Den Døende Engel

Den Døende Engel - første del af trilogien om den første. Fortællingen om hendes usædvanligt langt liv, hendes elskede og hendes nye familie.

8Likes
6Kommentarer
1516Visninger
AA

1. Genforening.

 

Da jeg vågnede, blev jeg blændet af lyset. Jeg var ved at lukke øjnene i igen, da jeg uroligt ikke kunne i tanke om hvad der var sket. Jeg kunne faktisk ikke komme i tanke om noget så helst. Mit sind var helt tomt for minder. Jeg kunne end ikke huske mit eget navn.

Jeg lå på en let slidt sofa, den var dybrød. Jeg satte mig op og så mig omkring. Jeg var i en stue. Der var et blankt træbord, to matchende sofaer og et fjernsyn. Rummet så ud til at være lige så tomt som jeg var.

Jeg kiggede ned af mig selv, og kunne svagt huske noget. Jeg havde bestemt ikke set sådan ud, da jeg havde taget tøj på sidst. Jeg havde et par cowboybukser på, som var et par numre for store, en mørk sweater og hvide sokker. Mit lange hår hang i våde totter omkring mit ansigt. Jeg mærkede pludseligt en svag, men skarp smerte i mine arme. Jeg rejste mig op, men for hurtigt, så det svimlede for mine øjne. Men jeg blev stående og hev langsomt mine ærmer op.

Mine arme var pakket ind i flere lag af bandager. Jeg greb mig til halsen, også den var pakket ind. Jeg kunne ikke huske, hvad der var sket, men det må have været voldsomt.

Jeg stod og stirrede ud i luften. Jeg forsøgte at huske, jeg ledte i alle afkroge af mit sind efter noget. Noget, der kunne fortælle mig hvad der var sket.

Jeg havde ikke lagt mærke til døren, jeg var for forvirret. Jeg lagde heller ikke mærke til at den åbnede sig, eller at nogen kom ind. Jeg stod bare midt på gulvet, og kiggede ud i luften.

”Elisabeth...?”                                    

Jeg vendte mig om ved lyden af mit navn, alt for hurtigt. Jeg stod og svajede et stykke tid, med lukkede øjne. Jeg fik kvalme, og forsøgte at bekæmpe det. Da jeg stod nogenlunde sikkert igen, åbnede jeg øjnene igen. Jeg åbnede øjnene og så på ham, han var et stykke højere end mig. Han havde brunt hår, og en meget lys hud. Han var muskuløs, men lidt tynd i det. Han havde mørke cowboybukser på, og en mørkeblå skjorte. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kiggede på hans øjne til sidst.

De var grønne, og de kiggede på mig med stor bekymring. Det var som om noget faldt på plads. Jeg begyndte at huske. Små glimt gled forbi, hurtigere og hurtigere for mine øjne, så jeg blev endnu mere svimmel. Jeg kunne ikke holde styr på det, det kom for hurtigt frem, og gled så tilbage for at gøre plads til det næste billede.

Jeg faldt sammen som en livløs kludedukke.

Han greb mig, før mit hoved ramte gulvet. Alt svajede rundt.

Jeg kunne se at han kaldte på nogen, men jeg kunne ikke høre det. Jeg kunne mærke mine sanser give efter, og forsvinde. Jeg mærkede hvordan min bevidsthed langsomt forsvandt.

Alt blev mørkere i rummet, mit syn forsvandt hurtigt. Jeg kunne ikke se noget, kun hans ansigt. Han holdt mig bekymret ind til sig. Han så bekymret ud, og lyttede grundigt til hvad den anden sagde.

Jeg forsøgte at sige noget, men mine læber ville ikke lystre.

Han kiggede ned på mig et kort øjeblik, så tog han mig i armene og løftede mig forsigtigt op. Mine øjne lukkede sig og jeg gled tilbage i mørket.

 

Mørket. Det omringede mig. Opslugte mig…

Men jeg var ikke alene, det kunne jeg mærke. Tankerne og minder flød omkring mig, ventende.

Jeg rakte ud efter dem, de flyttede sig fra mine hænder. De gjorde plads til et minde. Jeg var bange for mindet, jeg ville ikke huske det. Det måtte ikke komme ind i mit sind!

Men det fyldte mere og mere, det dækkede min krop, omfavnede mig, det trængte ind i mig. Jeg kunne ikke få det væk, og det tvang sig dybere og dybere ind. Det viste sig for mig.

Jeg var tilbage, tilbage i den mørke celle.

Den samme svage pære, de nøgne beskidte vægge og gulvet, det lasede tæppe, der havde været min seng. Det hele var som det havde været, før jeg blev sendt bort.

Jeg kunne huske at jeg havde siddet her, i det lille trange rum, afskåret for omverden i halvtreds år.

Jeg huskede svagt nogle mænd, der kom ind. Deres løftede pistoler, deres rædselsfulde, tilfreds smil. Deres latter, når de skød mig.

Hvad der var sket, gled forbi for mine øjne, men det hang ikke sammen. Det var bare som en lang række billeder. Men de var der.

Eksperimenterne, smerten, tæskene, truslerne, nætterne med vagterne, frygten…

Lyset kom tilbage, og skubbede det lille rum væk. Jeg vågnede og skreg.

Jeg kunne kun se lyset, det var for skarpt til at jeg kunne se andet. Jeg kunne mærke nogen gribe hårdt fat i mig. Jeg kom til at tænke på vagterne.

