Englens bror.

Englens bror - anden del af triologien om den første. Netop som alt syntes at ånde fred, og lykken er indenfor hendes rækkevidde, vågner hun skrigende fra mareridt. Mareridt, hvor hun bliver plaget af en forlængst glemt slægtning, der ikke vil hende godt. Hun skubber sin elskede fra sig, og flygter, uvidende om at uanset hvor langt hun løber, så kan hun ikke løbe fra sig selv.

8Likes
0Kommentarer
1160Visninger
AA

8. Det sidste møde.

 

Jonathan og jeg løb videre. Claudia var på vej væk, i den anden retning. Over den ene skulder havde hun den bevidstløse Annabella.

Vi løb i retning af skriget, og skulle ikke løbe længe, før vi fandt ham. Han sad halvt oppe, lænende op af et træ. Han havde et grimt sår på højre side af panden, hans blik var tåget og virkede langt væk. På afstand kunne jeg skimte noget, der stak ud af hans brystkasse. Da vi kom nærmere, kiggede han op og hans blik syntes at blive skarpere, men kun for et øjeblik. Hans hoved sank igen ned på hans brystkasse og hans blik blev sløret.

Jeg satte mig forsigtigt ned ved siden af ham, og vurderede hans skader. Såret i hovedbunden var et overfladisk sår, men skulle alligevel forbindes. Det der nok havde været noget af træet, havde gennemboret hans brystkasse. Heldigvis havde den ramt ved siden af hjertet, men den skulle alligevel snart fjernes. Blodet væltede frem fra såret, og gav Dean en blålig kulør. Den skulle fjernes, og han skulle have noget blod. Konsekvenserne af hvad der ville ske, hvis det ikke blev gjort, var utænkelige. Jeg havde ikke lyst til at miste ham.

”Claudia.”

Hviskede han. Jeg kunne høre på hans rallen, at hans ene lunge var blevet gennemboret og var fyldt med blod. Jonathan holdt forsigtigt hans hånd.

”Claudia?”

Hviskede han igen, men højere. Han begyndte at hoste igen, og blodet begyndte at rende ned fra hans mundvig. Det duftede skønt, og jeg havde lyst til at slikke det i mig. Men jeg skubbede lysten væk fra mig, og fokuserede på at få ham til at slappe af.

”Hun har det fint.”

Hviskede jeg til ham. Han drog et lettelses suk, og så på mig igen.

”Annabella?”

Hviskede han så lavt, at jeg næsten ikke kunne høre det.

”Hun er såret, men har det fint.”

Han begyndte at rykke på sig, men kunne ikke flyttede sig meget på grund af det stykke træ, der havde gennemboret ham og sat sig fast i træet bag ham.

”Bliv siddende, sid helt stille. Jeg er nødt til at fjerne træstykket, ellers kan vi ikke få dig fri.”

Sagde Jonathan og tog forsigtigt fat om enden på træstykket. Dean nikkede kort, og lukkede øjnene.

Jonathan hev til, og på ingen tid var træstykket fri fra Deans brystkasse. Blodet begyndte at vælte frem, og Dean sank sammen. Hans hud blev endnu lysere, og hans blik blev tomt. Jonathan rev hans sweater og bluse af. Han rev blusen i to lige store stykker, og formede dem til to klumper. Han bad mig om forsigtigt at løfte Dean, så han kunne forbinde sårene.

Jeg løftede Dean forsigtigt op i skuldrene.  Han ømmede sig, men det kunne næsten ikke høres. Jonathan lagde stofstykkerne på hver sin side af Dean overkrop, oven på sårene. Han rev sweateren i strimler, og brugte dem til at binde stofstykkerne fast med.

Jeg lagde forsigtigt Dean ned, da Jonathan var færdig. Dean havde mistet bevidstheden, da Jonathan havde bundet stofstykkerne fast. Jeg rev et stykke af min bluse af, og tørrede blodet fra hans ansigt væk. Jeg gjorde det så rent som jeg kunne, men det var ikke nok, der sad stadig indtørret blod på hans pande og i hans pandehår.

”Hvad gør vi?”

Spurgte Jonathan bekymret. Hans ansigtsudtryk var trist, og han var bekymret for Dean. Hans hænderne var blevet smurt ind i Deans blod, han sad bare og så på dem.

