Den Døende Engel

Den Døende Engel - første del af trilogien om den første. Fortællingen om hendes usædvanligt langt liv, hendes elskede og hendes nye familie.

8Likes
6Kommentarer
1648Visninger
AA

7. En prøvelse.

 

”Elisabeth, Elisabeth.”

Hans svage hvisken vækkede mig, jeg havde haft mareridt, men kunne ikke længere huske drømmen.

Han var vågen, jeg lå ved hans side. Vi lå i sengen, og i de andre senge ved væggene, lå de andre. De havde ikke hørt ham hviske, så de lå og sov fredeligt.

Jeg satte mig op, så jeg kunne se på ham. Han var stadig sløv, efter bedøvelsen, men ellers havde han det fint. Inden jeg havde lagt mig ved ham, havde jeg knappet hans skjorte. Den stod ikke længere åben, og jeg havde bøjet kanten op, så man ikke ville kunne se bidemærket. Hans hud var hvid som sne, præcis som min, hans hår var uglet, og strittede lidt. Og hans øjne, hans øjne, de var så smukke. Den grønne farve i hans øjne skinnede nærmest som en sol. Det ville blive dæmpet, når han ikke var Nyfødt mere.

Han satte sig prøvende op, det svimlede for ham. Han var væltet bag over, hvis jeg ikke havde grebet ham. Forsigtigt, drejede han sig rundt, og lagde sit hoved i mit skød.

Jeg kørte mine fingre igennem hans hår, han nød det. Han havde lukket sine øjne igen, så jeg troede han ville falde i søvn igen. Da han pludselig åbnede sine øjne, og så på mig. Så talte han.

”Vi er ikke hos i huset mere, vi er hos Rådet, ikke sandt?”

Jeg nikkede hurtigt til ham, og blev trist igen.

”De har fundet ud af hvad jeg er.”

Jeg nikkede igen.

”Hvad nu?”

Spurgte han bekymret.

”De vil kalde til møde, alle Rådsmedlemmer vil blive samlet, og sagen vil blive afgjort.”

Sagde jeg hurtigt, og så væk.

”De kan ikke skade dig.”

Kommenterede Jonathan, da jeg så på ham igen.

”Os, Jonathan. De kan ikke skade os. Det er de andre jeg er bekymret for.”

Indrømmede jeg stille.

”Du er dronning over dem, bestemmer du så ikke også hvem der skal straffes, og hvem der ikke skal?”

Spurgte han hurtigt.

”Ja, det gør jeg. Men det er kun et spørgsmål, om jeg er dronning, så længe jeg opfører mig som en.”

Sagde jeg uroligt, og ønskede mig selv langt væk herfra.

”Har du dine evner?”

Igen nikkede jeg, jeg havde ikke den store lyst til at tale lige nu.

”Ja, det har jeg. Men Jonathan… Jeg vil ikke bruge mine evner på dem, medmindre det bliver nødvendigt. Jeg har trods alt boet ved dem, i århundrede.”

Han rystede hurtigt på hovedet.

”Det var ikke det jeg mente. Jeg mente at når du har dine evner, tør de ikke gøre noget, de ved hvor stærk du er.”

Jeg så på ham, da jeg forstod det.

”Åh…”

Han rakte en hånd op, og lagde den på min kind. Han aede ganske forsigtigt, han ville ikke risikere at gøre mig noget. Han var endnu ikke vant til sin nye styrke.

Jeg bøjede mig ned, og kyssede ham hurtigt på kinden. Hans kind var blød, og lugtede ikke længere så uudholdeligt.

Han ville op og sidde, så jeg hjalp ham op. Han sad lænede op af mig, rollerne var byttet om. Nu var han den svage, og jeg var den stærke. Det ville snart blive ujævnet, når han blev mere vant til det. Jeg glædede mig, til at se hvordan han ville blive.

