Gammel forbrydelse.


1Likes
1Kommentarer
181Visninger
AA

1. Første og eneste kapitel i historien.

 

”En mand sidst i firserne er blevet fundet skudt på Nørrebro i København. Omstændighederne omkring drabet er endnu ikke afsløret men episoden menes at være den seneste i en række banderelaterede skudepisoder i området. Politiet mener at der er tale om en tilfældig forbipasserende. Folket er i oprør og inden på Christiansborg forsikrer politikerne om at man vil skride til handling, ”vi vil ikke længere tolerere disse sociale udskuds terror af befolkningen, vi har krævet at folketinget tager handling og håndtere den øgede kriminalitet i området” udtaler Pia Kjersgaard. Statsministeren Anders Fogh Rasmussen siger ”Jeg har nedsat en kommission der i et samarbejde med politiet skal fremlægge nogle forslag til hvordan vi skal håndtere den øgede bandekriminalitet i StorKøbenhavn og resten af Danmark”. Politiet er stadig på bar bund i sagen med politidirektør Per Hjordman udtaler ”vi har sat vores bedste mænd på sagen. Vi har snart fanget de skyldige og vi beder alle vidner om at stå frem. Al hjælp vil være kærkommen”.

 

Jeg så ned på det hvide klæde der bredte sig over brostenene. Årsagen for min tilstedeværelse lå under klædet. Umildbart så sagen ud til at være lige til. En uskyldig mand kommer gående, en lille aftentur, måske på vej hjem fra en aftale. Han har ikke andet på tankerne end at komme hjem. Hjem til konen og få sig en god nat søvn. Imidlertidigt har nogle mænd fået den ide at gøre det af med hinanden. En person uden skrupler har solgt disse mænd redskaberne til at dette. Få sekunder senere ligger den uskyldige mand død på gaden. Ramt af en kugle der var tiltænkt en anden. ”typisk” mumlede jeg. Det går aldrig ud over de skyldige. Regnen tog til. Den gjorde mit grå hår vådt og min jakke tung. Klædet blev fjernet, og jeg så på offeret. Han var en gammel mand. Sidst i firserne. Gråt hår der veg ved issen og et gråt skæg der dækkede hans kinder og hage. Han var almindelig af udseende, grå gammel mand der havde været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Han kunne have set ud som om han sov, vis ikke det var for hullet i panden. ”kuglen gik ind her” sagde en kirtel klædt mand, der stod bøjet over liget, han pegede på panden, lidt over øjnene. ”Et skud, meget præcist, kom fra et højt sted” sagde han hurtigt. Jeg så rundt, der var masser af lejligheder som det kunne være kommet fra. Men ind til videre var der ingen vi havde spurgt der havde hørt eller set noget. ”Han har jord på jakken” bemærkede jeg. Hans lange regnfrakke havde spor af græs og mudder nogle steder på ryggen. Jeg så atter rundt. Ingen haver eller parker i nærheden. Måske tog han en tur gennem parken og gled i mudderet? ”Har vi et navn” undersøgte jeg. ”spørg John” svarede han og pege over mod en ung mand der stod længere nede af gaden og snakkede i en mobil. Jeg traskede derhen. Mine fodtrin plaskede i vandpytterne. Det grå vejr smittede af og gjorde mig gnaven. Det, og så er et mord aldrig en god måde at starte en dag på. Gennem fyrre år havde jeg løst drab, mord og andre forbrydelser. Jeg havde set det meste og løst de fleste. Men nogle gange virkede mit job bare meningsløst. Jeg havde fanget tyve, mordere og voldsmænd, men hvert år var der nogle nye, eller de samme. Jeg kendte halvdelen af befolkningen i de danske fængsler og havde personligt placeret en god del derinde. Men på en dag som denne virkede mit livsværk så flygtigt. Havde jeg spildt mit liv? Jeg hev mig selv ud af den mørke afgrund og tænkte for mig selv, en sidste sag og så var det det, en sidste skurk og så kunne jeg rejse til Skagen og leve mine sidste dage der, en øl i den ene hånd og en bog i den anden. John så op dag jeg nærmede mig. Han lagde sin mobil i lommen og gik mig i møde. ”Kjell Verregaard” sagde han. ”Partner i et større import-eksport firma der specialiserer sig i landbrugsudstyr til øst Europa kaldet Verregaard og Erikson”. Vi gik hen til min bil, en sort volvo, og han gav mig en kop kaffe han havde hentet længere nede ad gaden. ”gift, ingen børn, han har et hus ude i Charlottenlund”. Jeg tog en slurk. Den stærke bryg gav lidt liv i mine kolde våde lemmer. ”Har nogen talt med hans kone?” han så væk og sagde. ”Det sædvanlige. De siger hun håndterede det flot. De har spurgt hende om det sædvanlige”. Jeg gav tegn til at han skulle sætte sig ind. Da vi sad i bilen sagde jeg ”jeg vil gerne selv tale med hende. Desuden så havde jeg ikke forventet at hun ville sige noget til drengene”.

