Frygt

Dette er en samling af nogle noveller, der er opbygget omkring nogle fobier. Det er mit første projekt på Movella, håber i nyder det. Jeg tilføjer flere historier hen af vejen. God fornøjelse

1Likes
0Kommentarer
301Visninger

1. Uden for lyset

Uden for Lyset 

Det er tredje gang på denne uge jeg går gennem disse gader klokken halv to morgenen. Jeg kan ikke engang huske hvordan jeg endte her. Jeg åbnede øjnene, stående under gadelampen på Skt. Michaelisvej. Det sidste jeg kan huske er at jeg tømte et glas rødvin, mens jeg sad og så et eller andet madlavnings program hjemme i stuen. Jeg kan ikke huske at jeg havde mit arbejdstøj på, men det har jeg  nu. Slipset strammer om min hals, blazeren om mine skuldre. Jeg går stille gennem regnen, det har regnet de sidste par dage, det virker nærmest som om det aldrig stopper... men hvad kan man sige? Dansk sensommer når det er bedst. Jeg går rundt under gade lamperne på vej hjem. Ude i udkanten af de orange cirkler af lys bevæger der sig små lyssky skikkelser, smutter ind i en gyde, cirkler rundt om lyset, som et rovdyr der ser sit bytte an. Jeg ignorerer dem, de forsvinder alligevel ikke før jeg kommer hjem. Jeg kan mærke dem. Dyrene, hver gang jeg er nødt til at krydse mørket der ligger mellem to gadelygters beskyttende cirkler af lys, vrimler de til, som for at blokerer min flugt fra mørket, fra deres element. De ved godt at de ikke kan bevæge sig i lyset, uden at blive til ren og skær luft. Jeg hopper igennem mørket. De fanger mig aldrig, ikke så længe gadelamperne er her. Vandet løber ned af mit hoved, det køler mit ansigt af, men mit hjerte slår hårdt. Adrenalinen er ligeglad med at min krop fryser. Vandet er efterhånden løbet ned på min skjorte, og får den til at klistre sig fast til kroppen, ubehageligt. Jeg sætter farten op på min færd igennem det beskyttende skær fra gadelampen, og deres mørke grænser. Jeg er træt, min krop er øm, jeg har siddet i fly i fire timer før jeg kom hjem og trak flasken op. Jeg snøfter, jeg bliver nok forkølet imorgen.