Han sad hos mig, og vi talte sammen i vores sind. Vi talte om hvad der kunne ske, og hvad vi så skulle gøre. De andre sov. Annabella sov uroligt, og blev ved med at dreje sig i armene på Marcus. Dean og Claudia lå bare, og drejede kun rundt en gang i mellem. Vi lod dem sove.

Der blev banket på døren, på et tidspunkt og vi blev afbrudt i vores tankegang. Jeg skyndte mig ud af sengen, og gik hen til døren. Jonathan blev i sengen, han vidste endnu ikke om han ville kunne kontrollere at være tæt på en anden vampyr. Ideen om at ville angribe nogen, skræmte ham. Han frygtede allermest at han ville angribe Annabella, Claudia, Marcus eller Dean, det gik ham på. Han ville hellere holde for lang afstand, end for kort.

Da jeg åbnede døren, kom en ung mand til syne, en Nyfødt. Han bukkede, og jeg bad ham rejse sig for at gøre sit ærinde.

Han gav mig en kande med låg på, og nogle glas. Af krystal selvfølgelig. Der skulle ikke spares på noget, når det var til mig. Jeg tog imod det, han bukkede igen, og jeg bad ham gå, hvis det var alt. Han holdt blikket mod gulvet hele tiden, og sagde intet. Da jeg bad ham gå, holdt han blikket mod gulvet, drejede rundt på hælen, og gik igen. Han sagde ikke et ord

Jeg studere den røde væske i kanden nærmere, det var blod, og det var stadig varmt. Frisk tappet. En gysen løb igennem min krop, jeg kunne alt for let forstille mig det stakkels menneskes skæbne.

Jeg gik over til det ene hjørne i rummet, så langt væk fra de andre som muligt. Jeg skabte hurtigt et bord til at stille kanden og glassene på. Da jeg hev låget af, kunne jeg høre Jonathan gispe. Lugten af det friske blod fyldte rummet, og det var næsten uudholdeligt for ham. Det var så fristende for ham. Alt, alt for fristende. Jeg camouflerede lugten, sendte i stedet duften af skov ud. Det virkede, og Jonathan slappede af igen.

Jeg hældte op, et til ham og et til mig.

Jeg løftede glassene op, et i hver hånd, og gik med dem over til ham. Han sagde intet, holdt bare øjenkontakt med mig, og gjorde sit bedste for ikke at kigge på blodet.

Jeg gik op af trinene til sengen, og satte mig på kanten af sengen. Jeg rakte det ene glas frem mod ham, han så på det i afsky. Han ville have fortrukket at han ikke skulle drikke det. Men der var ingen vej udenom, han skulle leve af det nu. Han havde intet valg.

Han tog tøvende imod glasset, og så på mig. Jeg var rykket nærmere, og sad ved siden af ham.

”Drik.”

Hviskede jeg til hans sind.

”Drik, ellers bliver det sværere at stå imod tørsten.”

Han så hurtigt over på Claudia og Dean, og tog glasset op til munden. Han tog hurtigt en slurk, og tog glasset væk fra munden igen. Han var ved at spytte det ud igen, men jeg lagde en finger på hans læber, og han sank endeligt. Smagen af frisk blod var sød, og behagelig. Jeg kunne se på ham, han nød smagen. Han tog glasset op til munden igen, og drak det sidste. Jeg rakte det andet glas frem mod ham, og han tog imod det. Mens han drak, koncentrerede jeg mig om kanden. Jeg løftede den fra bordet, bordet fik jeg til at forsvinde, og fik kanden til at komme over mod os. Den svævede et stykke op i luften, jeg måtte koncentrere mig, det var længe siden jeg havde fået noget til at svæve.

Jeg rakte ud efter kandens hang, og tog den ind til mig. Jeg fyldte hurtigt glasset op, og rakte det tilbage til ham. Han tog imod det, og rakte mig det tomme.