Jeg skreg og slog ud efter den der holdt fast i mig. Personen lagde sine arme om mig, låste mine arme fast ned langs siden. Jeg kæmpede for at komme fri, personen greb bare fat hårdere. Jeg kunne mærke at det var svært at holde mig, men jeg kunne ikke kæmpe mere, mine kræfter var brugt op. Jeg sank svagt sammen i personens arme.

Personen holdt stadig fat i mig, men løsnede grebet en smule. Lyset blev dæmpet. Jeg begyndte at ryste, af frygt for hvad der skulle ske. Jeg åbnede øjnene, og så lige ind i Jonathans. Jeg vendte blikket nedad.

Vi sad på gulvet, jeg sad på hans skød, stadig rystende.

Jeg kunne mærke hvordan tårerne begyndte at trille ned af mine kinder. Han tog mig nærmere ind til sig, så jeg lå op af hans bryst. Han lagde armene tæt om mig, ikke for at holde mig fast, men for at trøste.

Jeg begravede mit ansigt i hans skjorte, jeg ville væk fra lyset. Jeg ville gemme mig i hans favn og aldrig komme ud igen. Men jeg var træt, og begyndte langsomt at falde i søvn.

Jeg vågnede, da han løftede mig op fra gulvet. Jeg lå i hans arme, som en slap dukke. Jeg forsøgte at se op på ham, men jeg var for træt. Min hoved lå bare mod hans bryst, mine arme lå på min mave, mine ben hang livløst ned fra hans arm. Jeg kunne ikke mærke dem. Jeg var for træt til at åbne mine øjne.

Han lagde mig på en seng.

Nej, jeg ville ikke. Han skulle blive her, her ved mig. Men jeg var for træt, ordene ville ikke formes i min mund. Jeg kunne ikke bevæge mig, jeg var simpelthen for træt. Han havde hørte mine tanker, så han satte sig på kanten af sengen, lænede sig ind over mig og hviskede til mig.

”Jeg bliver her, bare rolig, jeg går ikke fra dig. Slap af, du er sikker. Sov, sov min elskede. Du har brug for det.”

Han forsøgte på bedste vis at berolige mig, men jeg ville ikke høre det.

”Nej.” Tænkte jeg. ”Læg dig ved mig, jeg vil vide du er her. Du må ikke forsvinde fra mig igen.”

Han overvejede det kort, og rejste sig. Han gik om på den anden side af sengen, og lagde sig ved siden af mig. Jeg følte en kort glæde i mit hjerte.

Jeg tvang mine arme til at lystre, det føltes som var de lavet af træ. Jeg vendte mig om og lagde dem om ham. Han lagde sine arme omkring mig, rykkede sig tættere ind til mig og kyssede mig på panden.

Jeg faldt i søvn i hans favn.

 

Jeg vågnede, let omtåget. Jeg åbnede mine øjne og så på ham. Jeg knugede ham hårdt ind til mig, jeg måtte have haft mareridt. Jeg løsnede forsigtigt mit greb, så han kunne se på mig. Han var bekymret for mig, jeg kunne se det på hans øjne. De så søgende ind i mine, han prøvede at finde ud hvordan jeg havde det.

Han sagde ikke noget, da han rejste sig op. Hans ærmer var skubbet op, så jeg kunne se de blå mærker jeg havde givet ham, da han havde forsøgt at holde mig i stuen.

Han hjalp mig op at stå, men kunne se at jeg ikke kunne stå selv. Så han løftede mig op og bar mig ud på gangen. Jeg lagde ikke mærke til mine omgivelser, mit hoved lå tungt mod hans bryst. Han bar mig stille gennem gangen, ned af trappen og ind i stuen. Der stod nogen andre i stuen, men jeg kunne ikke se dem, de var kun tågede skygger for mine øjne.

Han lagde mig forsigtigt på den ene sofa, en af de tågede skygger trådte frem mod mig. Den undersøgte mig, kiggede på min hud og ind i mine øjne, også begyndte han at snakke til Jonathan. Jeg lukkede træt øjnene igen, men åbnede dem igen, da en mandelig stemme talte:

”Hun er alvorligt såret, hun har haft et stort blodtab. Hun er nødt til at få noget nyt. Jeg kan tage hen på hospitalet, men jeg kan ikke garantere at jeg får fat i noget uden problemer.  Se om du ikke kan holde hende vågen, hvis hun falder i søvn igen, kan vi ikke vække hende igen. Uanset hvad vi gør.”

Tågen forsvandt, og jeg lukkede øjnene. Jeg kunne mærke nogle hænder gribe fat i mig. Jeg faldt næsten i søvn, men nogen skubbede hårdt til mig, så jeg vågnede.

Jeg kunne ikke huske at jeg havde flyttet mig, men jeg sad op af Jonathan. Han sad og holdt mig i hænderne. Han kørte sine fingre rundt i min håndflade, for at holde mig vågen.

Det hjalp, men kun lidt. Jeg var ved at falde i søvn, flere gange. Men hver gang skubbede han blidt til mig, for at holde mig vågen.

Jeg havde mistet min tidsfornemmelse, jeg vidste ikke hvor længe vi sad sådan. Jeg, der hele tiden var ved at falde i søvn, og Jonathan, der forsøgte at holde mig vågen. Men det føltes som om tiden gik langsomt og det blev sværere for mig at holde mig vågen. Jeg sank hen på et stadie mellem søvn og bevidsthed. Jeg kunne ikke længere vågne. Jonathan forsøgte at vække mig, men jeg kunne ikke.

Han blev panisk, han kaldte på nogen, og han kaldte mit navn igen og igen.. Men jeg ville bare sove, jeg reagerede ikke på hans kalden.