”Bær ham tilbage til huset. Sørg for at han får noget blod, og få renset hans sår.”

Jonathan så forvirret op på mig.

”Men… Hvad med dig? Jeg kan ikke lade dig gå alene.”

Jeg var udmærket godt klar over at han ikke ville forlade mig nu, men han var nødt til det. Vi kunne ikke lade Dean ligge, og risikere at min bror fandt ham.

”Det bliver du nødt til. Vi kan ikke lade Dean ligge, det ved du.”

”Men…”

Begyndte han bekymret, både for Deans men også for mit helbred.

”Nej, Jonathan. Bær ham tilbage til huset, og skynd dig så tilbage.”

Han sukkede, han vidste jeg havde ret. Han nikkede kort, samlede Dean op fra jorden og løb tilbage til huset med ham. Jeg gik den anden vej, lyttende efter et baghold.

Det varede ikke længe, før jeg hørte en tung vejrtrækning. Jeg gik i retning af den, men holdt skarpt udkig efter min bror eller tegn på et baghold.

Jeg fik øje på Marcus, der lå i et blomsterbed og holdt skarpt udkig. Jeg for over til ham, og opdagede at han ikke var alene. Han lå oven på Niklas, beskyttede ham fra nogle eventuelle farer. Han flyttede sig, så jeg kunne se til Niklas. Han havde ingen åbenlyse skader, men han var bevidstløs. Jeg fandt en bule i baghovedet på ham.

”Marcus, hvad skete der?”

Spurgte jeg, mens jeg helede Niklases skade.

”Dean forsøgte at komme tilbage til Claudia og Annabella, men din bror fik ham. Jeg så ikke hvad der skete, jeg hørte ham kun skrige. Er han okay?”

Jeg nikkede kort, og så et lettet udtryk i Marcuses ansigt.

”Fortsæt.”

Bad jeg ham. Han nikkede igen, og fortsatte.

”Niklas var gået i stå, da Dean skreg. Jeg råbte til ham, at han ikke skulle løbe tilbage efter Dean, at det var for farligt. Han vendte sig om, og løb hen mod mig. Så begyndte det at hagle.”

”Hagle?”

Spurgte jeg ham nysgerrigt.

”Ja, med sten og træstykker.”

Han nikkede eftertænksomt.

”Vi blev begge ramt, og så slæbte jeg ham her over. Jeg tænkte at det nok ikke ville være lige så let at se os her, end som hvis vi lå på plænen.”

Jeg tænkte kort, og så på ham igen.

”Hvor gik han hen?”

Marcus pegede i en retning længere væk fra huset, inde i skoven. Jeg nikkede igen.

”Annabella og Claudia. Er de…”

”De har det fint. Annabella er såret, men det er ikke så slemt.”

Marcus nikkede igen eftertænksomt.

”Tag Niklas med tilbage til huset. De andre er der også.”

”Det kan jeg ikke.”

Jeg så på ham, og frygtede at han havde gang i et eller andet martyrærinde.

”Hvorfor?”

Spurgte jeg neutralt.

”Mit ben.”

Forklarede han. Jeg forstod ikke noget, og så undrende på ham. Han lavede en smertelig grimasse, da han vendte sig rundt, så han kunne komme op og sidde. Han stønnede smertefuldt, da han trak benet fri fra planterne med sine hænder. Han hev benet til sig, og jeg forstod hvad han mente.

Nogle få centimeter under hans knæ, stak et blodigt stykke træ ud.

”Jeg kan ikke støtte på det.”

Forklarede han anstrengt.

”Lad mig se på det.”

Han rystede på hovedet.

”Marcus.”

Sagde jeg, og forsøgte at lyde bestemt.

”Glem det, mig får du sgu ikke lov at bestemme over.”

Han smilte sit frække smil, men det var lidt anstrengt. Han havde smerter.

”Lad mig ordne det, så du kan komme tilbage til huset. I sikkerhed.”

Han rystede på hovedet.

”Du skal ikke bekymre dig om mig, jeg klarer mig. Det gør jeg sgu altid. For helvede Elisabeth.”

Jeg var kommet til at røre ved træstumpen, da jeg undersøgte hans knæ. Han så vredt på mig. Jeg så vredt tilbage.

”Og hvordan har du tænkt dig, at du vil komme tilbage til huset?”

