At stå med liv i hænderne

Øhmmm.... en historie jeg har skrevet til krimikonkurrencen... Den foregår på Experimentariet, og hovedpersonen er der med sin klasse, da lyset pludselig slukker. .. hvad gemmer mørket mon på?? Coveret er ikke mit, bare et billede jeg fandt på google... ADVARSEL!! Kapitel tre er IKKE for sarte sjæle! Tror jeg... *FÆRDIG*

3Likes
5Kommentarer
1309Visninger
AA

3. At stå med liv i hænderne

Jeg fornemmede svagt min klasse, der nu stod flere meter bag mig, og stadig rykkede tilbage for at undgå pølen af blod, gispe i kor. Jeg så op på ham, og på hans røde tøj. Og han så på mig, som jeg stod der, midt i en sø af blod, uden at røre på mig den mindste smule. Vores blikke låste sig fast på hinanden, og jeg så at han var en kunstner, midt i at kreere sit livs kunstværk. Og jeg beundrede ham for det. Han tog et skridt, og så endnu, og han gik ned ad trappen, og stoppede en meter fra mig. Han smilede til mig, og han så lykkelig ud. Så talte han, med en stemme som guld; ”Lille pige. Hvad synes du om mit kunstværk?” Han slog ud med armene, som for at indikere at han mente blodet og massakren. Jeg kiggede lidt på ham. ”Jeg synes det er smukt,”. Han løftede et øjenbryn. ”Åh? I så fald er du den første... alle de andre jeg har spurgt har ingen sans for kunst, så jeg lod dem blive en del af det... vil du også være en del af det?” spurgte han. Jeg ved godt, at det er her mit hjerte burde begynde at hamre som en gal, og jeg burde vende mig om og stikke af, hvis ikke jeg skulle have gjort det før, men jeg var helt rolig. Jeg rystede på hovedet og svarede; ”Jeg foretrækker at skabe, frem for at blive skabt.” Og hans smil blev større. Han rakte mig den blodige kniv, og jeg tog i mod den. Så kiggede han om bag mig, og jeg fulgte hans blik til min rædselsslgane klasse, der nu var krøbet sammen i et hjørne, for at komme væk fra ham. De lignede grise der skulle til at slagtes. Jeg smilede til dem, et venligt smil. Og så gik jeg hen i mod dem. Kniven i min hånd var let, da jeg svingede den. Adrenalinen pumpede gennem mine årer, da de 22 mennesker der stod foran mig, da de forstod hvad jeg ville gøre. Et rødt tørklæde af silke bredte sig over brystet på en af Barbiedukkerne, og en rose foldede sine blade ud i håret på en anden. Utallige roser bredte sig over torsoen på den næste, mens jeg langsomt hakkede hende til småstykker. Nogle prøvede at stikke af, men de blev mødt af bladet på mandens kniv. Han havde åbenbart haft endnu en med. det var fascinerende. At se alt det blod løbe ned over dine hænder, at stå med et liv i hænderne, bogstaveligt talt, at se lyset forlade deres øjne, og at vide, at det er dig, der gør det. At have så meget magt... det er ubeskriveligt. Og jeg smilede og lo, mens jeg skar mig igennem masserne af folk, som løb skrigende rundt. Og da vi endelig var færdige, så vi på hinanden, han og jeg, og vi så på vores kunstværk; et hus fyldt af roser. ”Skal vi lægge en sidste hånd på værket?” Spurgte han. Og jeg nikkede, og nød følelsen af langsomt at blive tømt for blod, mens det løb ud af mit bryst. Og lige inden alle lys slukkedes, så jeg over på ham, og så at han følte ligesådan. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...