Vampyrens bid

Jeg har lavet denne historie med Amanda Pedersen. De to piger kigger på hinanden, der er snart ikke mere tid før Mira bliver forvandlet til en vampyr "det skal nok gå" siger Cornelia og prøver at lyde mindre anspændt.

4Likes
12Kommentarer
1276Visninger

1. 1. del

Mira 14 år:

jeg sidder op af træet spændt ind af et ræb. Jeg ser bange på mens vampyrene torturerede en lille pige på 7 år. Jeg lukkede øjnene i håb om at jeg ville dø inden det blev min tur. Jeg håbede så inderligt at det ALDRIG blev min tur. Men jeg gav efter og lod frygten give ret. Jeg skulle dræbes.

 

Cornelia 15 år:

jeg kigger på den 7 årige pige blive torureret, jeg begynder at græde. "Will du må ikke dø" skriger jeg af mine lungers fulde kraft. Inderst inde vidste jeg godt at det ikke hjalp. Ligsom min mor, ville Will og jeg også dø. Jeg kikker rundt i lokalet, folk ser meget skræmte ud, jeg for øje på en pige med lukkede øjne. Der var noget ved hende der nærmest opslugte mit blik.

 

Mira 14 år;

Jeg åbner øjnene og kigger hen på pigen der skreg. Jeg ligger med det samme mærke til at hun ligner pigen der bliver torturreret, men er bare noget ældre. Måske på min egen alder? Hendes øjne kigger over på mig og jeg smiler meget kort til hende inden jeg finder min lille kniv frem bag min ryg og beynder at snitte i rebet. Langsomt går det fri og jeg smider den over til pigen der kigger på mig. Jeg mimer hurtigt: "skynd dig!" Imens løber jeg over bag vampyren der rorturrere den 7 årige pige og slår ham ned. Jeg hjælper den lille pige op inden hun løber hen til sin søster. Men med det samme bliver jeg revet op af en anden vampyr som ikke så specielt glad ud.

 

Cornelia 15 år:

jeg bliver ved med at kikke på pigen, hun åbner øjnene og efter lidt tid er hun slupet fri fra rebet. Hun kaster en lille kniv hen til mig og mimer "skynd dig". Jeg skynder mig så hurtigt jeg kan, men rebet er meget tykt, så jeg skal bruge mange kræfter. Jeg rejser mig op og løber med kniven hen til en vampyr som er kommet bagved pigen der kastede kniven "Tak" får jeg råbt til pigen inden jeg stikker kniven i ryggen af vampyren. Den skriger af smerte og prøver at gribe ud efter mig. Jeg får øje på Will der er sluppet fri, og giver hende et kæmpe kram "dst skal nok gå" hvisker jeg i hendes øre. Jeg kikker taknemligt på pigen der kastede kniven

 

Mira 14 år:

Jeg smiler til pigen på min egen alder og beder hende løbe sin vej. "jeg skal nok klare mig selv. Se nu bare at skynde jer væk!" Råber jeg inden jeg bliver grebet af den næste vampyr der begynder at slynge mig op i luften og derefter tyre mig ned i jorden. Jeg skriger af smerte inden jeg griber fat i kniven og hamre den ind i vampyrens ben. Der er blod over alt, men jeg ligger ikke så meget mærke til det før der bliver helt sort

 

Cornelia 15 år:

pigen smilede til mig og sagde til mig at jeg skulle løbe min vej og at hun "nok skal klare sig selv" modvilligt begynder jeg at løbe med Will på ryggen, det bløder fra hendes ryg. Da jeg syntes jeg er kommet langt nok væk gemmer jeg Will og siger "uanset hvad du ser eller hører så bliv liggende. OK!?" Will nikker, jeg ligger et gammelt stykke stof over hende, så hun er næsten usynlig.Jeg finder en vampyr og slår ham bevistløs, heldigvis havde hen en kniv på sig som jeg kan bruge som våben, tænker jeg. så stormer jeg tilbage til der hvor jeg sidst så pigen. Men hun er væk.

 

Mira 14 år:

jeg vågner op bag et træ, og ser at solen stadig er oppe. Alle vampyrene er væk. De har bundet mig til et træ med bånd for munden. Jeg prøver at skrige, men kun en lille piben kommer ud. Jeg begynder nysgerrigt at at kigge mig frem til hvor jeg er. Heldigvis er det kun 3 meter væk fra der hvor jeg blev slået bevidstløs.* *Da jeg sådan rigtig vågner igen, ser jeg at jeg har bidemærker over alt op ad den ene arm. Jeg ser skræmt på min arm og begynder at skrige meget højt. Endelig kommer der noget lyd ud, men det tænker jeg ikke over. Jeg har travlt med at kigge væk fra min arm. Pludselig mærker jeg tårene trilde ned af mine kinder. Jeg er snart vampyr. Hvis ikke der er noget der kommer og reder mig og får gevet mig masser af væske, som nok ikke sker, bliver jeg virkelig til en vampyr!