Han blev ved med at drikke, indtil der ikke var mere tilbage i kanden. Jeg stillede den tomme kande, og de tomme glas ned ved siden af sengen, hvor vi ikke ville vælte det, når vi stod ud af sengen.

Da jeg så på ham igen, var han trist. Han brød sig ikke om at han havde nydt smagen så meget. Det var synd for ham. Han var trist på grund af mig. På grund af mig, kunne han ikke kunne spille med sin familie mere, de ville være ham langt underlegende i både styrke og fart. På grund af mig, var han tvunget til at drikke menneskeblod. Jeg fik det forfærdeligt. Jeg sad bare, og så ud i luften, da det var gået op for mig, hvor meget han havde mistet. Hvad jeg havde tvunget ham til.

Han lagde en hånd på min, men var for svag til at løfte mig helt over til ham.  I stedet skubbede jeg blidt til ham, for at han skulle lægge sig ned. Han gjorde det, og jeg lagde mig ved ham. Jeg lagde mig, så mit hoved lå på hans bryst.

Han vidste at det ikke nyttede at sige noget til mig, jeg fik det altid sådan, når nogen blev forvandlet.  Det var en del af min forbandelse, at skulle leve evigt, men føle samvittigheden gnave i mig, som var jeg et menneske.  Som var jeg fanget imellem begge arter, og der var intet jeg kunne gøre ved det.

Jeg faldt i søvn med samvittigheden gavnende i mit indre.

 

Vi blev vækket af Annabella, hun stod og hoppede op og ned på gulvet. Hun var klar over at Jonathan var vågnet. Hun havde stået og hoppet op og ned på gulvet, Marcus havde forsøgt at få hende til at holde op, ved at slå armene om hende. Men på grund af hendes hoppen, havde han væltet. Han sad nu på gulvet og så lidt surt på hende, men hun hoppede bare videre.

Det var lyden af hans fald, og Annabellas sko mod gulvet, der havde vækket os. Jeg havde sat mig op, det samme havde Jonathan gjort og vi sad op af hinanden. Vi drejede hovederne og så på hinanden. Hans hår strittede lige så galt som mit, og vi så begge søvndrukken ud. Jeg havde mest lyst af alt, til at ligge mig ned og sove videre. Jonathan hviskede i mit sind, at det havde han også lyst til, men vi kunne nok ikke komme til det for Annabella og Claudia.

Jeg drejede mit blik i retningen af Claudia, hun smilede stort og hendes øjne lyste næsten af glæde. Og Dean, han var i gang med at hive Marcus op fra gulvet. Men også de var glade, det lyste ud af dem.

Jeg rejste mig op fra sengen og forsøgte at få lidt styr på den rodebunke, der skulle forestille at være mit hår. Det lykkes ikke. I stedet strittede det bare endnu mere.

Jeg koncentrerede mig et kort øjeblik om at lave en fletning, den startede på toppen af mit hoved, og gik ned langs ryggen på mig. Jeg havde ikke behov for at bruge mine hænder, og det var en fordel.

Jeg så på Annabella igen, hun hoppede ikke mere, og så i stedet på Jonathan. Han havde sat sig op, og så på dem. Hans øjne strålede, og han smilede varmt til dem.

Jeg trådte ned af det sidste trin på trappen, og så afventende på ham. Han rejste sig, og fulgte efter mig. Han trådte ned af de få trin. Han gik fint, han var ved at vænne sig til det.

”Som dine øjne dog stråler.”

Udbrød Claudia, vi så på hende, og grinte lidt. Hun så væk, hun var flov.

Jonathan grinte kort, og smilte sødt til hende. Han syntes det var sjovt at hun lige havde reageret sådan på hans nye tilværelse. Dean smilte stadig stort, og spurgte på Claudias vegne.

”Jonathan, hvordan har du det?”

Jonathan så kort tænkende ud.

”Fint, tak. Jeg skal bare lige vænne mig til det, det er lidt anderledes end før.”