Spurgte jeg. I samme øjeblik slog Niklas øjnene op, og Marcus smilede stort til mig.

”Sådan der.”

Svarede han og pegede på en forvirret Niklas.

Niklas satte sig op, omtåget og forvirret. Han så rundt, og så så tilbage på Marcus og mig. Han åbnede kort munden, som ville han sige noget. Men han sagde ikke noget, og lukkede munden igen.

”Niklas, hjælp Marcus tilbage til huset.”

”Men…”

Han så bekymret op på mig.

”… hvad med dig?”

”Jeg er nødt til at finde min bror.”

Svarede jeg og rejste mig. Han så bekymret op på mig, og gjorde ikke mine til at ville bevæge sig.

”Nu Niklas.”

Han rystede på hovedet.

”Nej, jeg kan ikke lade dig i stikken.”

”Det gør du heller ikke, Jonathan kommer så snart han kan.”

”Men…”

Begyndte han igen.

”Nu tager du Marcus og hjælper ham tilbage til huset. Forstået?”

Jeg forsøgte at lyde kommanderende, at jeg virkelig ikke ville have ham med mig. Men det ville jeg gerne, noget så forfærdeligt. Men jeg kunne ikke risikere at der skete ham noget, han måtte ikke komme til skade. Han betød alt for meget for mig.

Han nikkede til sidst, sprang på benene og hjalp Marcus op og stå. Marcus lagde sin arm hen over Niklases skulder, og sammen humpede de af sted.

 

Jeg trak vejret dybt et par gange, inhalerede den skønne duft af forår. Velvidende at det måske var sidste gang jeg ville inhalere den skønne duft. Jeg ønskede mig selv væk, langt væk. Liggende på en strand med Jonathan ved min side, han ville ligge og kysse mig. De andre ville spille bold i sandet, le og more sig. Marcus ville med vilje skyde bolden i hovedet på Jonathan, så han ville blive afbrudt. Jonathan ville sige at han snart var tilbage, hvor efter han ville give sig selv til at jage Marcus. De ville have en mindre slåskamp, hvor de tumlede rundt i sandet. Annabella ville le af dem, og sætte sig sammen med mig. Vi ville le og kommentere vores mænds gode og dårlige trick. Claudia og Dean ville være ude og svømme, men fulgte interesseret med ude fra vandet. Niklas ville gå i vandkanten, og lede efter noget interessant. Vi ville alle more os, og senere ville vi alle tage ud og svømme sammen. Jonathan ville efter et stykke tid, trække mig væk under vandet. Han ville svømme langt væk med mig, og slæbe mig op fra vandet. Han ville ligge mig på ryggen, og begynde at pille badedragten af mig. Vi ville elske på strandkanten, glemme alt omkring os. Vi ville efter et stykke tid få badetøj på igen, og svømme tilbage til de andre. Hvor vi ville blive mødt med fjollede ansigtsudtryk fra Marcus.

Jeg forsøgte at holde fast i den lille fantasi, men lyden af en knækkede gren i skovbunden, fik mig til at slå øjnene op. Jeg lagde straks mærke til stilheden. Det eneste jeg havde hørt var den knækkede gren, men jeg kunne ikke høre mere. Intet vindpust, ingen fugle, ingen dyr i skovbunden, intet. Jeg skærpede mine sanser, men kunne stadig intet høre. Min bror måtte gemme sig godt, og være stille. Jeg hørte pludselig lyden af skridt, det var en der løb. Før jeg vidste af det, rev Christian mig op fra jorden og kastede sig sidelæns med mig. Få centimeter fra hvor jeg lige havde stået, borede en gren sig dybt ned i jorden.

Jeg stirrede chokeret efter hvor den var kommet fra, men kunne ikke se noget. Igen rev Christian mig op fra jorden, og kastede sig væk med mig. Han var ikke hurtigt nok denne gang.

Grenen borede sig ind i mit skinneben, og jeg skreg. Jeg kunne høre knoglen knække, og hørte lyden af muskler og sener der blev gennemboret. Jeg lå på jorden med Christian over mig.

”Hiv den ud. Hiv den ud.”

Skreg jeg. Christian så forvirret på mig.

”Hiv den ud, ellers kan jeg ikke hele.”

