Englens bror.

Englens bror - anden del af triologien om den første. Netop som alt syntes at ånde fred, og lykken er indenfor hendes rækkevidde, vågner hun skrigende fra mareridt. Mareridt, hvor hun bliver plaget af en forlængst glemt slægtning, der ikke vil hende godt. Hun skubber sin elskede fra sig, og flygter, uvidende om at uanset hvor langt hun løber, så kan hun ikke løbe fra sig selv.

8Likes
0Kommentarer
1132Visninger
AA

1. Mareridt.

 

Jeg var sikker på at det var en drøm, nej, at det var et mareridt.

Jeg kunne huske at jeg havde elsket med Jonathan, men det virkede sløret, langt væk. Som var det et minde fra fortiden.

Jeg holdt mine øjne lukkede, jeg turde simpelthen ikke åbne dem. Jeg var bange for hvad jeg ville se, bange for hvad der ville ske. Vinden blæste omkring mig, det kunne jeg mærke. Den hev i mit hår, slog det rundt på mine skuldre og ind i mit ansigt. Kjolen, jeg bar, hvirvlede rundt omkring mine ankler. Mine fingre og bare fødder gjorde ondt, en overnaturlig kulde bed sig helt ind til mine knogler. Jeg slog armene om min overkrop, i et forsøg på at beskytte min krop mod kulden. Men kulden gik lige igennem, bed i mig og gjorde mig koldere end jeg var i forvejen.

Jeg strejfede min hals, da jeg rykkede mine arme højere op. Min halskæde, den var væk. Den fine lille sølvkæde med et hjerte i, en gave fra Annabella. Jeg havde ikke taget den af, jeg havde haft den på lige siden jeg var ankommet hos Rådet.

Et pludseligt minde om min tid der, om Anna, brød igennem mit sind. Jeg vaklede, og mistede næsten fodfæstet. Jeg genvandt hurtigt balancen igen, da jeg tænkte på noget andet.

Jeg havde tænkt på den første gang Jonathan og jeg havde elsket, mindet fyldte mig og gav mig følelsen af varme og glæde. Mindet om Anna blev skubbet væk i stakken af minder, og jeg koncentrerede mig om at fastholde mindet om Jonathan og jeg.

I årevis havde vi ikke kunne få hinanden, og nu kunne vi.

Mindet om vores kroppe, der blev til en under månens lys, varmede mig og jeg frøs ikke længere. Den overnaturlige kulde var forsvundet, lige så hurtigt som den kom.

En pludselig rumlen under mine fødder, fik mig til at slå øjnene op. Jeg så ned, og opdagede at de sten jeg stod på, gav efter og revnede.

Jeg sprang frem i samme sekund, som de første sten faldt. Jeg vendte hurtigt blikket, og så stenen forsvinde ned i mørket under den. Flere sten fulgte den hurtigt, og jeg var nødt til at sætte farten op, eller ville jeg blive indhentet af det hurtigt voksende mørke bag mig.

Jeg løb, og så mig tilbage nogle få gange. Hullet bag mig voksede, det blev større og større. Det ville snart indhente mig, flere og flere sten faldt og det voksede i fart.

Hver gang jeg så mig tilbage, følte jeg mig som et lille insekt, et lille insekt der snart ville falde ned i dybet på en brønd. Jeg frygtede at mørket snart ville indhente mig, og kaste mig ud i glemslen. Jeg løb hurtigere.

Hullet bag mig syntes at følge min rytme, da jeg steg i fart, gjorde det også. Jeg forsøgte at løbe hurtigere igen, men igen steg hullet i fart og indhentede mig. Kun få meter holdt mig adskilt fra dybets mørke, men de få meter blev kortere og kortere. Stykke for stykke, så jeg det indhente mig. Jeg blev panisk, og så mig ud til siderne. Men hullet havde bredt sig til en nærmest uendelig længde, og jeg indså at der kun var en vej, og den vej var frem.

Jeg satte farten op igen, jeg løb så hurtigt jeg kunne. Men hullet indhentede mig hurtigt igen, det virkede som om det legede med mig. At det først ville skræmme mig, lege lidt med mig, før det opslugte mig i mørkets dyb.

