Børn af Englen.

Børn af Englen - den tredje del af triologien om den første. En uventet graviditet, hormoner, vekslende humør og en ukontrollerbar følelse til at dræbe dem alle, hver og en, er en del af det sammenkog der truer med at udslette hele familien.

5Likes
2Kommentarer
1227Visninger
AA

1. Forvirring.

 

Jonathan havde løftet mig op fra badeværelsegulvet, og atter lagt mig i hans favn. Han havde siddet på gulvet med mig, vugget mig stille og roligt, mens tårerne trillede ned af hans kinder. Han havde frygtet det værste, han frygtede at barnet ikke var hans, han frygtede for mit liv, hvad der ville ske med mig. Ingen vampyr havde nogensinde været gravid før, og der var derfor ingen, der vidste hvad der ville ske med mig.

Claudia havde hurtigt ryddet op inde på værelset, imens havde de andre stået i døråbningen og stirret vantro på mig. Annabella havde siddet på gulvet ved siden af mig, og havde forsigtigt aet min pande. Hun havde grædt, og hvisket at det hele nok skulle gå om og om igen.

Da Claudia kom ind og sagde at værelset var klar, havde Jonathan løftet mig op. Han gik ud af badeværelset med mig i armene, jeg var stadig bevidstløs. Han havde båret mig ind på værelset, og havde forsigtigt lagt mig i seng. Han havde lagt puden godt op under mit hoved, og havde pakket dynen tæt omkring mig.

Så havde han sat sig ned på gulvet, med ryggen mod sengekanten og stirret forvirret ind i væggen. De andre var gået efter et stykke tid, Annabella og Marcus kunne ikke holde ud at stå op for lang tid af gangen. Dean blev let træt, og blev smidt i seng af Claudia. Hun selv kunne ikke udtrykke ord, og havde for en kort stund holdt om Jonathan. Hun gik bagefter nedenunder, ind i stuen og gik frem og tilbage. De ventede alle sammen, ventede på at jeg skulle slå øjnene op igen.

På at jeg skulle fortælle dem alle, at der intet var galt, at jeg ikke var gravid. Men det var jeg. Den tanke ramte mig, det øjeblik jeg slog øjnene op.

”Det er en drøm, et mareridt.”

Tænkte jeg.

”Det er en drøm, et mareridt.”

Tænkte jeg om og om igen. Det måtte ikke være sandt, det måtte det ikke være. Men det jeg frygtede allermest, var at Jonathan ikke var faderen. At det barn, væsen, den livsform, jeg bar inde i mig, var en andens. Bare tanken gjorde mig syg. Tanken om at det var et, der var blevet skabt under mit ophold i fangenskab.

Jonathan aede igen, inden for meget kort tid, sine fingre over min pande og min hovedbund. Han lænede sig frem, og kyssede min pande igen. Han sagde ikke noget, selvom jeg savnede hans stemme. Han vidste ikke hvad han skulle sige.

”Hvad gør vi?”

Hviskede jeg lavt.

”Jeg ved det ik…”

Hans stemme knækkede over, og endnu en tåre gled ned over hans kind. Jeg løftede min hånd, og tørrede forsigtigt tåren væk. Så lagde jeg min hånd på hans bløde kind, og aede den.

”Vi er nødt til at finde ud af hvad det er.”

Han lagde ekstra tryk på det, og fik det til at lyde afskyeligt.

”Vi kunne bryde ind på et hospital, og få lavet en skanning.”

Jeg kiggede skævt på ham, jeg vidste ikke at han kunne betjene sådan en tingest.

”Claudia kan, hun var læge.”

Hviskede han forklarende. Jeg nikkede kort, og tænkte et øjeblik før jeg stillede mit næste spørgsmål.

”Kan hun også finde ud af om det er dit?”

Han stirrede forvirret på mig et øjeblik, og svarede så.

”Det kan hun vel. Men hvorfor er du interesseret i at vide det?”

Hans brune øjne så bekymret på mig, og forsøgte at aflæse mig.

”Jeg vil ikke beholde det, hvis det ikke er dit.”

Hviskede jeg. Han blev rasende.

”Du. Vil. Beholde. Det. Hvis. Det. Er. Mit.”

