Krimi


1Likes
1Kommentarer
496Visninger

1. Hele Krimien

Mord på vikingemuseet Ladby

 

Anton sad ved hans bord på kontoret, fredag, to timer til fyraften. Måske skulle man kigge forbi Søren i aften. Det var alligevel også ved at være så længe siden, bare noget PlayStation 3, noget Call of Duty, Fifa og nogle bajere. Klokken var 15.07 nu, ville det nu gøre så meget hvis han gik nu. Ugen havde alligevel ikke bestået af andet end, at følge lidt op på en eller anden sag som alligevel var død. Nej livet som kriminalbetjent var ikke altid lige det mest spændende job, tænkte Anton imens han sad og kiggede ud på det gode solskinsbefængte vejr. Det ville sku ikk’ gøre noget, hvis man lige tog hjem lidt før, tænkte Anton. Så Anton pakkede hurtigt hans ting sammen og kunne mærke weekenden langsomt begyndte at trænge sig mere og mere på. Nu havde han også siddet og set på det fantastiske vejr hele dagen. Anton gik nu målrettet mod hovedindgang. Måske skulle han også lige skrive til Søren om han overhovedet var hjemme her i aften, ellers måtte han jo tage ned i byen, selvom det ikke var ligeså spændende, som det var for 8-9 år siden. Ja, selvom man godt nok kun var 29 år, så gav det godt nok ikke så meget mening at drikke hjernen ud, som det gjorde dengang tænkte Anton med et lille smil på læben. Anton rakte hans hånd ud efter håndtaget til hoveddøren, da ufrivilligt han hørte Mortensen længere nede ad gangen, kalde på sig. >> NÅRH! Holder man allerede weekend, Jensen??<< Sagde Mortensen. Anton stod et kort øjeblik og tænkte for sig selv, med sin hånd fast placeret på dørhåndtaget, til den længe ventede weekend. >> Nej, da! Sku’.. bare lige ha’ noget frisk luft, og det er jo også så godt vejr, boss << Svarede Anton småtøvende. >> Ja den er god med dig, Jensen, du bliver sku ikke betalt for at gå før tid<< Svarede Mortensen tilbage, som han nu altid kunne sige. Hvor kunne han da bare være irriterende nogen gange, og han havde bare den mest irriterende tendens til altid at bryde ind på de mest forkerte tidspunkter, tænkte Anton samtidige med, at Mortensen langsomt nærmere sig - ”Åhh ja skideballe on it’s way” Tænkte Anton for sig selv. >> Jeg har ledt efter dig overalt! En kvinde er blevet myrdet ude i Ladby, i deres Vikingemuseum. Så fyraftenen bliver lige udskudt for den her omgang, Jensen<< Sagde Mortensen. >> Jamen det der ”Lad-By” ligger det ikke af helved til ude på landet? - og hvad er der apropos nærmere præcist sket?<< Spurgte Anton. >> Det har vist været lidt besynderligt, hun blev fundet her til middags ved omkring 14-tiden af museumsvagten, området derude er spærret af, men kom nu af sted inden sporende bliver kolde, du kan sikkert få mere at vide af teknikerne, Michael Olsen er også derude<< Sagde Mortensen og vendte sig rundt og gik mod sit kontor igen.  

Da Anton ankom til gerningsstedet ud i ved museet, var hele området spærret af, og henne på museumspladsen holdte der en ambulance og et par politibiler. Gennem bilens siderude kunne Anton skimme ligposen oven på båren ved ambulancen. Der var mødt forholdsvis mange mennesker op for at se hvad der var skete. Der sker sikkert aldrig noget ude på disse kanter, tænkte Anton. Anton parkerede bilen og gik direkte hen den hovedansvarlige for afspærringen af området - Michael. >> Hvad er status, Michael?<< Spurgte Anton. >> En ung kvinde ved navn Anita Bertelsen er blevet myrdet, 26 år - Ingen, udover en ældre dame og museumsvagten, har tilsyneladende set eller ved noget. << Svarede Michael. >> Besynderligt, og årsagen til dødsfaldet er?<< Spurgte Anton. >> Hvis du lige kommer med herhen, så kan du selv lige tage et kig på hende, det er ikke noget kønt syn skal jeg lige advarer dig om, men hvad har der også nogensinde været kønt ved lig<< Sagde Michael og førte Anton hen til Båren med liget. >>Museet har åbent fra 13:00 til 20:00 og som sagt er den eneste der har set hende er en ældre dame, som var på vej hjem omkring kl. 19:35 - ingen har snakket med hende. Derfor formoder vi at hun er blevet myrdet imellem 19:36 - 20:00, så hun må have lagt livløs i omkring 18 timer.<< Sagde Michael.