Jeg fik øje på en dør i det fjerne. Det gav mig håb, og jeg løb desperat i retning mod døren. Jeg kom hurtigt nærmere og nærmere, men jeg var skarp forfulgt af hullet. Det syntes ikke om at lade mig slippe, og jeg løb nu på sten der var ved at blive opslugt. Lidt endnu, lidt endnu tænkte jeg. Jeg kæmpede for at løbe hurtigere, for at nå døren.

Stenene under mig forsvandt hurtigere og hurtigere, og jeg sprang fra sten til sten for at nå døren. Stenene foran mig faldt, og jeg var nødt til at lave et meget langt spring. Et sidste spring for at nå døren, men jeg ville ikke kunne tage tilløb og jeg ville måske ikke nå døren.

Stenen under mig begyndte at synke ned mod mørket. Jeg sprang.

Mit spring havde vist sig at være lige præcist langt nok, og jeg hang i dørkarmen med mine fingerspidser. Jeg drejede hovedet, og så ned i det endeløse mørke. Det skræmte mig, og jeg hev hurtigt mig selv op. Selve karmen var kun lige og lige stor nok til at jeg kunne stå på den, jeg holdt for en sikkerheds skyld fast i dørhåndtaget for ikke at vælte.

Døren var af tykt egetræ, og havde sølvfarvede beslag. Den virkede bekendt, men jeg kunne ikke placere den. Jeg stod og undrede mig over døren, hvor kendte jeg den fra?

En knasende lyd under mig, fik min opmærksomhed. Karmen var ved at revne, den ville snart falde ned og jeg ville følge den. Medmindre jeg åbnede døren, men jeg havde stadig ikke fundet ud af hvor den var fra, og en endnu større fare kunne vente på mig bag den. Jeg valgte at tage chancen, og hev i dørhåndtaget.

Det knirkede anstrengt, men åbnede døren. Heldigvis gik døren indad. Den flængende lyd af karmen fik mig til hoppe ind gennem døren, uden at se derind først.

Jeg landende hårdt på et stengulv magen til det, jeg lige havde set falde i dybet. Jeg lå på maven og rørte mig ikke, en pludselig advarsel om fare havde skyllet ind over mig. Jeg løftede forsigtigt blikket op, men rørte ikke en muskel ud over det.

Et stykke fra mig, stående på gulvet stod hans kiste. Jeg sprang hurtigt op på benene, og så mig omkring. Rummet var det samme, tomt udover kisten.

Jeg vendte mig for at gå ud igen, da jeg opdagede at døren var væk. Panikken fyldte mig igen, og jeg så desperat rundt på brostensmuren for at slippe væk. Jeg kunne ikke være her, jeg kunne ikke være låst inde med min brors kiste.

Panikken blev stærkere, og jeg begyndte desperat at hamre rundt på muren. Mine slag gav genlyd i det store tomme halvmåneformede rum. Jeg gav hurtigt op, jeg havde selv lavet rummet. Jeg havde selv bygget muren så stærk, så stærk at min bror ikke ville kunne undslippe. Hvis han nogensinde skulle undslippe sin kiste, sit fængsel. Min panik blev erstattet med skyldfølelse, og jeg gik nærmere kisten.

Vores symbol på kistelåget lokkede mig nærmere, det var århundrede, hvis ikke årtusinder siden jeg sidst havde set det.

Vores forbogstaver der blev bundet sammen af en kæde, kæden der symbolisere vores tætte forbindelse. Mit E og hans D.

Jeg følte pludselig et savn, jeg savnede pludselig min tvillingebror. Jeg savnede hans blå øjne, hans lyse hud, hans ansigtstræk, der var som mine. En pludselig lyst til at befri ham fra hans kiste fyldte mig, og jeg løftede tøvende hånden op.

Jeg strøg den over vores symbol, savnet voksede, men noget andet dukkede op i mit sind. Det blokerede for mit savn, og viste mig sandheden. Jeg kom i tanke om hans ondskab, det helvede, det havde været i de århundrede, hvor han havde været løs. Hvor han havde slagtet mennesker og dyr for sjov, det tidspunkt hvor han næsten havde slået mig ihjel.

