All i need is you - One direction

Mit navn er Samantha og jeg er 17 år gammel. Jeg har lyst hår som går til under brysterne. Jeg havde de bedste venner og veninder man kunne forestille sige men da jeg fik et opkald fra hospitalet ramlede hele min verden sammen.

23Likes
44Kommentarer
2877Visninger
AA

2. Opkaldet...

Samanthas synsvinkel

Jeg tog dåsen op til munden og drak endnu en tår af min øl. Væsken boblede inde i min mund inden jeg sank det. Jeg kunne høre de andre piger grine højt men jeg vidste ikke af hvad. Min mobil vibrerede i min lomme, jeg besvarede opkaldet og gik lidt væk fra de andre. ”hej det er Samantha” sagde jeg ”hej Samantha du snakker med Dr. Andreasen, jeg har en dårlig nyhed… dine forældre er omkommet i et flystyrt” svarede han. Jeg stivnede og faldt sammen ned af muren. Jeg trak mine hænder op foran mit ansigt og kunne mærke at en tåre trillede ned af min kind. Ida havde fået øje på mig og skyndte sig over for at spørge hvad der var galt. ”hvad er der galt?” spurgte hun forsigtigt. Jeg var mundlam. I stedet for at svare hende trak jeg hende ind i et kram og begyndte at græde endnu mere. ”hvad er der sket Sam?” spurgte hun igen men lidt mere alvorligt denne gang. ”de..de er væk” stammede jeg ”hvem er væk?” spurgte Ida bekymret ”de..de kommer ikke tilbage” ”hvem kommer ikke tilbage” ” mo..mor og far”. Ida kiggede ned på mig og jeg kunne se at en tåre trillede ned af hendes kind. vi gik ind i huset og hen til Idas fars kontoret. De havde et temmelig stort hus så vi kom forbi en masse gange og værelser.  I et af værelserne stod der computere for tusinde af kroner og i et andet værelse var der motionsudstyr og maskiner der så ud til at være temmelig dyre. Vi nåede frem til kontoret hvor Idas far sad og lavede regnskaber. Vi stod længe og snakkede om ulykken og om at det hele nok skulle ordne sig. Han kørte mig på hospitalet og vi gik hen til receptionisten og sagde mine forældres navn. Vi blev ført hen til et stort rum hvor der lugtede meget af død. Jeg skulle bekræfte at det vár mine forældre der var døde. Og det var det. Da jeg så mine forældres ansigter begyndte jeg at græde igen. Ida træk mig væk og vi gik ud mod døren. Jeg blev kørt hjem af Idas far. Jeg vinkede farvel og gik ind i huset. Jeg gik direkte op på mit værelse og lukkede døren efter mig. Jeg orkede ikke at tage mit tøj af så jeg beholdte det på. Jeg vågnede ved at min computer bibbede.  Jeg rejste mig fra sengen og gik over for at se hvad det var. Det var bare en mail. Jeg åbnede den og begyndte at læse:

Kære Samantha, da dine forældre er omkommet i et flystyrt er vi nød til at sætte dig i en plejefamilie. Plejefamilien bor i England og har længe villet adopteret en pige som dig, men inden at du bliver adopteret kommer du i pleje hos dem først. Venligst kontakt os på tlf. ******** inden for en uge.

Da jeg havde læst det begyndte jeg at græde lidt igen. Både af at jeg skulle bo hos en plejefamilie i England, og ved tanken om at mine forældre var døde og at jeg nu skulle væk fra Danmark og alle mine venner og veninder og min allerbedste veninde Ida. Jeg ville komme til at savne hende sindssygt meget. Jeg tog min mobil og tastede nummeret fra mailen ind. ”hej du snakker med Kirsten, hvad kan jeg hjælpe dig med?” ”Jeg hedder Samantha og jeg har fået en mail om at jeg skal bo hos en plejefamilie i England” svarede jeg nervøst ”ja angående det så skal du af sted allerede på tirsdag så du har tre dage til at pakke dine ting og sige farvel til dem der skal siges farvel til” ”kun tre dage?” svarede jeg spørgende ”ja kun tre dage” svarede hun. Vi fik snakket færdigt og jeg gik ned for at få morgenmad. Da jeg havde fået morgenmad gik jeg op for at pakke mine ting. Da jeg havde nået halvdelen af mit værelse besluttede jeg mig for at fortælle det hele til Ida. Man kunne høre at hun græd men jeg sagde at hun skulle lade værre fordi at det ville gøre det svært for mig at forlade hende. Vi besluttede at vi skulle snakke sammen et par gange om ugen og at vi ville besøge hinanden en gang imellem. Jeg lagde på og begyndte at pakke videre. Da jeg var færdig med mit værelse var det helt mærkelig at se så tomt fordi at det ellers altid var helt fyldt op. Jeg sukkede og gik ned i stuen med mine ting. Jeg satte mig ned i sofaen og tændte fjernsynet.Jeg sappede frem og tilbage med kanalerne men der var ikke noget særligt i tv’et så jeg slukkede og gik ud i køkkenet for at lave frokost. Da jeg var færdig satte jeg min tallerken i opvaskeren og satte den i gang.   

 

Undskyld at kapitlet ikke er så langt men det er min første novelle herinde så jeg skal lige i gang. jeg undskylder også for stavefejl og sådan noget!:D

- Caroline C

 

 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...