I ligposen lå Anita Bertelsens lig, iskoldt og dødt, en køn ung pige - hvad i alverden kunne dog være årsagen til at sådan en ung pige skulle lade livet så tidligt…? Alt tyede på at det havde været et hurtigt, men et præcist snit med en kniv ved halsen, hun havde sandsynligvis ikke mærket ret meget, hun må have været død inden for få sekunder. Hendes, efterhånden klidhvide, krop bar ikke tegn på vold, tænkte Anton med et meget betænksomt ansigtsudtryk. >> Jeg skal snakke med vores eneste vidne og museets vagt<< Efterspurgte Anton straks. >> Følg efter mig!<< Sagde Michael. Anton fulgte efter Michael med hastige skridt. Michael førte Anton indenfor på Museet, og indenfor i entréen sagde en ældre kvinde, i utrolig dyrt tøj og hendes, garanteret endnu dyrere, hund på hendes skød. >> Goddag fru<< Sagde Anton. >> Frøken, tak! - Frøken Steffanie Tauer von Griffberg, men det gider du jo nok ikke belaste dit hoved med at sige hele tiden << Sagde damen. Det var da et vældigt navn, tænkte Anton mens han indvendigt var ved at død af grin >> Javel så fru..øken øhh - Når til sagen, jeg kan forstå at du har set Anita Bertelsen her i går, inden mordet blev begået<< Spurgte Anton. >> Ja, det er korrekt<< Svarede damen. >> Du tager hjem efterfølgende? og ser ingen komme ind på museet? Spurgte Anton. >> Nej ikke så vidt Ich weiss, ja Entschuldigung, nogen gange kan jeg komme til at slå over i tysk, men nu ved nærmere eftertanke tror jeg faktisk jeg så en cykel holde uden for hovedindgangen, men jeg tænkte at det måtte være vagtens<< Svarede damen. >> Tak for deres tid, frøken<< Sagde Anton og bøjede hovedet kort, og gik over til Michael igen.         >>Hvor finder vi så vagten, Michael<< Spurgte Anton. >> Hvis du går igennem museet og forbi gerningsstedet så finder du ham i lokalet efter det << Svarede Michael. Anton gik ind på museet, smukke omgivelse, dog med undtagelse af det lokale, som Anton nu gik ind til. Midt igennem det aflange lokale var ”Ladbyskibet”, som var buret ind i glas, men nede i den anden ende af lokalet, hvor skibets ende var, var teknikerne nu godt i gang med at undersøge stedet. Midt på gulvet lå en stor pøl med blod, de nærliggende omgivelse for selve gerningsstedet tegnede ikke på kamp eller anden form for vold, tænkte Anton og notede det. Anton forlod lokalet igen, med en rynket pande, for at finde vagten. Jeg mangler bestemt et motiv til mordet, ingen har storset set noget, jeg håber vagten og overvågningsvideoerne kan hjælpe mig, tænkte Anton.

