Kess Semloh - En oplæring for livet

Kess Semloh - Politimuséet Den store dør var åben ind til polititmuseet. Han gik derind og kunne høre sumren oppe fra etage 2, hvor alle var parate. Men han skulle lige noget først, han skulle hente noget på bestyreren af Politimuséet´s kontor som var i den anden ende. Han var helt stille, og han håbede inderligt på at assistenten var væk – så få drab som mulig. Han åbnede døren som ikke var låst. Han kiggede sig omkring, og så nogle af de malerier Politimuséets bestyrer havde nået at gemme. Han gik hen til skrivebordet, kiggede sig omkring og fandt så en pistol. Han gemte den i baglommen. Da han kom ud, var bestyrens assistent der. Manden forblev tavs, stod stille og kiggede på ham; -”Kan jeg gøre noget for Dem?” spurgte assistenten smilende. Det var jo genialt det her. Manden hev pistolen frem, og kiggede et sekund på assistenten. Bum! Assistenten faldte død om. Manden kiggede sig omkring, ingen havde hørt det. Han slæbte assistenten han af gulvet, og ind på bestyrens kontor.

0Likes
0Kommentarer
228Visninger
AA

1. Kess Semloh - En oplæring for livet

 

Den store dør var åben ind til polititmuseet. Han gik derind og kunne høre sumren oppe fra etage 2, hvor alle var parate. Men han skulle lige noget først, han skulle hente noget på bestyreren af Politimuséet´s kontor som var i den anden ende. Han var helt stille, og han håbede inderligt på at assistenten var væk – så få drab som mulig. Han åbnede døren som ikke var låst. Han kiggede sig omkring, og så nogle af de malerier Politimuséets bestyrer havde nået at gemme. Han gik hen til skrivebordet, kiggede sig omkring og fandt så en pistol. Han gemte den i baglommen. Da han kom ud, var bestyrens assistent der. Manden forblev tavs, stod stille og kiggede på ham;

-”Kan jeg gøre noget for Dem?” spurgte assistenten smilende. Det var jo genialt det her. Manden hev pistolen frem, og kiggede et sekund på assistenten. Bum! Assistenten faldte død om. Manden kiggede sig omkring, ingen havde hørt det. Han slæbte assistenten han af gulvet, og ind på bestyrens kontor. Han fandt et reb, tog den om halsen på assistenten og hang ham i loftet; efter det væltede han en stol under assistentens ben. Manden forsatte nu videre op på anden etage til resten af flokken. Han kom langtid efter de var startet.

-”Hej, det var da fint De gad at dukke op.” sagde kulturminsteren, og skævede til ham. Manden ignorede ham. Det var nu det begyndte. Den store verdens berømte kunstmaler, Walton Ford, kom for at fjerne de falske malerier, der hang på Politimuséets vægge. Den danske regering syntes de skulle fjernes for, at slette den danske historie omkring falskeri. Taler blev holdt, og kulturministeren fedtede med sin tale for at tilfredstille Walton Ford. To glas med vand stod foran dem.

-”We´ll say goodbye to the ugly danish history about art, help us, Mr. Ford” sagde kulturministeren og kiggede på Walton Ford. De tog begge noget at drikke fra deres glas. Så er det nu. De falske malerier blev nu taget ned. Mr. Ford skulle have dem med hjem til New York, hvor han ville udstille dem som nogen forfærdelige eksempler på historiens kunst. Danskerne ville blive dårlige eksempler. Det falske billede af Da Vinci blev nu taget ned. Han kunne ikke klare mere, det måtte ske nu. Kulturministeren gik ned, og stillede sig ved siden af manden igen. En anden mand der stod ved siden af ham, havde en stor frakke på; lommerne var store. De kiggede alle op mod Walton Ford. Aller bagerst stod manden nu med pistolen, sigtede på Walton Ford – bum! Ingen havde bemærket hvor pistol-skudet kom fra, alle stormede bare hen til Walton Ford, der lå sten død. Kulturministeren var meget hurtigt derover og begyndte at råbe: ”Hvad er dog sket – åh gud!”

