Børn af Englen.

Børn af Englen - den tredje del af triologien om den første. En uventet graviditet, hormoner, vekslende humør og en ukontrollerbar følelse til at dræbe dem alle, hver og en, er en del af det sammenkog der truer med at udslette hele familien.

5Likes
2Kommentarer
1242Visninger
AA

9. Besøget.

 

”Se, se mor.”

Emma pegede på sine bukser igen. Jeg smilede glad endnu engang. Annabella havde skiftet tøj på Emma igen, denne gang havde Emma selv fået lov til at bestemme. 

”Du er pæn lille skat.”

Emma smilede, og gav sig til at klappe i sine hænder. Daniel så kedsomt op på hende, han lå på ryggen ved siden af hende. Han havde også fået skiftet sit tøj, og havde nu sit nattøj på. Emma havde derimod bukser, og en natkjole på. Det så sjovt ud, men hun kunne godt lide det.

”Mor.”

Udbrød Daniel tvært, for at få min opmærksomhed. Jeg kildede ham let på maven, så han sprællede af grin. Emma klappede igen, glad, i sine hænder. Hun grinte, da jeg væltede hende om på ryggen, og kildede hende, med den anden hånd. De lå og sprællede om kap, mens jeg kilede dem med hver af mine hænder.

”Mor hold op.”

Sagde de i munden på hinanden. De så på hinanden, og begyndte så at grine igen. Jeg kunne heller ikke selv lade være med at grine, og trak mine to bøller ind til mig, på sengen.

”Du kommer ikke ind til hende!”

Udbrød trillingerne rasende. Jeg vidste at de var rigtigt godt rasende, når de talte i munden på hinanden, så jeg forsøgte at ignorere det, og gav mig til at kilde tvillingerne igen. De sprællede igen, og vred sig af grin.

”Jeg vil bare sige undskyld.”

Hørte jeg Jonathan svagt sige. Jeg havde advaret ham, inden trillingerne dukkede op, at de gjorde brug af deres evne, når de blev sure. Og at de let kunne få ham til at tro at han var et otteårigt barn. Jeg gøs ved den tanke.

”Mor, hold op.”

Bad Daniel, og grinte højlydt igen. Jeg slap dem, så de kunne kravle lidt væk. Dog vendte de begge om igen, og kravlede tilbage ind til mig. Jeg lå i en løs fosterstilling. Daniel kravlede hen, og satte sig op af mine lår. Emma lagde sig foran mig. De så tavst på mig.

”Jeg er ikke sur på hverken hende eller Emma.”

Lød det igen. Jeg forsøgte at ignorere Jonathans rolige stemme, og så på Daniel. Han så fra Emma og hen på mig.

”Hvor er far?”

Spurgte han forsigtigt. Det var gået op for både ham og Emma, at jeg havde leget med dem længe, og at Jonathan ikke var her.

”Hvad med Daniel?”

Blev der spurgt. Jeg kunne ikke finde ud af hvem, der spurgte.

”Heller ikke ham.”

Svarede Jonathan irriteret. Han fik et surt knur som svar. Han sukkede.

”Jeg mente det ikke.”

Sagde han igen lavt. Emma prikkede let til min arm. Hun så afventende på mig.

”Ikke desto mindre, så siger du det, og først bagefter går op for dig, hvad du har sagt og hvordan.”

Vrissede Annabella. Jonathan sukkede igen.

”Jeg skal nok passe på.”

Sagde han opgivende. Han regnede ikke længere med, at han ville få lov til at komme ind til mig. Daniel prikkede til mig igen. Emma og han så på mig med våde øjne. Jeg kunne høre Jonathans skridt, der fjernede sig fra i nærheden af døren igen.

”Far!”

Skreg Emma og Daniel i munden på hinanden, og begyndte at græde. Jeg hørte Jonathans skridt stoppe op, og vende sig mod døren igen.

”Far!”

Skreg de igen, og gav sig til at græde for alvor. Jeg vidste, at de ikke ville holde op med at græde, før de havde fået hvad de ville have.  Og denne gang ville de have deres far. Jonathan.

”Bare luk ham ind.”