Jeg flyttede min hånd fra kisten igen, savnet var forsvundet, og afsky havde taget dets plads. Men savnet lurede i en afkrog af mit sind, han var trods alt den ene halvdel af mig. Han var min bror, og jeg elskede ham. Jeg sukkede, og ønskede at jeg var i stand til at hade ham. I stand til aldrig at tilgive hans ugerninger, men jeg havde tilgivet ham for længst. Jeg stod sørgmodig, og så i gulvet. Jeg ønskede jeg kunne slippe ham fri, men vidste samtidigt hvilken plage og rædsel han ville være for menneskeheden, såvel som vampyrerne.

En latter brød ud i luften, og blev kastet rundt i rummet. Så det var umuligt for mig, at finde ud af hvor det kom fra.

”Kære søster, dog. Græder du over den bror, du svigtede? Den bror du forrådte? Den bror du dømte til at være indespærret i al evighed?!”

Han sprang ned fra væggen, han bevægede sig hurtigt og satte af fra gulvet i retning mod mig.

Jeg vågnede med et skrig. Panikken hamrede igennem min krop, og skreg til mig at jeg skulle stikke af. Jeg var vågen med det samme, og satte mig op. Jeg skreg stadig, og mit skrig holdt først op, da nogle hænder lagde sig på mine skuldre. Jeg frygtede at han virkelig var fri, og blokerede min tankegang, for at han ikke ville kunne finde ud af hvad jeg ville gøre.

Jeg tog fat om hænderne, og var ved at kaste dem af mig. Da jeg opdagede hvor velkendte de hænder føltes. Det var de samme hænder, der havde trøstet mig så utalligt mange gange. Det var de hænder, der altid tog så kærligt på mig. Det var hænderne på en, der aldrig kunne drømme om at skade mig. Det var Jonathan.

Jeg begyndte at ryste, jeg havde været tæt på at skade Jonathan, på grund af en drøm. En drøm, der havde virket alt for virkelig.

Frygten, jeg havde følt i drømmen fyldte mig stadig, og Jonathan fornemmede det på mig.

Han trak mig ind til sig, og kyssede mig blidt på læberne. Han kunne ikke høre mine tanker, jeg blokerede ham stadig, og det gjorde ham urolig. En dyne blev hurtigt svunget om mig, og han selv smed en dyne over sig. Det varede ikke længe, før Annabella åbnede døren. Jeg kunne se Claudia stå bag hende, og kigge forsigtigt frem. De havde hørt mit skrig.

Annabella var ved at gå ind til os, men Jonathans bedende blik og den kendsgerning, at alt vores tøj lå på gulvet, fik hende til at stoppe op. Hun så på tøjet et øjeblik, før hun løftede sit blik mod os igen.

”Åh…”

Udbrød hun kort, hun havde opdaget at vi sad nøgne under dynerne. Men mit skræmte ansigtsudtryk gjorde hende bekymret, og hun ville nok helst havde tjekket op på mig. Men Jonathans bedende blik om at gå, hjalp. Hun nikkede kort, og vendte sig for at gå. Claudia skulle til at stille et spørgsmål, men modtog et hurtigt håndtegn fra Annabella, der bad hende gå nu, spørge mig senere. De gik begge igen, og lukkede døren.

Jonathan løftede mig tættere ind til sig, så jeg kunne læne mig op af ham. Jeg gjorde det, og følte mig mere afslappet.

Han sagde ikke noget, jeg sad bare op af ham og kom langsomt helt til mig selv. Da jeg næsten var mig selv igen, eller som meget som jeg nu kunne blive det, kom spørgsmålet.

”Elisabeth, hvad drømte du om?”

Jeg rystede hurtigt på hovedet.

”Kan det ikke vente?”

Hviskede jeg svagt, jeg var ikke klar til at give mig ud i sådan en forklaring. Jeg havde ikke fortalt Jonathan om min bror, han var noget fra før Rådet. Noget, jeg havde forsøgt at lægge bag mig. Ingen kendte til ham, og det var også det bedste.