Han rakte ud, og fik fat i den. Han nikkede og jeg bed tænderne sammen. Så hev han til, og smed grenen væk. Han lagde en hånd på mit sår for at stoppe blødningen, og så sig omkring efter endnu et angreb. Jeg lukkede frygten ude, og fokuserede på at hele mit sår. Jeg kunne kort høre Claudias stemme, der talte til Jonathan, hun forsøgte at hjælpe ham. Så åbnede jeg øjnene igen, og Christian gav slip på mit ben.

”Knoglen heler stadig, jeg kan ikke bruge mit ben endnu.”

Hviskede jeg i Christians sind. Han nikkede bare, og rejste sig. Han bar mig hen i læ under et træ, og gik. Jeg så efter ham, da han bevægede sig rundt i skoven. I læ for min bror bevægede Christian sig rundt mellem træerne. Han så sig hele tiden om. Han passede på mig, men hvorfor? Han havde jo hadet mig, men han havde lige reddet mig to gange. Og nu gik han rundt i skovbunden ledende efter min bror, for at dræbe ham, for at beskytte mig. Hvorfor beskyttede han mig?

Jeg hørte Jonathans stemme i mit hoved, han spurgte hvor jeg var. Knoglen var helet, og han ville hen til mig. Jeg forklarede vejen, og hvad der var sket. Han undrede sig, han forstod det heller ikke.

Pludselig blev jeg revet ud af min tankestrøm, da Christian løftede mig op og løb med mig. Han løb i siksak hen over skovbunden. Jeg hørte en susen. Pludselige væltede Christian med mig.

Jeg rullede rundt et par gange på jorden, før jeg lå stille. Christian rejste sig anstrengt, og jeg fik øje på den gren, der havde ramt ham. Den havde gennemboret hans mellemgulv, og han kunne knap nok stå op. Han trak grenen ud med en halvkvalt lyd, og var ved at vælte. Han spyttede noget blod ud på jorden, og så over på mig.

Igen hørte jeg en susen. Jeg havde forventet at den var rettet mod Christian, så jeg blev ikke overrasket da han satte i løb. Jeg blev først overrasket, da han kastede sig ind foran mig. Han landede tungt, den havde ramt plet.

”Christian!”

Skreg jeg. Denne gang havde min bror ramt plet, grenen havde ramt Christian i hjertet. Blodet rendte fra hans mund, og hans øjne blev sorte. Jeg kastede mig hen til ham, tog hans hånd, forsøgte at helbrede ham.

”Nej, Elisabeth. Det kan ikke lade sig gøre.”

Hviskede han svagt. Han havde ret, jeg kunne ikke redde ham, men jeg ville ikke give op.

”Elisabeth, lyt til mig. Du er…”

Mere blod skyllede frem fra hans mund, og gjorde det umuligt for ham at trække vejret. Hans krop gik i krampe, jeg anstrengte mig endnu mere, men det var for sent.

”Du er…”

Forsøgte han igen. Mere blod vældede frem, og jeg slap hans hånd. Kramperne holdt op, og hans øjne blev matte og tomme. Han holdt op med at trække vejret, og blev afslappet. Og mens jeg så til, forsvandt hans krop, blev til støv for mine øjne. Han fik fred. Det gjorde mig på en måde glad, at han endelig havde fået fred. Men samtidigt følte jeg sorg, han havde givet sit liv for mit. Jeg havde taget alt fra ham, inklusiv hans liv.

En latter brød ud, og jeg sprang på benene. Jeg så mig forvirret omkring, ledte efter min bror. Jeg fandt ham ikke.

”Daniel!”

Råbte jeg vredt. Det her skulle slutte nu, en af os måtte dø, og det skulle være nu.

”Træd frem!”

Råbte jeg endnu mere vredt. Jonathans stemme genlød i mit hoved, han tiggede mig om at vente. Give ham tid til at komme hen til mig, vente på ham. Men jeg ville ikke vente længere, jeg var rasende, min bror skulle betale for det her nu.

”Daniel!”

Råbte jeg vredt igen.

”Ja?”

Svarede han uskyldigt lige bag mig. Hvis det ikke lige var, fordi han havde myrdet Christian, så ville jeg have grædt. Følelserne kom bag på mig, jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke dræbe min bror.