Andre hænder tog fat i mig nu, også de forsøgte at vække mig. De var ved at gå i panik, jeg kunne mærke det. De rykkede hårdere i mig, forsøgte at vække mig. Men jeg kunne ikke, jeg ville ikke.

Pludselig holdt de op, hænderne flyttede sig, forsvandt. Jeg mærkede en prikken i min arm, den blev skarpere. Smerten voksede, den blev skarpere og skarpere. Som om nogen stak i min arm, jeg forsøgte at skubbe det væk med min anden hånd. Men nogen greb fat i den, forhindrede mig i at stoppe smerten.

Så hurtig som smerten var kommet forsvandt den igen.  Jeg gled væk igen, og der var ingen der forsøgte at stoppe mig. Trætheden overmandede mig, og tvang mig til at falde i en dyb søvn.

 

Da jeg vågnede igen, lå jeg i sengen igen. Men den her gang var det ikke Jonathan, der sad ved mig. Det var en ung kvinde, hun var meget lille. Mindre end mig, men af udseendet så hun ud til at være mindst fem år ældre end mig.

Kun hendes øjne afslørede hendes alder, hun var mere end halvtreds. Men hun så ud som om hun var omkring tyve år gammel. Hun havde langt rødt hår, det gik hende til skuldrene. Hun havde også grønne øjne, men de var en smule mørkere end Jonathans. Hun havde den lyse hud, men hun var mere spinkelt bygget. Hun manglede bare nogle små vinger, også var hun en tro kopi af en fe.

Hun smilte til mig, da hun så jeg kiggede på hende. Hendes smil var varmt, hun var ikke bange for mig. Endnu, tilføjede jeg lydløst i mine tanker.

Jeg brød øjenkontakten og forsøgte at sætte mig op, i stedet var jeg ved at vælte på gulvet. Den spinkle kvinde greb mig dog inden, og lagde mig tilbage i sengen. Jeg forsøgte at protestere, men hun lagde en finger på sine læber. Hun bad mig om at være stille.

Jeg forstod ingenting. Jeg forsøgte igen at rejse mig op, men hun skubbede mig lige så blidt tilbage i sengen igen. Hun rykkede sin stol nærmere på sengen, og smilede venligt. Så talte hun til mig, og det var som at høre den fineste lille symfoni af små klokker.

”Jonathan er ude at jage med de andre, bare rolig, han kommer tilbage snart.”

Jeg ville sige noget, men det skar i min hals. Mine hænder for op til min hals, den var stadig pakket ind i bandager. Hun lagde blidt sine hænder på mine, så flyttede hun dem ned langs siden igen.

”Du kommer nok ikke til at tale lige foreløbigt, dine stemmebånd er blevet skåret over.”

Der gik panik i mig, hvad talte hun om, hvad mente hun, hvem havde gjort det mod mig?

Svaret kom fra mit sind, de havde gjort det mod mig, da jeg havde været spærret inde, ville de ikke høre mig skrige. Så de havde varmet en kniv op og stukket den i mine stemmebånd. Og hver gang de var groet sammen, gjorde de det igen.

Uden at have lagt mærke til det, var jeg begyndt at ryste ved mindet.

Hun greb min hånd, så jeg blev revet ud af mindet. Hun begyndte at ae min hånd og talte så igen.

”Du vil nok ikke kunne tale i et par dage, men det går over. Dine skader er så alvorlige, så du vil nok være sengeliggende i et par dage, måske mindre. Jonathan har sagt at du heler hurtigt, så du kan ikke regne med at blive i sengen alt for længe… Nåh, men Jonathan kommer snart tilbage, og så kan vi blive præsenteret ordentligt for hinanden.”

Så smilte hun sødt til mig igen, klemte min hånd, hvorefter hun rejste sig og gik. Jeg kiggede efter hende, da hun gik. Hun havde et par sorte bukser og en grøn bluse på. Var det vinter? Eller måske efterår? Jeg vidste det ikke, jeg havde ikke set solen længe.

Jeg lå et stykke tid, og kiggede rundt i værelset. Jeg lå i en hvid seng med plads til to, der var natborde på hver sin side i samme farve. Der var et stort hvidt klædeskab, en hvid reol fyldt med musik, bøger, pynteting og der stod et musikanlæg.

Der var et bord med et skakspil på, det var blevet startet på, men ikke gjort færdigt. Væggene var malet i en salgs hvidcreme farve, og gulvet var dækket af et tæppe.

Jeg rejste mig langsomt op fra sengen, så jeg sad på sengekanten. Det svimlede lidt for mig, men ikke så slemt som det havde været. Jeg fik rejst mig op ganske langsomt, og jeg tog tøvende et skridt. Det hele svajede et kort øjeblik, men gled så på plads igen.

Jeg tog små forsigtige skridt hen til døren. Jeg så på håndtaget, det virkede truende på en måde, men jeg greb fat om det alligevel. Jeg huskede, at på døren i min fangekælder, der havde der ikke været noget dørhåndtag. Jeg tøvede, men trykkede det ned alligevel. Døren åbnede sig langsomt, og afslørede en gang. Gangen var lys, det stak svagt i mine øjne. Men jeg gik ud alligevel, da jeg havde fået øje på trappen for enden af gangen.  Gangen virkede pludselig lang, og jeg fik lyst til at vende om. Men det kunne jeg ikke, jeg følte mig ikke velkommen, jeg måtte videre. Jeg måtte ud.