Vi sad inde på kontoret, hvor den berøme dedektiv: Kess Semloh, og jeg lige havde afsluttet den seneste sag. En meget speciel sag. Jeg var lige startet under Mr. Semloh og fandt ham meget spe-cielt; men også genial, fascinerende og utrolig! Mr. Semloh spurgte mig tit:

-”Unge Nostaw... undskyld Mr. Nostaw, må jeg hellere kalde Dem nu, hvad er Deres planer for din fremtid efter denne oplæring?” Han kendte svaret;

-”Jeg vil gå i din retning Mr. Semloh”. Og så smilte han;

-”Hehe, bare kald mig Semloh knægt... men husk mit ordsprog: De kan aldrig stole på nogen eller noget. ”

Semlohs kontor var meget lille. Der var papir og blyant, vinduerne var skræmet af for den ellers solbelyste dag, og det eneste elktroniske apparet der var til stede, var telefonen. Der var en forfærdelig stank derinde. Vi havde nu i et par dage ventet på den næste opgave, og nu kom den så. Da telefonen ringede sagde Semloh til mig: ”Prøv De at tage den”. Jeg syntes det var et rimeligt stort skridt for mig, men jeg gjorde som ham sagde.

-”Hallo, De taler med Phillip Nostaw”.

-”Hvad?” sagde en mand i telefonen. ”Giv mig Semloh! Det er omkring Politimuséet!”

Jeg gav den til Semloh og sagde hvem det var.

-”Nå, de ringer da heldigvis ikke for at arrestere mig mere” sagde han som en spøg. Jeg smilede bare til ham.

-”Semloh her” sagde han. Han begyndte at spille lidt smart: ”Århh.. og De har brug for en rigtig dedektiv, hva? Sidste gang var politiet da nok. Vi vil kigge på det. Ja, vi kommer nu”

Semlohs smil forsvandt, og blev alvorlig.

-”Så knægt, nu får du dig noget af en oplevelse”.

Vi tog udtil politmuseet, og Semloh havde forklaret mig hvad det handlede om. Det med at Walton Ford var blevet slået ihjel den aften hvor han skulle hente de falske malerier, og at assistenten formindelig havde begået selvmord. Jeg var både bange og begejstret. Det var sådan en opgave jeg havde ventet på i langtid, men da det så endelig skete – blev jeg nervøs. Vi havde taget Semlohs lille bil, og parkeret ved vejkanten ude foran muséet. Vi havde efterforskningslederen med, der sad på bagsædet. Der var masser af politi ved muséet, da vi steg ud kom politidirektøren over mod os;

-”Semloh... og øh?”

-”Dette er Mr. Nostaw” sagde Semloh. Jeg rakte hånden ud, og politidirektøren gengældte med et nervøst smil.

-”Jamen, så velkommen. Har De... har i, hørt om sagen?” spurgte politidirektøren.

-”Ja, efterforskningslederen fortalte os om det i bilen på vej herover.”

-”Okay, jamen hvad vil De så se?” spurgte politidirektøren dumt. Semloh kiggede sjovt på ham, og og svarede flabet:

-”Jae, vi vil gerne starte med at se forbryderen?” Jeg grinede sammen med Semloh. Poltidirektøren signalerede os ind. Han førte os op på anden etage, som han mente var det bedste sted at starte.

-”Det er her vores bestyrer har lokale, og det var her vi fandt...” politidirektøren blev afbrudt af Semloh;

-”Rolig nu... Jeg vil gerne først tale med en der var til stede i lokalet hvor Ford døde.”

-”Kulturministeren var til stede, han holdte faktisk tale.” sagde poltidirektøren. Vi gik nedenunder igen, hvor kulturministeren var.

-”Semloh, så er De igen på sagen?” sagde han og gav ham hånden, ”og det er?”

- ”Mr. Nostaw” præsenterede Semloh mig, og gik hurtigt videre.