Hviskede jeg i trillingernes sind. De var ikke glade for det, men accepterede til sidst min beslutning. De flyttede sig fra døren.

”Hun vil gerne se ham.”

Forklarede de. Ann åbnede døren, så han kunne komme ind. Han gik forsigtigt ind, og igen lukkede Ann døren bag ham.

”Men vi bliver her!”

Sagde de bestemt i deres sind, så jeg ikke kunne undgå at høre dem. Emma og Daniel så på Jonathan med våde øjne, og rakte deres hænder ud efter ham.

”Far, kom her.”

Hviskede Emma med en grædefærdig stemme. Han ville så forfærdeligt gerne samle hende op i sin favn, og trøste hende. Jeg kunne mærke det på ham. Men han blev stående, og så afventende på mig. Jeg nikkede. Emma rakte igen ivrigt sine hænder ud efter ham, han nærmede sig forsigtigt. Han satte sig på gulvet, ved siden af sengen, og aede roligt hendes kind.

”Hej pus.”

Emma holdt langsomt op med at græde. Daniel kravlede hurtigt hen til sengekanten, hvor han ville fortsætte ud over, hvis ikke Jonathan havde grebet ham.

”Kom herop.”

Bad jeg ham. Han nikkede, og rejste sig fra gulvet. Han holdt Daniel ind til sig, og vuggede ham trøstende. Emma kravlede tilbage til mig, og satte sig op af mig.

”Und…”

Begyndte han, men jeg bremsede ham.

”Det er helt okay.”

Han satte sig på sengekanten. Jeg var ikke helt okay med det, men der var en smule mening i den her galskab. Emma kravlede hen, og skubbede let til Jonathan. Han lagde forsigtigt Daniel ned på sengen igen, ved siden af Emma. Han aede forsigtigt hendes kind.

”Det er som om at når du er vred, så er jeg det stik modsatte.”

Sagde jeg uroligt, og aede forsigtigt Daniel, der havde lagt sig midt imellem os. Jonathan nikkede let, han ville helst ikke snakke om det, med tvillingerne i nærheden. Daniel rullede pludseligt helt tæt ind til mig, og pludrede glad. Emma kravlede hurtigt over til mig, og lagde sig ved siden af Daniel. De pludrede, og smilede afventende til Jonathan.

”Kom far.”

Bad Daniel stille. Jeg nikkede let, og forsigtigt, da han så afventende på mig. Han rejste sig langsomt, og lagde sig på sengen, så tvillingerne lå imellem os. Præcist som jeg havde forestillet mig så mange gange, når jeg var frustreret eller sur under graviditeten. Bortset fra den tryggede stemning.

”Er jeg så tilgivet?”

Hvisket han lavt. Jeg nikkede, og gjorde tegn til at han skulle komme nærmere.  Da han havde lænet hovedet halvt ind over tvillingerne, mødte jeg hans læber med et kys. Han kyssede mig tøvende tilbage, indtil jeg kyssede ham lidt mere bestemt. Vores kys blev ved, men blev afbrudt, da Emma jublede højt. Vi slap hinanden og så ned på hende, hun grinede højt igen. Daniel så surt på hende, hun så uforstående tilbage.

”Mor og far er venner igen.”

Sagde hun glad, og klappede i hænderne. Daniel ignorerede hende, og så undskyldende på os.

”Jeg kan aldrig være sur på mor længe af gangen. Det er mor alt for smuk, sød og dejlig til.”

Pointerede Jonathan, jeg skubbede drillende til ham. Han rakte tunge tilbage.

”Din bølle!”

Udbrød jeg, og rakte tunge efter ham. Emma og Daniel lo fornøjet.

”Mor er fræk.”

Klukkede Daniel, og lo højere. Han rullede ind til mig, og gav sig til at lege med mine hårspidser. Emma lo fornøjet, og greb ud efter Jonathans krave. Hun fik fat i den, og trak sig tæt ind til ham. Vi rykkede tættere ind på hinanden, så vi alle fire lå tæt op af hinanden. Emma og Daniel smilede selvtilfreds, og puttede sig tættere ind til os. Jeg kunne lige præcist nå Jonathan, og kyssede ham på panden.

