At stå med liv i hænderne

Øhmmm.... en historie jeg har skrevet til krimikonkurrencen... Den foregår på Experimentariet, og hovedpersonen er der med sin klasse, da lyset pludselig slukker. .. hvad gemmer mørket mon på?? Coveret er ikke mit, bare et billede jeg fandt på google... ADVARSEL!! Kapitel tre er IKKE for sarte sjæle! Tror jeg... *FÆRDIG*

3Likes
5Kommentarer
1241Visninger
AA

1. Blackout

 

”I'm the one you love, but sorry, I'm a bad boy, yes, just leave me, goodbye, you're a good girl... -retelefonerne ud af ørerne Isabella!” Min lærers stemme overdøvede musikken i mine ører, og jeg hev høretelefonerne ud af mine ører, og slukkede min iPod. Jeg lagde den ned i min taske og kiggede over på min lærer; hun var rød i hovedet, og hendes stemme var hæs af at råbe ad eleverne. Hendes hår var uglet af vinden, der blæste koldt og trængte igennem vores tynde jakker, som vi alle havde taget på i håbet om noget mere forårsvejr, i stedet for det kolde efterårsvejr vi havde nu. Jeg kiggede op på den grå himmel, og håbede at vi ville nå indenfor før det begyndte at regne. Vi stod udenfor Experimentariets indgang, og trippede for at holde varmen, ligesom vi havde gjort det sidste kvarter nu. Som sædvanlig havde vores lærere fejlberegnet, og vi var ankommet en halv time før Experimentariet åbnede. Det var mandag morgen, og klokken var kvart over ni, så vi var ikke i det bedste humør, og når vi så oven i købet skal stå og vente en halv time udenfor i en isnende blæst, som ødelagde vores hår... tja, lad os bare sige, at det ikke er en god kombination. Ikke at håret gjorde mig så meget. Jeg har aldrig været specielt fokuseret på mit udseende. Jeg mener, jeg vil selvfølgelig ikke se grim ud, men jeg gider heller ikke spilde min tid på at sætte host-ødelægge-host mit hår med glattejern og en halv flaske hårspray hver morgen. Så vil jeg meget hellere sove lidt længere, eller bruge tiden på at lave de lektier jeg ikke nåede. Men resten af pigerne i min klasse stod og hvinede og prøvede at glatte deres mishandlede, afblejede hår, mens de lavede trutmund, og blinkede falske tårer væk i drengenes retning. Ikke at de lagde mærke til det. De havde for travlt med at snakke om mountainbikes og tetris til overhovedet at værdige dem en tanke. Og hvis de gjorde, ville de faktisk nok kritisere dem for deres afblejede hår, og masker a make-up. Overraksende nok ville de ikke have gigantisk bryster (som bliver mindre når man tager bh'en af), ikke-eksisterende øjenbryn, platinblond-næstenhvidt hår med udvoksninger , masker af foundation der er ti toner mørkere end deres egen hudfarve, og så mange lag mascara at øjenvipperne nærmest blev til en, tyk klump. De foretrak naturligt hår, og knap så meget make-up, selvom det ikke gjorde noget med en smule mascara og lidt lipgloss. Vores klasse har altid været opdelt i tre grupper; drengene, pigerne, og så mig. Drengene var stadig fuldkommen ligeglade med piger, og interesserede sig kun for cykler og sport og tetris. Pigerne lignede alle sammen Barbiedukker i ludertøj; gennemsigtige toppe der er så nedringede at man kan se deres bh, og hotpants der er så små og stramme at det nærmere er trusser. Og så mig, i mine kedelige, slidte jeans, gamle, forvaskede t-shirts og hår der aldrig blev gjort andet ved, end at blive vasket og redt. Jeg var en komplet modsætning af de piger, der bliver ved med at snakke om drenge og hår og tøj; jeg interesserede mig mere for bøger og musik, og det havde jeg altid gjort. Derfor havde jeg altid været en outsider uden venner. Tyve minutter senere blev vi endelig lukket ind. Lærerne betalte for os, og så kom der en ung fyr i blåt tøj med Experimentariets logo på og førte os ovenpå, og ind i nogle lokaler hvor vi aldrig havde været før. Det var undervisningslokalerne, og foran os stod der tre rækker borde, med hvide plastikbakker med et eller andet i. Da vi kom lidt nærmere, efter at have hængt vores jakker på nogen knager og lagt vores tasker i et hjørne, kunne vi se at de indeholdt noget mystisk, blåt stads, som virkelig ikke så ud til at være noget, man skulle røre ved. Vi blev bedt om at sætte os ned i par, og som sædvanligt skulle jeg være alene, fodi vi var 21 i klassen. Sådan havde det altid været, og det gjorde mig heller ikke noget. Jeg brød mig alligevel ikke specielt meget om mine klassekammerater, jeg var bare lykkelig over at der kun var 4 måneder tilbage af niende, og så skulle vi videre ud på gymnasier, efterskoler, eller hvad vi nu havde lyst til. Den unge mand fra Experimentariet sod oppe foran ved en tavle. Han begyndte at tale om det blå snask vi havde foran os, forklarede hvad det var, og hvad vi skulle med det, men der var ikke rigtig nogen der hørte efter. Vi gjorde bare som vi blev bedt om. Vi havde lige hældt noget pulver ned i det blå snask, for at se hvad der skete, da lyset pludselig slukkede, og der blev helt mørkt. Der var ikke engang nogen vinduer i rummet vi sad i, så vi kunne intet se. Pigerne begyndte at skrige og hvine, mens man kunne høre drengene tumle rundt og gå ind i hinanden. Lærerne prøvede at få styr på os, og tyssede på pigerne mens manden fandt lommelygter. Han gav en til hvert par, og en til lærerne, og så bad han os om at følge med udenfor, så vi kunne finde ud af hvad der foregik. Da vi kom ud i det store rum udenfor det rum vi havde været i, så vi at han ikke var den eneste der havde fået den ide. Flere mennesker i blå dragter gik rundt med lommelygter, og forsøgte at berolige folk. Vi gik nedenunder, og igennem Experimentariets udstilling om vand. Da var det, at nogen lyste hen på et af bassinerne og skreg. En kvinde lå med ryggen opad og flød rundt i vandet. Livløs. Druknet.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...