 

Det var et nydeligt hus. Hvide mure, stor have og med en høj bøgehæk der omkredsede deres ejendom. En sti ledte op til døren hvor en stor trædør adskilte husets indre fra omverdenen. Vi ringede på døren der med det samme blev åbnet af en kvinde. Hun var lav og så træt ud. Som om at morgenens hændelse havde gjort hende ti år ældre. Hun viste os ind i stuen og forsvandt derefter ud i køkkenet for at lave te. Jeg så mig om. Stuen var fyldt med porcelænsfigurer og fotografier. Jeg studerede Fotografierne nøje. Billeder af Hr. Hr. og Fru Verregaard til fødselsdage eller fester, nogle fra ferier og nogle fra livet ude i forstæderne. Ingen billeder af børn, de havde ingen konkluderede jeg. Det slog mig at der ikke var nogen billeder af Hr. verregaard som ung. Vor imod der var en halv snes af Fru Verregaard. Da hun kom tilbage med forfriskningerne spurgte jeg ind til dette. ”Kjell og jeg mødtes i en sen alder. Det var cirka i 1951 ser de”. Hun holdt en pause for at skænke teen og dele denne rundt. ”Han har aldrig brudt sig om at tale om det, jeg har faktisk aldrig mødt hans familie forstår de. De omkom under krigen, en britisk bombe der ramte deres hus”. John tog over og begyndte at stille alle de sædvanlige spørgsmål. ”har han opført sig underligt på det seneste?” Fru. Verregaard rystede på hovedet. ”vi har gjort lidt forårsrent her på det seneste. Vi har tømt garagen og loftet men ellers har vi ikke gjort noget udsædvanligt”. Jeg selv mistede interessen for samtalen hurtigt. Der var intet at komme efter her. Vi kondolerede og tog vores afsked.

”Jeg sagde jo at det var spild af tid”. John så på sit ur. ”Vi må hellere tage tilbage på stationen”. Jeg var dog ikke parat til at tage tilbage, der var stadig en jeg manglede at tale med. Jeg drejede af og kørte mod Valby. ”jeg skal lige møde en gammel ven først”.

 