”Elisabeth…”

Han afbrød min tankegang igen, og lagde armene tættere om mig.

”… er du sikker?”

”Hvad mener du?”

Spurgte jeg forsigtigt, han virkede pludselig anderledes.

”Du skræmte mig, rigtigt meget endda. Du skreg, blokere for mine tanker og… du forsøgte at ”tage” mine hænder væk.”

Jeg drejede mig rundt, og fandt hans ene hånd. Hans tonefald på ordet tage, vidste jeg, betød noget andet.

Jeg løftede forsigtigt hans hånd op fra lagnet, han lod mig, modvilligt, løfte den op. Et stort blåtmærke rundt om hans håndled var ved at hele. Jeg havde skadet ham.

En tåre trillede ned af min kind, det så han og fik det værre. Han kunne ikke lide at se mig græde, og han havde det slemt nok i forvejen med min tilstand.

”Elisabeth, min engel. Vil du ikke nok lade være med græde?”

Hans stemme lød så trist, at jeg troede han selv var lige ved at græde. Jeg så på ham, og fandt hurtigt ud af hvor dårligt han også havde det. Hans blik var vendt ned mod lagnerne, og hans ansigt udviste sorg. Hans brune øjne var fjerne, og han sagde ikke noget mere. Jeg kyssede ham, helt uventet, på panden.

Han så op igen, og jeg kyssede ham igen, men denne gang på læberne. Han gengældte det, og lagde en hånd i håret på mig. Pludselig lagde han hænderne på mit ansigt, og holdt det ud fra sit. Han så forvirret på mig, og prøvede at regne ud hvad jeg tænkte på. Jeg åbnede mit sind for ham igen, men jeg havde lagt en barrikade om min drøm, og om minderne om min bror.

Jeg skubbede mit ønske frem i mit sind, og han så overrasket på mig. Han virkede lamslået, han forstod ikke hvorfor jeg bad om det. Fordi jeg skjulte det. Jeg skjulte den virkelige grund, noget jeg håbede aldrig at skulle fortælle ham om.

”Elisabeth, hvad er det du beder mig om?”

”Jeg har brug for dig lige nu, jeg har brug for at glemme min drøm. Den skræmte mig, men jeg kan godt forstå, hvis du ik…”

Længere nåede jeg ikke, før han kyssede mig igen. Vores kys blev dybere, og vi lagde os ned igen. Endnu en gang elskede vi, men drømmen lurede stadig og skræmte mig.

Hvad betød drømmen? Og hvad ville der ske hvis den var virkelig?

Tanken skræmte mig så meget, at jeg ikke kunne falde i søvn igen. Det var stadig midt om natten, månens lys skinnede svagt gennem gardinerne. Jeg lå lidt og lyttede til Jonathans rolige vejrtrækning, han var faldet i søvn igen. Han havde mareridt, han drømte om mig. Han drømte at min tilstand blev forværret, og at han skulle se mig forsvinde, forsvinde ind i mit sind og lukke det til.

Jeg så mit ansigt i hans drøm, ansigtet der ligeså godt kunne være et ligs. Jeg kom i tanke om mit udseende, da jeg havde set mig selv i spejlet, før ballet. Mindet om hvordan jeg havde set ud, hvordan jeg så ud nu, gjorde mig dårlig.

Jeg løftede forsigtig Jonathans arm væk fra mig, og kravlede ud af hans favn. Det vækkede ham ikke, heldigvis. Jeg ville ikke kunne snakke med ham nu, hans spørgsmål ville gå mig på. Mens jeg lyttede efter tegn på at han vågnede, fandt jeg noget rent tøj i klædeskabet. Jeg tog det hurtigt på, da en tanke ramte mig. Jeg greb ud efter lågen, og faldt kun på knæ.

Jonathans drøm var blevet værre. Han drømte om en mørk skikkelse, der tog mig og dræbte mig. Jeg lukkede af, inden jeg kunne se mig selv dø. Forsigtigt hev jeg mig selv på benene igen.

Jeg havde besluttet mig for at samle vores tøj sammen, men Jonathan stoppede mig. Han vendte sig pludseligt, uroligt drejede han rundt i sengen. Af frygt for at vække ham, forlod jeg rummet.