Vagten var allerede under forhør af en af Michaels folk, Kim. >> Tak for alt<< Sagde Kim og hilste på Anton med et kort nik, for derefter at gå mod udgangen. >> Jeg ved altså ikke hvad der er gået galt her, jeg er fuldstændig larmslået over det her<< Sagde vagten med store uforstående øjne. >> Dit navn først og fremmest?<< Spurgte Anton. >> Lars Fåborg<< Svarede vagten. >> Okay Lars, kan du ikke starte med at forklare mig dit forløb af gårsdagen aften på museet?<< Spurgte Anton. >> Jeg ser hende ankomme omkring 18:50<< Svarede vagten. >> Ja, fortsæt<< Sagde Anton, mens han skrev på hans blog. >>Jo, ved lukketid, omkring kl. 19.30, kigger jeg lige overvågningskameraerne igennem en sidste gang inden jeg begynder at lade de sidste folk ud og låser af.<< Fortsatte vagten. >> Hvad ser du så i kameraerne inden du går ned for at låse af?<< Spurgte Anton. >> En ældre kvinde der var ved at forlade stedet og den unge dame stadig stod og kiggede rundt omkring, skiftevis mellem hendes ur og museets inventar<< Svarede vagten. >> ”Stadig” ser du?<< Spurgte Anton med løftede øjenbryn >> Ja, hun havde i hvert fald stået sådan i en halv time, 45 minutter<< Svarede vagten. Så er der god sandsynlighed for at hun kunne have ventet på en eller anden, tænkte Anton en smule forløst men dog stadig fortvivlet følelse. >> Ja så, hvad gør du derefter?<< Spurgte Anton. >> Derefter gik jeg ned og tog min sædvandlige runde, for at fortælle de sidste, at lukketiden er lige om hjørnet, og at der skal til at låses af, men da jeg kommer ned til museet, er der ingen<< Svarede vagten. >> Og det undre dig ikke, at du lige har set en kvinde på overvågningskameraerne, som så lige pludselig er væk?<< Spurgte Anton med et løftet øjenbryn og en hævet stemme. >> Nej, men det… burde det jeg jo nok have gjort<< Svarede vagten nervøst mens han ligger ned på hans sko. >> Og du har heller ikke set nogen besynderlige typer gå ind eller ud fra Museet?<< Spurgte Anton >> Nej, overhovedet ikke, jeg aner ikke hvordan dette har kunnet gå til<< sagde Vagten med hans overraskede ansigt. >> Sidste spørgsmål: Hvordan kommer du på arbejde?<< Spurgte Anton. >> Cykel?<< Svarede vagten små nervøst og kiggede lidt underligt på Anton. >> Tak for din tid<< Sagde Anton.

Jeg må have kigget nærmere på overvågningsbillederne for hele museet fra i går tænkte Anton og gik mod overvågningsrummet. Anton kiggede overvågningsfilmene igennem, dog uden at finde en gerningsmand. Gerningsmanden må have haft kendskab til hvilke tidspunkter videokameraer var i funktion og når de ikke var. På den måde har han eller hun, haft mulighed for at gå ind i lokalet udset og begå sin forbrydelse mod Anita Bertelsen, men hvordan har det kunne sig gøre, vedkommende har ikke haft mere end 15-20 sekunder og hvad værre er, vedkommende har også kendt til kameraernes synvinkler når de var i funktion i lokalet.  Anitas lig har nemlig kunne ligge i lokalet med ”Ladbyskibet” uset af kameraerne… skræmmende. Anton fik en kopi overvågningsvideoerne med hjem, mens den originale kom med teknik-drengene hjem til nærmere efterforskning. Det eneste jeg mangler nu er Anitas nærmeste venner og veninder. Mon ikke de kan give mig en ledetråd til om hun skulle mødes med nogen eller ej og hvis hun skulle, så hvorfor og hvem? Tænkte Anton med de samme rynker i panden.

Klokken var blevet 17:15 og Anton kørte mod stationen igen, tilbage til kontoret for, at finde adressen til Anitas nærmeste, og så selvfølgelig også for at kigge overvågningsfilm igennem igen. Det kunne da umuligt passe at man kunne være så blind, som vagten havde angivet at han var, hvordan kunne gerningsmanden slippe ind uset, og så selvom gerningsmanden havde været udspekuleret nok til, at gøre det, ændre det ikke på at selv de dygtigste forbrydere efterlader spor, man er bare nødt til at lede efter dem længe nok, tænkte Anton. Imellem tiden havde Anton fået Anitas bedste veninde, Louise, til at besøge Antons kontor. Louise var ligesom Anita en køn ung pige på 26 år fra Odense. Hændelse bar klare mærke på hendes ansigt. Hun var sønderkunst.