Jeg runder hjørnet for enden af gaden, men bliver stoppet, mere af angst end noget andet. Den næste beskyttende cirkel jeg skal krydse er væk. Eller hvad? Den er der, den blinker, blinker i et usammenhængende mønster. Blink, blink-blink, blink, blink, mørke i noget tid, blink-blink-blink- blink, lysets skjold mod rovdyrene står i et halvt sekund. Jeg kan mærke håbet om at løbe igennem uden problemer vælde op i mig, blink-blink mørke. Inden mørket lagde sig fuldstændig, kunne jeg se det, et af dem, rovdyrene, eller noget af det, hugtænderne, kløerne, bygget til at flå kødet af knogler. Øjnene, de røde øjne med sorte pupiller, men det hele forsvandt i mørket, og var væk igen da lyset blinkede frem igen. Hvad kan jeg gøre? Jeg kan ikke råbe efter hjælp, så kommer jeg bare til at optræde som et fjols, som en tosse, ligesom sidst. Nej, jeg må finde på noget andet. Lyset blinker videre, der er vel kun en mulighed. Hjertet sidder oppe i halsen på mig, jeg kan ikke få vejret rigtigt. Jeg trækker vejret i korte stød, for det gør ondt i halsen at trække en dyb indånding. Så lukker jeg øjnene, og løber. Løber gennem det ukendte, gennem dyrene, gennem mørket. Jeg kan mærke det, idet samme min fod træder uden for skjoldet mellem mig og dyrene, jeg kan høre deres knurren, føler deres varme omkring mig. Jeg lukker øjnene hårdere i, og løber hurtigere. Jeg slår skulderen imod noget, noget fast og hårdt, noget af metal. Jeg falder ned på siden, i en dyb vandpyt. Min skulder, albue, og hofte gør ondt. Er jeg der? Nåede jeg ind i cirklen, er jeg beskyttet? En let hvislen lyder ved siden af mig. Jeg slår øjnene op, og kigger ind i et par smalle, røde øjne. De sidder på en sort slange. Ikke en stor slange, den er ikke tykkere end to af mine fingre, og ikke længere end min ene arm. Jeg kigger ind i øjnene et lille stykke tid endnu, før jeg fatter hvad der sker. En dyb knurren lyder bag slangen, og konturerne af en stor, sort, pelset skikkelse glider rundt bag den, dette væsen har også røde øjne. Jeg skynder mig op. Slangen hvæser, skikkelsen knurrer, jeg løber. Jeg kan høre det, et brøl, tunge fødder der løber efter mig. Adrenalinen suser kraftigere end nogensinde, selvom mine ben er ømme, og min ryg protesterer, løber jeg hurtigere end nogensinde før. Hjertet pumper hurtigere end jeg nogensinde havde troet det kunne, og mine øjne har låst sig fast på gadelampens lys. Jeg kaster mig ind i den lysende beskyttelse, og lander på maven, jeg kan mærke flere knapper på min skjorte blive revet op, mens jeg kurer over asfalten, ind i det smukke, smukke, orange lys. Jeg læner mig op af lygtepælen, trækker benene op under hagen, og spænder armene omkring dem, og hviler hovedet på mine knæ. Sådan sidder jeg i noget tid, venter til det min vejrtrækning er faldet ned igen. Min røv er blevet helt våd af at sidde i regnen. Jeg rejser mig op, stort alt mit tøj er vådt, noget ødelagt, men i det mindste har dyrene ikke fået fat i mig.

