Turen til Spøttrup Borg

Historien handler om en pige ved navn Isabella. Hun er med klassen på Spøttrup Borg, men forsvinder på mystisk vis, midt i rundvisningen. Hendes mor er politibetjent og efterforsker hendes forsvinden.

2Likes
1Kommentarer
392Visninger

1. Borgen...

 

Mobiltelefonen ringer. ”Hallo? Ja, det er Kimmi. Hvad er der sket? Jeg kommer nu.” Kimmi lagde telefonen fra sig. ”Hvad er der sket?” spurgte jeg. ”Min datter, Isabella, er forsvundet, hun var på ekskursion med klassen til Spøttrup Borg i dag. Lærerne har ikke set hende i over en time.” Vi forlod straks lokalet og kørte mod Spøttrup, hvor vi mødtes med to frustrerede lærere. Her fik vi at vide at de sidst havde set hende for en times tid siden, inde på borgen. Kimmi løb ind på borgen for at finde sin datter. Forvildet spurtede hun op og ned af trapperne, og rundt for at gennemsøge ethvert rum. Efter to timers søgen gav hun op. Det eneste tegn på at Isabella havde været der, var en Hello Kitty hårspænde der lå på trappen. Vi tilkaldte hundepatruljen, i håb om at de kunne hjælpe os med at finde spor. Mens Kimmi snakkede i telefon med sin mor, forhørte jeg de to lærere. Ingen af dem havde nogen idé om, hvorfor nogen ville tage Isabella, og de havde heller ikke hørt skrig eller andre tegn fra Isabella under rundvisningen. Jeg gik fortvivlet tilbage til min makker og mens jeg ventede på hun blev færdig med at snakke i telefon, overhørte jeg hende og moderens samtale. Kimmi nævnte noget med en eks-mand. Da hun lagde telefonen fra sig, spurgte jeg ind til hendes eks-mand. Kimmi fortalte at hende og Klaus var blevet skilt for 6 år siden, da Isabella stadig var spæd, men hun havde ikke hørt fra ham de sidste 4 år og hun mente ikke at han kunne finde på at kidnappe Isabella. Vi blev enige om at give ham en visit for en sikkerheds skyld. Han boede i en lille nærliggende by, formodentlig alene. Vi kørte af sted mod Ramsing og drejede til venstre ind ad Rønne Allé, hen til nummer 7. Huset virkede umiddelbart til at være tomt, men da vi bankede på døren, hørte vi en hund gø på den anden side. En, hvad jeg vil betegne som ikke værende attraktiv, mand åbnede døren iført hvid undertrøje og slidte cowboybukser. Da han fik øje på Kimmi, virkede han chokeret, og jeg gik ud fra at vi var det rigtige sted. ”Hvad laver du her, Kimmi?” Spurgte han. Vi gik indenfor og satte os. Huset var pænt og rent, med nips rundt omkring, hvilket antydede at han havde en kæreste. Kimmi forklarede, hvad der var hændt, og jeg kunne se at Klaus, var oprigtig ked af det. Dog kunne man mærke en hvis negativ stemning mellem ham og Kimmi, og det var klart for mig at deres forhold ikke var endt i glæde. Han fortalte os at han ikke havde set Isabella i 4 år, og at han ikke engang vidste at de skulle opholde sig på Spøttrup Borg denne dag. Jeg spurgte ind til hans civiltilstand, hvorefter han forklarede at han havde en kæreste ved navn Pia, dog lidt on/off, da hun indimellem var utilregnelig, men han mente ikke, at hun kendte noget til hans datter. Da vi forlod huset, bed jeg mærke i et billede af ham og hans kæreste, der hang på væggen. Hun var en flot lyshåret kvinde, Vi forlod Ramsing, og satte kursen tilbage mod Spøttrup Borg. Isabellas klasse-kammerater var stadig ved borgen, nu var deres forældre kommet for at hente dem. Igen gik jeg hen til den ene lærer, Eva, for at høre hvem Isabellas bedste veninde i klassen var. Hun fortalte mig at hende og Frederikke var uadskillelige og at de altid fulgtes ad. Jeg fandt Frederikke i flokken af børn og prøvede at få hende til at fortælle, hvad hun kunne huske. Hun fortalte mig at Isabella skulle skynde sig på toilettet, så hun var bare løbet af sted, uden at spørge om lov. Men efter et stykke tid var hun stadig ikke kommet tilbage.