Jeg gik langsomt hen af gangen, et lille skridt af gangen. Jeg støttede mig til væggen for ikke at falde. Der var stille i huset, der var kun mig og gangen. Indtil videre.

Jeg var nået halvvejs, da en af dørene blev revet op. Jeg vendte mit hoved om for at se, stadig støttende til væggen. Nogle varme brune øjne stirrede på mig, han så ud som om han var blevet lige så forskrækket som mig. Han var et godt stykke højere end mig, og mere muskuløs bygget end Jonathan, han havde mørkebrunt kort hår og han var klædt i nogle sportsbukser. Han havde ingen bluse på.

Jeg ville ikke vide hvorfor, det ville tage for mange kræfter. Jeg trådte et skridt frem, kiggede på ham en sidste gang, og gik videre. Han sagde ikke noget, han kiggede bare efter mig. Jeg var nået nogle meter, da han bevægede sig. Han gik tværs over gangen, og bankede på en dør, jeg ikke havde lagt mærke til. Han kiggede stadig på mig, selv da døren blev åbnet. Han vendte sin koncentration mod personen i døren, han spurgte om noget og fik stukket en bluse i hånden. Jeg var nysgerrig, hvem var personen i døren?

Da det pludselig brølede inde i mit hoved.

”Så ser det ud til at Tornerose endelig er vågnet.”

Det blev sagt så forhadt, så ondt, at jeg sank på knæ.

Manden, der stod på gangen, reagerede. Han vendte sig om og ville gå hen til mig. Han var bekymret for mig. Men jeg havde ikke særligt meget lyst til at han skulle røre ved mig.

”Hvad har den heks nu gang i?”

Brølede det igen, inde i mit hoved. Jeg var ved at synke helt sammen på gulvet, da en anden dør åbnede sig foran mig. Det var kvinden, fra før. Hun bøjede sig ned og støttede mig, så jeg kunne komme op og stå. Hun støttede mig yderligere, da vi begyndte at gå ned af trappen. Mens vi gik ned af den, sendte hun et vredt blik til personen i dør, der svarede ved at smække den i. Jonathan gik forbi ved enden af trappen, men stoppede op da han så, at kvinden nærmest kom slæbende med mig.

Han ventede på at vi kom ned, så overtog han kvindens plads. Han støttede mig og kiggede spørgende over på kvinden.

”Anna tænkte med vilje en tanke til Elisabeth, hun opfangede den. Den slog hende næsten helt ud. Jeg kunne egentligt godt tænke mig at vide hvad Annas problem er.”

Sagde den unge kvinde utilfreds. Jeg lænede mig tæt ind til Jonathan, der roligt svarede hende.

”Du skal nok ikke regne med at hun svarer.”

Hun sukkede opgivende af hans kommentar, og trak på skuldrene.

”Det ved jeg. Nogen gange forstår jeg bare ikke Anna. Hun skal altid være sur på en eller anden.”

Kvinden gik sin vej med hurtige, små skridt. Jonathan halede mig ind i stuen igen. Han satte mig igen på sofaen. Jeg sad og rystede, det havde krævet for meget energi at bryde ind i Annas tankegang. Jeg mærkede at et tæppe blev lagt om mine skuldre. Det var Jonathan, han pakkede mig tæt ind i det.

Jeg var glad for det, og lænede mig op af ham. Kort tid efter begyndte familien at blive samlet i stuen, de kom alle sammen, også Anna. Hun var vel nysgerrig, efter at vide hvem jeg var og hvad jeg lavede her. Jeg sad stadig og rystede, jeg forsøgte at dæmpe det, men det var tydeligt for dem alle, hvor svag jeg var. Kvinden, der havde hjulpet mig, kom sidst. En af de første, der var kommet, trådte frem.

Han gik hen til mig, kiggede mig i øjnene og hev min arm frem fra tæppet. Han bandt en af bandagerne op, han foldede det tålmodigt sammen. Da min hud kom til syne, gav det et gisp fra dem alle. Min hud var helet, der var kun små streger efter det, der havde været store åbne sår på mine arme. Han bandt stille og roligt resten af bandagerne op. Alle stod helt stille, det var tydeligt, de forstod ingenting.

Mens han begyndte på den næste arm, ændrede Anna dog sit ansigtsudtryk tilbage til et ansigt, der lige så godt kunne have været skåret i sten.

Han var hurtigt færdig med mine arme, så jeg pakkede dem ind i tæppet igen, men han tøvede med bandagerne om min hals. Jeg løftede en finger og pegede på min hals, så nikkede jeg til ham. Jeg vidste at det nok kun var ar nu. Men han vidste det ikke, og var ikke helt tryg ved at skulle tage mine bandager af nu. Jeg kiggede på ham igen, jeg var holdt med at ryste, og det overbeviste ham tilsyneladende. Jonathan løftede forsigtigt mit hår op, mens den anden langsomt og forsigtigt bandt bandagen op.

De andre kiggede skeptisk på hinanden, de var heller ikke trygge ved det. Men da bandagen var fjernet, stirrede de alle på mig. De eneste mærker, der var tilbage på min hals, var to aflange streger, hvor mine stemmebånd var blevet skåret over. Jonathan slap mit hår, så det skjulte arene. De andre kom til sig selv igen. De kiggede på hinanden, tydeligt forvirrede. Jonathan så ikke op, men sagde stille.

”Jeg sagde jo hun helede hurtigt.”

De sagde ikke noget, de stod bare som statuer, jeg kunne ikke holde det ud.