Han vendte sig igen, og gennem dørsprækken kunne jeg se ham rynke øjenbrynene. Jeg lukkede døren, og tænkte at hans drøm nok var blevet værre. Hvis det overhovedet var muligt.

Jeg stod et øjeblik og lyttede, håbede at Jonathan ikke ville bemærke jeg ikke var der. Ingen lyd af skridt eller ham, kom.

Jeg vendte mig og begyndte at gå ned af gangen, den var tom og mørk. Min bror krøb tilbage til mit sind. Jeg følte savnet igen, jeg mærkede for første gang i lang tid, hvordan en del af mig manglede. Jeg havde tilgivet ham, og jeg vidste det var en fejl af mig, men hvordan skulle det undgås. Jeg savnede hans barnlige ansigt, de isblå øjne og det bølgende brune kastanjefarvede hår. Jeg savnede at kunne køre mine fingre igennem hans hår, at høre hans stemme, og høre ham le.

Jeg kom i tanke om da vi havde været mindre, da vi stadig havde boet i lejren. Vi havde drillet høvdingens rigtige datter, og hun havde selvfølgelig sladret. Vi har fået besked på at blive i teltet, at vi ikke måtte komme ud og lege resten af dagen.

Det havde ikke passet os, og vi var stukket af fra teltet. Vi havde brugt en hemmelig udgang, der var under skindene, et sted hvor der var hul i teltet. Vi havde brugt hullet mange gange før, når vi havde fået besked på at blive i teltet, hver gang vi havde gjort noget, vi ikke måtte. Jeg smilte ved tanken.

Vi havde været nogle rigtige møgunger, og hvor havde vi moret os med det. Og som altid når vi stak af, løb vi op på engen. Vores hemmelige sted. Et sted hvor vi kunne være os selv, et sted hvor vi kunne lege i fred for de andre børn. Det havde været sommer, og engen havde været fyldt med bær. Vi havde løbet lidt efter hinanden, leget tagfat. Han havde fanget mig, han havde altid været hurtigere end mig. Jeg fangede ham næsten aldrig, kun når han lod mig fange ham. Han havde altid drillet mig med det, kaldt mig en sløv snegl.

Han havde væltet mig lige ned foran en brombær busk, og havde grinede holdt mig nede mod jorden. Han havde plukket nogle brombær, og mast dem. Saften fra bærrene havde han tværet ud i ansigtet på mig. Vi havde haft en mindre slåskamp, før jeg var nødt til at overgive mig. Han havde været for stærk for mig, og jeg kunne ikke vinde over ham.

Jeg så os sidde ved siden af hinanden, snakke sammen, le og grine, mens vi spiste bær. Vi havde været så lykkelige, indtil den dag hvor vi forvandlede os. Fra den dag af havde jeg ikke en bror mere, kun et monster, som jeg ikke kunne hade. Tanken om min tabte bror gjorde mig trist, og jeg mærkede en tåre rende ned over min kind. Jeg savnede ham så forfærdeligt pludseligt, og det gjorde ondt i mit indre. Jeg manglede ham.

”Elisabeth?”

Jeg slog øjnene op. Annabella stod foran mig i sin pyjamas, hendes grønne øjne så bekymret på mig.

”Hvad er det galt? Hvorfor græder du?”

Spurgte hun igen. Hun rykkede tættere på mig, og så ud som hun ville lægge armene om mig, men ikke turde.

”Det er… Der er ikke noget galt. Jeg har det fint.”

Løj jeg. Jeg kunne se på hende, at hun ikke troede på mig. Men hun sagde ikke mere, eller forsøgte at finde ud af hvad der var galt. Hun stod foran mig som en statue og rørte sig ikke. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, eller sige nu.

”Skal vi gå nedenunder, i køkkenet?”

Spurgte jeg hurtigt. Annabella trak lidt på den, hun var ikke sikker på hvad hun skulle svare, men endte med at sige ja. Hun satte i bevægelse, flyttede sig om på min side, men blev stående der. Hun ventede på at jeg skulle begynde at gå.