Han lød forundret over den tydelige forskel.

”Godt nok, så regner jeg med at vi snart kan spille lidt igen.”

Marcus så på ham, med et stort smil på læben. Han havde spurgt om de snart kunne spille. Jeg håbede for alt i verden, han mente et brætspil. En sportsgren var udelukket.

Jonathan trådte lidt tættere på dem, så han ikke længere stod bag mig, men ved siden af mig.

Før jeg kunne reagere kastede Annabella sig frem mod Jonathan, og slog armene omkring ham. Et harmløst knus, som kunne ende i katastrofe.

Jeg rev hende væk, så hårdt hun fløj hen over gulvet. Jonathan sank sammen, hendes duft hang tæt omkring ham. Han kæmpede voldsomt imod, for ikke at angribe hende, men han ville tabe. Han ville slå hende ihjel, medmindre jeg forhindrede det. Jeg satte mig ved siden af ham, slog armene om ham, og holdt ham fast. Men jeg ville ikke kunne holde ham længe, giften i hans årer var friskt, og gjorde ham stærkere end mig.

Jeg måtte fjerne lugten, jeg forsøgte. Men det var for sent, duften var trængt ind i hans sind, og selv hvis jeg fjernede den, ville duften blive i hans sind. Jeg tænkte hurtigt, jeg måtte finde på noget, og hurtigt. Han kunne ikke kæmpe imod længere, og jeg ville ikke kunne holde ham længe. Jeg fik en ide.

Jeg sendte beroligende energi mod hans indre, den del der ville dræbe Annabella. Det hjalp, men kun lidt. Det var ikke nok. Alt ved ham, havde nu den største lyst til at dræbe Annabella.

Jeg sendte mere beroligende energi mod ham, han måtte beroliges for alt i verden. Jeg sendte mere og mere. Men den nye energi i min krop var stadig svag, min manglende søvn hjalp heller ikke. Jeg var begyndt at blive træt. Jeg ville snart falde i søvn af udmattelse, og jeg ville ikke kunne stoppe Jonathan.

Igen trådte Annabella til, men denne gang for at berolige ham. Hun hjalp med sin beroligende evne. Det virkede, en pludselig søvn overmandede Jonathan og han faldt i en dyb søvn i mine arme. Jeg løsnede hurtigt mit greb, og kravlede lidt væk fra ham. Jeg forsøgte at rejse mig op, men sank sammen igen. Mit forsøg på at berolige ham, havde kostet mig alt min energi. Søvnen overmandede nu også mig, jeg sank endnu mere sammen. Jeg kunne ikke engang sidde oprejst, jeg var så træt.

Nu ville min krop sove ud, og jeg kunne ikke stoppe den. Den sank ind i søvnen, og jeg fulgte med. Halvt sovende, løftede Claudia mig op fra gulvet. Hun lagde mig i den cremefarvede seng, og jeg forsvandt helt ind i søvnen.

Jeg havde mareridt, jeg vidste det. Men jeg kunne ikke få mig selv til at vågne.

Mørket omringede mig, det var for tæt til at se igennem. Men lydene trængte igennem til mig. Hvisken, nogen førte en diskussion sammen. Men hvem?

Pludselig var mørket væk, og jeg stod i tronsalen. Foran mig stod de tolv stole, mørke, skræmmende, men tomme. Der var ingen. Jeg så rundt i salen, loftet strakte sig så højt at det lignede søjlerne lænede ind mod mig. Murene var frisk kalket, og lyste på en underlig måde op. Også lysekronerne der hang højt oppe over mit hoved var nypudsede. Vinduernes skodder var lukket for, og intet lys trængte ind. Det fik mig til at undre, var det dag eller nat? Hvor var Rådsmedlemmerne? Hvorfor var her så tomt?