Jeg åbnede stille mit sind op, små stemmer kom listende ind i mit sind. Da jeg kunne høre dem alle, talte jeg til dem. Ikke en lyd blev sagt, men de hørte det alle tydeligt hvad jeg sagde til dem.

”I er forvirrede.”

Konstaterede jeg hurtigt, og fortsatte.

”I undrer jer alle over hvem jeg er, og hvad jeg laver her. I har mange spørgsmål, og jeg vil forsøge at svare på dem så godt jeg kan. Det skylder jeg jer.”

Det gjorde dem endnu mere forvirret, de så på hinanden. De udsendte et blandet signal af forvirring og fascination.

Jeg så rundt på dem, de var ens på et punkt, de havde alle den lyse hud. De var tre kvinder, og fire mænd. Der var Jonathan, Anna, den spinkle kvinde, ham der havde taget mine bandager af og manden, jeg havde set på gangen. Ud over dem var der en kvinde og en mand mere.

Manden, der havde bundet min bandager op, stod tættest på mig, han havde lysebrunt hår og grønne øjne. Han så ud til at være omkring tredive. Det samme som kvinden ved siden af ham. Hun var sorthåret, med grønne øjne. Jeg gættede på at de var et par. Jonathan bekræftede det i mine tanker. Anna og manden fra gangen, stod også sammen, også de var et par.

Kvinden, der havde hjulpet mig fra før, stod også sammen med en mand. Han havde blondt, kort hår og brune øjne. Jeg var den eneste med blå øjne, det havde også fanget deres opmærksomhed.

Jonathan havde uroligt læst mine tanker. Han rettede sig op, og præsenterede dem for mig.

Kvinden, der havde hjulpet mig, blev præsenteret som Annabella. Manden ved siden af hende, Marcus.

Manden fra gangen, Christian.

Ham, der havde pilet mine bandager af, Dean. Hans kone, Claudia. De fungerede som forældre i familien, da de var de ældste af udseendet. Omkring tredive. De andre så ud til at være omkring tyve, Jonathan så ud til at være den yngste, da han så ud til kun at være sytten. Kun to år ældre end mit udseende.

Anna åbnede sin mund et øjeblik, men fik et hårdt slag på skulderen af Christian. Han så hårdt på hende et øjeblik, før han vendte opmærksomheden mod mig igen.

Claudia trådte frem, hun tøvede lidt, men sagde så.

”Jonathan, du har aldrig sagt noget om hende, hvorfor?”

Jonathan så ikke på hende, men så ned i gulvet. Han var ikke tryg ved situationen.

”Jeg mente ikke det var nødvendigt. Jeg var ikke sikker på om hun overhovedet var i live. Så der ikke var nogen grund til bekymring, hvis hun nu ikke var det.”

Hans blik vendte sig væk fra gulvet igen, og han lagde sit hoved på mit. En enkelt tåre trillede ned af hans kind, den landede i mit hår. Han var lykkelig for at jeg var tilbage. Claudia så det. Hun satte sig i den anden sofa, med bøjet hoved. Hun tænkte over hvad hun kunne sige for at trøste, men opgav. Ingen ord kunne trøste Jonathan. Ikke med den sorg, han havde følt. Han havde troet at jeg var død, men nu var jeg her. Han havde det forfærdeligt over, at han ikke havde fundet mig noget før. Han pinte sig selv med det. For at få Jonathan på andre tanker, trådte Christian frem. Han stillede et nyt spørgsmål.

”Hvornår mødtes i?”

Spurgte han forsigtigt, og så nysgerrigt på mig. Jeg så hurtigt væk, så Jonathan så på ham i stedet.

”Juleaften, 1874. I Paris, syv år før jeg mødte Dean. Jeg havde været ude at gå, en sidste tur rundt i byen, for at finde en gave til min søster. Jeg havde købt en dukke til hende, hun var kun otte år gammel på det tidspunkt. Det var blevet sent, solen var gået ned, og de fleste folk var gået inden døre. Jeg var langt hjemmefra, så jeg valgte at gå gennem gyderne. Det var hurtigere. Jeg var halvvejs gennem en gyde, da en skygge trådte ind foran mig, han angreb mig. Jeg troede bare han ville have mine penge, indtil han bed mig. Han drak af mig og jeg blev svagere, jeg var begyndt at miste bevidstheden, da en anden skygge kom. Det var Elisabeth. De kom op og slås, mens jeg mistede bevidstheden.

Da jeg vågnede igen, var jeg i hendes hus, jeg var stadig menneske. På grund af Elisabeths alder, var det for risikabelt. Jeg var syg i flere dage, jeg fik det værre. Jeg var mere død end levende, da en anden vampyr ankom, hun forvandlede mig.

Da jeg vågnede igen var hun væk, kun Elisabeth var tilbage. Jeg var svag i et par dage bagefter, så hun plejede mig til jeg var helt rask. Jeg fandt hurtigt ud af at vi ikke var i Paris længere, vi var her i landet. Hun havde flyttet mig til et øde sted, så jeg kunne lære at kontrollere det.

Hun lærte mig alt hvad hun vidste om det, men hun holder altid afstand til mig. Nogle kan lugte for godt. Vi blev forelsket, og gift to år efter.”

Det var tydeligt at se på dem, at han ikke havde fortalt dem hans sande historie før. De var forfærdede, hans historie var sørgelig. De undrede sig over hvordan han kunne have skjult det for dem.

Christian havde hørt godt efter. Han undrede sig over hvad Jonathan mente. Så han spurgte.

”Hvad mener du med at; hun ikke kunne forvandle dig? At det var for risikabelt, på grund af hendes alder? Og mest af alt hvad mener du med at nogle kan lugte for godt?”

