indtil han fik øje på mig.

”Moah!”

Råbte han glad, og rakte allerede sine små hænder ud efter mig. Han, skiftevis, åbnede og lukkede dem, måske i et håb om at komme hurtigere hen til mig. Jeg trak mig op og sidde af sengen, jeg trak dynen op omkring mig. Jonathan gav mig Daniel, knap før han havde lagt ham i min favn, begyndte Emma at brokke sig.

”Far, Moah!”

Råbte hun højt og begyndte at græde. Det var ikke en rigtig gråd, men mere som en gråd for opmærksomhed. Trillingerne så interesseret ned i vuggen, Emma blev stille et kort øjeblik, før hun begyndte at græde igen, denne gang for alvor.

”Far!”

Skreg hun højlydt, da Jonathan samlede hende op fra vuggen. Han vuggede hende trøstende, og hun holdt langsomt op med at græde.

”Gjorde…”

”Vi noget…”

”Forkert?”

Jeg rystede på hovedet.

”Nej, hun er bare ikke vant til at se tribelt.”

Jeg smilede for mig selv, og trillingerne så lettet ud. Jeg kunne mærke Daniel hev i mit hår, jeg så kort på ham og han pludrede glad.

”Apprrr.”

Sagde han glad og tilfreds, og lukkede øjnene for at falde i søvn. Jonathan satte sig ved siden af mig, med Emma i favnen. Hun så på mig med store våde øjne.

”Moah.”

Hviskede hun stille. Jeg smilede til hende, og hun blev glad igen og grinte. Hun pludrede glad og hev i Jonathans bluse. Han smilede glad til hende.

”Se selv, jeg sagde jo mor kom tilbage.”

”Mor tilbage.”

Sagde hun glad, og lukkede øjnene. Jeg smilede glad, men træt.

”Jeg, for at bruge et moderne udtryk, føler mig smadret.”

Jonathan smilede, og nikkede. Trillingerne så på tvillingerne.

”De er…”

”Bare…”

”For søde.”

Jeg kunne høre og se på trillingerne, at de var ellevilde med tvillingerne.

”Hvad…”

”Hedder…”

”De?”

Spurgte de hviskende.

”Emma og Daniel.”

Svarede Jonathan stille, jeg sad med lukkede øjne og hørt knap nok hvad de sagde.

”Elisabeth?”

Jeg åbnede øjnene, og så op. Daniel lå ikke længere i min favn, men i Annabellas. Hun rørte let ved min pande.

”Du er lidt kold, du må hellere få Jonathan til at varme dig.”

Hun vendte sig, og lagde Daniel ned i vuggen. Jonathan satte sig tættere ind til mig.

”Du er træt.”

Konstaterede han. Jeg nikkede svagt, og var ved at falde i søvn igen. Han aede mig let på kinden, og mine øjne fløj kort op igen.

”Læg dig til at sove.”

Hviskede han i mit øre, men jeg havde en underlig følelse, der ikke ville slippe mig.

”Elisabeth, lyt til ham. Han er lige så træt.”

Jeg nikkede til Annabella. De hjalp mig i fællesskab ned og ligge, jeg var så træt. Trillingerne hviskede stille i fællesskab.

”Godnat.”

Jeg reagerede knap nok, og lukkede hurtigt øjnene igen, da Jonathan trak mig ind til sig. Han trak hurtigt dynen over os, og faldt selv i søvn. Jeg havde stadig den underlige følelse, men den forsvandt hurtigt, jo dybere jeg snak ind i søvnen.

 

Jeg satte mig op i sengen og strakte mig. Jeg tænkte kort hvor dejligt det var endeligt at kunne sove igennem.

”Jonathan, elskede?”

Jeg vendte mig om mod hans side af sengen, men den var tom. Først der lagde jeg mærke til stilheden, jeg fokuserede kort på lydene omkring mig, lydene der ikke var der. Jeg dæmpede lydene, jeg selv forsagede og rejste mig fra sengen. Jeg for hurtigt hen til vuggen, og lagde mine hænder på kanten. Vuggen var tom. Jeg så chokeret rundt i værelset, og slap vuggen. Jeg så ned på mine hænder, de var dækket af støv fra vuggen. Jeg løftede forfærdet blikket, alle tingene i værelset var tunge af støv. Jeg løb hurtigt mod døren, dørhåndtaget var dækket af støv. Jeg greb fat i det, og trykkede håndtaget ned. Døren åbnede ikke, den bandt. Jeg skubbede hårdere, den ville stadig ikke gå op. Jeg slog hårdt skulderen ind i døren, og den splintrede og gik fra hinanden. Jeg trådte over resterne af døren, og så at tingene i gangen var lige så tunge af støv som tingene inde på værelset. Der var så tomt, så øde. Jeg var forundret over hvor tomt det var, jeg var vant til bevægelser i huset, liv, glæde og varmen fra de personer jeg elskede og som elskede mig.

