Mord på museet: Evaristtis Helena

En metakrimi om et mord på AROS. Historien foregår primært på AROS, men også kort på Asger Jorn museet. En 15 årig pige er blevet slået ihjel, og privatdetektiven Marko skal opklare det sammen med politikvinden Helena. Historien reffererer meget til kunstværket af samme navn som den kvindelige hovedperson.

2Likes
0Kommentarer
388Visninger
AA

1. mordet og opklaringen

Der var mange der havde samlet sig i rummet med den provokerende nye udstilling, en udstilling hvor publikum bliver gjort til herre over liv og død. Den var skabt af en kunstner ved navn Marco Evaristtis og hed ”Helena”. Der var en smule smalltalk der fyldte rummet, men der var ingen der turde stille sig frem og trykke på knappen. En ung mand, nydelig af udseende med mørkt hår og brune øjne, trådte ud fra mængden og tog nogle rolige skridt over imod kunstværket. Han rakte hånden frem, hvorpå en kobberring så fint sad og skinnede på ringfingeren, trykkede på knappen og startede blenderen.

En tung tåge havde lagt sig i Århus’ gader. Den var ikke tilstede i en fysisk tilstand, men alle kunne fornemme dens gennemtrængende uhygge sprede sig fra bogstaverne på forsiden af dagens avis.” 15 årig pige fundet død i AROS”. Han smed avisen fra sig og tog en dyb indånding gennem tobakken. Der kunne ikke gå lang tid før telefonen ville kime ham ned og en irriteret politichef ville melde sin tilstedeværelse i den anden ende af røret. Præcis som forventet ringede telefonen, men Marko lod den ringe et par gange før han tog den. ”Goddag hr. politichef.” sagde Marko, da han langsomt havde placeret røret ved sit øre. Politichefen gad ikke spørge, hvordan Markus vidste det var ham, da han så mange gange før havde fået Markos mening om hvor gennemskuelig og elendig en politimand han var. Politichefen brød sig ikke ret meget om Marko. Det var der ikke ret mange der gjorde; han var grov, uforskammet og havde tidligere spenderet tid i en celle for ikke at følge lovens lange arm. På trods af dette var han en nødvendig brik i spillet. Han var genial til at opklare mordgåder, og dette var ikke mindst på grund af hans evne til at tænke som en forbryder. ”Goddag Marko. Selvom det er imod min gode vilje, har vi brug for din hjælp til en sag du sandsynligvis allerede kender til, i al fald af omtale. En 15 årig pige blev myrdet i AROS i nat, og som du nok ved, er hun ikke den første. De sidste par måneder er der blevet myrdet 3 piger på 3 andre museer, og vi har en teori om at det er..” ”En seriemorder” afbrød Marko ham. ”Jamen dog hr. politichef, hvordan i alverden er De nået til den konklusion? Kan det mon være fordi alle mordene har fundet sted på et museum og alle ofrene har været 15 årige piger. Ved De hvad, jeg tror minsandten de har ret. De gør dem minsandten fortjent til deres post.” Politichefen ignorerede hans spydige salve og spurgte køligt. ”Hvornår kan du være her?” ”Med lidt god vilje vil det tage et kvarter.” Der blev lagt på. Marko smilte, hev cigaretten ud af munden og rejste sig fra skrivebordet.