-”Lad os gå derhen hvor Ford blev skudt.” Vi luntede op af trapperne, Semloh og kulturministeren i front, politidirektøren og jeg lige bagved.

-”Ja det er her vi var, intet er flyttet siden sidst” prioterede han.

-”Nå, jeg kan da nu ikke se liget?” grinte Semloh af sig selv. Det blev kulturministeren lidt irreteret over. Jeg grinede ikke, jeg tænkte seriøst nu.

-”Hvor stod Walton Ford henne?” spurgte jeg, og de kiggede overraskende på mig.

-”Han stod der” pegede kulturministeren over mod Da Vinci billedet. Semloh og jeg gik derover.

-”Så han stod lige præcis her, og var ved at modtage billedet? I stod derude og kiggede i mens – er det rigtigt?” spurgte Semloh.

-”Ja, det er rigtigt nok. Hov, hej Freddy. Mr. Semloh, dette er en af mine gode venner, Freddy Jensen, han en kunstner her i Danmark, han var også med.” Semloh nikkede til ham, og præsenterede mig. Jeg gik stadig rundt og kiggede i lokalet.

”Så Mr. Semloh og Mr. Nostaw, har i fundet ud af noget.” sagde han køligt.Vi kiggede på ham.

-”Nej” sagde Semloh, ”vi ved ikke så meget om denne sag endnu, kan De fortælle mig hvad De præcis lavede denne aften.”

-”Jeg stod hernede” sagde han, og pegede ned til enden af gangen. Vi kiggede og Semloh gik derned. Jeg stod stadig hvor Walton Ford blev skudt, men jeg havde ikke nok spor til, at kunne regne noget som helst ud.

-”Mr. Jensen, stod De hernede alene?” spurgte Semloh og kiggede ham i øjnene. Mr. Jensen og kulturministeren stod nu ved gelænderet med hænderne i lommen.

-”Nej, han stod ved siden af mig.” sagde kulturministeren.

-”Okay, og der stod ikke andre hernede?”

-”Ikke lige hernede, der stod selvfølgelig mange foran os.” sagde Mr. Jensen.

-”Hvorfor stod i helt hernede?”.

-”Vi skulle stå et eller andet sted Mr. Semloh,” sagde kulturministeren, og kiggede lidt undrende på dedektiven, ”Mr. Semloh, de hentyder da ikke til det var en af os?”

-”Vi er nød til at tage alle muligheder i brug.” sagde Mr. Semloh. De kiggede, og der var lidt stille. Jeg afbrød tavsheden: ”Bortset for skyderiet, så skete der slet ikke noget underligt denne aften?” De kiggede på mig.

-”Nej.” Semloh kiggede også på mig;

-”Lad os prøve at gå op til lokalet hvor assistenten døde.” Både fornærmet og undrende viste kulturministeren os op til lokalet.

-”De skal også med Mr. Jensen” sagde Semloh.

Vi gik op til bestyrens lokale. Da vi nåede assistentens bord, pegede jeg på gulvet til Semloh. Han så det men forblev stille. De lille dråber blod, som dog kunne ses rimelig tydelig, beviste at der formindelig ikke var tale om et selvmord på bestyrens kontor. Semloh betragtede de to herre som nu vendte sig om og kiggede på os. Dedektiven stirrede ned på Mr. Jensens tøj, nærmere præcist hans frakke.

-”Mr. Jensen og vor kulturminister, havde i disse frakker på i går aftes?” De kiggede ned på deres tøj;

-”Ja?” Semloh gloede ned på Mr. Jensens lomme. Det samme gjorde kulturministeren og jeg.

-”Jeg vil gerne bede dem om, at tage hænderne om på ryggen Mr. Jensen.” Det gjorde han uden problemer og meget undrende. Jeg gik tæt på Semloh, som tog hænderne ned i Mr. Jensens frakke, og hev en pistol op. Det gav et sæt i os alle - også i Mr. Jensen. Men Semloh tog den op til øjnene, det lignede han beundrede den. Genial, fascinerende og utrolig!