Jeg tog et skridt, hun fulgte mig hurtigt. Jeg stoppede op, og så kort på hende. Annabella så ned i gulvet, holdt øje med mine fødder. Hun vidste jeg så på hende, men hun så ikke op. Det gik op for mig, at hun var bekymret for min tilstand. Jeg kunne kun give hende ret, jeg var også bekymret.

Jeg begyndte at gå igen, og Annabella fulgte mig. Jeg kunne forstille mig, hvordan hun havde det, så på det hele.

Sidst hun havde set mig, havde jeg siddet i favnen på Jonathan og skreget. Og før det havde hun set, hvordan jeg hurtigt visnede i Rådets selskab. Hun kendte også til mine år i fangenskab, hun var bekymret for at jeg snart brød sammen.

Jeg var selv forundret, over at jeg ikke var brudt sammen endnu. Det sidste stykke tid havde været et helvede, og min drøm hjalp ikke på det. Jeg ville ikke kunne forstille, hvordan jeg ville kunne holde sammen på mig selv, hvis min bror slap løs.

Jeg frygtede, frygtede for den pludselige omvæltning, der ville komme hvis min bror slap løs, og når jeg ville stå uden forklaring. Jeg ville ikke have nogen forklaring til Jonathan, til dem alle sammen, for jeg havde fortalt dem intet. Jeg håbede så inderligt at det hele havde været en drøm, et forbandet mareridt.

Men for at blive sikker i min sag, var jeg nødt til at kontakte en jeg kunne stole på, en der kunne tjekke om min brors grav var urørt. Men jeg havde aldrig fortalt nogen om ham, så hvem skulle jeg kontakte. Ingen i denne familie, hverken Dean, Claudia, Annabella eller Marcus, kunne jeg sende af sted, og de var de eneste jeg stolede på. Den eneste anden jeg stolede på var Niklas, men han var rejst ud i verden, og jeg vidste ikke hvorhen. Det glædede mig at han endelig kunne se den verden, han så længe havde drømt om. Men samtidigt savnede jeg ham, jeg var ikke sikker på om jeg nogensinde ville se ham igen. Jeg håbede på at kunne se ham igen, glædede mig allerede til alle hans fortællinger om hans rejse, til hans irriterende sans for mode, hvor jeg følte mig som en påklædningsdukke. Men jeg ville med glæde have været hans og Annabellas påklædningsdukke, jeg ville ikke have klaget en eneste gang. Jeg ville have prøvet hundrede sæt tøj, tusinderne. Hvis bare han havde været her.

”Elisabeth?”

Annabellas kalden bragte mig tilbage fra mit tankespind. Gemt væk i mit tankespind, havde jeg ikke opdaget, at hun havde ført mig ned i køkkenet. Jeg stod op af køkkenbordet, placeret med ryggen mod vinduet. Månelyset skinnede ind af vinduet, og oplyste svagt køkkenet. Tapetet og møblerne lyste op i svage sølv og grålige farver. Køkkengulvet var mat, og månelyset spejlede sig svagt op fra gulvet. Det lyste Annabellas ansigt op, og jeg kunne se hvor træt hun var. Omkring hendes øjne var der små sorte rander, hendes normalt grønne øjne var matte og triste. Hendes lange røde hår var samlet i en løs hestehale, og strittede ud til siderne, som om hun havde haft en urolig nat. Hendes lille lyserøde pyjamastop var krøllet, hun havde nogle korte lyserøde short på, og også de var krøllede. Men hendes triste ansigtsudtryk holdt mig fast, hele hendes udstråling udtrykte sorg.

”Annabella, vil du ikke godt sige noget?”

Jeg følte mig desperat, ønskede hun skulle sige noget. Tale som hun plejede, være som hun plejede. Jeg ønskede at hun ville give sig til at tale om tøj, hvad som helst, bare at hun ikke var så trist, at hun ikke var så tavs.

”Hvad skal jeg sige?”

Spurgte hun mig, men hendes tonefald lød så ligegyldigt.

”Hvad som helst, tal om noget. Vil du ikke nok?”

Svarede jeg hurtigt igen, lydende mere desperat end før. Hun så op på mig, da hun hørte hvor desperat jeg lød.