Jeg vendte mig rundt, og mødte de blå øjne. De så på mig med glæde. Hans mund formede et charmerende smil, og jeg mærkede nogle tårer snige sig ind på mig. Han så så glad ud, så ubekymret. Han lignede den bror, jeg altid havde kendt.

”Daniel?”

Spurgte jeg igen, men denne gang som en hvisken.

”Ja, det er mig søs.”

Hans smil blev større.

”Men du… Jeg spærrede dig inde.”

Jeg kunne ikke tro, at min bror virkelig stod her. Han virkede som en drøm.

”Det er okay.”

Sagde han trøstende. Mine tårer begyndte at samle sig i øjnekrogene.

”Jeg er fri nu. Det er okay.”

Sagde han uskyldigt. Mine tårer rendte nu ned over mine kinder, og jeg var så sikker som jeg aldrig havde været før. Jeg kunne ikke dræbe ham, uanset hvad Claudia eller Jonathan sagde. Jeg kunne ikke dræbe min tvillingebror, jeg kunne ikke dræbe mit spejlbillede.

”Det er okay.”

Forsikrede han mig igen. Han rakte en hånd frem, og tørrede tårerne af min kind. Han gik tættere på mig, så lagde han armene om mig. Han krammede mig ind til sig, og hviskede beroligende ord til mig. Jeg skubbede mig ud fra hans greb, og så på ham. Han så ubekymret tilbage på mig.

”Men… hvad skete der? Hvordan kom du fri?”

Han aede min kind igen, og smilte.

”Det er lige meget Elisabeth.”

Hviskede han og aede min kind igen.

”Men jeg vil vide det.”

Hviskede jeg. Tårerne trillede igen.

”Okay, men så må du heller ikke græde, vel?”

Jeg nikkede ivrigt. Hans engleansigt blev bekymret.

”En kvinde kom. Hun befriede mig, og sagde jeg skulle dræbe dig. Men det kunne jeg aldrig finde på, det sagde jeg til hende, også truede hun med at dræbe mig.”

”Hvad skete der?”

Hviskede jeg bekymret for ham. En indre stemme fortalte mig at det var løgn, men jeg overhørte den.

”Jeg var nødt til at dræbe hende, jeg frygtede hun ville skade dig. Så rejste jeg hertil, jeg vil sikre mig at du var i live og uden for fare.”

”Tak.”

Hviskede jeg tilbage.

”Tak for at du beskytter mig.”

Han smilte igen, og lignede igen den glade engel.

”Selvfølgelig beskytter jeg dig, du er min søster.”

Han trak mig ind til sig, og aede mit hår. Han hviskede igen beroligende ord til mig, og holdt om mig. Han var min bror, han ville aldrig skade mig og jeg ville aldrig skade ham.

”Jeg elsker dig Daniel.”

Hans smil blev større, og jeg syntes det virkede hånligt.

”Jeg elsker også dig Elisabeth.”

Hviskede han med sin bløde englestemme.

”Elisabeth!”

Råbte Jonathan, da han kom løbende imod os. Jeg vendte mig for at sige, at alt var i orden, at min bror bare ville beskytte mig. Da fik jeg øje på blodpletten, støvet, der havde været Christian. Daniel vendte mig med ryggen mod ham, og lagde den ene arm om mig. Hans greb var stramt, og jeg kunne ikke komme fri af det. Jeg mærkede noget skarpt blive lagt for min strube, og så Jonathan stoppe op.

”Kom ikke nærmere, hvis du gerne vil leve.”

Hvæsede Daniel vredt til Jonathan. Jeg brød igennem den trance min bror havde lavet. Jeg forsøgte at vride mig fri, og det var næsten lykkes. Daniel flyttede sin arm, for at få et bedre greb. Han strejfede min mave og hylede. Han skubbede mig vredt frem, så hårdt at jeg landede for fødderne af Jonathan. Han hjalp mig op og stå, og skubbede mig så om bag sig.

”Din tæve!”

Skreg min bror vredt. Han kastede vredt kniven i jorden, og gav sig til at sparke i den. Han var rasende, men over hvad?

”Du har givet dig selv til ham!”

Råbte han vredt og pegede på Jonathan.

”Du har givet dig selv til en uduelig, ynkelig…”

Han gav sig til at bande på det sprog vi var opvokset med. Jonathan forstod intet, og det skulle han være glad for. Daniel brugte de værste ord han kunne om ham.