I håb om at finde noget på toiletterne gik vi igen ned for at tjekke, denne gang stadig uden held. I receptionen havde de godt set Isabella gå ned mod toilettet, men mindes ikke at hun kom op igen. Receptionisten fortalte os at der var en nødudgang nede på toilettet, som hun kunne have benyttet sig af. Vi gik igen ned til toilettet, hvor vi undersøgte nødudgangen for fingeraftryk. Efterfølgende tog vi tilbage til stationen i Skive. Her søgte vi efter et match i databasen, men uden held. Igen på bar bund! Vi blev enige om at gå hjem og få lidt søvn, selvom jeg udmærket vidste at Kimmi ikke ville få lukket et øje.

Dagen efter mødtes vi igen på stationen, til et morgenmøde med kollegaerne. Ingen af dem havde fundet nogle spor efter Isabella. Kimmi og jeg besluttede os få at besøge Isabellas klasse inde på Aakjærskolen. Her forhørte vi børnene, en efter en. Dette resulterede i meget forskellige og flyvske forklaringer, hvilket var at forvente af 1. klasses elever. Én dreng fra klassen havde dog set noget fra vinduet på 1. salen. Han havde set en pige, hvilket han mente, var Isabella forlade borgen, med en kvinde han troede var hendes mor. Han beskrev kvinden som lyshåret og forholdsvist lille, men han nåede ikke at se hende ordentligt forfra. Han synes at have set hende før, men kunne ikke huske hvorfra.  

Midt i formiddagskaffen ringede Klaus, han lød oprørt. Han havde lige modtaget et brev, indeholdende et billede af Isabella, siddende med et billede af ham og hende. Brevet indeholdt ikke andet end dette billede, hvilket virkede underligt.

Vi kørte igen mod Ramsing, for at snakke med Klaus og for at se billedet. Kimmi bekræftede at det var hendes datter, der var på billedet, men forstod ikke, hvorfor Isabella sad med et billede af hende og hendes far i hånden.

Eftersom det var et billede af hendes eks-mand Isabella sad med, måtte det være en der kendte ham. Jeg spurgte ham igen om han var sikker på at ingen kendte til hans datter. Han kiggede på mig, rejste sig hurtigt og gik ind på kontoret. Han kom ud med en metalkasse, og gik og rodede i den. Han kiggede på os igen, og fortalte os at det billede Isabella sad med, plejede at ligge i denne kasse og kidnapperen måtte have taget billedet. Vi lagde to og to sammen, og det stod klart for os at det måtte være kæresten der havde taget Isabella. Med udrykning kørte vi til hendes adresse i Dommerby. Huset var forladt, men på væggen hang der billeder af Klaus og en anden kvinde og på bordet lå der et brev hvori der stod:

Til Klaus.

Gennem alle disse år har vores forhold været bygget på en løgn.

Aldrig har du nævnt et ord om din datter, eller for den sags skyld din elskerinde.

Jeg troede det skulle være dig og mig til døden os skiller, men nej..

Din datter har ikke fortjent denne skæbne, men det er det eneste der kan påføre dig smerte nok. Ligeså meget smerte som du har påført mig.

Desværre får du hende aldrig at se i live igen.

Din Pia.

Vi efterlyste Pia i hele Midt-og Vestjylland i håb om at finde Isabella i live. I tre dage ledte og ledte vi efter lille Isabella, men der var stadig ingen spor efter hende. På fjerde dag fik vi et opkald fra en landmand nær Hem. Der holdte en bil nede i hans skov, hvor der sad en kvinde og en lille pige indeni. Begge var døde af et skud i brystet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...