De andre blev opmærksomme over hullerne i historien, og så afventende på Jonathan. Han kiggede på mig, jeg så tilbage og nikkede. Han ville vide om det var i orden, at han fortalte min historie. Jeg hadede min historie, men de skulle vide det. Så måtte de selv tage en afgørelse bagefter om jeg skulle blive, eller de ville have at jeg skulle rejse.

”Elisabeth er født for over femtentusinde år siden. Hun er den førstefødte vampyr nogensinde.”

Da han havde sagt det, kiggede de intenst på mig, de troede ikke på ham. Mig, ikke en pige, ikke engang en kvinde, over femtusinde år gammel. Umuligt.

Han forstod dem, han havde heller ikke troet mig, da jeg havde fortalt ham det første gang. Han ignorerede deres spørgende ansigter, og fortsatte.

”Hvordan det er gået til, er hun ikke sikker på. Men på hendes femten års fødselsdag, forvandlede hun sig. Hun boede i en lejr på det tidspunkt, hendes far og mor var døde. Hun blev opfostret af stammens høvding, der ville have hende som kone, når hun blev gammel nok. Den dag hun fyldte sytten, var den dag hun skulle giftes. Hun forstod ikke hvad der skete, da hun forvandlede sig, hun kunne ikke kontrollere det. Hun dræbte dem alle. Hun indså, hvad hun havde gjort, og stak af.”

Han holdt op med at fortælle, jeg var begyndt at ryste igen. Jeg sank hjælpeløst sammen. Han tog fat i mig. Annabella hjalp ham med, at få mig til at lægge på ryggen. Han satte sig igen, og lagde mit hoved på en pude, på hans lår. Annabella satte sig på gulvet, og holdt mig i hånden. Jeg kunne mærke hendes evne arbejde. Min frygt blev dæmpet, og jeg blev varm inden i. Jeg regnede derfor med at hun kunne kontrollere følelser, eller i hvert fald dæmpe dem, så jeg ikke følte så meget.  Jonathan fortsatte.

”Først lang tid efter fandt hun ud af at nogle fra hendes stamme, var i live. Hun rejste efter dem, men fandt ud at de var blevet til det samme som hende, vampyrer.

De havde fundet ud af at de kunne leve af dyreblod, hun forsøgte, men det gør hende syg at drikke fra et dyr. Det kan slå hende ihjel. Hun kan kun drikke fra et menneske eller en vampyr.

Selvom hun levede anderledes end de andre, blev hun tilbedt af dem, som en dronning, fordi hun havde skænket dem udødeligheden.

Hun kunne ikke holde det ud, og rejste videre igen, alene.

Efterhånden som årene gik, fandt hun ud at hun ikke kunne dø. Uanset hvad hun gjorde, helede hun bare igen. Hun gav op og forsøgte at skjule sig for andre vampyrer. Hun levede skjult for menneskene og skjult for vampyrerne. Hun ville ikke leve ved nogen af dem, menneskene kunne hun skade, og vampyrerne ville hun ikke kendes ved.

Hun lærte som tiden den gik, at leve blandt mennesker, selvom hun var nødt til at dræbe nogen af dem engang imellem. Hun levede blandt menneskene i årtusinder, så alting udviklede sig. Nogle vampyrer eller mennesker lugter bedre end andre, de er svære at modstå.”

Afsluttede han uroligt, da Annabella chokeret slap min hånd. Hun skyndte sig dog at tage fat i den igen.

”Du var en af dem, der lugtede for godt.”

Det var Claudia, hun havde fulgt med i historien uden at røre sig. For hende var Jonathan som en søn, bortset fra at han var ældre end hende. Hun følte sig mislykket som mor for ham.

”Ja, det ændrede sig ikke, da jeg blev vampyr. I det første stykke tid, kunne hun næsten ikke kontrollere det, men hun gjorde det. Det blev lettere med tiden, men ikke mere end at hun kun kunne kysse mig, uden at dræbe mig.”

Marcus så på Jonathan, med vantro i sit blik.

”Så i har aldrig…”

Begyndte han, og afsluttede med vilje ikke sit spørgsmål. Det var tydeligt, hvad han snakkede om.

”Nej, det er for farligt. Hvis det skulle kunne lade sig gøre, så ville hun være nødt til at forvandle mig, så jeg ville blive helt som hende, ikke som en normal vampyr, men det er for farligt.”

Der blev stille i rummet, de kunne ikke andet end at stirre på mig.

”Hun er den første vampyr?!”

Stilheden blev brudt, det var Anna, der råbte. Alle kiggede på hende, overraskede over hendes tydelige tegn på et raserianfald.

”HUN ER SKYLD I AT VAMPYRER EKSISTERER!”

Christian lagde en arm på hendes skulder, han forsøgte at få hende til slappe af, men hun rystede den af og fortsatte.

”DEN LILLE HEKS ER SKYLD I AT VI ALLE ER VAMPYRER. HUN ER SKYLD I AT VI ER NOGLE MORDERE, DER SKAL LEVE EVIGT!”

Hun råbte, så det rungede i hele rummet. Hun trådte frem, de andre trådte hurtigt til side, de havde aldrig set hende så vred før.

”HUN ER SKYLD I ALT DEN FORBANNEDE ELENDIGHED!”

Hun stod helt henne ved sofaen, hun var rasende.

”DET LILLE MONSTER…”

Længere nåede hun ikke, før Jonathan for op. Anna gik over stregen.