Hviskede han vredt og sammenbidt.

”Ja.”

Svarede jeg.

”Også selv om det kan slå dig ihjel?!”

”Jonathan! Vi ved det jo ikke med sikkerhed.”

Hans navn blev næsten råbt, resten blev hvisket. Han stirrede vantro på mig.

”Hvorfor vil du risikere dit liv for det?”

Hvæssede han og pegede på min mave. Han havde minderne om min tilstand i tankerne.

”Jeg… Jeg ved det ikke.”

Hviskede jeg indrømmende.

”Så er det afgjort. Det bliver fjernet.”

”Nej! Jeg vil ikke have det.”

Han rejste sig fra den stol, han havde hentet. Han bøjede sig ind over mig, og hvæssede.

”Det bliver fjernet, om du vil det eller ej.”

Lussingen kom som en overraskelse for os begge. Han rejste sig og tog sig til kinden. Den lyste rødt allerede. Jeg satte mig op i sengen, og var på vej over på den anden side. Væk fra Jonathan.

Jeg blev sparket i maven igen, og væltede om på sengen. Jonathan blev stående, og holdt sig stadig på kinden. Jeg rejste mig igen, og gik mod døren. Jeg blev sparket igen, men ignorerede smerten og gik videre. Jeg havde lagt hånden på dørhåndtaget, og ville til at gå ud. Jonathan ville ikke stoppe mig, han var for forvirret. Jeg havde aldrig nogensinde slået ham med vilje før.

”Du må ikke gå fra far.”

Hviskede en lille stemme i mit sind, den gav ekko og jeg sank i knæ på gulvet. Jonathan nærmede sig forsigtigt, han var bekymret for min tilstand, og ville helst ikke have at et skænderi kom imellem os. Jeg tog mig til maven, ledte efter den lille stemme i mit sind. Jeg fandt den ikke, den tiede atter stille igen.

”Elisabeth? Er i der noget galt, har du ondt?”

Hviskede Jonathan lavt, da han satte sig ved siden af mig på gulvet. Jeg så op på ham en enkelt gang, og kunne se at hans brune øjne lyste af bekymring. Jeg så væk igen, og hvæssede;

”Det må du jo fortælle mig.”

”Det… det kan jeg ikke. Jeg kan ikke mærke når du bliver sparket.”

Indrømmede han. Jeg kunne høre på hans stemme, at han fortrød vores skænderi.

”Jeg har ikke ondt, jeg fik bare…”

Jeg kunne ikke fortælle ham, at jeg lige havde hørt stemmen på det væsen jeg bar. Jeg kunne ikke fortælle ham, at jeg havde truffet min beslutning. At jeg ville beholde det, om det var hans eller ej. For da den lille stemme havde hvisket til mig, vidste jeg at jeg ikke kunne dræbe det.

”… et chok.”

Hviskede jeg. Jonathan kastede let med hovedet, det var tydeligt at han havde hørt jeg løj.

”Jeg ville ønske, at du fortalte mig hvad du tænker.”

Udbrød han pludseligt eftertænksomt.

”Hvad mener du?”

Spurgte jeg overrasket. Han fik det til at lyde, som om han ikke kunne læse mine tanker.

”Det er bare som om… at du engang imellem bliver uklar for mig. At jeg kun kan læse dine tanker, hvis det er en tanke det er meningen jeg skal høre. Alt andet bliver uklart, og det er hver gang… hver gang det bevæger sig.”

Han pegede let på min mave, men havde ikke denne gang lagt tryk på det. Jeg så skævt på ham, kunne han virkelig ikke høre mine tanker, når væsenet bevægede sig.

”Det kan jeg virkelig ikke.”

Sagde han. Han fik det til at lyde som om det frustrerede ham, at det irriterede ham noget så grusomt.

”Vær sød Elisabeth, fortæl mig hvad der er galt.”

Tiggede han. Jeg nikkede kort.

”Det… det talte til mig.”

Hviskede jeg, og så Jonathan blive bleg for anden gang. Hans øjne gled chokeret op.

”Hvad sagde det?”

Hviskede han lavt, og stivnede da han havde sagt det.