Jeg tænkte i et splitsekund, da døren ind til salen gik op. Mit hår fløj rundt for mine øjne, da jeg vendte mig, men jeg fjernede det ikke. Jeg var for målløs

Jonathan var kommet gående ind gennem døren, men han var kommet sammen med Rådsmedlemmerne. Han snakkede kærligt med dem, som havde han kendt dem i lang tid. De klappede ham på skulderne, lykønskede ham, bød ham velkommen i deres midte. Og han nød velkomsten, de var blevet hans familie nu. Han flyttede blikket i retning af mig, og smilede til mig. Men det var ikke et smil jeg ville gengælde. Jeg kunne ikke kende ham, ikke sådan.

Han smilede hånligt til mig, han nød deres selskab, han følte sig hjemme. Men det værste var bloddråben der rendte fra hans mundvige. Han var blevet alt det, jeg havde været, alt det jeg ville forhindre han blev.

Jeg vendte mig for at løbe, i stedet satte jeg mig op i sengen og skreg. Til først da jeg hørte skriget, troede jeg ikke det var mig. Det kunne det ikke være. Skriget lød som det kom fra et såret dyr, et såret dyr der skulle på slagtebænken.

Annabella var den der først var på benene. Hun for over til mig, og greb fat om mig. Hun krammede mig hårdt ind til sig, og hun beroligede mig. Da jeg holdt op med at skrige, løsnede hun grebet og undskyldte over for mig.

”Undskyld. Undskyld. Undskyld.”

Gentog hun om og om igen. Jeg måtte få hende til at holde op, hendes konstante undskyldninger gik mig på nerverne. Hadet blussede op i mig, og jeg rev hende væk fra mig. En lavmælt knurren undslap mine læber, før det gik op for mig, hvad jeg havde gjort. Mine hænder fløj op for min mund, og jeg stirrede lamslået på hende. Hun lå på gulvet et øjeblik, før hun rejste sig og løb over til Marcus. Han skubbede hende om bag ham selv, og antog en lettere forsvarsposition.

Også Dean skubbede Claudia om bag sig, han stillede sig ikke i forsvarsposition, men var lettere anspændt. De så afventende på mig, og ventede.

En latter brød igennem rummet, den forskrækkede os alle. Vi troede vi havde været alene, og så nu forvirrede rundt. Jeg var den første, der fik øje på ham. Han stod i dørkarmen, lænende op af kanten. Han lo stadig hånligt af os, han morede sig.

Jeg genkendte ham med det samme, og blev rasende. Vreden skyllede op i mig, og denne gang var det ikke et af hans tricks. Han elskede at lege med mine følelser, men han havde ikke ramt det bedste tidspunkt.

Min knurren begyndte på ny, men var stærkere og rettet mod ham denne gang. Jeg åbnede munden på klem, så han kunne høre jeg mente det alvorligt. Han holdt med at le med det samme, ikke på grund af min knurren, ikke på grund af hugtænderne, der nu blev længere, og signalerede at han skulle passe på. Nej, han holdt op, fordi Jonathan var vågen og stod bag mig. Hans knurren blandede sig med min. Min vrede påvirkede også Jonathan.

”Ro på, Elisabeth. Det var for sjov.”

Han rettede sig op og stod i døren. Han holdt beskyttende hænderne frem mod mig, som om det ville skabe lidt afstand mellem os. Som om det ville beskytte ham, hvis jeg valgte at angribe ham. Jeg var nødt til at slappe af, både for Jonathan og min egen skyld.

Jeg lod som om jeg spændte musklerne, og gjorde klar til angreb. Han begyndte at se lidt skræmt ud, det morede mig noget så herligt. Annabella havde hurtigt fornemmet mine skiftende følelser, og stod helt afslappet, mens de andre så forvirrede på mig, Jonathan og den ny ankommende.

