Den Døende Engel

Den Døende Engel - første del af trilogien om den første. Fortællingen om hendes usædvanligt langt liv, hendes elskede og hendes nye familie.

8Likes
6Kommentarer
1671Visninger
AA

9. Gensyn.

 

Han havde afleveret mig i Jonathans favn. Jonathan havde fulgt med i hvad Luianna sagde, det var ham der havde bedt Niklas hente mig. Han havde frygtet at hvis han selv havde hentet mig, ville han have slået Luianna ihjel.

Jeg sagde intet, jeg var som da Erectus havde forsøgt på at voldtage mig. Det gjorde de andre bekymret. Annabella gik frem og tilbage, som et vildt dyr fanget i et bur. Claudia stod sammen med Dean, og Marcus sad på gulvet i det ene hjørne og sov. Sengene var forsvundet, fordi jeg ikke havde koncentreret mig om dem i et stykke tid.

Jeg sagde intet, fordi jeg koncentrerede mig. Jeg koncentrerede mig om at lave en historie, en historie hvor mine halvtreds år i fangenskab ikke blev nævnt. Fik Rådsmedlemmerne det at vide, ville jeg fremstå svag, og de ville altid kunne bruge det mod mig.

Det var umuligt at lave en historie, hvor de halvtreds år manglede, det hang ikke sammen uden. Havde de år ikke været der, havde jeg enten forvandlet Jonathan for længst, dræbt ham eller også ville jeg aldrig nogensinde komme til at forvandle ham.

Det var svært for mig, det var svært at opbygge en verden hvor de år manglede. Enten hang det ikke sammen, eller ville historien være for let blive opdaget som løgn.

Jeg koncentrerede mig, spekulerede som en sindssyg.

Men jeg kunne ikke få det til at hænge sammen. Jeg faldt flere gange i søvn, men vågnede igen når Jonathan vendte på mig. Han forsøgte at få mig til at ligge bedre, så jeg kunne sove ud.

Men når jeg vågnede igen, satte jeg mig op igen og tænkte videre. Jonathan bad mig om at falde i søvn igen, jeg trængte til at sove. Men jeg ville ikke lytte og tænkte videre.

 

”Elisabeth?”

Jeg slog øjnene op, og så op på Annabella. Hun stod lænet ind over mig, og så på mig. Havde jeg sovet? Jeg kom i tanke om den musik, Jonathan havde drømt om. Han havde husket at jeg faldt i søvn af den, og havde nynnet den ind i mit sind. Jeg satte mig op og så strengt efter ham, han smilte af mig. Han havde stået og snakket med Marcus, men havde opdaget at jeg så på ham.

Han og Marcus stod overfor hinanden og talte sammen, Jonathans øjne lyste ikke så slemt mere og det ville ikke vare længe før han ikke var en Nyfødt mere. Dagene hos Rådet var gået hurtigt, men det var også fordi at jeg næsten ikke havde været tilstedeværende.

”Elisabeth?”

Spurgte Annabella igen.

”Ja, hvad er der?”

Spurgte jeg og strakte mig.

”Jonathan sagde at du kunne bruge noget hjælp.”

Jeg så på hende.

”Hjælp?”

Gentog jeg spørgende.

”Med din historie. Du vil ikke have at Rådsmedlemmerne skal finde ud af de år hvor du…”

Jeg sank en klump.

”Blev holdt fanget.”

Afbrød jeg hende hurtigt. Hun kunne ikke selv for sig selv til at sige det, så jeg gjorde det for hende.

”Præcist hvorfor, har han ikke fortalt mig.”

Hun hviskede det sidste, så lavt at kun vi kunne høre det.

”Du ønsker heller ikke at vide den virkelige grund.”

Hviskede jeg hurtigt til hende, og rettede mig op igen. Jeg ønskede ikke at fortælle hende, at hvis Rådet ønskede det, ville hun, Marcus, Dean og Claudia blive dræbt.

”Nåh, okay. Hvordan kan jeg hjælpe?”

Vi sad resten af dagen, og forsøgte at få det til at hænge sammen. Dean, Claudia, Marcus og Jonathan lyttede spændt med.

Men hver gang det så ud til at passe sammen, nævnte de en ting og historien fungerede ikke og vi blev nødt til at kassere den. Vi diskuterede frem og tilbage, og den ene historie efter den anden blev kasseret.

Tiden fløj af sted og det blev klart for os at nogle ting var vi nødt til at ændre, og nogle ting var vi nødt til helt at smide væk.

Efterhånden som det blev senere hen på aftenen, hang vores historier mere og mere sammen.