>>Hej, det var godt du kunne komme<< Sagde Anton. >>Jah… du ville tale med mig<< Sagde hun trist. >> Vi er på ret bar bund med hvad det var Anita skulle ude på museet, vi tror eventuelt hun havde aftalt et møde med en eller anden, men det kan være du har en anden mere logisk forklaring på, hvad det kunne have været for et foretagende Anita har haft derude?<< Spurgte Anton. >>Louise??<< Rømmede Anton sig. >> Ja, hvad?<< Spurgte Louise med gråd i stemmen. >> Mit spørgsmål? Ved du noget, som eventuelt kan hjælpe os med, at finde en gerningsmand?<< Spurgte Anton. >> Jamen jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige, jeg kan ikke fatte at det her er sket.<< Svarede Louise. >> Havde Anita nogen fjender?<< Spurgte Anton. >>Nej, ikke så vidt jeg kendte til<< Svarede Louise. >> Hvis vi nu antager at vi har ret i at hun skulle mødes med nogen, hvem tror du så eventuelt det kunne være?<< Spurgte Anton. >>Havde hun en kæreste, Louise?<< Tilføjede Anton. >> Nej, men hun havde lige oprettet en af de der datingprofiler<< Svarede Louise. >>Kunne det være en hun mødt på nettet, som hun ventede på?<< Spurgte Anton. >> Det kunne det vel << Sagde Louise og løftede hendes hoved fra hendes skød. >> Nu ved jeg ikke hvordan det fungere, men jeg kunne vel forestille mig at der skulle et password og et brugernavn til, for at komme ind og se hvilke mennesker hun har skrevet med her på det seneste. Har du koden, Louise?<< Spurgte Anton. >>Egentligt burde jeg nok ikke vide det, men det gør jeg så alligevel.<< Sagde Louise. Louise og Anton kom igennem til Anitas profil og kiggede det grundigt igennem, og pludselig får Anton en særlig følelse af panik og forløsning - Da de kiggede ind under de brugere Anita havde skrevet mest med her på det seneste, kom de pludselig frem til en bruger ved navn ”Fåborg32” og den seneste besked lød:  

Så mødes vi bare efter jeg er færdig på arbejdet ca. kl. 19:45. Så kan vi kan vi køre ind til byen. Jeg har planlagt en aften du næppe kommer til at glemme.

>> Vent et øjeblik, vagten ude på museet hed sku da Lars Fåborg, shit!<< udbrød Anton Selvfølgelig, hold kæft jeg er jo idiot, der da ingen der kan undgå at blive set af de kameraer uden at have fikset dem, og hans cykel - selvfølgelig, så havde den gamle dame ret, det var jo vagtens<<

>> Det MÅ være ham! Vagten må have slået Anita ihjel<< Sagde Anton højt for sig selv, så Louise kunne ikke undgå at høre det.

Louise brød ud i gråd og begyndte at skrige. Anton greb hurtigt sin telefon for at få fat i Michael, som sandsynligvis stadig var ude ved gerningsstedet. >>Tag nu din telefon, Michael!<< råbte Anton - opkaldet blev ikke besvaret. >> SHIT!<< >>Bliv her!<< Råbte Anton til Louise, samtidig med at han løb ud mod sin bil i fuldt firspring.