”Vil du ikke nok?”

Spurgte jeg igen.

Hun så på mig med bekymrede øjne. Hun tænkte, det var tydeligt at se.

”Okay. Hmm...”

Hun tænkte et kort øjeblik, før hun talte igen.

”Kan du huske shoppingturen? Du nævnte en verden uden shopping, jeg fik det til at lykkes.”

”Hvordan?”

Spurgte jeg lidt interesseret.

”Jeg tænkte bare på de gode gamle dage, den gang var der jo ikke noget, der hed shopping.”

Hun smilte igen, svaret havde været så indlysende, at det havde moret hende at se jeg ikke havde gættet det.

”Nej…”

Svarede jeg igen i en mere afslappet tone.

”… der var godt nok ikke noget der hed shopping. Men hvis der heller ikke havde været det i dag, havde du nok selv opfundet det.”

”Mon ikke, jeg er afhængig af shopping.”

”Jeg fatter ikke at du gider.”

Drillede jeg hende.

”Og jeg fatter ikke, at du ikke gider.”

Svarede hun igen. Hendes smil var blevet større, og hun så ikke så bekymret ud mere.

”Men det var nu sjovt med dine ansigtsudtryk, når Niklas og jeg…”

Det var gået op for hende, at hun havde bevæget sig ind på det forkerte emne. Hun spærrede øjnene op, tog sine hænder for munden, som hun ønskede at hun aldrig havde sagt det, og så på mig.

Alt, hvad jeg så lykkeligt havde glemt for få sekunder siden, dukkede op igen. Jeg begyndte at svaje, og mærkede hvordan jeg langsomt mistede balancen. Jeg så kort op på Annabella.

Det var som om hun pludselig var blevet bange for at sige noget, sige noget der gav mig det sidste skub ned i afgrunden. Jeg havde ment den psykiske afgrund, et sidste skub og jeg ville bryde sammen. Men i mit sind dukkede min drøm op, og den stod nu krystalklar for mig. Den havde før været så svag, udvisket af mit forsøg på at glemme. Men nu huskede jeg den igen, og bekymringen ramte mig igen, men denne gang med en større kraft end før. Det svimlede for mig, og mindet slog mig ud.

Jeg kom til mig selv igen, da jeg mærkede en varm følelse brede sig i mit indre. Annabella holdt mig forsigtigt i sin favn, hun vuggede mig stille og roligt. Hun holdt mig ind til sig som et lille spædbarn, jeg sad i hendes skød på gulvet. Hendes arme lå støttende omkring mig, holdt mig op af hende, men sørgede også for den varme følelse jeg fornemmede.

Jeg mærkede en pludselig trang til at sove. Jeg vidste det var Annabellas værk, men ønskede ikke at kæmpe imod hende. Jeg lod hende vugge mig, få mig til at falde i søvn. Det føltes så dejligt, jeg vidste at hvis Annabella fik mig til at sove, ville jeg ikke have mareridt. Jeg forsøgte at slappe helt af, glemme alt omkring mig. Det virkede, og søvnen sneg sig tættere ind på mig.

Jeg halvsov, da Jonathan kom ind i køkkenet. Han stod et øjeblik i dørkarmen, før han bevægede sig igen. Jeg så omridset af hans joggingbukser komme nærmere. Han bukkede sig stille ned til mig, og så bekymret ned på mig. Han udvekslede nogle bekymrede blikke med Annabella, før han løftede mig op fra gulvet. Jeg mærkede den kolde hud på hans bare overkrop mod min arm, det gav mere liv i mig. Kulden fra ham bredte sig i min arm, og jeg vågnede næsten af det. Men endnu en gang bredte en varm følelse sig i mig, og jeg gav mere efter for søvnen. Jeg lukkede øjnene, og ventede kun på at kunne falde i søvn.

Jeg mærkede Jonathan gå med mig, og jeg kunne høre Annabellas lille stemme hviske;

”Måske skulle du have ventet.”

Jonathan svarede ikke, og kort tid efter, følte jeg endnu engang det bløde sengebetræk. Dynen blev lagt over mig, og jeg forsvandt helt ind i søvnen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...