Da de andre var faldet i søvn på gulvet, faldt historien endelig på plads. Historien passede langt om længe, og der var kun få ændringer.

Annabella sprang op og begyndte at lave en sejrsdans, mens hun råbte.

”Vi klarede det. Vi klarede det.”

Hendes råb vækkede de andre, og de satte sig op. Annabella fortalte begejstret historien for dem, historien de skulle huske. Så den ikke blev afsløret.

Mens hun fortalte, lagde jeg mig i sengen og begyndte at føle søvnen lokke. Jeg faldt i søvn, men blev vækket, da Jonathan kravlede i seng.

Jeg kravlede ind i hans favn, og faldt igen i søvn. Men denne gang med fred i sindet.

 

Jeg vågnede hurtigt op, det føltes som om jeg havde alt den energi i verden, jeg havde brug for. Jeg følte mig frisk, og klar til at møde Rådet igen.

Jonathan sov stadig, men blev vækket da jeg forsøgte at komme ud af hans greb. Da han opdagede hvad jeg lavede, strammede han smilende grebet, så det blev helt umuligt for mig at komme ud. Jeg holdt med at kæmpe imod ham, og han trak mig længere ind i sin favn.

”Godmorgen.”

Hviskede han i mit øre. Jeg lo stille og hviskede tilbage.

”Jeg tror ikke det er morgen mere.”

Jeg fnes kort, da han kyssede min kind.

”Måske har du ret.”

Hans smil blev bredere, og han rykkede sit ansigt tættere på mit.

Han kyssede mig, først i panden, så på kinden og bagefter på læberne. Jeg fik min hånd fri og lagde den om nakken på ham, pressede ham længere ind mod mig. Han kyssede mig vildere, og jeg gengældte det. Min anden arm lagde jeg rundt om ham, og med den pressede jeg ham tættere ind mod mig. Han lagde sine arme tættere ind til min krop, og vores kys blev længere.

Jeg opdagede hvad vi havde gang i, og skubbede ham blidt væk.

Han så forvirret på mig et øjeblik, indtil han hørte snorkelyde fra Marcus. Jeg hviskede stille i hans sind, at det nok ikke ville gå, når de lå på gulvet ved siden af sengen.

”Pokkers.”

Hviskede han, før han kyssede mig dybt en sidste gang. Han smilte til mig igen, og løsnede sit greb om mig. Vi ønskede ikke at vække de andre, men en banken på døren vækkede dem hurtigt op.

Jeg sprang over dem, og åbnede. Jeg havde forventet at se Niklas stå derude, men i stedet stod en ung Vogter.

Hun havde bukket for mig, før jeg overhovedet havde åbnet døren. Hun rakte mig en blå gallakjole, den samme som fra Jonathans drøm, og et par blå stiletter.

Jeg spurgte hende hvad det skulle gøre godt for, hun kunne ikke svare på det. Hun havde fået besked på at aflevere tøjet, med beskeden om at Rådet ville se mig nu. Så jeg kunne fortælle.

Jeg bad hende give besked at jeg var på vej, og bad hende rejse sig. Hun rejste sig, holdt blikket mod gulvet og gik.

Jeg lukkede døren igen, og gik tilbage til Jonathan. Han så med stor undren på kjolen, og tænkte det samme som mig. Hvem havde lavet kjolen? Og hvordan kunne den person kende til hans drøm? Vi stod og så på kjolen, indtil Annabella hev den ud af mine hænder. Hun holdt den op foran mig, hun ville se om den passede mig.

”Annabella, glem det. Jeg tager den ikke på.”

Protesterede jeg.

”Den er ellers pæn, hvad har du imod den?”

Spurgte hun undrende.

”Jeg har bare set den før.”

Hun drejede undrende hovedet, og så på Jonathan og mig.

”Jonathan drømte at vi dansede, jeg havde den her på.”

Jeg pegede usikkert på kjolen, som om den var noget farligt.

”Mærkeligt, men måske er det bare et tilfælde.”

Hun trak på skuldrene.

”Annabella.”

Sagde jeg opgivende.

”Jeg har levet og boet her længe nok, til at vide at det der ikke er et tilfælde.”

Jeg tog kjolen ud af hendes hænder, og gik over til mit klædeskab med den. Jeg hængte den op, og smed skoene ned i bunden af skabet. Det havde jeg ikke tænkt mig at tage på.

Jeg gik over til Jonathan igen, og de andre så afventende på os. De vidste vi skulle ind til Rådet, og håbede at historien holdt.

Vi gik, de så efter os.