Jeg hørte et let knas, og vendte mig. Jeg hørte det igen, og gik hen mod trappen. Jeg så en skygge, der hurtigt for forbi trappen. Jeg tog trappen ned i hastige skridt.

”Vent!”

Råbte jeg, og løb igennem gangen og udenfor. Jeg stoppede op, og stirrede forfærdet ud i haven. Den var et stort rod! Træerne var visne og døde, blomster var dækket af ukrudt, buskene voksede ustyrligt og græsplænen var en vildmark. Jeg så på min rosenbusk, den var visen og død.

Skyggen for fordi rosenbusken, og hvirvlede tørre rosenblade op i luften. Jeg løb efter, og rev mig på tidsler, døde grene og brombærkrattene, da jeg fulgte efter ind i skoven.

Jeg stoppede op, skoven var lige så død, ingen fugle sang og også her var træerne døde. Jeg havde ikke tid til at blive stående og se på det, skyggen løb hastigt videre. Jeg fulgte den, og kom til lysningen i skoven.

Det var en kvinde, hun var stoppet op og sunket på knæ. Hendes hår hang i tjavser, det var beskidt og filtret. Hendes kjole havde en gang haft en smuk grøn farve, men den var nu i stykker. Syninger var gået op, og dele var revet i stykker.  Kjolen var slatten, og hang i laser.

Jeg gik nærmere, hun sad på knæ og vuggede sig selv frem og tilbage. Da jeg kom nærmere, kunne jeg se at hun knælede foran en gravsten. Jeg gik nærmere, jeg var nysgerrig, hvem var hun, hvem var den afdøde?

Jeg stod bag hende, og stivnede, mens jeg læste inskriptionen på den slidte gravsten.

”Jonathan Kean. Elsket mand og fader. Emma Kean, elsket datter. Daniel Kean, elsket søn.”

Jeg gik tilbage i chok, og snublede. Jeg lænede tungt på hænderne, og så op igen. Endnu en gravsten.

”Annabella og Marcus Erilsson. For evigt savnet.”

Skriget i min hals blev låst fast, da jeg opdagede den sidste gravsten. Det var den jeg var væltet over, den lå i to stykker på jorden.

”Dean og Claudia Mason. For evigt savnet.”

Jeg mærkede nogle hænder på mine skuldre, der hev mig op og stå. Jeg blev vendt rundt. Jeg skreg, da jeg opdagede hvem kvinden var. Hun var mig. Hun slog mig over ansigtet, og hvæsede.

”Din skyld. Min skyld.”

Hviskede hun med en dyrisk stemme, jeg ikke genkendte som min egen. Hun slog ud med hånden, og pegede på gravstenene.

”Ikke vinde.”

Hendes blik var skarpt, hun slog mig igen og jeg sank sammen på jorden. Hun rev mig hen over ryggen.

”Døde. Døde for os.”

Hviskede hun, og så på gravstene igen.

”Dø, dø for at redde dem.”

Hun så på mig med et tomt blik.

”Dø, for at redde dem.”

Hviskede hun, og for hen imod mig med en gylden kniv i sin hånd. Jeg løftede hånden op for at beskytte mig selv, men i stedet for at dræbe mig, stak hun kniven i sit eget hjerte. Først da hendes krop forsvandt som støv for mine øjne, og blev båret væk af vinden, først da skreg jeg.

 

Jeg satte mig med et skrig op i sengen, mit hjerteskærende skrig vækkede Jonathan. Han rakte ud efter mig, men jeg for væk fra ham, og væltede ned på gulvet. Jeg skreg stadig, indtil Annabella lagde sine hænder på mine skuldre, og trak mig ind til hende. Jeg forsøgte at komme fri, indtil hun sendte sin beroligende energi af sted. Jeg lod det påvirke mig, og jeg faldt langsomt til ro.

”Elisabeth?”