”Det sagde… Jeg citere…”

Jeg lavede anførselstegn i luften, og håbede at det ville få Jonathan til at slappe mere af. Jeg tog fejl, han beholdt sin blege kulør og så stift frem for sig.

”Du må ikke gå fra far.”

Jonathan blev blegere, og gik bagover. Jeg greb ham få centimeter over gulvet. Forsigtig lagde jeg hans hoved i mit skød, og aede hans kind. Han havde mistet bevidstheden, om det var af chok eller på grund af en ubevidst tanke jeg sendte, ved jeg ikke. Jeg var begyndt at blive bekymret, han havde stadig ikke åbnet øjnene og han trak ikke vejret.

”Jonathan elskede, vågn op.”

Hviskede jeg bedende, da jeg lænede mig ind over ham. Han begyndte at trække vejret igen, men åbnede stadig ikke øjnene. Jeg håbede at han kunne høre mig, og besluttede mig for at fortælle ham om min beslutning. Jeg løftede mit blik op, og så på et ligegyldigt punkt på væggen.

”Jonathan elskede, jeg er ked af det, men jeg vil beholde det. Jeg kan ikke dræbe det, jeg håber du forstår det. Jeg elsker dig, men jeg kan ikke dræbe det. Det kan jeg simpelthen ikke.”

Hviskede jeg, og mærkede en tåre trille ned af min kind.

”Det ved jeg, jeg… jeg kan heller ikke. Det virker forkert.”

Jeg så ned på hans fortrydende ansigt, hans øjne sagde det hele. Han ville ikke kunne dræbe det, og han ville ikke tvinge mig til noget, jeg ikke ville have. Han fortrød vores skænderi. Hans blik søgte væk igen. Der var noget han ikke kunne lide.

”Jeg kan ikke lide mit spørgsmål, men jeg er nødt til at få svar på det.”

Jeg så ind i hans sind, og så hans spørgsmål klart. Han havde mærket en kort energiudladning, før han besvimede og han ville vide om det var mig.

”Nej, elskede. Det var ikke mig. Jeg slog dig ikke bevidstløs, tro mig om du vil eller ej.”

”Jeg tror dig, men så betyder det at…”

Han lavede et let nik med hovedet i retningen af min mave.

”… det gjorde det.”

Jeg nikkede, væsnet udviste allerede kræfter. Det havde nu allerede vist sine evner to gange. Jeg undrede mig, hvor stærkt mon det var.

Jonathan bevægede usikkert på sig, da jeg blev sparket igen. Det var ikke særligt hårdt, men bare et let puf. Som om det ville gøre opmærksom på at det var der, at det var i live. En fod gled over mit maveskin, så stoppede foden midt på min mave, den flyttede sig ikke. Jonathan løftede sin hånd, og aede forsigtigt med en finger over det lille fodaftryk. Den forsvandt hurtigt, og Jonathan lo.

”Det er kildent.”

Hviskede han, og så betaget op på mig. Han smilede. Jeg vidste nu, at han ville tage sig af det som var det hans eget. Han satte sig op, og rejste sig. Han smilede stadig, og løftede mig op fra gulvet. Han bar mig som et spædbarn tilbage til sengen, hvor han forsigtigt lagde mig. Han gik rundt om sengen, og lagde sig. Han kravlede over til mig, og løftede forsigtigt op i min bluse. Først aede han forsigtigt min mave, så lagde han sit hoved på min mave. Han lå på min mave, og så på mig. Så lukkede han øjnene, og hans smil blev bredere.

”Jeg kan høre det.”

Hviskede han lavt.

”Det bevæger sig. Meget.”

”Det bruger mig som boksebold.”

Hviskede jeg. Jonathan lo for en kort stund, så åbnede han øjnene igen og så på mig.

”Det er underligt, man kan slet ikke se noget på dig. Du buler slet ikke ud.”

Nu var det min tur til at le.

”Så skal jeg ikke bekymre mig om at købe noget større tøj, jeg holder den slanke linje.”

Han lo lidt med mig, og lå så et stykke tid og lyttede.

”Sagde den virkelig far?”

Spurgte han. Jeg nikkede.

”Ja, den sagde far.”

”Underligt.”

Medgav han.

”Men på en eller anden måde kan jeg godt lide det.”

