Den Døende Engel

Den Døende Engel - første del af trilogien om den første. Fortællingen om hendes usædvanligt langt liv, hendes elskede og hendes nye familie.

8Likes
6Kommentarer
1676Visninger
AA

3. Skyld.

 

Jeg vågnede ved en stemme, den kaldte på mig.

”Elisabeth… Elisabeth, min elskede vågn op.”

Jeg slog langsomt øjnene op, Jonathan sad ved min side. Jeg lå i hans værelse, i en seng. Jeg så mig forvirret omkring. Der var den mørke sovesofa, reolerne ved væggene fyldt med alle mulige ting, hans musikanlæg. Jeg kom i tanke om at han ikke havde nogen dobbeltseng på sit værelse.

”Det var meningen at den skulle indvies på en anden måde.”

Svarede han roligt til min tanker. Han bøjede sig ned til mig, og kyssede mig hurtigt på panden. Han var glad, så det nærmest strålede ud af ham.

Jeg ville op og sidde, men han lagde en hånd på min mave, han skubbede mig blidt tilbage i sengen.

”Dit sår heler fint og hurtigt, men hvis jeg var dig ville jeg blive her inde, og holde dig i ro”

Hviskede han roligt, og kyssede mig forsigtigt på kinden, inden han hurtigt trak sig tilbage.

”Hvorfor?”

Spurgte jeg forundret.

”Annabella har planer om at rive hovedet af dig, ikke andet.”

Jeg forstod ingenting og drejede undrende hovedet. Jeg gjorde mit bedste for at ligne et spørgsmålstegn.

Hans smil blev lidt bredere, og han satte sig tættere ind til mig. Jeg forsøgte at sætte mig op, men måtte bide tænderne sammen. Han greb hurtigt fat, og satte mig i hans skød. Jeg sad op af hans brystkasse. Han greb hurtigt dynen, og lagde den omkring mig, hvorefter han lagde sit hoved på min skulder.

”Annabella er vred over hvad du gjorde.”

Forklarede han roligt, og krammede mig ind til sig.

”Hvad jeg gjorde, var hvad der var nødvendigt.”

Forsvarede jeg mig selv. Han nikkede.

”Det ved jeg. Nej, hun er vred over at du kom til skade, fordi du beskyttede hende. Hun har det lidt dårligt med sig selv, at hun ikke kunne beskytte sig selv, uden at det skadede nogen.”

Jeg trak på skuldrene.

”Der er ikke sket noget alvorligt.”

Jonathan svarede ikke, jeg ledte efter tegn på hvad der var galt, og opdagede hvorfor han ikke svarede. Jeg kunne ikke høre hans tanker.

”Mine evner… De er…”

Jeg fik det dårligt, jeg følte mig hjælpeløs uden mine evner. Jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig nogensinde ville være så hjælpeløs igen, som da jeg havde været holdt fanget.

”Shh… rolig min elskede. Dine evner er kun væk kortvarigt, du mistede meget blod. Din krop stabiliserede sig, men det er på bekostning af dine evner et stykke tid. De kommer igen.”

Hviskede han trøstende i mit øre. Jeg blev mere rolig, men ikke meget. Jeg ville vende mig om, men det gjorde ondt. Så han løftede mig op og vendte mig rundt.

”Bliver du aldrig træt af at skulle løfte rundt på mig hele tiden?”

Spurgte jeg utilfreds, over at jeg ikke kunne bevæge mig så meget, da det ville gøre ondt.

”Nej, ikke rigtigt. Du vejer næsten ikke noget, og så er jeg sikker på at du er her.”

Jeg så op på hans ansigt, han så væk fra mig. Jeg lagde en hånd på hans ansigt og vendte det ned mod mig.

Han var træt, det var tydeligt at se. Hans grønne øjne, der plejede at være så gyldne, var matte.

”Jonathan, du ser træt ud. Hvad er klokken?”

Spurgte jeg bekymret.

”Den er tre. Om natten.”

Sagde han stille. Jeg gispede, havde han ikke sovet så længe på grund af mig?

”Jeg kunne ikke sove, før jeg var sikker på at du var okay. Men nu er du vågen, og i bedste stand. Så nu kan vi lægge os til at sove.”

Jeg nikkede til hans forklaring, og var glad for at han i det mindste kunne høre mine tanker.

”Sover de andre?”

Spurgte jeg uroligt, for at finde noget andet at snakke om.

”Ja, men kun fordi jeg beordrede dem til at gå i seng. Ellers var de nok blevet oppe, for at se til dig.”