-”Hvad fanden?!” udbrød Mr. Jensen. Vi gik alle et par skridt tilbage, undtagen Semloh der stod stille og kiggede Mr. Jensen i øjnene. Kulturministeren havde hurtigt kaldt på politiet, der løb op og greb Freddy Jensen.

-”Det er ham!” råbte kulturministeren til politiet. Mr. Jensen stod fuldstændig forstenet og prøvede selvfølgelig at bortforklare;

-”De ved da det ikke er mig, kulturminster! Det ville jeg da aldrig gøre! Jamen der må være en der har... Det er virkelig ikke mig! Jeg har intet med det at gøre!”. Jeg kiggede på ham i mens han blev ført væk. Samtidig med at han blev ført væk, kiggede kulturministeren på os med et opgivende udtryk;

-”Jae, det passer vel godt. Man tror bare man kender en så godt – og så er han bare en løgn.” sagde han. Semloh og jeg kiggede på hinanden. Jeg vidste godt hvad han tænkte:

-”Sagen er ikke aflsuttet endnu, kulturminister” sagde jeg, ”Vi vil selvfølgelig grave helt til bunds, så vi er helt sikre, men nu vil vi tage hjem.” sagde jeg. Semloh nikkede.

-”Okay, det – hov! Hej Hr. Doowkalb.” sagde kulturminsteren smilende, men Hr. Doowkalb gengældte ikke smilet.

-”Dette er bestyreren af muséet.” sagde ministeren til Semloh og jeg. Jeg gav ham hånden, mens Semloh kiggede på ham;

-”Hvorfor har vi ikke fået noget af vide om ham?!” skældte han ud. Kulturminsteren kiggede forbløffet på ham.

-”Dette er bestyreren, Mr. Semloh” sagde kulturministeren roligt. Bestyreren smilte til ham.

-”Jeg ved godt hvor professionel De er Sem- .. Mr. Semloh, undskyld,” sagde Hr. Doowkalb smilende ”og hvor er det dejligt De går op i alle detaljer, men jeg var slet ikke til stede i går. Faktisk kom jeg hjem fra min ferie i morges, og det er først nu jeg ser mit kontor i flere uger.” sagde Hr. Doowkalb. Semloh stirrede ham i øjnene, og nikkede som om Hr. Doowkalb lige var blevet løsladt fra et fængsel.

-”Og vi har jo fundet forbryderen, Mr. Semloh” sagde kulturministeren roligt. Jeg kiggede på dedektiven, og vi var stille og roligt var på vej væk, men jeg kunne se på ham, at sagen ikke var af-sluttet.

-”Men jeg vil nu gå ind på mit kontor, farvel” sagde Hr. Doowkalb køligt.

-”Når ja, Hr. Doowkalb, skamlen og galjen er ikke taget ned endnu, da politiet ikke er helt færdig med sagen.” sagde kulturministeren til Doowkalb. Han kiggede lige en gang på ham, inden han gik ind. Semloh kiggede efter ham, og kunne lige nå og skimte, at bestyren gik direkte hen mod sit kontor.

-”De tror vel ikke det er ham?” spurgte jeg Semloh. Han stoppede på vej ned af trapperne, og sukkede et skund:

-”Nej, nej det gør jeg ikke”. Han forsatte ned, mens jeg lige stoppede engang, og gik så efter.

Det havde været en underlig og hård dag, så man skulle tro jeg kunne sove ordentlig – men det kunne jeg ikke. Uret viste 03.13, da telefonen ringede;

-”Vi skal afsted, og vil skal afsted nu!”råbte Semloh. Han holdte uden foran min lejlighed nogle minutter efter.

-”Hvor skal vi hen?”

-”Doowkalb kiggede ikke”

-”Hvad?”