 

Cornelia 15 år:

jeg kigger forviret rundt, hun er ingen steder at se. Det eneste jeg kunne se var en pige der lå bevidstløs, hun ligner ikke pigen, jeg vidste ikke om det var fordi der var blod i hendes ansigt, eller om det var fordi hun var halvskaldet. Jeg beslutter at jeg må tilbage til Will, og finde nogen der vil hjælpe mig med at finde pigen. Will sover stadig da jeg kommer tilbage, jeg set til hendes sår, de ser lidt bedre ud, heldigvis er hun ikke blevet bidt. Jeg går lidt længere væk fra Will, måske er pigen blevet slæbt længere væk. Undervejs møder jeg en pige på min alder der hedder Alexis, hun siger at hendes ven også er blevet bordtført. Sammen går vi tilbage til der hvor jeg sidst så pigen. Jeg kikker på den bevidstløse pige igen. Jeg beder Alexis om at kikke vidre så jeg kan hjælpe den bevidstløse pige.* *senere den dag vågner pigen op, hun kikker på sin arm, men lægger ikke mærke til at jeg sidder ved siden af hende

 

Mira 14 år:

Jeg kigger hen på pigen igen som jeg nu ved hedder Cornelia. "du lyver! Jeg ved det. Det er forfærdeligt! Min mor led den frygtelige smærte. Det var nemlig mig der dræbte hende for vores andres skyld." Jeg blev så sur på Cornelia. "Men nu hvor jeg har suget noget af giften af kan jeg undgå alt for meget smerte, men det vil stadig være megen smertefuldt."´ Jeg beder om noget vand og får det lidt efter. Jeg drikker det med det samme og beder om et nyt glas. "éndnu en ting der kan hjælpe mig med at blive redet fra at blive en alt for.... Ustyrelig vampyr. Måske kan jeg styre mig selv bagefter jeg er blevet forandret. Så kan jeg spille med som vampyr. Som en spion" Jeg smiler hånligt ved tanken.

 

Cornelia 15 år: 

hun gennemskuede mig. "hvad mener du med at du dræbte hende?" jeg bliver bange ved tanken. Hun beder om noget vand, jeg henter det til hende, kort efter beder hun om noget mere, jeg henter igen noget vand. "en spion?" jeg ser hun smiler lumsk. "vidste du godt at man kan lave en modgift?" der er stilhed i langtid før jeg igen siger " jeg kender et sted hvor vi kan få mange af ingridienserne" jeg peger mod et sted i det fjerne " Mira. det var det du hed. Vil du ledsage mig?" jeg kikker seriøst på hende

 

Mira 14 år:

Mira kigger på hende. "min mor led. Hun havde det hårdt med at skulle gøre os andre ondt. Hun bad mig stoppe det. Jeg fandt en gift so gjorde hende svagere og svagere og til sidst ville hun...dø. Slevfølgelig ville hun ikke kunne mærke det. Og så... Døde hun. Jeg er rigtig ked af det.. Forstår du. Min mor.. Hun var min bedste ven. Ja slev den eneste bedste ven jeg har haft." Jeg kigger på Cornelia med et undrende blik. "hvad mener du?"

 

Cornelia 15 år:

*"det gør mig ondt, det med din mor" jeg kikker ned i jorden* *"man kan lave en modgift, men det er meget besværligt." jeg retter ryggen. "men det ville være at lave den, hvis du ville hjælpe mig" jeg ser hun kigger undrene på mig, "det er lidt svært at forklare, men jeg vil gøre mit bedste" jeg rejser mig op og trækker hende med " jeg vil kun fortælle dig hvis du giver hånd og LOVER det" jeg kigger meget alorligt på hende

 

Mira 14 år;

jeg kigger på dig med et overbevisene blik. "slevfølgelig vil jeg hjælpe. Og ja jeg vil give ed på det. hvis du ikke tror mig kan vi jo sige: Den ubrydelige ed? Kender du den? Hvis man ikke holder den skal man dø." *mira følger med Cornelia og kigger efter hvor de er.

 

Cornelia 15 år:

"deal" vi giver hånd "den ubrydelige ed er nu sat" jeg begynder at gå tilbage til Will " jeg skal lige se til min lillesøster først" siger jeg med en rolig stemme. Vi går tilbage til Will, som stadig sover "jeg bliver snart bekymret" "men jeg har vigtigere ting at tænke på" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...