Men hvorfor havde det gjort ham så vred? Jeg elskede Jonathan, var det ikke nok?

”Af alle de mænd, der rent faktisk var noget værd, giver du dig til ham?!”

Råbte han vredt igen.

”Kan du ikke være ligeglad hvem hun vælger?”

Råbte Jonathan til ham. Han stivnede, og så over på os begge med et dræbende blik.

”Være. Ligeglad. Hvem. Hun. Vælger. Står du og blider mig ind, at jeg skal være ligeglad med hvem min søster går i seng med?!”

”Er det ikke lige meget, Daniel? Så længe jeg elsker ham?”

Spurgte jeg ulykkeligt. Min bror brød sig ikke om Jonathan, men hvorfor?

”Nej.”

Svarede han iskoldt, og gik til angreb.

Han var hurtig, og jeg nåede ikke at se hvor han blev af, før Jonathan hev mig væk. Daniel bragede lige ind i ham, og smerten lammede mig. Jeg sank helt sammen på jorden, og rystede. Jeg så op igen, da smerten forsvandt. Daniel var allerede på benene, og havde retning lige imod mig. Igen hev Jonathan mig væk.

”Vågn op Elisabeth.”

Jeg så forvirret på ham.

”Hvad mener du?”

Før han kunne svare, bragede Daniel ind i ham igen. Jonathan fløj ind i et træ, og min bror sprang på mig. Jeg nåede ikke at flytte mig, jeg registrerede ingenting, før jeg så ham løfte kniven over mig.

Jeg koncentrerede mig et kort øjeblik, og mærkede ham blive revet væk af den stærke vind, jeg havde skabt. Jeg sprang på benene, og løb mod ham. Han var stadig forvirret, og forsøgte at komme på benene. Jonathan rejste sig igen, og løb imod os. Før vi nåede hen til ham, forsvandt han. Han havde flyttede sig så hurtigt, at vi ikke så hvor han løb hen. Vi stod forvirrede ryg mod ryg, og kiggede efter ham.

”Troede du det ville være så nemt?”

Lød det fra min bror, og vi blev klar over at han var et sted i træerne.

”Jeg har brugt lang tid på at plage jer i jeres drømme, få jer skilt ad. Og det var næsten lykkes.”

Hvæssede han, og jeg fandt ud af at han sad højt oppe. Han skulle bare tale noget mere, så jeg ville vide hvilket træ han sad i.

”Men nej, i skulle absolut finde sammen igen. Kærlighed gør dig svag Elisabeth.”

”Den gør mig stærkere.”

Hviskede jeg og mærkede Jonathans hånd, der lukkede sig om min.

”Kærligheden vil blive din undergang, for hvis bare en af jer dør, dør i begge. Det giver mig en fordel, kære søster.”

Så blev der stille, jeg nåede ikke at finde ud af hvor han var, før han tiede stille. Vi stod og lyttede, tiden gik, men afslørede intet.

”Tror du han er…”

Begyndte Jonathan, men blev afbrudt af en susen. Jeg sank sammen først, træstykket havde næsten ramt rigtigt. Det havde kun strejfet mit hjerte, men det var nok. Smerten lammede mig og Jonathan. Han lå ved siden af mig, blødende fra et sår samme sted. Han rakte ud efter mig, men jeg kunne ikke koncentrerer mig om det. Min koncentration var vendt mod noget andet. Jeg byggede muren op, stærkere end nogensinde. Jeg spærrede forbindelsen mellem vores kroppe, og smerten blev nu kun min. Jonathans sår helede, men mit gjorde ikke. Han kravlede over til mig, stadig svækket af såret. Jeg kunne ikke høre hans tanker, men jeg kunne se på hans ansigtsudtryk at mange følelser farede igennem ham. Sorg, frygt, vrede, ligegyldighed, håb.

”Elisabeth.”

Hviskede han til mig, og hans stemme virkede endnu mere fjern end nogensinde. Alle mine kræfter blev brugt på at holde den mur oprejst, jeg kunne ikke hele mig selv.

”Elisabeth, du må ikke.”

Hviskede han igen.

”Jonathan.”

Hviskede jeg, og var ved at skrige af smerte. Han forsøgte at hive træstykket ud.

”Du er nødt til at dræbe ham. Jeg kan ikke hele, før du har dræbt ham.”