På vejen ud mod museet, ringede Michael op igen. >> Hvaså, Anton?<< spurgte Michael roligt. >> Vagten, er han der stadig??<< spurgte en meget opildnet Anton. >>Nej, det tror ikke, han er cyklet hjem, men hvornår ved jeg ikke lige, det kan ikke være længe siden, hvorfor da?<< Spurgte Michael. >> Det er ham, Michael, det var ham Anita ventede på, han havde fikset kameraerne, så han havde tid til at begå hans forbrydelse mod hende<< Råbte Anton gennem telefonen. >> Er du 100 % sikker på det Anton?<< Spurgte Michael med en hævet stemme. >> Fuldstændig! Louise, Anitas veninde, viste mig, Anitas datingprofil, hvor der havde været flere samtaler mellem en bruger ved navn ”Fåborg32” og vagten fortale mig at hans navn var Lars Fåborg.<< >> Jeg efterlyser ham straks!<< Sagde Michael og satte sig ind i sin bil og kørte efter vagtens mulige retning.

1 kilometer fra gerningsstedet ved en mark, bremsede Anton hårdt op, da han ser en væltet cykel ved vejkanten. Anton kunne se på markens korn, at en eller anden havde haft travlt med at bane vej over marken. Så Anton greb sin tjenestepistol satte efter sporene til fods. 300 meter inde i kornmarken, så Anton pludselig, at vagten faldt 50 meter længere fremme, og råbte til ham: >> STOP! Lars, du er anholdt for mordet på Anita Bertelsen<< Råbte Anton. Lars vendte sig rundt og trak en pistol og pegede den direkte mod Anton. >> Jeg skal ikke i fængsel!<< Råbte Lars. >> Smid dit våben, det behøves ikke at ende sådan her, Lars!<< Råbte Anton tilbage. >> Det kan det blive nødt til! Jeg ved ikke hvad jeg laver eller hvad jeg tænkte på, men den trang der kommer op i mig, når jeg ser sådan en smuk pige som hende, kan ikke beskrives. Der er intet seksuelt over, det er en trang til… en trang der gør mig syg i hoved, hvis den ikke bliver tilfredsstillet<< Råbte Lars med gråd i hans stemme. Der var stilhed. Anton nærmede sig imellem tiden Lars, med pistolen sigtet mod hans bryst.  >> Jeg ved ikke hvad det er, det kan bare ikke være normalt, men én ting er sikkert, jeg kan ikke klare fængsel!<< Sagde Lars så høj som hans forgrædte stemme nu tillod ham. Han satte nu pistolens løb må hans tinding. >> STOP, Lars, der er hjælp til dig, det behøves ikke at ende sådan her!<< Råbte Anton med et skær af panik i stemmen. Småligt kunne man fornemme sirenerne i baggrunden og bilopbremsninger ud for det sted hvor Antons bil holdte. >> Lad mig hjælpe dig, Lars. Vi kan finde ud af det her sammen. Jeg sinker min pistol, tag det roligt! << sagde Anton samtidigt med at han langsomt nærmede sig ham. >> Det kan ikke tilgives det jeg har gjort, der er kun en vej ud af det her…<< sagde Lars helt panisk, med store udspillede øjne. Lars ladede pistolen. >> Nej, Lars, du skal jo bare have hjælp!<< Sagde Anton, i et stemmeeje Anton forsøgte at holde stille og roligt, selvom det var svært taget i betrækning af situationens alvor, til Lars. >> Nej, det der er behov for, er en ende på det hele. Sådan nogle psykopater som mig, høre ikke til.<< Sagde Lars med den samme forgrædte stemme, og så gik aftrækkeren på Lars’ seksløber pistol, men kun en klik lyd kom ud af han seksløber. Lars gik ned på knæ, smid pistolen fra sig og begyndte at smågrine og slog derefter over i gråd. Politiet var nu nået frem, og stormede nu ind på ham, sparkede hans pistol væk og lagde ham straks i håndjern og førte ham over i en politivogn. >> Det var tæt på<< Sagde Michael til Anton. >> Bestemt!<< Svarede Anton forbavset og forpustet. >> Holdt da op for en dag!<< Tilføjede Anton.

Lars kom efterfølgende på en lukket afdeling for sindssyge, da han blev vurderet til at være for psykisk ustabil til, at kunne færdes i et almindeligt fængsel. På grund af denne psykiske tilstand kom Lars aldrig til at lever et helt almindeligt liv igen, og måtte bo på afdelingen resten af hans liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...