Vi fulgte gangene hen til tronsalen igen, og blev lukket ind. Denne gang sad Rådsmedlemmerne i deres stole, men deres ansigter var stadig dækket af deres kappehætter.

Vi trådte nærmere ind i deres halvcirkel, og de nikkede let til mig. Jeg begyndte at fortælle, min stemme lød stærk og fyldte tronsalen. Jeg fortalte historien, jeg fortalte i detaljer og takkede inde i mig selv Annabellas kunstneriske sind.

Det tog lang tid, men Rådsmedlemmerne lyttede interesseret til min historie. De troede på den, de troede hver en lille del af løgnen. Det glædede mig, og jeg fortalte resten frem til vores ankomst.

Da jeg sluttede historien, nikkede de igen. De troede på historien, og et af Rådsmedlemmerne talte.

”Vi lykønsker jer. En så interessant drejning, som historien har taget troede vi ikke kunne lade sig gøre. Vi vil naturligvis kunne forstå det, hvis I ikke ønsker at være hos os længere. Men det ville glæde os, hvis I blev. Vi kunne godt tænke os at se hvordan det udvikler sig med den unge Jonathan.”

Men vi havde taget beslutningen og den stod ikke til at ændre.

”Jeg beklager meget Rådsmedlemmer, men vi har besluttet os for at rejse ud i verden, opleve den sammen.”

En enkelt af dem fnøs håndligt.

”Selvfølgelig, hvis det er det i ønsker.”

Et andet Rådsmedlem blandede sig i samtalen.

”Men når De forlader os, vil det så være permanent?”

Jeg rystede let på hovedet.

”Nej, vi vil selvfølgelig komme regelmæssigt på besøg.”

Sagde jeg så overbevisende som jeg kunne.

”Godt, godt.”

Sagde den første der havde talt. Jeg havde tænkt mig aldrig at vende tilbage her til, men det måtte de ikke vide. Fik de det at vide, ville vi aldrig få lov til at rejse.

”Men inden De rejser, Min Dronning. Vil de så deltage i Vinterballet?”

Jeg kom i tanke om gallakjolen, og kom til at tænke på Arina. Et af Rådsmedlemmerne, der havde evnen til at se ind i drømme.

”Vi vil med glæde deltage i ballet, der er ikke noget min nye familie og jeg hellere vil.”

Jeg ville ikke, jeg ville hellere forlade det her sted hurtigst muligt. Men at ville afslå tilbuddet, ville være respektløst.

”Godt, godt.”

Lød det igen.

”Men kan det lade sig gøre at der vil blive sørget for kjoler og jakkesæt til dem alle?”

Spurgte jeg dem.

”Selvfølgelig, Min dronning. Det hele vil ankomme inden i morgenaften.”

”Jeg takker jer for at give min nye familie den oplevelse, de vil nyde Vinterballet.”

Forsøgte jeg at sige overbevisende.

”Fornøjelsen er helt på vores side.”

Blev der svaret flerstemmigt.

Jonathan og jeg havde vendt os for at gå, da en Vogter kom løbende. Han bukkede hurtigt for mig, og jeg bad ham rejse sig. Han rejste sig og løb hen til Rådet, her bukkede han sig igen, og de bad ham rejse sig. Han fortalte med en skræmt stemme om en kvindelig vampyr, der havde forsøgt at angribe nogle Vogtere for at komme ind. Det havde vist sig at en af Vogterne havde evnen til at lamme modstandere, kvinden var hurtigt blevet stoppet.

Men nu var kvinden på vej, for at modtage sin straf af Rådet. Rådet bød hende velkommen, de var skuffede over min beslutning om at forlade dem, og det skulle gå ud over kvinden. Hun ville højst sandsynligt modtage dødsstraf.

Vogteren for tilbage mod døren, men bukkede sig hurtigt for mig igen. Jeg bad ham rejse sig, og han løb videre. Denne kvinde havde skabt et stort postyr, og det skulle hun nu betale for.

Vi vendte os for at gå videre igen, men da hev de kvinden ind af døren. Vi genkendte hende med det samme, det var Anna.

Hendes øjne lyste af had, og hun kæmpede desperat for at komme fri af Vogternes greb. Men de havde godt fat i hende, og hun ville ikke kunne komme fri.

Hun hev og vred sig rundt, forsøgte forgæves at komme fri. Pludselig holdt hun op, hun havde fået øje på os.

”DIT FORBANDEDE UHYRE!”

Hun råbte rasende af mig. Overraskelsen over at se hende sådan, at vide hvad der skulle ske med hende. Det stod malet i mit ansigt. Hun hev endnu mere for at kunne komme fri, så hun kunne angribe mig. Men det hjalp ikke, de holdt godt fat i hende.