”Ad!”

Råbte Daniel utilfreds, og skar grimasser.

”Nårh, så det mener du. Din lille bølle.”

Sagde jeg til ham, og gav ham et stort kys lige midt på panden.

”Bahd.”

Råbte han, og gned sig selv i panden med sine små fingre. Imens kyssede jeg drillende ham på kinderne, og panden igen. Han lavede en pruttelyd med munden, og begyndte at grine højt. Emma lo af ham, og greb Jonathan i kraven igen. Jonathan kyssede Emma på kinden, så hun pludrede glad. Hun rakte ud, og kneb ham i næsen.

”Hov, hov.”

Sagde han glad, og kilede hende let på maven. Hun vred sig af grin. Daniel så på Emma, og begyndte at grine, da han så sin søster sprælle vildt omkring sig.

”Far er dum nu.”

Udbrød hun. Jeg syntes at kunne høre trillingerne grine på den anden side af døren. Jonathan skar ansigt, og rakte tunge af hende. Han holdt op med at kilde hende, og hun udbrød;

”Far er ikke dum mere.”

Jeg begyndte at grine, så det føltes som om jeg ikke kunne få luft. Jonathan lo af mig, som jeg lå og der og vred mig af grin på sengen. Daniel og Emma jublede bare, de syntes godt om den glade stemning. Jeg holdt endeligt op med at grine, og kunne se at Jonathan så på mig, med et glimt i øjet. Jeg så spørgende tilbage:

”Hvad nu?”

Spurgte jeg. Han rystede på hovedet. Emma udbrød en lang række af uforståelige ord, som overhovedet ikke gav mening. Vi begyndte at grine igen. Daniel lo bare, og smilede glad.

”Ikke rigtigt.”

Udbrød Emma irriteret, og gav sig til at sludre igen. Igen var det noget uforståeligt sludder. Jeg lo stille igen, indtil hun rakte tunge af mig.

”Annabella har vist snakket rigtigt meget med dig, så meget at du slet ikke har fået lov til at snakke selv. Ikke også lille skat?”

Emma nikkede, og gav mig ret. Hun sukkede irriteret.

”Mor snakke med mig.”

Sagde hun, og så glad på mig.

”Nej, mor snakke med mig.”

Råbte Daniel utilfreds, og greb fat i min bluse.

”Du snakke med far.”

Sagde han, og lagde sig tættere ind til mig.

”Men far driller.”

Udbrød Emma tvært. Hun rakte tunge efter Daniel, som ikke så det, fordi han havde lagt ryggen til hende. Han gabte træt, og knugede min bluse i sine hænder.

”Hvis jeg nu ikke driller?”

Spurgte Jonathan. Emma så skeptisk på ham.

”Hvis jeg lover, at jeg ikke driller?”

Emma nikkede, men så stadig strengt på ham.

”Jeg lover, at jeg ikke driller dig Emma.”

Hun nikkede tilfreds, og lagde sig tæt ind til ham. Hun gabte træt, og lukkede øjnene.

”Det ser ikke ud til at det bliver i dag.”

Mumlede Jonathan svagt, da tvillingerne var faldet i søvn. Vi tog dem tættere ind til os, og rejste os fra sengen. Emma begyndte svagt at snorke. Jonathan knugede hende tættere ind til sig. Jeg åbnede forsigtigt døren, og blev mødt af trillingernes blik. De så på tvillingerne, der lå og sov i vores arme.

”Stille.”