-”Vi skal til muséet, de er der helt sikkert endnu, eller kun...” han aflsuttede ikke den sætnig. Jeg fulgte bare med. Det faldt mig dog ikke ind, hvem der ville være på sit kontor kl. 03 om natten? Vi parkedere ude foran muséet, og listede ind. Semloh gjorde tegn til, at vi skulle liste os ovenpå. Vi nåede op til bestyrens kontor; der var ingen. Vi åbnede stille døren til kontoret, men nåede ikke langt.

-”Semloh...” Bag os kunne vi nu høre en lusket stemme, en stemme vi havde hørt før. Inden vi vendte os om sagde Semloh:

-”Doowkalb...” Doowkalb stod og sigtede med en pistol direkte på os. Det gav et spjæt i mig.

-”Jeg kunne skyde jer lige nu, men... nej ved i hvad? Jeg tror jeg gør det nu.”

-”Rolig” hviskede Semloh til mig. Doowkalb virkede sikker og helt roligt. Han trykkede med et ondt smil på aftrækkeren – men intet skete.

-”Du brugte den sidste patron i går, Doowkalb, nu vil jeg så bede Dem om at sidde ned, Hr. bestyrer,” Semloh hev en pistol frem, ”sæt Dem overe i hjørnet. Doowkalb gjorde det med det samme. Semloh satte sig på det der havde været assistentens stol, og sigtede på en blæret måde mod Doowkalb. Jeg stod forundret og kiggede frem og tilbage; Semloh er genial!

-”Hvordan ved De at det er Doowkalb?” spurgte jeg mundlam og glad.

-”Skal jeg fortælle Dem hvordan det hænger sammen knægt?” sagde han sjovt. Jeg smilte:

-”Ja tak.” .han gloede på Doowkalb, der så meget nervøs ud.

-”Det undrede mig faktisk, at Doowkalb gik direkte mod sit skrive bord i eftermiddags, uden at kigge på galjen eller skamlen overhovedet. Jeg mener, hvis du er på dit kontor for første gang i langtid, og du vidste at der hang en galje- og vidste hvad der var sket derinde, ville De nok lige kigge på det først. Men ser De, Mr. Nostaw, Doowkalb kom faktisk hjem onsdag aften, aftenen hvor drabet skete, og tog så hertil for at bevare deres malerier. De vil beskytte malerierne for enhver pris.

-”Hvorfor bevare falske malerier?” spurgte jeg ham.

-”Hmm... nok fordi det vil være en skidt måde at fremstille Danmark på i verdenen, hvis Walton Ford tog dem med til New York. Jae, men mord er ikke nødvendig Doowkalb!” Semloh rejste sig, gik over og gloede på de pletter af blod der var på gulvet og forsatte historien;

-”Bestyren tog ind på sit kontor, imens de andre gæster på anden etage var klar til Walton Ford. Her gik Doowkalb ind og tog sin pistol, så de var klar til deres mord. Derefter stødte han lige ind i sin assistent, der så ham med sin pistol i hånden. Hr. Doowkalb regerede ved at skyde ham, derfor så vi blod på gulvet. Han tænkte derefter på at få folk til at beskylde assistenten for mordet på Ford, ved at få det til at ligne at assistenten begik selvmord.”

-”Men hvad får Doowkalb til at tro, at assistenten vil begå selvmord pga. det?”.

-”Bestyren kunne få det til at ligne at assistenten ville have haft det dårligt med hans drab, og at han derfor valgte han at hænge sig selv. Men lad os gå videre; efter det gik Doowkalb ned til anden etage og stillede sig bag Freddy Jensen. Doowkalb forblev meget stille, så stille at Mr. Jensen fak-tisk ikke lod mærke til, at der var en person lige bag ham. Den eneste der hørte ham var kulturministeren. Kulturministeren gik op og holdte sin tale. Efter talen tog han og Ford en tår af deres vand, og kulturministeren gik tilbage til sin plads i salen. Da skudet lød spurtede han over til Walton Ford. Doowkalb havde samtidig lagt sin pistol i Mr. Jensens lomme – det var den vi fandt her i eftermiddags. Altså, deres mission lykkedes.”