Jeg havde aldrig nogensinde set ham så vred, som han var nu. Han stod foran mig, og knurrede rasende af hende. Hele hans krop var spændt, hvis hun sagde mere nu, ville han sikkert angribe hende.

De andre var lige så overraskede som mig, de havde aldrig set ham så vred før, selv Anna tog forskrækket et skridt tilbage.

Marcus reagerede hurtigt. Han tog fat i Jonathan, og forsøgte at få ham ud af rummet, men han kunne ikke rykke Jonathan en millimeter. Han var spændt som en fjeder, hans knurren var knap så høj, men den var der stadig. Christian kom til sig selv og forsøgte at hjælpe Marcus, de kunne kun lige og lige rykke ham ved fælles hjælp. Men det var ikke nok. Dean sluttede sig hurtigt til Marcus og Christian. De fik Jonathan, med meget besvær, hevet ud af rummet.

Claudia fulgte efter dem, hun var bekymret for Jonathan, han plejede aldrig at miste besindelsen.

Også Anna forlod rummet, men jeg tror mere at det var af skam end af bekymring.

Kun Annabella blev tilbage, hun begyndte at tale til mig.

”Du må bære over med Anna, hun har det specielt hårdt med at være vampyr… Jeg må indrømme at vi aldrig har set ham så vred før, han må virkelig elske dig højt. Anna har råbt af ham mange gange, men det har han aldrig reageret på. Jeg kunne mærke at han blev vred, da hun begyndte at råbe, men det var ikke meget. Han blev først for alvor vred, da hun kaldte dig et monster.”

Jeg ville sige noget, men kom i tanke om mit problem. Så jeg hviskede til hendes sind.

”Jeg er blevet kaldt for meget gennem tiden, jeg har vænnet mig til det. Men Jonathan er ikke vant til det, han kan ikke lide at jeg bliver kaldt et monster. Han ser mig ikke som et monster, han ser mig som en person. Ikke en morder…”

Det var ikke meningen at hun skulle høre det sidste, det var en tanke til mig selv, men jeg glemte at lukke for hendes sind igen. Hun kiggede ned på mig, da jeg hviskede ordet ”Morder.”

Hun kiggede på mig med forundring, og begyndte så at tale igen.

”Du kan ikke gøre for det, du ville dø, hvis du ikke… Du er ikke et monster, det er du ikke.  Du må ikke tænke sådan noget om dig selv.”

Jeg var overrasket, hun var ikke bange for mig. Faktisk talte hun til mig kærligt, som var jeg en del af familien. Hun så overraskelsen i mine øjne.

”Jeg er ikke bange for dig, Elisabeth. Du er sammen med Jonathan, også er du en del af familien. Det er faktisk ret hyggeligt, så får jeg en søster, der ikke er sur konstant.”

Jeg kunne se at hun var glad for tanken, så jeg ville ikke ødelægge det. Men jeg tænkte inde i mig selv, at bange, det burde hun nok være. Hun havde ingen anelse om hvad jeg kunne gøre, og var i stand til.

 

Jeg var åbenbart faldet i søvn på sofaen, for da jeg vågnede igen, lå jeg i sengen med dynen tæt op mod min hage. Forsigtig, men uden at falde sammen, kom jeg op at stå.

Jeg gik over til vinduet, og kiggede ud. Der var en stor skov udenfor, den var begyndt at tabe sine blade, så det var altså efterår. Jeg kiggede rundt i skoven, da jeg fik øje på Jonathan, han sad under et træ på jorden. Ude foran huset, på den modsatte side af indkørslen. Dean stod ved ham, Jonathan var utilfreds, jeg kunne se på hans ansigt. Det så ud til at Dean og Jonathan snakkede sammen.

Jeg undrede mig, hvad snakkede de om? Jeg var nysgerrig, og uden at gøre for det, faldt jeg pludseligt ned fra træet. Jeg landede lige i skødet på Jonathan, først fik han et chok, men da han så det var mig, satte det en latter igen. Selv Dean grinte af mig, jeg forstod ikke hvorfor, før jeg så ind i Jonathans sind.

Mit hår stod ud til alle sider, det var fyldt med visne blade og bark. Der sad grene i mit tøj, og jeg havde våde albuer og knæ. Jeg lignede en skovtrold!

”Der kom min lille skovtrold vist dumpende”

Jonathan smilede og grinte igen. Dean stod og smilte, mens han kiggede på min sjove frisure. Han forsøgte at holde en alvorlig maske, men det lykkes ikke særligt godt.

”Jonathan, prøv om du ikke kan få snakket med Anna, hun blev lidt forvirret over din reaktion. Hun blev bange for dig. Det tror jeg vi alle faktisk gjorde.”

Sagde han, og måtte se væk fra mig, for at holde op med at grine igen.

”Undskyld, jeg blev bare så vred. Men jeg skal nok få snakket… prøve på det i hvert fald, med hende.”

Dean nikkede og vendte sig om for at gå tilbage til huset, han smilede stadig.

Da han nåede tilbage til hoveddøren, åbnede Annabella. Det var tydeligt at hun ledte efter mig, hun så på Dean, der stadig var ved at dø af grin, og så op på mig. Hun begyndte at grine, og gik så ind i huset igen, efterfulgt af Dean.

Jeg sad på Jonathan, rød i hele hovedet, så flov havde jeg aldrig været før. Jeg begyndte at pille blade ud af mit hår.

”Nåh, du vil måske ikke være min lille skovtrold mere?”