”Toms Bodega” var fyldt med røg og stanken af alkohol. Det var ikke et sted jeg normalt ville befinde mig, men i denne stund havde jeg behov for at snakke med en af mine gamle bekendtskaber der måske kunne kaste noget lys over sagen. Jeg så rundt blandt de plagede og arrede ansigter på de få folk der sad derinde og gemte sig bag deres flasker. Jeg fik hurtigt øje på Tom. En tynd middel aldrende der sad med ryggen mod væggen. Jeg satte mig overfor ham. ”Erik!” udbrød han tydeligvis forbavset over min tilstedeværelse. Tom havde været min informant i mange år. Han viste hvem alle de store spillere var og han vidste når nogen spillede med musklerne. Hvordan han fik denne information viste jeg ikke, om end jeg havde mine mistanker. Men jeg spurgte ikke og undlod at rapportere tilstedeværelsen af hans lille bodega til skat. Til gengæld fik jeg noget information. Dette havde vist sig at være yderst behjælpeligt i mange af mine tidligere sager.  ”skyderi på Nørrebro, hvem, hvad, hvorfor?”. Toms øjne blinkede. ”hvem blev ramt?” spurgte han. ”Kjell Verregaard”. Tom så væk og fik et tænkende udtryk. ”Navnet siger mig noget”. Han tog en slurk af hans flaske. ”Så vidt jeg ved, er der ikke nogen der er efter Kjell. Men hans partner Torre Erikson. Han har trådt på nogle tæer for nyligt”. Jeg spidsede øre, endelig et håndgribeligt spor. ”Hvad med Kjell og Torre? Kunne de sammen?”. Tom hev en lille sort bog frem og brugte nogle sekunder på at bladre. ”Torre kan godt lide at gamble”. Han stoppede op på en side og lod hans finger glide ned ad den ”Han havde bygget noget af en gæld op, 253,000 for at være præcis. Men så to uger siden kom han pludselig ind med en masse kontanter og betalte hans gæld af”. Han pakkede bogen væk og blinkede med det ene øje. ”Jeg spurgte ikke hvor pengene kom fra”.

 

Den nat sov jeg ikke meget. Tanker fløj rundt i mit hoved og forstyrrede min søvn. Om morgenen besluttede jeg mig for at tage en tur for at få styr på disse vildfarende ideer og spekulationer. Så jeg gjorde vad jeg altid gjorde når jeg havde brug for stilhed og ro.

Frihedsmuseet var tomt så tidligt om morgenen. Den eneste der var derinde var Svend Karlson. Bestyreren. Ham og jeg havde kendt hinanden i mange år. Helt tilbage fra dengang jeg startede i politiet. Når jeg havde behov for at slappe af tog jeg til museet. ”vi har fået nogle nye genstande” sagde han da jeg hilste på ham. ”derovre ved døren” han viste mig en ny montre der var stillet op. I montren var der et billede af nogle unge mænd med de verse våben samt nogle bøger og breve. ”De blev afleveret i går”. Han pegede På en af mændene på biledet. Manden i midten stod stolt og viftede med en Sten-gun ”Det er min far” sagde Svend stolt. Svend havde fortalt mig om hans far mange gange. Han havde kæmpet mod tyskerne under krigen. Men i de sidste dage var han og hele hans gruppe blevet fanget og henrettet. Det var derfor Svend arbejde på museet, han følte at han holdte hans fars minde i live. ”jeg ser at det ikke kun er billeder i har fået”. Sagde jeg og pegede på nogle rifler som var på udstilling. Jeg så på billedet. Det matchede de rifler mændene havde på billedet. ”ja herren der afleverede dem havde en del”. Jeg spurgte om manden havde efterladt et navn eller en adresse. Men han havde åbenbart foretrukket at være anonym.  ”Han ville have 20,000 kr. for det hele. Jeg måtte selv punge ud men det var det værd”. Min telefon ringede. Det var John, ”hr. det ser ud til at Hr. verregaards partner Torre Erikson ikke er helt ukendt af politiet”. Dette var ikke nyt. Jeg forventede at vi havde et eller andet på ham siden han omgik folk som Tom. ”Hvad har vi på ham?” spurgte jeg. Der var en lille pause før John svarede ”’Vi’ har ingenting. Han har en helt ren straffe atest. Men PET har noget på ham. Hr. Erikson har åbenbart være medlem af det komunistiske parti og har haft nogle ’forklaringsproblemer’ med nogle summer penge der ikke stod bogført nogen steder”. Jeg tog min afsked og forlod museet. John hentede mig og vi drog mod Hr.Verregaards firma. Vi havde nogle spørgsmål til hans partner Torre Erikson. Navnlig hvordan han havde fået pengene til at betale hans gæld. Jeg havde på fornemmelsen at vi ville finde noget vigtigt.