”SE HVAD DU HAR GJORT! SE HVAD DU HAR GJORT VED MIG.”

Hendes råben af mig havde vagt Rådets interesse, hvis hun afslørede min løgn, var det hele ødelagt.

”DU HAR TAGET CHRISTIAN FRA MIG! DIT AFSKYGELIGE UHYRE!”

Et rådsmedlem dukkede op ved hendes side, og slog hende hårdt på siden af hovedet. Hun tiede stille. Rådsmedlemmet så på mig, og stillede mig et spørgsmål. Et spørgsmål jeg vidste hvad konsekvensen ville være, når jeg svarede.

”Min dronning, kender De denne kvinde?”

Svarede jeg nej på spørgsmålet, ville Anna blive dræbt. Svarede jeg ja ville min løgn blive afsløret, og flere ville dø.

Jeg var ikke i stand til at svare, jeg kunne ikke. Jonathan svarede for mig.

”Nej.”

Så tog han et stramt greb i min arm, og jeg kom til mig selv. Han hev i mig, og jeg fulgte ham ud. Anna så chokeret efter Jonathan, han havde sagt han ikke kendte hende, hvorfor?

Det samme spørgsmål fyldte mit sind, hun var engang en søster til ham. Hvordan kunne han dødsdømme hende?

 

”Jonathan, hvordan kunne du gøre det?”

Han var stoppet op, og så ned på mig. Smerten i hans ansigt kom først frem nu, han fortrød.

”Det var det eneste jeg kunne gøre, på den måde kommer mindst til skade.”

Han var trist, men det var den rigtige beslutning han havde truffet. Men alligevel, Anna skulle dø, og det var den rigtige beslutning. Det gjorde ondt at vide.

”Jeg ved det.”

Hviskede jeg stille til ham, mens vi gik mod mit værelse.

Da vi trådte ind af døren, blev vi modtaget med kram og skulderklap. Men da de opdagede vores triste ansigter, trådte de tilbage i rummet, og Jonathan lukkede døren bag os.

Vi gik hen til sengen, og satte os på kanten. De andre så afventende på os.

En tåre trillede ned af Jonathans kind og ramte gulvet, de andre stimlede tættere sammen om os.

”Elisabeth, hvad er det sket? Virkede det ikke?”

Spurgte Claudia bekymret.

”Det virkede, men… Annabella kan du huske vi var nødt til at fjerne Christian og Anna fra historien?”

Hun nikkede forsigtigt.

”Ja, det kan jeg godt. Elisabeth, hvad er der galt? Fortæl os det.”

Sagde hun uroligt.

”Vi har lige set Anna.”

Brød Jonathan ind.

”Hvad har i?”

Spurgte Dean forvirret.

”Vi har set Anna. Hun forsøgte at bryde ind her.”

Svarede Jonathan.

”Men… hvad betyder det?”

Spurgte Marcus forsigtigt.

”Det betyder at i morgenaften, når vi skal deltage ved Vinterballet, vil Anna være aftensunderholdning.”

Besvarede jeg Dean hans spørgsmål.

Marcus så forvirret på mig, og spurgte.

”Hvad mener du med at hun er aftenens underholdning?”

Jeg blev yderligere trist til mode.

”Fordi hun forsøgte at skade nogle Vogter, får hun som straf dødsdom.”

Forklarede jeg.

”Og fordi vi nægtede kendskab til hende.”

Afsluttede Jonathan min sætning. Han så op igen.

Deres reaktion var som ventet, de forstod det ikke, de kunne ikke tro vi havde dødsdømt hende.

”I har dødsdømt Anna?”

Spurgte Claudia lamslået.

”Hvis vi havde sagt vi kendte hende, passede historien ikke. I ville være blevet slået ihjel på grund af det.”

Jeg svarede hende, og da de fandt ud af at det var den rigtige beslutning, skiftede deres ansigtsudtryk. Det skiftede fra forvirring og sorg, til tristheden. De gik væk fra os, deres ansigt viste ingen følelse og de havde brug for tid til at tænke det igennem.

Vi lod dem gå ud til hvert sit hjørne i rummet, de satte sig sammen og holdt om hinanden. De var kede af det på Annas vegne, og de vidste at i morgen skulle vi se hende dø.

Vi skulle se hende dø, og hun ville se på os og føle sig alene.

Jeg faldt i søvn op af Jonathan. Jeg vågnede da han lagde mig ned, og kravlede op på siden af mig.

Jeg kravlede ind i hans favn, og faldt i søvn igen.

Jeg drømte ikke noget, alt jeg så var mørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...