Mens månen er oppe

Mens månen er oppe sker der forskellige men mærkelige ting for hovedpersonen Salillie. Månen påvirker de mange følelser i hendes krop, og får hende til at gøre de mest mærkelige ting, også mod hendes livs kærlighed - Louis Smith ...

4Likes
9Kommentarer
1800Visninger
AA

3. Han hedder Louis

Han gik hen mod kassen og han var næsten derhenne. Jeg overvejede at tage fat i hans arm igen, men det ville jo være mærkeligt. Jaja det er bare sko, men helt ærligt ... jeg har ønsket dem i næsten 6 måneder. For mig føltes det som flere år. Han kan ikke være det bekendt! "Hey.." siger jeg stille. Jeg håber han ved det er ham jeg taler til. Han vender stille sig om. Langsomt. Han kiggede mig irriteret i øjnene med et spørgende blik. Jeg skulle fortsætte. "Kan vi ikke snakke lidt om det? Jeg ønsker bare de sko ..." "Det er jo ikke mit problem. Jeg fik dem først, og jeg vil have dem." svarede han bestemt. "Undskyld så." Jeg begynder at få tårerne trillende ned af kinderne. Han hører mine små lyde så han vender sig igen. Hans øjne bliver pludseligt meget alvorlige.

"Er de så vigtige for dig?" spørger han mig. Jeg nikker og skal til at vende om og gå, men han tager fat i min skulder. "Okay okay ..." "Okay hvad?" snøftede jeg. Han holdtes skoene frem mod mig. Ville han give dem til mig? Jeg kiggede undrende på ham, og han nikkede. Jeg tog imod skoene, og kiggede grundigt på ham, og så skoene. Jeg ville skrige af glæde. I stedet for farede jeg mod ham, og gav ham en krammer. Jeg knugede ham ind til mig. "Jeg hedder Louis. Louis Smith ..." Jeg smilede til ham. Utroligt sødt navn. "Jeg hedder Salillie. Jeg bliver bare mest kaldet Salliie." svarede jeg ham. "Hyggeligt at møde dig, Salillie som stjal mine sko," grinte han. Jeg fniste med. "Nåh, er vi egentligt venner nu så?" spurgte jeg ham pludseligt, jeg blev selv lidt forskrækket over at have spurgt. Han kiggede bare undrende på mig, og pludselig forsvandt han løbende ud af døren...

Jeg betalte ved kassen, så jeg endelig kunne få betalt mine sko. Ham Louis var da lidt øhm .. speciel. Det tænkte jeg ikke mere over. Jeg gik hen af mod min mor, som åbenbart ikke har lagt mærke til at jeg fandt og købte mine sko. Eller at jeg snakkede med Louis Smith.

"Så er jeg færdig." Hun vendte sig ikke. Jeg tror ikke hun hørte mig. Så jeg begyndte at prikke et par gange på hendes skulder, og hun fik et kæmpe chok, så hun råbte op og næsten alle i butikken kunne høre hende. Pinligt! "Slap nu af det er bare mig!" sagde jeg. Jeg prøvede at holde stemmen rolig. "Jaja det ved jeg da!" startede hun. Jeg skulle lige til at sige undskyld, men hun kom mig i forkøbet: "Kom så, vi går NU!"

--

Det er fedt at prøve de nye sko på. De passer også bare perfekt til mig. Jeg er mega glad. Tak. Tak Louis. Det var faktisk mega sødt af ham. Det er ret svært at lade vær' med at tænke på ham. Det var sådan en special dag. Jeg håbede lidt at jeg på et tidspunkt ville se ham igen. Jeg aner ikke hvorfor. Jeg plejer heller ikke baaare at spørge om en eller anden vil være venner med mig. Samtidig var han jo heller ikke bare en eller anden. Han var en der gav mig mine drømme-sko. Og jeg faldt pludselig i øjenkontakt med de flotteste havblå øjne, jeg nogensinde havde set.

Han var en, jeg tænkte på, til natten gled hen, og jeg atter drømte om alt og intet...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...