Jeg kiggede på ham. Han sad og var ved at dø af grin. Jeg forsøgte at kigge surt på ham, men hans smil ødelagde det. Det fik ham bare til at grine af mig igen.

Han begyndte at hjælpe mig med at få bladene ud af mit hår, der var mange og det tog et stykke tid.

Da jeg så nogenlunde normal ud, rejste vi os og gik ind i skoven.

Jeg lagde ikke mærke til skoven, jeg gik bare ved siden af ham, hans arm var omkring mig. Han holdt mig tæt ind til sig, som om han var bange for at jeg forsvandt igen. Han virkede pludselig alvorlig, hans ansigt viste ingen glæde mere. Jeg blev utryg ved det.

Vi stoppede lige pludseligt, jeg havde ikke lagt mærke til hvor vi var, men vi var dybt inde i skoven. Han førte mig over til et væltet træ, hvor han satte sig.

Jeg blev stående, der var noget han ville snakke om og det ville være noget jeg ikke ville bryde mig om. Jeg satte mig modvilligt og kiggede ned i jorden.

”Elisabeth, da du kom i tanke om hvad der var sket der. Jeg læste dine tanker, blev du virkelig…”

Nej, nej. Han måtte ikke vide det. Jeg bed tænderne sammen så hårdt at det gjorde ondt.

”… voldtaget?”

Jeg begyndte at græde, det gjorde bare så ondt at tænke på. Han lænede sig frem og tog fat om mig. Jeg fulgte bare med, han holdt mig ind til sig. Jeg lå i hans favn og græd.

Han lod mine tårer ødelægge hans skjorte, jeg græd til der ikke var flere tårer tilbage.

”Ja.”

Hviskede jeg hæst til ham. Mine stemmebånd var næsten groet sammen igen, så jeg kunne sige noget, men det gjorde ondt.

Han løftede mig op på hans ben, han sad og strøg mig over ryggen. Han vuggede mig frem og tilbage, forsøgte at trøste mig.  Mine tårekanaler var tørret helt ind, de gjorde ondt og jeg var rød om øjnene. Jeg så op på ham, han så på mig, han var ked af det.

”Hvor tit?”

Hviskede han, selvom han egentligt ikke ville vide det.

”Når de ville.”

Hviskede jeg svagt, min stemme knækkede over, da jeg sagde det sidste ord. Hvad ville han synes om mig nu? Hvad ville han ikke tænke? Jeg var bange, bange for hvad han ville sige.

”Elisabeth!”

Jeg for sammen, og opdagede at jeg havde glemt at sløre min tankegang for ham.

”Hvordan kan du tænke sådan? Det var ikke din skyld.”

Sagde han hurtigt, og trak mig ind til sig.

”Jeg burde have kæmpet imod, jeg skulle ikke havde gjort det så let for dem.”

Græd jeg ud. Det gjorde ondt i min hals, men jeg kunne ikke hviske det i hans sind, jeg tænkte alt for meget til det.

”Du var blevet skudt, du kunne ikke kæmpe imod dem.”

Hviskede han trøstende. Også den del havde han fået med.

”Jeg skulle have prøvet alligevel.”

Hviskede jeg anstrengt.

”Elisabeth…”

Begyndte han igen, og krammede mig tættere ind til sig.

”Nej, du kan ikke sidde der, og sige at alt er i orden. Det kan du ikke…”

Jeg begyndte at græde igen, men der var ingen tårer, det blev kun til små hulk. Han sad og tænkte, stadig med armene omkring mig.

”Min elskede, elskede Elisabeth. Jeg siger ikke alt i orden, hvis jeg kunne ville jeg rive hovedet af alle de idioter, der har gjort dig fortræd.”

Jeg stoppede ham, med mit paniske blik.

”Nej, nej. Du må ikke. Du må ikke, du må aldrig…

Han tyssede på mig, forsøgt at få mig til at slappe af, men jeg var gået i panik.

”Lov mig, at uanset hvad, vil du aldrig jage dem. Aldrig, aldrig nogensinde. Hvis de fik fat i dig, jeg ville ikke kunne bære tanken om hvad de ville gøre mod dig, hvad de kunne finde på…”

Jeg havde ramt rigtigt, det var det han havde gået og planlagt, mens jeg lå og sov. Planlagt hvordan de skulle dø.

Han sad og overvejede det. Jeg lå uroligt i hans arme, ventende på hans svar.

”Jeg lover det, jeg vil ikke jage dem. ”

Han sukkede, jeg forstod ham godt. Jeg ville have gjort det samme, men jeg ville ikke have han skulle rejse fra mig igen, at der skulle ske ham noget.

Han kiggede ind i træerne, han kiggede ikke efter noget bestemt, han var bare trist.

Jeg løftede min hånd, og lagde den på hans kind. Jeg drejede hans ansigt, han fulgte min bevægelse. Jeg rettede mig op, han kiggede undrende på mig, han forstod ikke hvad jeg lavede.

Indtil jeg kyssede ham på munden. Han troede bare jeg ville have ham på andre tanker, så først skubbede han mig væk.

Men da jeg satte mig tættere ind til ham, og kyssede ham igen, gengældte han det, han kyssede mig i et stykke tid. Så holdt han op, han ville ikke gøre det sværere for mig end det var i forvejen.

Jeg trak vejret dybt, jeg inhalerede hans duft.

Jeg kunne kontrollere det.

Han læste mine tanker, og han kyssede mig igen. Denne gang begravede han sin ene hånd i mit hår, mens han tænkte højt og tydeligt; ”Jeg elsker dig.”

Endelig følte jeg mig fri, fra mine lænker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...