Angeline

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 apr. 2012
  • Opdateret: 15 jul. 2013
  • Status: Igang
Angeline forelsker sig for første gang men det er ikke uden komplikationer. Det er helt ukendt for hende at have så store følelser for et menneske, og hvordan skal det nogensinde kunne fungere når hun er nødt til at foregive at være en anden? Kan hun fortælle ham hvad hun virkelig er?

Historien foregår i en verden skabt af magi, hvor en magisk og majestætisk race beskytter kilden til al magi.

Jeg har selv skabt denne verden, og historien omkring den. Tiden kan virke forvirrende, da der både er gammeldags og moderne ting med. Men husk på at det er et magisk sted, så tid har ingen betydning, og ikke alt behøver at give mening. ;)

GOD FORNØJELSE :)

10Likes
16Kommentarer
1711Visninger
AA

1. Bjergene

Angeline sad på en ganske lille klippeafsats og så ned på den nedtrampede vej, der gik igennem bjergpasset, langt under hende. Hun nød at sidde og se på menneskene der rejste gennem bjergene. De fleste rejste på hesteryg eller i hestevogn, men en sjælden gang i mellem kørte en smuk violet vogn, med gyldne streger der snoede sig over vognens sider som blomsterranker, gennem passet. Den blev trukket af to store hvide pantere. Det siges at den hvide panter opstod da en panter drak af den magiske kilde, magien rensede panteren og dens sorte pels blev hvid. Angeline vidste ikke om hun troede på den historie, for hvordan skulle en panter være nået ind til Kilden? Det kunne også være lige meget, den hvide panter fandtes uanset hvordan det var gået til, og to af dem trak den violette og gyldne vogn. Hun var af uforklarlige grunde betaget af vognen, og var begyndt at kigge efter den når hun kom op på sin lille klippeafsats. Den havde ikke vist sig i dag og solen var ved at gå ned bag hende.

Hun kom op at stå og begyndte at hoppe ned af bjergsiden. Det var ikke svært for hende, for hun kendte vejen ud og ind. Inden længe var hun nået ned til det punkt hvor ”hendes” bjerg og bjerget ved siden af mødtes. Hun bevægede sig hurtigt og sikkert mellem de store bjerge der omgav hende, og nåede til sidst frem til den skjulte indgang der befandt sig nær jorden i det største bjerg. Hun trådte ind i den lange mørke gang, og begyndte nedstigningen. Selvom det ikke kunne ses eller mærkes i mørket, vidste hun at stien gik nedad som en spiral og ledte langt under havets overflade.

Da hun kom til gangens ende blev hun mødt af de to posterende vagter, den ene nedstirrede hende med foragt, den anden smilede en anelse bedrøvet til hende og rystede let på hovedet men gjorde en gestus mod porten, der straks åbnede sig. Hun smilede skyldbevidst tilbage til vagten og skyndte sig gennem porten. Hun løb over pladsen mod gangen til højre, meget bevidst om at alle kiggede efter hende. Hun nåede frem til byen, der var oplyst af store krystaller, og løb mellem husene med kurs mod det lille hvide hus, der lå i udkanten af byen. Hun standsede foran døren, tog en dyb indånding og trådte indenfor. Hendes mor stod med ryggen til, men vendte sig om i samme øjeblik Angeline havde lukket døren efter sig. Hun gjorde store øjne da hun så hendes datter.

”Du gode gud barn!” udbrød hun. ”Du ligner jo en dødelig!” Hun sukkede og rystede på hovedet. ”Jeg ved du er fascineret af menneskene, men der er ingen grund til at du skal rende rundt og ligne dem. Du skal være stolt af hvad du er, en dag vil du få den store ære at vogte over Kilden.”

Angeline så på sin mor og slog ud med armene. ”Men jeg er kun 300 mor, der er stadig 200 år til at jeg er gammel nok til at blive vogter, og jeg har ikke tænkt mig at sidde på min flade herhjemme så længe. Jeg har aldrig set andet end bjergene og de få mennesker der rejser i gennem. Jeg vil se hele landet mor. Jeg vil opleve menneskene.” Hun kunne ikke lægge låg på sin frustration.

Hendes mor smilede medfølende og strøg hende over kinden. ”Jeg ved hvordan du har det kære. Du minder meget om mig da jeg var i din alder, jeg ville også ud og se det hele og jeg vil ikke standse dig. Men herhjemme, indenfor vores bjergs trygge rammer, må du være dig selv og ikke rende rundt i gaderne som en anden menneskepige. Lov mig det” Hun smilede varmt til Angeline, der smilede tilbage.

Hun gav sin mor et kram og sagde ”tak mor, det lover jeg.” Hendes mor smilede og gik tilbage til madlavningen. Angeline gik op ad trappen til sit værelse, og stillede sig foran spejlet. Hun så på sig selv og mærkede en velkendt varm og sitrende fornemmelse gå gennem hende, da hun ændredes tilbage til sin egen form. Hun kunne ikke se hvorfor det var så stort et problem, at hun rendte rundt i menneske skikkelse. Det var jo ikke fordi der var særlig meget der ændrede sig. Hendes ravgyldne øjne og lange blonde hår ændrede sig ikke, og hun havde de samme pæne feminine former og fornemme træk. Det eneste der ændrede sig var vel at hun i hendes normale form nærmest glødede gyldent, som brændte der et lys inde i hende. Nå ja og så at hun havde store flotte hvide vinger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...