Jeg lo kort, og spurgte;

”Skal jeg så til at kalde dig farmand?”

Han rystede som meget på hovedet, som han nu kunne med det på min mave.

”Nej, det er forbeholdt den her.”

Svarede han og kyssede mig på maven.

”Også selv om det måske ikke er min.”

Jeg stivnede og skulle til at græde, da Jonathan kyssede mig højere oppe på kroppen, et sted der bestemt ikke var min mave. Jeg greb fat i baghovedet på ham, og hev ham op til mig.

”Det er dit.”

Hviskede jeg sammenbidt.

”Det håber jeg også det er.”

Hviskede han blødt, og kyssede mig på munden. Jeg kyssede ham igen, men skubbede ham væk, da han lagde sig tæt ind til mig.

”Du vil ikke bilde mig ind, at du tror på at sex skader babyen.”

Han kiggede skvæt på mig, og jeg kunne ikke lade være med at le. Han ærgrede sig, han vidste at jeg ikke havde lyst lige nu. Jeg var alt for nervøs, men også bekymret. Den tryggede stemning, der før var, kom nu tilbage. Vi blev bekymret igen, vi vidste ikke hvad der ville ske. Ville fødslen slå mig ihjel, eller vil det foregå som på normalvis? Ville jeg tage skade af det? Vil barnet overhovedet være normalt, eller en frygtelig skabning? Jeg vidste intet, og det skræmte mig.

Jonathan lagde sig ved siden af mig, og lagde trøstende armene om mig. Han kyssede min kind kærligt, og aede en hårlok væk fra mit ansigt.

”Du klarer dig, det gør du altid.”

Hviskede han bekymret ind i mit øre. Jeg lagde mig tættere ind i hans favn, og ønskede at alt ville foregå normalt under fødslen.

”Snakker du med Claudia?”

”Ja.”

Svarede han normalt. Han var stadig bekymret, men ønskede ikke at det påvirkede mig.

”Vil du spørge hende om hun kan… Hvad hedder det nu?”

”DNA-teste det.”

Svarede han, og smilede stort.

”Ja, beklager jeg ikke er så teknisk.”

Han lo kort, og så så på mig igen.

”Men ja, det skal jeg nok.”

”Tror du vi burde fortælle dem… at jeg…”

Jeg kunne ikke slutte sætningen, og så afventende på Jonathan. Han rystede bestemt på hovedet.

”Nej, det ville nok ikke være nogen god ide. De er allerede i en lettere tilstand af chok, og vi burde nok ikke presse dem for meget.”

Jeg nikkede til hans kloge ord, og tænkte så hurtigt igennem vores skænderi.

”Tror du de hørte os?”

”Højst sandsynligt.”

Jeg lagde mig tættere ind til Jonathan, og fortrød vores skænderi. Jeg elskede ham for højt til at være uvenner med ham.

”Hvor meget hørte de?”

Spurgte jeg opfordrende Jonathan, men han overhørte det.

”Hvor skulle jeg vide det fra?”

Spurgte han irriteret. Jeg så på ham, som om han havde sagt noget dumt. Det gik op for ham hvad jeg mente, og han rystede på hovedet.

”Jeg ved ikke hvordan man gør.”

Svarede han opgivende. Men han fik ikke lov at slippe så let, og det vidste han. Han sukkede dybt, og rullede med øjnene.

”Hvad gør jeg?”

Spurgte han så endeligt. Et smil formede sig på mine læber, og Jonathan sukkede dybt igen.

”Vi starter med Annabella, hun er den der ligger mærke til mest.”

”Starter med Annabella?”

Jonathan sukkede opgivende igen, han gad virkelig ikke til at prøve sine evner af nu.

”Ja, men hør nu efter.”

”Ja, ja.”

Svarede han lettere irriteret.

”Vi kan også lade være, hvis du ikke gider. Men hvis du nu får brug for det, så…”

Jeg afsluttede med vilje ikke min sætning, og fortrød det i samme øjeblik. Jonathan blev bleg igen, da han forestillede sig at han måske kunne miste mig, hvis han ikke lærte det.

”Lær mig det.”

Hviskede han bestemt. Jeg nikkede, og opdagede at mit smil var forsvundet fra mine læber.