Han hviskede det sidste, jeg forstod hentydningen, og tiede stille.

Jeg åbnede hans greb om min mave, smed dynen af mig og kravlede forsigtigt over i den ene side af sengen. Han rejste sig op og smed hurtigt, men stille, sin bluse og bukser. Jeg gjorde det samme, men blev under dynen.

Han krøb ned under dynen ved siden af mig, han var kold og jeg gøs. Han lagde sig tæt ind til mig, og lagde armene om mig. Jeg gøs igen.

”Er jeg kold?”

Hviskede han stille.

”Nu har jeg jo ligget under den her varme dyne. Så selvfølgelig er du kold.”

Sagde jeg, og krammede ham let ind til mig. Men ikke for meget, han lugtede lidt for godt lige nu.

”Jeg har noget nattøj. Et eller andet sted, men jeg er ikke sikker på hvor. Jeg har ikke brugt det længe, fordi jeg har sovet alene.”

Jeg fnøs. Han så på mig, med tvivl i sit blik.

”Det håber jeg for din skyld at du har, ellers vanker der.”

Sagde jeg let hidsigt. Han grinte stille.

”Som om du kunne vinde.”

Sagde han, og lo igen.

”Man ved jo aldrig, jeg kunne have nogle tricks oppe i ærmet.”

Sagde jeg bydende, og så direkte ind i hans øjne.

”Som hvad?”

Spurgte han nysgerrigt.

”Det her.”

Jeg vendte mig hurtigt om mod ham, og gav ham et kys på læberne. Jeg begravede min hånd i hans nakkehår, og han hev mig længere ind til sig. Efter hvad der virkede som alt for lidt tid, gav jeg slip på ham, og så ham dybt i øjnene. Hans vidunderlige duft indhyllede mig i et slør af nydelse.

”Det der, er ikke fair.”

Kommenterede han kærligt, og så ud som om han havde lyst til at jeg skulle gøre det igen. Vi grinte igen.

”Der var ingen, der sagde at det var fair tricks.”

Kommenterede jeg, og løsnede mit greb en smule.

”Det trick kunne jeg nu godt lide.”

Jeg så trætheden i hans øjne, og lagde mig igen tæt ind i hans favn. Han krammede mig ind til sig, og kort tid efter sov vi begge.

 

Vi blev begge vækket, af en flyvende pude. Jonathan satte sig hurtigt op, men jeg var stadig træt, så jeg blev liggende. Men vi fik begge glimtet af en lille, lilla pyjamas.

”Hun kan bare vente sig.”

Jonathan vendte sig om mod mig igen. Han havde allerede planlagt sin lille hævn over Annabella.

”Du ser stadig træt ud.”

Han så hurtigt på uret ved siden af sengen, den var to om eftermiddagen.

”Vi må hellere komme op, det er søndag.”

Jeg fnøs utilfreds, og trak dynen tættere omkring mig.

”Og…”

Sagde jeg hånligt, og lod som ingenting.

”Søndag er sportsdag. Hver søndag tager vi alle ud og spille.”

Forklarede Jonathan hurtigt.

”Hvad spiller i?”

Spurgte jeg nysgerrigt, og så på ham. Hans bare overkrop gav mig kuldegysninger, og fik min mave til at slå kolbøtter. Jeg havde lyst til at hive ham ind til mig, og kysse ham som i nat.

”Alt muligt, fodbold, håndbold, rundbold…”

Remsede han op.

”Kan jeg ikke blive liggende? Det ville alligevel ikke være fair, hvis jeg spillede med.”

Jeg strakte mig, greb fat i dynen og svingede den over mig igen. Jonathan rev hurtigt dynen af mig igen.

”Glem det, de andre vil se hvad du kan, og desuden kunne vi trænge til lidt konkurrence.”

Sagde han utilfreds, og rejste sig.

”Pokkers.”

Mumlede jeg og rullede om på siden, og dasede. Imens fik Jonathan tøj på, og gik ud. Jeg trak også i tøjet, og børstede hurtigt håret, med den børste Claudia havde købt til mig.

 

Da jeg kom ned af trappen, stod Anna for enden af den. Jeg sænkede automatisk blikket, og forsøgte at gå uden om hende. Men hun flyttede sig ind foran mig, jeg var nødt til at sige noget for at slippe væk fra hende.

”Anna, kunne du…”

Lussingen kom som en overraskelse, hun så hårdt på mig. Min kind brændte efter slaget.