Jeg går hjem, hurtigere end før, jeg kan mærke på dyrene, at de er mere ivrige efter at fange mig nu. Inde opgangen er der censorer der tænder lyset alene ved at jeg er til stede. Her kan dyrene ikke være, for første gang siden jeg åbnede øjnene, under gadelampen på Skt. Michaelisvej, føler jeg mig i sikkerhed. Jeg låser mig ind i min lejlighed, tænder lyset, og sætter mig i min sofa. Glasset står der stadig, og der er stadig mere rødvin i flasken, så jeg hælder op i glasset igen. Fjernsynet er ikke blevet slukket, men hvad kan man forvente? Det var heller ikke slukket de sidste gange dette her skete. Jeg slukker det, nyder min blanding af rødvin, stilhed, og lys, velsignede lys. Et lyn slår ned, og oplyser gaderne udenfor, det gør intet, alt hos mig er lyst fuldstændig op, men jeg tæller alligevel, en kass... og så lyder braget. Alt lyset forsvinder. Det føles som om mit hjerte vrider sig for at hoppe direkte ud af mit bryst og jeg hyperventilerer, min vejr trækning går fra afslappet, til ude af kontrol. Mine øjne vænner sig langsomt til mørket, og nu kan jeg se dem, mange, mange røde øjne, med sorte pupiller er rettet direkte imod mig, men jeg kan ikke se deres kroppe. Jeg kan høre dem hvæse og knurre af mig, men hvad de hvæser og knurrer med kan jeg ikke se. Deres sorte kroppe glider i ét det uigennemtrængelige mørke omkring dem, kun deres øjne er synlige, alle de røde øjne, nærmest lyser. Den lille slange glider lydløst frem, den kan jeg se, dens sorte skæl står meget tydeligt i mørket, den ligger for foden af min sofa, og kigger op på mig. Den begynder at hvæse, og vride sig, voldsommere, og voldsommere. Den vokser, den vokser sig større for hver vridende bevægelse. Da den endelig holder op med at vride sig, er dens hoved ligeså bredt som min overarm, og den er mindst to meter lang. Den rejser sig, så dens røde øjne står på linje med mine blå. Den åbner munden på vidt gab, dens mund er så stor at den uden besvær kan bide mit lår, og samle kæberne på den anden side. Jeg ved allerede hvad der sker, og det fylder mig med en hvis fred, jeg ved godt det er adrenalinen, men det fylder mig faktisk med fred, at vide at jeg snart dør. Slangen hugger efter mig, og jeg når ikke at undvige. Dens underkæbe begraver sig i pulsåren i skulderen, og overkæben bider igennem mine skulderblade, men stopper der. Jeg skriger af smerte, og slangen vrider sin krop omkring min, trykker mine ribben, og gør det næsten umuligt for mig at trække vejret. Slangens gift breder sig med utrolig hast, ned gennem skulderen, ned til hjertet, ud igennem hele kroppen. Når det passerer mine øjne, brænder mine øjne, jeg skriger endnu højere over den smerte der skyder gennem mit hoved. Nu kan jeg se alle dyrene. Den sorte ulv på mit sofabord. De to krager der sad på min standerlampe for enden af sofaen, og kigger ned på mig med deres røde øjne. Den gigantiske sorte bjørn der står foran mit fjernsyn, og fylder det meste af min lille stue. Rundt om bjørnens ben løber små kryb, og slanger rundt, og får mit gulv til at se ud som om det er i bevægelse. Alle krybene begynder at kravle op på sofaen, alle sammen imod mig. Jeg skriger endnu højere i angst og ulven lægger hovedet tilbage og lader et langt hyl blande sig med mine skrig. Krybene kravler over hele min krop, nogle bider, andre kravler videre, op mod mit hoved, på et eller plan føler jeg mig glad for slangen, for så kunne de ikke komme til mit brystkasse. Ulven springer frem, og lander oven på mig, en pote på halsen, hvilket stopper mit skrig med det samme, den anden på puden ved siden af mig. Den lukkede kæben om min skulder, jeg vil skrige højere end nogensinde, men jeg kan ikke få vejret. Jeg vil slå ud efter dyrene, men mine arme er låst fast, der er intet jeg kan gøre. Jeg kan høre vingeslag fra lampen, og kan mærke kløer der borer sig ned i mit hoved, for at kragerne kan sidde fast. Jeg skriger hæst, og betaler for det ved at ulven bider hårdere. Kragerne bøjer sig, og jeg kan mærke det på deres kløer i mit hoved. De glider ind i mit synsfelt, de kigger på mig, jeg ved allerede hvad der sker, men kan ikke gøre noget. Mine arme er låst, de to store dyr holder min krop nede mod sofaen, benene tænker jeg, men de nægter at reagere. Den ene krage stikker og jeg kan mærke dens spidse næb borer sig ind mod mit kindben. Den anden stikker lige efter, og rammer rigtigt. Dens næb finder sin vej ind i mit øje, og jeg skriger, ligeglad med ulvens pote, ligeglad med slangens gift, for jeg har mistet det ene øje. Den første krage stikker, og rammer rigtigt, jeg kan mærke  den uudholdelige smerte i begge mine øjne, mens kragerne forsøger at hive dem ud, ligeglade med mine skrig. Alt er mørkt, intet lys, mørke og smerte, og til sidste, kun mørke, jeg kan ikke mærke noget. Intet er at mærke. 

Jeg slår øjnene op, jeg står i gadelampens orange skær, jeg kigger mig omkring, der er et vejskilt, hvor der står, med hvid skrift på blå baggrund "Skt. Michaelisvej". Det er fjerde gang på denne uge, og jeg aner ikke hvordan jeg endte her, det sidste jeg kan huske, er at jeg sad og drak et glas rødvin i min oplyste stue. Jeg samler mig, og går hjemad i regnvejret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...