-”De bliver ved med at sige de og deres mord, Mr. Semloh?” sagde jeg undrende.

-”Da Doowkalb skyder rammer han Ford i armen, og det er ikke nok til at slå ihjel. Samtidg kan det ikke passe, at der var ingen der hørte pistol-skudet. Dem der stod Doowkalb nærmest måtte have hørt det. Men som sagt er et skud i armen ikke nok til at slå ihjel. Der måtte være en som havde proppet noget i Fords vand, inden han blev skudt, noget som sårede ham. Kun en var tæt på hans glas med vand” sagde Semloh og skævede til mig.

-”Selvfølgelig,” udbrød jeg, ”kulturministeren? Han holdte en tale lige ved siden af de to glas. Han havde altså også interesse i at beholde malerierne?”

”Ja.” sagde Semloh og kiggede imponerende på mig. Jeg var meget overrasket. Hele dagen havde kulturministeren løget og snydt os.

-”Husk unge Nostaw, aldrig stol på nogen eller noget” sagde til mig og smilte. Vi var ved at glemme Hr. Doowkalb, som dog stadig sad og gloede på den pistol som Semloh havde i sin hånd.

-”Hvor er kulturministeren nu?”

-”Død” sagde Semloh køligt.

-”Død?”

-”Ja, politiet ringede til mig i nat og fortalte han begik selvmord. Efter det kunne jeg tænke mig til det hele.” sagde Semloh smart og rejste sig op, gik hen mod vinduet og så sirenerne i det fjerne. ”Lad os sige det sådan her, Hr Doowkalb;” Smeloh satte sig på knæ foran ham og spillede flabet, ”Politimuséet kan deles op i to 2 ord. Den sidste halvdel af ordet kommer du ikke til at se igen, den første halvdel af ordet skal du leve med. Held og lykke bestyrer.” Jeg grinede. Genial, fascinerende og utrolig!

Dagen efter mødte jeg (en smule træt efter en lang nat), op på hans kontor. Han stod for første gang op og kiggede ud ad sit vindue, ja gardinerne var trukket ud. Han kiggede ud mod solen, og blev ved med at stirre ud. Jeg satte mig ned.

-”Sikke en nat, hva?” sagde jeg til ham. Han kiggede forsat ud, med et alvorlig blik, ”godt vi fandt ud af det.” smilede jeg.

-”Unge Nostaw, en sag er aldrig slut,” sagde han og drejede hovedet mod mig. ”ser du, da politiet ringede til mig i nat, havde de løsladt Freddy Jensen fordi de fandt ham uskyldig. Mr. Jensen kunne selvfølgelig huske, at hans bedste ven: kulturministeren, bakkede op om, at det var Mr. Jensen der var morderen. Kulturministeren var faktisk tæt på, at give Mr. Jensen fængsel på livstid.” Jeg kiggede koncentreret og overraskende på ham. Jeg vidste hvad han hentyede til.

-”I morges fik jeg af vide hvordan kulturministeren døde. En kniv var stukket ind i hans bryst kasse, men fingeraftrykkende var ikke hans egne – en anden havde gjort det.” Det var selvfølge indlysende hvem tænkte jeg.

-”Men som jeg siger, unge Nostaw, stol aldrig på nogen eller noget; der er nemlig noget underligt ved dette,” fortalte han mig, lige inden jeg skulle sige noget, ”ifølge en af naboerne der var i fuld gang med at klippe hæk, så hun kun Freddy Jensen gå ind i huset en gang – og det var sammen med politiet. De kom alle sammen grinene ud senere, som om Mr. Jensen og politiet var blevet bedste venner.” Der gik et sekund før jeg virkelig opfattede hvad han sagde. Jeg lukkede øjenene; ville Mr. Jensen have hævn? Er politiet mordere?

Mr. Semloh trak gardinerne for, slog hænderne i bordet, bøjede sig ned og kiggede på mig;

”Unge Nostaw, denne sag er vidt åben!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...