Da Marko dukkede op, stod politichefen klar til at tage imod ham. De gik sammen ind på museet og hen til den store figur af en dreng som Marko aldrig kunne huske navnet på. Han var ikke ret kunstinteresseret når det kom til malerier og skulpturer. ”Hendes navn var Rosa. Hun var 15 år og kom her fra Århus. Gerningsmanden har kvalt hende og derefter stukket hende én enkelt gang i brystet.” Marko svarede ikke, men begyndte at undersøge pigen, som om der intet var blevet sagt. Efter 1 minuts stilhed rejste han sig igen og kiggede på politichefen. ”Hvem har leddet efterforskningen?” Politichefen lavede en vinkende bevægelse over mod sine folk, og en yngre kvinde trådte frem og gik imod dem. ”Det her er Helena Gold, Hun kommer fra et andet område, men hun er specialist i denne slags mordsager. Hun skal sikre sig at du ikke begynder at tage afstand fra loven” Før politichefen kunne tale færdig afbrød Helena ham. ”Goddag hr. Jeg har hørt meget om Deres måde at arbejde på, og jeg vil gerne gøre det klart med det samme, at hvis De på nogen som helst måde benytter Dem af de ufine metoder, De er kendt for, bliver De smidt af sagen!”. Marko smilede ”Jeg har ingen idé om hvad du snakker om, men hvis du vil have min hjælp, bør du nok være mere venligt stillet over for mig.” Hun stirrede mistroisk på ham, og svarede skarpt. ”Har du fundet ud af noget vi ikke har, eller spilder du min tid?” Marko lyste helt op som var han kommet ud af en trance. ”Jeg ved ikke hvordan du som specialist har kunnet overse det, men pigen mangler en ring. På hendes højre langefinger er der et omrids, som ikke farvet af solen som resten af huden.” Politichefen afbrød. ”Hvad så? Hun har haft en ring på i sommers, hun kan jo have taget den af når som helst.” Marko kiggede på ham. ”Jeg vil tale med forældrene, denne ring er essentiel for opklaringen!”.

 I et baglokale i museet sad forældrene til pigen. De havde begge blodsprængte øjne, og moderen græd endnu. ”Goddag. I må være pigens forældre.” sagde Marko i et tonefald som ikke interesserede sig det mindste for deres sorg. ”Jeg har et spørgsmål til jer.” Faren kiggede på ham. ”Og hvad vil du så spørge om? Alle dine kollegaer har holdt os her hele dagen og stillet os spørgsmål, vi har umuligt mere vi kan fortælle jer som i ikke allerede ved.” Marko kiggede på ham og ignorerede hans fjendtlighed. ”Var deres datter forlovet?” ”Hun var 15 år?” svarede faren forvirret. ”Det var ikke det jeg spurgte om. Var hun forlovet?” Nu supplerede moren. ”Selvfølgelig var hun ikke det, hun havde ikke engang en kæreste!” Faren begyndte også at tale. ”Generelt snakkede Rosa ikke med så mange. Hun havde få venner, og de fleste bor flere timer væk.” ”I så fald, hvorfor gik jeres datter med ring? Og har i den?” Forældrene så helt fortumlede ud over hans spørgsmål. ”Vi har aldrig set vores datter gå med en ring hele sit liv, hun sagde selv at hun syntes det var grimt.” Marko takkede for svarene og forlod rummet. Med det samme han havde trådt ud af rummet kom politichefen løbende. ”Hvad så, hvad fortalte de? Er det faren?” Marko gik over til liget imens han svarede. ”Gerningsmanden har kendt pigen, og jeg vil gå så vidt som til at sige de havde et nært forhold. Hendes forældre kender ikke til ham. Hun har sandsynligvis holdt det skjult pga. aldersforskellen.” ”Aldersforskellen?” udbrød politichefen spørgende. ”Ja, aldersforskellen. Offeret har ganske få blå mærker og tegn på kamp. Han har været hende fysisk overlegen, ja nok 15 år ældre.” ”Hvordan kommer vi så videre herfra?” Helena havde tilsluttet sig samtalen. ”Jeg skal bruge nogle undersøgelser af området af hendes højre ringfinger. Jeg skal vide hvilke materialer ringen har indeholdt. Jeg vil også bede jer undersøge de andre dræbte piger for et spor af en ring.”

