One Direction - It's easy to forget

Poppi prøver at glemme alt om sin fortid, selvom tankerne stadig hober sig op. Men hvad vil hun dog stille op når fortiden pludselig banker på, og følelser bliver sat på banen? Vil hun kunne glemme alt det for at fortsætte sin drøm?

4Likes
9Kommentarer
2038Visninger
AA

1. 1 - Nej Poppi!

Den mørkhåret dreng tog min hånd. Vi stod midt inde på diskoteket. Novalee havde for travlt med en anden fremmet fyr. Der var gang i musikken, og det var en lidt fin fest. Pigerne skulle i hvert fald havde kjole på, og drengene skulle have jakkesæt på. Den mørkhåret dreng havde fanget mig ved første øjenfald. En flot, høj dreng med mørkebrunt krøllet hår og grønne øjne. Hans jakkesæt bestod af et par røde bukser, en hvid bluse og en blå jakke. Også havde han også lige det sødeste smil nogensinde. Lysene kørte rundt, men man kunne sagtens se hinandens ansigter. Både drengen og jeg havde store smil på læberne. Jeg havde regnet med at det ville være en stille fest med klassisk musik, men nej. Det var et rigtigt diskotek, med alkohol og højt moderne musik. Drengen snurrede mig pludselig rundt, og fik mig til at forlade mine tanker. Et højlydt grin sneg sig ud mellem mine læber. Han stoppede da min ryg var mod ham, og han greb istedet fat om mit liv. Hans arme var stærke og varme. Jeg grinede stadig, og lænede mig en smule fremover, mens mine hænder var placeret på hans. Selv kunne han ikke lade være med at grine. Endnu en gang drejede han mig rundt, og stoppede så vi kiggede på hinanden. Vi tog hinandens hænder og dansede lidt fjollet sammen. Med ham, følte jeg at jeg ikke behøvede andre. Også selvom jeg ikke engang kendte hans navn. Kemien imellem os var nok til at vi ikke behøvede navne. Novalee kom pludselig over, og trak mig væk fra drengen. Nu stod han bare alene og lignede en forladt idiot. ''Vi er simpelthen nød til at gå nu!,, sagde hun med et stort smil på læben. ''Men..,, peb jeg og kiggede på hende med hvalpeøjne. ''Nej Poppi! NU!,, grinede hun og skubbede mig i retning af drengen. Hurtigt tog jeg fat i hans hånd og trak ham lidt væk. Varmen fra hans hånd førte op i min krop. Et sus i maven, og vi havde øjenkontakt. ''Jeg er ked af det. Jeg bliver virkelig nød til at gå nu!,, sagde jeg og holdte stadig hans hånd. Mit blik var vendt mod jorden. Han førte sin anden hånd op til min hage, og sørgede for at vi fik øjenkontakt igen. Pludselig lænede han sig ind mod mig og pressede sine læber mod mine. Mit hjerte smeltede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...