Hviskede jeg, da de ville sige noget. De nikkede stille, og fulgte tvillingerne intenst med øjnene, da vi gik hen af gangen. Jeg åbnede forsigtigt døren, da den let bandt. Værelset havde tidligere været opbevaringsrum til forskellige møbler, papkasser med bøger og lignede. Dean og Marcus havde dog hurtigt tømt det efter Jonathans raserianfald. Annabella havde efterfølgende indrettet værelset som børneværelse til tvillingerne. Dog med den undtagelse, at der var blevet sat en enkelt seng op, til den af os, der nu sov ved tvillingerne. Derud over var der også blev sat et klædeskab op, et stort et, som indeholdt alt af tvillingernes tøj. Legetøjet, som var blevet købt, lå i hjørnerne af værelset, samt på hylderne af den reol, der også var blevet sat op. Men vigtigst af alt, så var der en masse gulvplads, så tvillingerne kunne lege på gulvet med alt deres legetøj. Vuggen som Annabella havde købt til dem, var allerede blevet for lille. Den var blevet pakket sammen, og var røget op på loftet. I stedet havde hun og Marcus købt nogle adskilte små børnesenge, en i rød og en i blå. Her puttede vi hver især tvillingerne i, der allerede sov dybt. Trillingerne smuttede lydløst ind af døren, og så beundrende på tvillingerne.

”Mor.”

Kaldte Emma i søvne. Jeg bøjede mig forsigtigt ind over hende, og kyssede hende på kinden, da jeg trak hendes dyne tættere op over hende.

”Far.”

Kaldte hun stille. Hun knyttede forsigtigt sin lille hånd, og krammede den bamse, Jonathan lige havde givet hende, ind til sig.

”Jeg elske jer.”

Hviskede hun lavt, og gav sig til at snorke lavt igen. En enkelt tåre trillede ned over min kind, før Jonathan aede den væk med en finger. Han kyssede mig let på kinden, og tog min hånd. ”Kom”, mimede han. Jeg nikkede, og fulgte ham ud af døren. Trillingerne var allerede ude på gangen, og så sødt ind i værelset, mens de holdt hinandens hænder. Jeg lukkede forsigtigt døren efter mig.

”De bliver så hurtigt store.”

Hviskede jeg, og kneb endnu en tåre. Trillingerne nikkede enstemmigt, og sukkede. Jonathan kyssede roligt min kind endnu engang.

”Er han tilgivet?”

Spurgte Claudia forsigtigt, da hun kom op af trappen. Jeg nikkede, og kyssede blidt Jonathan på kinden. Hans blik vendte tilbage til mig, med et smil på læberne. Han lagde en arm om mig, og trak mig ind til sig.

”Det ser ud til at der er familieidyl igen.”

Kommenterede Dean, da han kom ud fra hans og Claudias soveværelse.

”Det var på tide, jeg hader det når i to skændes. Specielt fordi jeg ved, præcist hvor meget skade i kan udrette. Desuden så ender jeg altid med tvillingerne, når i mundhugges, og Daniel gylper hele tiden på mig.”

Kommenterede Marcus halvsurt, og gav Jonathan et surt blik. Jeg lo, og fik et skarpt blik fra Marcus. Han slog armen om Annabella.

”Med andre ord; Ikke flere børn.”

Oversatte Annabella Marcuses utilfredshed.

”I hvert fald ikke lige nu.”

Mumlede hun, og krammede Marcus tæt ind til sig. Hun ville ikke have noget imod, hvis Jonathan og jeg fik endnu et sæt tvillinger, men det havde hun ikke tænkt sig at fortælle Marcus. Det ringede på døren. Marcus frigjorde sig hurtigt fra Annabella, med et;

”Jeg tager den.”

Han bevægede sig hurtigt ned af trappen, inden jeg kunne stoppe ham. Han nåede hoveddøren, og åbnede.

”Nej!”

Hviskede jeg hidsigt, Jonathan så overrasket på mig og læste svaret i mine tanker. Han blev let bleg. Trillinger så på os, med tvivl i blikket.

”Ann, Anne og Anna, nu er det tid til at gøre det i kom her for. De er her, skjul tvillingerne.”

De nikkede hurtigt, og smuttede lydløst ind i børneværelset. Det varede ikke længe, før døren forsvandt. Annabella så måbende på væggen.

”De fjerner det for os alle. Så vi ikke tænker for meget på dem, eller ved en fejl går ind til dem, så de kun ser at vi går igennem en væg.”

Forklarede Jonathan hurtigt. Han havde sluppet mig, og så bekymret ned af trappen. Det varede ikke længe, før Marcus kaldte op af trappen.

”Elisabeth? Jonathan? Det er til jer.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...