Mit hoved sank tilbage på det bløde lag af mos. Jonathan sank sammen på jorden, og lå stille. Jeg tjekkede muren, den holdt, men hvad var der galt? Hvorfor lå Jonathan på jorden?

Jeg hørte pludseligt skridt, og vidste at min bror nærmede sig. Jeg greb ud efter Jonathans hånd, og fik fat i den. Min bror så ned på mig, og rystede på hovedet.

”Jeg sagde det jo. Hvornår lærer du at høre efter søster?”

Han bøjede sig ned til mig, og jeg mærkede det lille klem Jonathan gav min hånd, før han stak ud efter min bror med kniven. Han ramte ham i skulderen, og min bror sprang tilbage med et skrig. Jonathan kom hurtigt på benene, og tøvede ikke et øjeblik, før han sprang på ham igen. De væltede rundt på jorden, slog og sparkede ud efter hinanden.

”Slip mig din hund.”

Skreg min bror, da Jonathan fik fat på hans ene arm. Han vred den rundt, og et højlydt knæk lød. Min bror skreg igen, og slog ud efter Jonathan. Han ramte, og Jonathan røg tilbage hen over jorden. Jeg så noget blod rende ned fra Jonathans pande, hvor Daniel havde ramt. Han sprang frem mod Daniel igen, men denne gang var Daniel forberedt og slog ham hårdt i siden. Han røg tilbage igen, og landede ved siden af mig.

Daniel rejste sig, vred sin arm på plads og begyndte at gå hen imod os. Han smilede stort, og gjorde klar til at gøre det af med os begge.

”Jeg kan ikke Elisabeth. Jeg kan ikke.”

Hviskede Jonathan opgivende og kyssede mig på kinden.

”Du kan godt, led inde i dig selv efter styrken.”

Jeg placerede en hånd på hans brystkasse, over hans hjerte.

”Tid at sige farvel.”

Sagde min bror hånligt. Han slog ud efter os, men blev stoppet. Hans hånd bremsede et stykke ud fra Jonathans ansigt. Et blåligt skær bremsede ham, et skjold.

”Hvad?!”

Udbrød han forvirret, da skjoldet udvidede sig lynhurtigt og kastede ham væk. Han ramte jorden med et brag, og tumlede rundt et par gange. Han var hurtigt på benene igen, og løb mod os igen. Men også denne gang blev han bremset af et skjold. Han slog på det, forsøgte at bryde det, men det var for stærkt.

”Dig!”

Råbte han vredt og pegede på Jonathan, hvis øjne nu havde fået et blåligt skær. Han havde fået de samme evner som mig, da jeg forvandlede ham. Og dem brugte han nu på at beskytte os.

Han fjernede skjoldet, og da min bror igen løb frem mod os, slog Jonathan hånden i jorden. Rødder fra træerne skød op gennem jorden, og forsøgte at fange min bror. Daniel blev bange og forsøgte at løbe fra dem, men lige meget hvilken retning han løb, forfulgte rødderne ham.

Han blev fanget op af et stort træ, rødderne havde omringet ham. Han så op en enkelt gang, og udbrød et sidste bandeord, før de spiddede ham. Først da jeg så hans støv blive spredt af vinden, slappede jeg af. Jonathan sad og stirrede på rødderne, der begravede sig i jorden igen. Han havde ikke været klar over sine evner, men havde brugt dem instinktivt.

Først da jeg hviskede hans navn, ganske svagt, vendte han sin opmærksomhed mod mig. Han kom i tanke om min tilstand, og bøjede sig ind over mig.

”Det her kommer til at gøre ondt.”

Hviskede han, og hev til. Jeg skreg af smerte, da træstykket forlod min brystkasse. Jonathans øjne lyste blåt, mens han helede mit sår. Først da såret var helet, sank han udmattet sammen ved min side. Han var ikke vant til at bruge sine evner, og det udmattede ham pludseligt at skulle bruge dem så meget. Jeg lod muren falde, og kravlede over til ham. Jeg var udmattet, muren havde været svær at holde oprejst. Jonathan nåede at lægge en arm om mig, og trække mig ind til sig, før han udmattet faldt i søvn.

”Jeg vil savne dig Daniel.”

Hviskede jeg, da solen gik ned og afslørede de første stjerner. Jeg faldt i søvn, og drømte uden mareridt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...