”Luk øjnene.”

Bad jeg bestemt. Han gjorde det, og jeg lagde mine hænder i hans.

”Forestil dig at Annabellas sind er som en bog, alt du skal gøre er bare at åbne den.”

”Er der så let?”

Hviskede han sarkastisk. Jeg gav ham et let klap i bagsiden af hovedet.

”Koncentrer dig.”

”Ja ja.”

Han prøvede igen, og jeg begyndte at kunne høre små stemmer komme fra hans sind. Han klappede i med det samme, og tog sig til hovedet.

”Av for en i hel…”

”Shh…”

Han rullede med øjnene endnu engang og så småsurt på mig.

”Er du godt klar hvor ondt i hovedet man får af det…”

”Shh…”

”Hold nu op, Elisabeth. Det hjælper ikke på min hovedpine, at du tysser på mi…”

Jeg plantede et dybt lidenskabeligt kys på hans læber, og det virkede. Han holdt mund med det samme. Han trak mig helt tæt ind til sig, og det virkede ikke som om han nogensinde ville give slip på mig igen.

”Jonathan. Luft.”

Fik jeg hvisket, så han kunne høre det. Hans læber slap øjeblikkeligt mine, men han holdt mig stadig tæt.

”Du behøver ikke at trække vejret, så hvad er problemet?”

”Jeg var jo nødt til at få dig til at holde op på en eller anden måde, ikke? Lyt så efter.”

Han lyttede, og blev opmærksom på at jeg allerede havde lukket op for Annabellas sind.

”Det er tomt, sort, er hun så hjernedød?”

Hviskede han med et smil på læberne.

”Nej, dit fjollehoved. Sådan ser det ud, når du åbner for et sind som sover.”

”Hvorfor skulle jeg så åbne for hendes sind, hvis hun alligevel sover?”

”Jeg ville ikke gøre det for svært for dig, til at starte med.”

Han nikkede, og så opmærksomt på mig.

”Hvad med Marcus?”

”Han sover, det samme gør Dean. Det er kun Claudia, der er vågen.”

Jeg åbnede langsomt for Claudias sind, så Jonathan kunne følge med i hvad jeg gjorde.

”Det minder mere om et elastik, man skal igennem uden at bryde den, end en lukket bog.”

”Beskriv du det på din måde, jeg beskriver det på min måde.”

Han nikkede og lyttede opmærksomt til Claudias sind.

”Hvad gør vi? Hvad gør vi? Hvad endte skænderiet med? Jeg kan ikke lide de er så stille, er de mon faldet i søvn igen? Bare jeg snart får noget at vide om Elisabeth, jeg er bekymret for hende. Mon…”

Jeg lukkede af for hendes sind, da jeg lagde mærke til Jonathans anstrengte ansigtsudtryk.

”Hvad er der galt?”

Han begyndte at massere sine tindinger med fingerspidserne.

”Jeg får ondt i hovedet af alle de tanker.”

Jeg greb hans hænder, og tog dem i mine.

”Du vænner dig til det.”

Hviskede jeg kærligt, og kyssede ham på kinden.

”Det håber jeg.”

Hviskede han lavt. Det var nok mere til ham selv end til mig, den sætning var henvendt til.

Jeg begyndte at rejse mig, og Jonathan fulgte mig hurtigt.

”Kan vi ikke tage af sted nu? Jeg vil gerne finde ud af det nu.”

”Vi kan jo spørge Claudia.”

Jeg nikkede, og vi gik stille og roligt ud af værelset og nedenunder. Vi gik hen til stuedøren, og det var lige før Claudia var kommet med et begejstret udbrud. Hvis ikke Jonathan hurtigt havde rystet på hovedet, så havde hun nok vækket Marcus og Annabella, som lå og sov på sofaen. Jonathan lavede et kast med hovedet, og trak mig af sted ud i køkkenet. Claudia kom ind og lukkede døren efter sig. Hun ville være sikker på, at hun ikke vækkede de andre.

”Hvad er der?”

Spurgte hun forsigtigt. Jonathan forklarede hurtigt om scanningen og DNA-testen, jeg ville have foretaget og spurgte om hun ville gøre det. Hun nikkede, men hendes ansigtsudtryk afslørede en masse spørgsmål.