 

Mens vi kørte mod ’verregaard og Eriksons’ modtog vi et opkald fra stationen. John talte i nogle få minutter før han lagde på. ”Ballistikken er kommet tilbage. Skuddet passer til en Walther HP. En gammel pistol, Svenskerne brugte den som tjeneste pistol”. Dette var en uheldig udvikling. ”Det gør jo ikke ligefrem vores job nemmere”. Sagde jeg. ”Hundredevis af dem blev importeret under krigen. Der er sikkert en i hver anden baghave”. John trak på skuldrene ”Måske kan vi finde flere spor og finde frem til vores mand uden at bruge ballistikken. Men det gør det jo ikke nemmere”. Denne sag var begyndt at tage en uforudset drejning.

 

Torre Erikson var en korpulent mand. Hans hage skjulte en stor del af hans hals og hans vigende hårgrænse afslørede en plettet og fedtet skalp. Han tændte en stor cigar og tørrede hans ansigt af med det bagerste af hans hånd. ”jeg forsikrer dem om Hr. at jeg ikke har noget kendskab til dette”. Sagde han med fast stemme og så ned over sit store skrivebord. ”Jeg bryder mig aldeles ikke om deres tone. Jeg er et højt respekteret medlem af samfundet og de beskylder mig for at være i ledtog med amoralske typer?”. Det var tydeligt at vi havde ham i en presset situation. Han forsøgte at gemme sig bag hans position som direktør af et højst succesfuldt firma. ”Hr. Erikson” sagde jeg ”De betaler over 253,000kr til en person som de ved er farlig. To uger senere bliver Kjell Verregaard fundet død. Er de klar over hvordan det ser ud?”. Det var tydeligt at han var ved at miste grebet. Han svedte endnu mere og rejste sig fra stolen. ”Kjell og jeg havde en aftale”. Mumlede han. Han vendte sig om mod os og begyndte at fortælle. ”Jeg går ud fra at i allerede ved at jeg har en fortid i det kommunistiske parti?”. Vi nikkede begge. Han gik over for at skænke sig selv noget at drikke. ”Jeg og Kjell mødtes i 1946. Han havde brug for min hjælp til at ’forsvinde’. Jeg havde forbindelserne til at kunne hjælpe ham, men han havde ikke pengene. Men han havde en plan og nogle ’venner’ på den anden side af tæppet. Siden vi begge var medlemmer af det kommunistiske parti lod han mig få en del af kagen til gengæld for at forsvinde. Så sammen med nogle folk på den anden side af grænsen oprettede vi ’verregaard og Eriksons’. Vi sendte Landbrugsudstyr til østblokken, mens kommunisterne gav os nogle penge til at støtte partiet. Da muren faldt, havde vi allerede etableret en del forbindelser i østen og vi kunne fortsætte med vores aktivitet. Da jeg kom i pengenød truede jeg med at fortælle politiet at han havde skjult sig i alle disse år. Jeg regnede med at han måtte have gjort noget der betød at han måtte gemme sig fra jer”. Dette var det første håndgribelige spor vi havde fået. ”Hvad hed han før han skiftede identitet?” spurgte John. Torre trak på skuldrene ”Gert Hjald” sagde han. ”Han havde en søster i Roskilde som han sendte nogle penge til engang imellem. I kan prøve at opsøge hende på denne adresse”. Han skrev adressen på en lap papir og gav den til mig. ”Held og lykke med at finde det svin der myrdede Kjel”.  