Jeg gjorde som om jeg ville sætte af, men i stedet for et spring. Brød jeg ud i latter, jeg lo som havde jeg aldrig leet før. Jonathan slappede af, og blev opmærksom på hvad der egentligt foregik. Han stod i døren og forsøgte at se sur ud, men han kunne ikke holde masken. Han vidste at jeg aldrig kunne finde på at angribe ham, men alligevel var han blevet bange for mig. Han smilede af sin egen fejltagelse.

”Nilas, din gamle idiot. Troede du virkelig jeg ville angribe dig?”

Jeg forsøgte at slå det hen som en spøg fra min side. ”Øh… Ja, det gjorde jeg faktisk.”

Han så ned i gulvet, stak sine hænder i bukselommerne, og gjorde sit bedste for ikke at se flov ud. Det fik mig til at le, jeg havde ikke set ham være flov længe. Nu satte jeg af fra sengen, og landede lige foran ham. Jeg gav ham et kæmpe knus, og han gengældte det, lidt halvhjertet.

”Nu må du godt give slip, ellers bliver jeg til grin foran dine venner.”

Jeg lo igen.

”For sent, du er allerede til grin brormand.”

Han fnøs utilfreds, og skubbede mig lidt væk.

”Ja, måske. Men du behøver ikke gøre det værre.”

Jeg gav slip på ham, og lagde i stedet en arm rundt om hans skuldre. Han gik frivilligt med mig, men da jeg nærmede mig Jonathan, stoppede han op.

”Klog beslutning.”

Hviskede jeg i hans øre, så lavt ingen andre kunne høre det.

Alle, undtagen Jonathan, så på Niklas. Jeg vidste hvad de så, en dreng. Han ville være på min alder, af udseende, have blond krøllet hår, et charmerende smil og nogle varme blå øjne. Kiggede de nærmere efter ville de se hans upåklagelige stil, det smarte tøj som de fleste teenagere gik i, han ville ligne en ganske almindelig fyr. En man kunne møde på gaden, uden at mistænke ham for skumle tanker, eller for at være en vampyr.

Sandheden var en helt anden, og jeg måtte hellere fortælle dem det, inden de begyndte at tage fejl af ham. Mange gjorde det tit, og det irriterede ham på det grusomste.

Jeg rømmede mig en enkelt gang for at få deres opmærksomhed igen, og begyndte.

”Dean, Claudia, Annabella, Marcus, Jonathan…”

Jeg lavede et nik med hovedet mod dem, når jeg sagde deres navne, så Niklas kunne se hvem der var hvem.

”… der her er min bror, Niklas.”

De så frem og tilbage mellem os, og kiggede efter lighedstegn. De regnede med at han var min rigtige bror, men det eneste lighedstegn var samme øjnefarve. Niklas stønnede opgivende.

”Han er ikke min biologiske bror, han er bare en rod jeg har taget til mig.”

Han slog ud efter mig, da jeg sagde ordet rod. Slaget, der havde været for sjov, snittede ikke engang. Jeg havde gættet det kom, og jeg havde for længst flyttet mig over i favnen på Jonathan.

Han holdt mig rundt om maven, og havde lagt sit hoved på min skulder. Han havde øjnene lukket, og forsøgte at koncentrere sig om ikke at grine af Niklas, der så surt efter mig.

”Jeg tror hellere jeg må præsentere mig selv, så Elisabeth kan gøre grin med mig mindst muligt.”

Han så irriteret på mig en sidste gang, før han vendte sig væk fra mig. Han havde planer om hævn allerede.

”Mit navn er Niklas, som i har hørt er mit kælenavn Nilas, men det ville jeg foretrække hvis i ikke brugte. Det er forbeholdt mine søstre. Jeg har en biologisk søster, som også er her. Elisabeth fandt os, da vi var blevet efterladt på gaden af vores forældre… Hun bragte os her til, og vi blev reddet. Men jeg ville forslå i holder jer fra min rigtige søster, hun har ikke ligefrem den største tiltro til jer.”