”Hvorfor DNA-teste det?”

Jonathan ville til at svare, men jeg kom ham i forkøbet.

”Jeg vil gerne vide om det er Jonathans eller om det er… Det ville give mig ro, hvis jeg vidste det.”

Jeg kunne se at det ikke var det svar Claudia havde håbet på, hun kæmpede et kort øjeblik for at forholde sig roligt. Hun kørte irriteret en hånd i gennem hendes hår.

”Give dig ro.”

Jeg nikkede, og lagde mærke til at Claudias blik gled ned på gulvet.

”Kan det ikke være lige meget? Hvis det alligevel bliver fjernet?”

Der opstod et kort øjeblik, før Claudia for over til mig. Jonathan vendte mig rundt, og lagde sine hænder på siderne af mit ansigt.

”Elisabeth, kan du høre mig? Elisabeth?”

Min tankegang blev sløret, og jeg svarede først, da Jonathan skulle til at løfte mig over til en stol.

”Selvfølgelig kan jeg høre dig, hvorfor skulle jeg ikke kunne det? Jeg er jo ikke døv, vel?”

Jeg svarede i en lettere aggressiv tone, og Jonathan så overrasket på mig. Han fik placeret mig på en stol, mens Claudia rodede rundt efter blod i køleskabet. Jeg satte min albue i bordet, og lænede mit hoved i min håndflade.

”Elisabeth, er du okay?”

”Ja, hvorfor fanden skulle jeg ikke være det?”

Han tog overrasket et skridt tilbage, jeg plejede ikke at være så hidsig, når han var i nærheden. Han mumlede for sig selv, og jeg syntes at jeg forstod det som ”Hormoner.”

”Hvabehar?”

”Ikke noget.”

Han rystede på hovedet, og satte sig i en stol overfor mig. Han greb min frie hånd, og begyndte at ae den. Jeg blev mere rolig, og slappede af igen.

”Undskyld.”

”Det er okay, min engel.”

Jeg smilede blidt til ham, og blev mødt med et fjoget smil. Claudia stillede et glas blod ved siden af mig, og satte sig på en stol ved siden af Jonathan.

”Drik.”

Jeg skulede ondt, men sultent på glasset. Jeg havde ikke været klar over, at jeg var så sulten som jeg var nu. Jeg greb det hurtigt, og begyndte langsomt at drikke. Da det var halvt tomt, åndede Jonathan lettet op.

”Det var bedre.”

Hviskede han lettet til mig. Jeg så forvirret på ham, stadig med glasset for mine læber.

”Du blev ret bleg lige før. Derfor blev vi lidt bekymrede.”

Jeg tog det tomme glas fra munden, og nikkede. Jeg placerede glasset på bordet, og trak vejret dybt en enkelt gang.

”Claudia, det skal ikke fjernes.”

Hun så chokeret frem og tilbage mellem Jonathan og mig.

”Jonathan, har du ikke tænkt dig at sige noget til hende?”

”Det var… Jeg vil ikke tvinge hende til noget hun ikke vil.”

Han så ned i bordpladen, og lignede et barn der blev irettesat. Claudia viftede irriteret med sin ene hånd, og rystede på hovedet.

”Det er også lige meget.”

Vi så begge overrasket på hende.

”Hvad? I er trods alt voksne begge to, mere eller mindre godt nok, men i bestemmer selv.”

Jeg fniste let, og Jonathan smilte stort.

”Det var godt nok ikke lige den reaktion, vi havde ventet fra dig af.”

Sagde Jonathan lettere fornøjet.

”Godt nok spiller jeg mor i den her familie, men jeg er den yngste, så jeg bestemmer egentligt ikke over jer.”

”Selv om du tror det engang imellem.”

Hviskede Jonathan fornøjet, hans svar blev besvaret med et let klap i bagsiden af hovedet.

”Hvornår tager vi af sted?”

Spurgte jeg forsigtigt.

”Om lidt.”

Svarede Claudia, og aede hurtigt min kind.

”Så får vi svar på det hele.”

Sagde Jonathan, og pludselig virkede han ikke længere glad, men bekymret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...