Jeg åbnede langsomt øjnene, ved lyden af Jonathans bekymrede stemme. Han tog forsigtigt min ene hånd, jeg trak stadigt vejret anstrengt.

”Elskede?”

Jeg kom i tanke om gravstene, og trak min hånd ud af hans greb.

”Elisabeth, rolig. Rolig, slap af. Det er okay.”

Hviskede Annabella beroligende til mig. Jeg var ved at gå i panik igen, og hun vidste at hun ikke ville kunne holde mig.

”Elisabeth?”

Hviskede Jonathan stille. Han så bekymret på mig. Varmen fra Annabellas evne bredte sig, og jeg faldt langsomt til ro igen. Denne gang helt til ro. Jeg rakte ud efter Jonathan, Annabella slap mig og Jonathan tog mig op fra gulvet. Han satte sig på sengen, og lagde min dyne omkring mig. Han ville ligge mig på sengen, men jeg rystede kraftigt på hovedet. Han holdt mig tættere ind i sin favn.

”Elisabeth?”

Jeg åbnede igen øjnene, og så op på Dean. Han så bekymret på mig.

”Mareridt?”

Jeg nikkede, og lagde en arm om Jonathan. Han var bekymret, han kunne mærke jeg var panisk.

”Er du sikker…”

”På at det…”

”Var et mareridt?”

Spurgte trillingerne kryptisk, de stod og flettede hinandens hvide hår. Marcus så surt på dem, Annabella stoppede ham før hans bemærkning slap ud.

”Hvad mener i?”

”Elisabeth har…”

”Altid udviklet…

”Sig.”

De andre så uforstående på hinanden, selv jeg var ikke helt med. Trillingerne sluttede fletningerne af, og bandt en lædersnor om.

”Elisabeths evner…”

”Har altid…”

”Udviklet sig.”

”Men…”

Brød Annabella ind. Trillingerne sukkede skuffet, og kastede på samme tid deres fletninger om på ryggen.

”Hvad…”

”Drømte…”

”Du?”

Spurgte de forsigtigt. De kunne se de andre var bekymrede, men forstod ikke helt hvorfor.

”Jeg…”

Min stemme knækkede over, jeg gemte mit ansigt ved Jonathans skulder. Tårerne for ned af mine kinder.

”Kan det ikke vente?”

Spurgte Jonathan halvsurt trillingerne, han var bekymret for mig.

”Nej.”

Svarede de bestemt, og så på mig.

”Gravsten. Gravsten ude i lysningen i skoven.”

Hviskede jeg næsten lydløst. Jonathan kyssede mig beroligende på panden, og hviskede.

”Hvis? Hvis gravsten, elskede?”

Jeg rystede svagt, og Jonathan sendte Annabella et bedende blik. Hun satte sig på kanten af sengen, og tog forsigtigt min ene hånd. Varmen bredte sig langsomt i mit indre, jeg blev helt afslappet i Jonathans favn. Han måtte skifte kropsstilling for bedre at kunne holde mig.

”Jeres.”

Hviskede jeg lydløst. Jonathan stivnede, og holdt mig tættere. Annabella så overrasket på mig.

”Hvad sagde hun?”

Hviskede Dean lavt. Annabella så forfærdet på ham.

”Vores… vores gravsten.”

Deans ansigtsudtryk blev anspændt, og Claudia trådte et skridt væk fra mig.

”Annabella, jeg tror du overdriver lidt.”

Hviskede Jonathan med et sejlende blik, jeg hang fuldstændigt slapt i hans favn.

”Ups.”

Hviskede hun, og slap min hånd. Jonathans blik blev straks mere klart.

”Elisabeth?”

Han aede min pande, og jeg kom mere til mig selv.

”Elisabeth?”

Spurgte han igen. Jeg kunne ikke holde det tilbage, og fortalte dem om min forfærdelige drøm. Da jeg var færdig, stirrede de alle lamslåede på mig. Jeg begyndte at ryste igen, men Annabella rørte mig ikke. Hun rejste sig fra sengen, og kastede sig ind i Marcuses favn. Han kyssede hende trøstende på hovedet.

”Undskyld.”

Hviskede jeg, og mærkede kun Jonathans blik der hvilede på mig.

”Undskyld.”

Hviskede jeg lydløst, Jonathan aede let min kind.

”Det er okay, elskede. Det er okay.”

”Det er min skyld.”

Hviskede jeg, Jonathan rystede på hovedet og benægtede det i sine tanker, men han kunne godt se hvordan det hele hang sammen. Mine tanker flød væk, og Jonathan bandede højlydt.