Der gik nogle dage før Helena ringede til ham med svarene. ”Perfekt!” havde Marko nærmest råbt i telefonen. Endelig kunne han fortsætte med efterforskningen. ”Vi mødes på M P Bruuns Gade 32 8000 Århus C.” Da de senere mødtes der, opdagede Helena hvorfor den præcise adresse havde været nødvendig. ”En gørtler? Så du mener det er her.” ”Ringen kommer fra. Præcis. Ringen indeholder en kobber af bestemt alder og indholdsstoffer som kun en gørtler kan arbejde med.” De gik ind i butikken og et virvar af alt fra dørhåndtag til flotte smykker og lamper kom dem i møde. Butikken var ikke ret stor og belysningen var ikke god, men de få lysstråler der kunne gennemtrænge vinduerne, var varme og behagelige. Det var som at træde ind i et andet univers. Bagerst i rummet var en bowle med to guldfisk, der fik Marko til at smile for sig selv, da de mindede ham om hans ynglings kunstværk. Ejeren af butikken dukkede op og smilte et lidt for bredt smil til at det kunne være ægte. ”Kan jeg hjælpe jer?” Marko gjorde tegn til Helena om at hun skulle komme over til ham. Hun rakte han et billede som Marko viste ejeren. ”Kender du noget til denne ring?” På billedet var der en lille kobberring med fint indgraverede roser. Gørtleren tog et par briller på og studerede billedet grundigt. ”Ja den ring kender jeg, for jeg har selv lavet den. Den tog mig mange timer i værkstedet, men resultatet blev aldrig rigtig godt. Nej et kunstværk er den nu ikke.” Marko nød gørtlerens valg af ord. ”Kan du huske hvem der købte den.” gørtleren kiggede hypnotiseret på billedet. ”Der var ingen der ville have den. Alle, der har kigget på den, har ment, at blomsterne var for grumsede eller ringen var skæv. Nej den blev stjålet, jeg ved ikke helt hvornår, men en dag var den væk.” Marko syntes ikke godt om svaret. ”Har der været nogen der kiggede på den, som måske har virket anderledes, kunstneriske måske?” Gørtleren kiggede op fra billedet som om der var noget der gik op for ham. ”Jo der var en ung mand herinde, ikke ret lang tid før ringen forsvandt, han stirrede længe på den.” ”Købte han noget?” ”Ja, han købte en ring til sig selv. En meget enkel, men nydelig en.” Gørtleren tog et katalog frem og åbnede for en side med et billede af ringen. ”Det var den her han købte.” Marko kiggede længe på ringen. Han syntes ikke billedet gjorde den ret, men han lod som ingenting og gned sine fingre i lommen. Helena stirrede på Marko, det var tydeligt at noget var galt, men hun sagde ikke noget. ”Hmm interessant. Helena jeg har nogle ting jeg skal ordne, hvis det er muligt for dig så mød mig på Asger Jorn museet i aften, det er den sidste brik i puslespillet.”

Helena gøs da hun stod inde på Asger Jorn museet den aften. Hun ventede på at Marko ville dukke op så hun kunne få sagen opklaret. Regnen trommede på taget og det gøs i hende. Pludselig trådte en mørk skikkelse ind i rummet. Hun genkendte hurtigt Marko, og undrede sig over sin tidligere fjendtlighed over for ham. Han var jo faktisk dygtig til sit arbejde, og endda også en køn fyr med mørkt hår og brune øjne. ”Her, jeg har fundet ringen.” Marko rakte Helena en ring med grumsede roser. ”Hvad i al… hvor har du fundet den? Hvem var ejeren?” Marko svarede ikke men stirrede forstenet på Helena. Pludseligt fornemmede hun en uhyggelig sammenhæng. Hendes navn, hans navn, guldfiskene hos gørtleren og de dræbte piger. Alle lyshårede som hende selv. ”Tag ringen på.” sagde han koldt. Hun fulgte hans befaling og tog ringen på. ”Forstår du egentlig hvorfor jeg har gjort alt det her?” Helena så anspændt på ham og rystede på hovedet. ”Af samme årsag til at i politifolk ikke kan lide mig. Jeg elsker at have følelsen af guddom, være herre af liv og død. ”Hvorfor valgte du lige de piger?” spurgte hun ængsteligt ”de var nemme at overtale, havde ingen venner, ingen at snakke med, ingen spor at efterlade. De var som guldfisk og verden var deres blender, alt jeg behøvede var at trykke på knappen.” Han tog et skridt imod hende, og som var de danse partnere fulgte hun hans bevægelse og tog et tilbage. ”Ser du, Helena, jeg har altid betragtet mig selv som lidt af en kunstner. Jeg har i mange år fundet den røde tråd i mordsager, men prøve at skabe en rød tråd, se det var noget nyt.” Dansen fortsatte med et skridt frem og et tilbage. ” ”Du er jo vanvittig!” udbrød hun. ”Det er der jo mange kunstnere der er.” Sagde han og sprang hurtigt frem og greb fat i hende. På Hans hånd sad en kobberring ”Mit næste kunstværk skal hedde Helena, men det er en skam, du ikke kommer til at se det. Det bliver helt fantastisk!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...