Vi bankede på døren. Vi befandt os i et lejligheds kompleks i Roskilde. Adressen passede så jeg krydsede fingrer for at kvinden vi ledte efter ikke var flyttet. Døren blev åbnet af en gråhåret kvinde. ”Er de Gretha Hjald” spurgte jeg. Hun spærrede øjnene op da hun så vores politiskilt men nikkede og viste os ind. ”Fru Hjald vi er her for at forhøre os om din bror Gert”. Hendes øjne blev store af forbløffelse. ”Gert har været død i over 55 år”. Sagde hun med bævrende stemme. ”Tyskerne henrettede ham og hans gruppe for sabotage. Hun viste os et billede af hendes bror. Mande havde begyndelsen til et skæg med brunt hår. Han var ikke videre høj men almindelig af bygning. Manden så mig en anelse bekendt ud. ”frue vi er udmærket klar over at Gert skiftede navn efter krigen. Vi ved at han ikke døde. Vi er bare interreseret i at vide hvorfor. Det kan måske hjælpe os med at finde hans morder”. Gretha så først ud til at ville fortsætte maskeraden men så så ud til at give op. ”Han forrådte dem”. Sagde hun. Hendes stemme knækkede mens hun fortsatte. ”Da han blev taget til fange af fjende fortalte han dem hvor de kunne finde de andre. Til gengæld blev han ikke henrettet men blot sat i fængsel. Han tilgav aldrig sig selv, han skiftede navn og adresse og fik mig til at love at fortælle alle at han var død”. Dette fandt jeg uhyre interresant. Det gav i hvert fald et motiv. Men spørgsmålet var stadig hvem der fandt ud af hans hemmelighed. Og hvem der ville ønske ham død på grund af den. Jeg så atter på billedet og så slog det mig. ”Må jeg låne dette billede fru. Hjald?”. ”Hun nikkede. Så må de have en god dag Frue.”

 

 

 

Jeg stod på speederen hele vejen til frihedsmuseet. Jeg ænsede næsten ikke John der forsøgte at få mig til at fortælle vad der var los. Jeg var begravet i mine tanker. Jeg havde en mistanke, og mente at jeg muligvis havde fundet gerningsmanden. Da vi ankom til museet styrtede jeg ind og direkte til den nye udstilling. Jeg holdte billedet jeg havde fået af Gretha Hjald op. Manden på billedet jeg havde modtaget af Gretha var den samme mand som stod yderst til højre på gruppebilledet. Min mistanke viste sig at være korrekt. Jeg så nærmere på manden i midten af billedet. Svend Karlsons far. På hans hofte var der fastspændt et pistol hylster. Jeg ville ikke være overrasket over at finde en Walther HP vis jeg kunne se bedre. Jeg hørte skridt bag mig. Jeg vendte mig om og så Svend gå roligt hen mod skranken. Han satte sig ned, åbnede en skuffe og trak en Walther HP ud. ”Har jeg ret i at antage at du har regnet det hele ud?”. Jeg nikkede. ”hvorfor?”. spurgte jeg. Han tog en dyb indånding og begyndte at tale. ”Det var egentlig et tilfælde. Maden der kom ind med alle de ny ting. Det var Kjell Verregaard. Eller Gert Hjald som han virkelig hed. Jeg genkendte ham. Selv efter alle de år. Jeg havde et billede magen til det i montren. Jeg viste at nogen måtte have angivet min far. Jeg opsporede en af de tyske vagter efter krigen. Han fortalte mig det hele. Jeg brugte år på at lede efter ham. Men jeg måtte give fortabt. Så kommer han slæbende herind med alle de genstande. Jeg viste at det var ham. Men jeg måtte vente. Jeg fulgte efter ham. Da han stoppede ved mindepladsen for frihedskæmpere slog jeg til. Jeg trængte ham op i en krog. Jeg fortalte ham alt og han faldt på knæ og bad om tilgivelse. Vi ved vist begge hvordan det endte”. Jeg betragtede ham et øjeblik. Han virkede apatisk. ”Og nu har du tænkt dig at gøre det af med mig?” spurgte jeg. Han så op med bedrøvede øjne. ”Nej. Jeg har gjort det af med en skyldig mand. Det var det eneste jeg ville. Mit mål her i livet var at hævne min far”. Han rettede pistolen mod sig selv. ”Jeg kan ikke tage i fængsel”. Han trykkede på aftrækkeren.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...