”Elisabeth!”

Mine tanker gled væk fra et emne, der havde hjemsøgt mit sind længe. Jonathan så rasende på mig, Dean så overrasket på ham, han havde aldrig oplevet Jonathan så rasende før. Jeg trak mig ud af hans favn, han så rasende på mig.

”For helvede Elisabeth.”

Han rejste sig fra sengen, og de andre blev klar over hans lurende raserianfald.

”Hvordan kan du tænke sådan?”

Hviskede han hvæsende, og måtte anstrenge sig for at holde sin stemme dæmpet. Værelset virkede pludseligt så lille, så kvalmende lille.

”Ud! Nu!”

Han greb mig hårdt i armen, og rev mig hastigt ud af værelset. De andre, selv trillingerne så forvirret ud, men de fulgte os ikke. De havde luret hvad der ville ske.

 

”Hvad fanden i helvede tænkte du på?!”

Råbte han vredt af mig, men han trak mig tæt ind til sig. Vi stod i lysningen, hvor de andre ikke ville kunne høre vores skænderi.

”Tænker.”

Rettede jeg ham, han så rasende på mig.

”Jeg tænker på det hele tiden, overvejer hele tiden om det er dagen i dag jeg skal væk.”

”Du er syg.”

Hviskede han med væmmelse, jeg bøjede ikke hovedet, som jeg normalt ville have gjort. Jeg var ligeglad, jeg så direkte på ham, bedøvende ligeglad hvad han sagde til mig.

”Du er syg.”

Hviskede han rasende, og ruskede mig hårdt i armene.

”Du er syg i hovedet!”

Råbte han rasende af mig, da mine tanker fandt sin vej tilbage til det. Han stak mig en fysisk lussing, og derefter en psykisk.

”Du er en forbandet kujon.”

Jeg lo en ond latter, hans lussing havde vakt noget i mig.

”Jeg er en kujon, en tøs, en kælling, en lille forbandet møgunge. Jeg er en dum kælling, der ikke tænker på andre end sig selv.”

Jeg trådte tættere på ham, han var lige så rasende som mig.

”Det er min eneste udvej, for jeg er en højrøvet kælling, der ikke tænker på andre end sig selv.”

Jeg bemærkede knap nok, at træerne og buskene omkring os, visnede hurtigt.

”Du er syg.”

Hviskede han håbløst. Jeg lo igen.

”Jeg er så syg i hovedet at jeg flere gange har udtænkt min egen død, hvordan jeg skulle gøre. Jeg har flere gange forstillet mig hvordan du ville finde mig, hvordan jeg kunne gøre det lettest for dig, så jeg kunne skåne dig.”

Han så kort forvirret på mig, før hans ansigtsudtryk blev neutralt igen.

”Alt det her er sket på grund af mig, alt dette kunne være undgået, hvis jeg havde haft modet til at tage livet af mig selv tidligere.”

Jeg mærkede at mine øjne begyndte at rende i vand.

”Alt det her kunne have været undgået, du kunne have levet som et menneske, døet som et menneske, lige som de andre kunne have.”

Han forstod endeligt hvad jeg mente.

”Så meget kunne have været undgået…”

Tårerene begyndte at trille ned af mine kinder.

”Hvis alt var gået som det skulle, så ville jeg aldrig have været født.”

Han så på mig, med et trist blik. Han forstod endeligt den byrde der lå på mine skuldre, hvor meget jeg bar. Jeg sank på knæ, ved tanken om den enorme byrde. Tårerene trillede frit ned af mine kinder, jeg dækkede mine øjne.

”Så ja, jeg er en kujon. Jeg er en forbandet syg lille kælling, der ikke har modet til at tage livet af sig selv. Jeg er en forbandet kujon…”

Min stemme knækkede over, og jeg mærkede de første dråbe fra den vandfyldte himmel på min ryg. Jeg mærkede hans hænder på mine skuldre, han trak mig op og stå.

”Jeg er syg i hovedet, men hvordan skulle jeg ellers kunne leve med mig selv?”

Hviskede jeg grædende.

”Elskede.”

Hviskede han stille, og tog mig ind i sin favn. Han kyssede mig, netop som regnen begyndte at vælte ned. Vi elskede, med regnen styrtende ned omkring os. Træerne, buskene og planterne fik livet igen, mens vi elskede, våde af regnen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...