”Du taler ikke til mig, din heks. Hør så efter hvad jeg siger til dig.”

Hviskede hun hidsigt. Hun var stadig vred på mig, hun hadede mig og ønskede mig langt væk. Shopping-turen havde været dråben.

”Du pakker dine ting, også rejser du. Vi vil ikke have dig her, du er et insekt, vi har forsøgt at dræbe, men du er bare kravlet op af dit hul igen. Du rejser nu, du tager intet med dig. Ingen kan lide dig. Selv Jonathan hader dig, han betragter dig som en lus.”

Vreden, jeg følte, var overvældende. Jeg kunne mærke hvordan den steg i takt med tiden. Jeg kunne mærke, at jeg var ved at eksplodere.

”Står du der stadig, du skal rejse, eller fattede du ikke DET!”

Hun råbte det sidste ord højt, så det kunne høres i hele huset.

De andre kom løbende, de stillede sig i en kreds om trappen. I tilfælde af hvis Anna forsøgte at angribe. Jonathan trådte frem, han lagde hånden på min arm og forsøgte at få mig væk fra Anna.

Annas vrede blev bare større, hun reagerede ved at løbe ind i Jonathan, han fløj gennem rummet og ramte væggen. Han blev liggende. Jeg blev bekymret. Jeg ville løbe hen til ham, men Anna stod i vejen.

I stedet løb Claudia over til Jonathan, mens de andre blev stående, de var usikre på hvad de skulle gøre. Jeg åbnede for Annas sind, og fandt hvad jeg skulle bruge. Jeg vendte igen mit blik mod Anna, og så vredt på hende. Jeg vidste hvilke ord jeg skulle bruge, jeg vidste hvordan jeg fik hende pillet ned, og jeg behøvede ikke engang at råbe af hende.  Det var så let som en leg.

Hun rystede af vrede, hun var tæt på at angribe mig, men samtidigt advarede hendes instinkter hende om ikke at sige mere. Hun skulle have gjort hvad hendes instinkter fortalte.

Jeg smilede ondt til hende, og lo en kold latter.

”Fjollede lille pigebarn, tror du virkelig at du er nogen trussel mod mig?”

Mine øjne skiftede til sort, jeg var vred nu, meget vred. De andre så det og tog et skridt tilbage, de var blevet bange for mig. Kun Anna reagerede ikke, hun stod stadig og lyste af vrede.

”Du er ikke andet end et barn, et latterligt lille barn, der ikke får sin vilje. Det kan du ikke håndtere. Ja, det fandt Helena ud af.”

Da jeg sagde navnet, stivnede Anna. Jeg vidste hvad hun havde gjort og hvorfor.

”Stakkels, stakkels Helena. Hun troede hun havde skabt den perfekte familie, et par unge elskende og hende selv. Perfekt familieidyl. Bortset fra…”

Hun råbte rasende;

”HOLD DIN MUND. JEG SLÅR DIG IHJEL!”

Jeg lo koldt igen, jeg spillede min rolle til perfektion. Men for godt, de andre så forvirret på mig. De troede ikke at de kunne stole på mig. De troede ikke, at det var mig.

Jeg koncentrerede mig igen om Anna, og fortsatte.

”Du er velkommen til at prøve. Jeg har ikke haft en udfordring længe, ingen er dum nok til at prøve.”

Jeg lo igen, og fortsatte for sidste gang.

”Men skal vi holde os til emnet? Vi kom jo til den sørgelige historie om Helena. Du hadede hende, du afskyede alt ved hende, forståeligt. Hun havde dræbt både dig og Christian, forvandlet jer til et monster som hende selv. Så du dræbte hende, mens hun sov. Christian skulle ikke vide noget, ham havde du givet morfin, så han sov som et spædbarn. Så slæbte du stakkels Helena ned til floden, og fodrede hende til flodens dyr. Så da Christian vågnede igen, fortalte du ham at Helena bare var rejst uden jer. En lille hemmelighed, du ikke har fortalt til nogen.”

Da jeg var færdig, så Christian bare på hende. Han troede ikke på mig, han kunne ikke tro det.

Anna så skræmt på mig, jeg smilede skadefro til hende, hun vendte sig om og løb. Skarpt efterfulgt af Christian.

Da de var væk, gik jeg hurtigt over til Jonathan. Claudia sad stadig ved ham, men hun rykkede hurtigt væk, da jeg kom. Jonathan havde slået hovedet hårdt ind i væggen, og var blevet slået bevidstløs. En tåre trillede ned af min kind, aldrig før havde jeg gjort sådan. Jeg havde det skidt med mig selv.