Jeg tænkte på hans søster, hvordan hun havde forudset min død, min død der ikke var blevet til noget. Jeg smilede triumferende for mig selv, hun havde taget fejl.

Da mærkede jeg Jonathans opmærksomme lytten til mine tanker, og lukkede i for ham. Jeg havde ikke fortalt nogen om søsteren, søsteren der havde forudset det min undergang. Selv ikke Niklas vidste det. Han skulle ikke vide det, han var splittet nok imellem os allerede.

Jonathan så forvirret på mig med åben mund, jeg åbnede mit sind op for ham igen, og bønfaldt ham om ikke at sige noget. Han nikkede kort og fjernede det forvirrede blik fra hans ansigt. Men for sent, Niklas havde opdaget hans ansigtsudtryk.

Han skulle til at spørge hvad der var glat, da hun kom. Hun trådte, med den største form for afsky hun kunne udvise, ind i rummet og så på mig. Hadet over at se mig i live fyldte rummet.

Vi kunne ikke tåle synet af hinanden, selvom jeg havde reddet hendes liv flere gange. Men jeg havde nu kun fået hende reddet på grund af Niklas, jeg ville ikke gøre ham ked af det. Jeg vidste allerede den gang, hvor mange problemer hun ville betyde.

Jeg havde måttet holde hånden over hende mange gang, når hun gjorde lige hvad der passede hende. Jeg havde også holdt hånden over hende den gang hun stak af som Nyfødt, den gang hun havde forudsagt min undergang ved sin tilbagevenden.

Niklas sukkede, der var ikke noget han hadede mere end når vi var i samme rum. Han hadede den fjendtlighed vi udviste overfor hinanden, den lyst vi havde til at slå hinanden ihjel.

Jeg ønskede så inderligt jeg kunne slå hende ihjel, men det ville gå ud over Niklas. Og hun ønskede også så inderligt at kunne slå mig ihjel, men jeg var for stærk og under beskyttelse af reglerne.

Vi stod og så på hinanden, førte en magtkamp med øjnene. Hun bukkede sig aldrig for mig, kun når der var Rådsmedlemmer eller Vogtere i nærheden. Niklas sukkede igen, og vendte sig mod sin søster.

”Hvad er der Lu?”

Hun afbrød magtkampen, og så kærligt på sin bror. Der var ingen tvivl, hun elskede ham højere end noget andet på jorden. Hun så så kærlig ud, men da hun talte var det med en hård stemme.

”Rådet vil tale med hende…”

Hun forsøgte så vidt som muligt at undgå at sige mit navn, så der var aldrig tvivl når hun talte om mig. Enten sagde hun: Hun, hende eller når hun var i dårligere humør Den eller navne hun havde opfundet til mig. Men var Vogterne eller Rådsmedlemmerne i nærheden brugte hun et af mine kaldenavne, men med et tykt lag sarkasme.

”… og de vil se en eller anden Jonathan. De snakkede om at hun havde forvandlet ham, jeg glæder mig til at se straffen blive udført. Ærgrelsen i dit smukke ansigt.”

Det sidste var henvendte til mig, og for at understrege det havde hun vendt sig mod mig. Jeg ignorerede hende, og tog Jonathan i hånden. Jeg flettede fingre med ham. Jeg var blevet nervøs.

Men det måtte Luianna ikke se, så jeg holdt masken og gik ud af døren med Jonathan ved min side.

Jeg kunne høre Luianna bag mig, hun snakkede til sig selv.

”Men det er nu synd, når de slår drengen ihjel. Han er ellers noget lige for mig.”

Jeg vidste alt for godt, hvad det ville betyde når han kom uskadt ud fra mødet. Luianna ville sværme om ham, og gøre sit bedste for at få ham til at glemme mig.  Han gav min hånd et klem, han hviskede til mit sind, at hun kunne gøre sit værste. Den eneste kvinde han var interesseret i, var ved hans side.

Også gik vi, med retning mod tronsalen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...