Tåren trillede ned af min kind, og landede på Jonathans bluse.

Jeg rejste mig, Annabella, Marcus, Dean og Claudia, de så bare på mig. De forstod intet. Jeg kunne ikke klare det mere, hvad havde jeg gjort? Deres blikke borede sig ind i mig, Anna og Christian var væk, de ville nok aldrig komme tilbage, og mig, de vidste ikke hvad de skulle tro om mig.

Jeg drejede om på hælen, og løb.

 

Træer fløj forbi mig, grene ramte mit ansigt, men jeg var ligeglad. Jeg ville bare væk, jeg satte farten op.

Jeg holdt farten i lang tid, hvor længe ved jeg ikke, men længe. Skoven forsvandt, enge og marker fløj forbi. Jeg vidste ikke hvor jeg var på vej hen, jeg løb bare.

Da jeg endeligt stoppede var det fordi, at der ikke var mere land, jeg kunne løbe på. Jeg stod på en klippeskrænt, og så ud mod havet.

Der var ro her, ingen tanker, ud over mine egne.

Havet bevægede sig stille, havmåger fløj over himmelen, duften af havet fyldte mine næsebor. Alt var så stille. Så fredeligt.

Jeg svævede stille ned mod havet, jeg fløj over det, jeg kørte mine fingre igennem og brød overfladen. Fiskene svømmede under mig, forskrækkede over at se mig, gemte de sig.

Jeg tog nogle ture rundt over overfladen, mit sind blev renset, jeg glemte næsten hvad der var sket. Men også kun næsten.

Jeg kunne mærke at trætheden og udmattelsen overmandede mig, og jeg besluttede mig for at flyve tilbage til land. Kort fra bredden faldt jeg i vandet, jeg var alt for træt, alt for svag, til at bruge mine evner. Jeg svømmede det sidste stykke til land, og fik med meget besvær hevet mig selv op på land. Hvorfor var jeg så svag? Jeg fik øje på en slags hule i klippeskrænten, jeg var nødt til at komme væk fra vandkanten, ellers ville tidevandet tage mig.

”Hvorfor kæmpe? Bliv liggende, slap af. Sov.”

En stemme i mig, forsøgte at få mig til at give op, lade mig forsvinde for evigt ud i havet. Jeg var fristet, men kom i tanke om Jonathan. Ville han give op? Ville han overhovedet være til, hvis jeg var væk? Hvis han vidste jeg var det? Jeg måtte trække mig i sikkerhed, for hans skyld. Jeg var alt for svag til at gå, til at kravle, jeg måtte slæbe mig selv derhen.

 

Jeg rullede om på siden, det var koldt, men jeg var ligeglad. Mine sidste kræfter var opbrugt, jeg havde brugt dem på at komme her over. Hulen havde vist sig at være et lille hul i klippevæggen, der var kun lige og lige plads til mig. Og man ville kun kunne se mig ud fra havet, hvis man havde en kikkert. Så jeg lå godt skjult.

Klippen var hård, og jeg lå ikke godt. Mit hår var vådt og klistrede til mit ansigt. Mit tøj var gennemblødt, og revnet nogle steder, hvor jeg havde hængt fast på sten. Jeg havde rifter i ansigtet, de blødte stadig, men jeg var ligeglad. Jeg ville sove. Jeg følte ikke længere skyld, kun trætheden. Jeg blinkede et par gange, og faldt i en dyb søvn.

Jeg drømte en underlig, men skøn drøm. To engle kom til min lille hule, deres lys var så stærk at jeg ikke kunne se dem, men de fyldte mig med glæde. Deres lys fyldte det hele, jeg kunne kun se det.

Den ene løftede mig op i sine arme, hun holdt mig forsigtigt, som var jeg en porcelænsdukke, hun ikke måtte ødelægge. Den anden engel kom hen til mig, hun lod sit lys skinne over mig, og jeg følte mig glad, tilfreds.

Englen, der holdt mig, løftede mig op til hendes ansigt. Hun hviskede stille mit navn, det lød så vidunderligt. Hun troede jeg var trist og hun forsøgte at berolige mig. Så fløj englene med mig, de løftede sig fra jorden. Deres lys skinnede så smukt, det gjorde mig så træt, at jeg lukkede øjnene.

Men lyset forsvandt ikke, selvom jeg lukkede øjnene.  Jeg blev mere træt, og måtte overgive mig.

Kort tid efter sov jeg, i armene på en engel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...